Kommentar

Medarbejdereje er kun afgørende, hvis virksomheden støtter opgør med kapitalismen

Medarbejdereje er ikke nok, hvis ambitionen er frigørelse fra kapitalismens tvang. Tænk, hvis COOP sendte madpakker til de sociale kampe i Hongkong eller klimastrejkerne i stedet for bare at være optaget af konkurrencen med andre virksomheder, skriver Eskil Halberg i dette debatindlæg.
9. september 2019

Torsdag den 5. september genoplivede Pelle Dragsted diskussionen om økonomisk demokrati i sin klumme her i avisen. Venstrefløjen skulle, interessant nok med inspiration fra det ellers markedsliberale USA, udvikle ejerskabsformer, som over tid kan give lønmodtagerne ejerskab over virksomhederne.

For som Dragsted rigtigt skrev: Hvorfor skal vi acceptere, at arbejdspladsen er en »demokratifri zone«?

Jeg er helt enig med Dragsted i, at demokrati i arbejdslivet må være et afgørende mål for venstrefløjen (hvis vi da ikke kan slippe for at arbejde).

Men kigger man tilbage i historien, var der nogle afgørende grunde til, at demokratiske virksomheder måtte give op over for den kapitalistiske økonomis utrolige magt.

I diskussionen om økonomisk demokrati må vi huske, at kapitalismens magt både gennemskærer samfundet vertikalt og horisontalt. Den vertikale magt mellem lønmodtagere og virksomhedsejere er den, Dragsted vil angribe gennem medarbejderejede virksomheder. Og det er en vigtig kamp, ingen tvivl om det.

Men uden at forstå kapitalismens horisontale magtudøvelse kommer vi aldrig fri af kapitalismens økonomiske tvang.

Konkurrencens tvang

Den horisontale magt tager først og fremmest form af konkurrence mellem virksomheder indbyrdes i jagten på profit og mellem arbejdere indbyrdes i jagten på arbejde. Og netop konkurrencens magt vil en medarbejderejet virksomhed ikke kunne komme til livs.

Derimod vil demokratiske virksomheder blive underlagt den samme jagt på selvopretholdelse, som kapitalejede virksomheder er i dag. Dette vil de demokratiske principper om hoveder og ikke høveder ikke lave om på.

Selv om en lønmodtagerovertagelse af arbejdspladsen i første omgang vil føre til øget frihed for medarbejderne og måske også give en øget omfordeling af eventuelle profitter, vil konkurrencemagten før eller siden snige sig ind på arbejdernes virksomhed. De vil være tvunget til effektiviseringer og lønoptimering for at kunne sælge deres varer.

Det var netop, hvad der skete med andelsbevægelsen i Danmark. Den havde i første omgang stor succes med især mælke- og kødproduktion. I en periode var de eksempelvis så stærke, at de delvist havde indflydelse på prisdannelsen, fordi andelsmejerierne havde kontrol med omkring 80 procent af mælkeproduktionen.

Men verdensmarkedets magt er lunefuldt. Efter Anden Verdenskrig ville man mekanisere, specialisere og effektivisere for at følge med udviklingen, og man foretog store investeringer. Alt sammen under demokratisk kontrol.

Men man satte en udvikling i gang, der gjorde en ende på landbolivet, fordi udviklingen var selvforstærkende. Man var tvunget ind i konkurrencens magt og kunne ikke slippe fri.

På lang sigt udryddede bevægelsens beslutninger landbo- og landmandslivets livsformer – beslutninger taget under demokratisk kontrol og autonomi. I dag er Arla Foods, DLG, Danish Crown og Tulip, hvad der er tilbage af den hedengangne demokratibevægelse.

Historien om den socialistiske kooperativbevægelse er næsten ens. Hvad gør demokratisk deltagelse, hvis konkurrencens tvang ikke er til diskussion?

Madpakker til revolutionen

Som Pelle Dragsted nævner, er disse diskussioner ikke nye. Jeg er selv for ung til at kende til »ØD-traumet«, men jeg ved, at Socialdemokratiet i 1908 havde en heftig diskussion om, hvilken rolle kooperativer skulle spille i frigørelseskampen.

Et perspektiv kom fra typografen Vilhelm Wartenberg. Han mente, at det afgørende ved arbejderejede virksomheder var deres evne til at forsyne arbejderne med fornødenheder under en »faglig-økonomisk belejring« – det vi i dag kalder en strejke.

I et strategisk perspektiv var kooperation i mindre grad et spørgsmål om at få andel i profitten eller demokratisk medbestemmelse. Det afgørende var at frembringe fornødenheder under sociale kampe, når arbejdere stod uden indtægt under strejker og oprør.

Kooperative virksomheder bør også i dag tage parti i sociale kampe og støtte protester mod kapitalismen. Både for deres egen overlevelse, men især hvis lønmodtagereje skal ses som et led i en større frigørelse fra kapitalismen.

Tænk hvis COOP, DLG eller Arla Foods sendte forsyninger til De Gule Veste i Frankrig, til Fridays for Future, protesterne i Hongkong eller næste års overenskomstforhandlinger på det private område. Se, det ville være en game changer!

Lønmodtagerejendom er ikke noget i sig selv, men kan være et afgørende middel i politisk kamp. Med andre ord: Kooperativet bør lave madpakker til revolutionen.

Eskil Halberg er ekstern lektor

USA er med Bernie Sanders i front igang med at overhale Skandinavien venstre om. Det samme gælder for Storbritannien. I både USA og Storbritannien vil den brede venstrefløj nemlig gøre lønmodtagerne til medejere af deres arbejdsplads. »Det er på tide, at venstrefløjen kaster ØD-traumet til side og begynder at udvikle konkrete planer for, hvordan økonomisk ejerskab og indflydelse kan demokratiseres og distribueres,« skriver Pelle Dragsted i denne omgang 'Pelles position'.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Gram-Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Jens Flø
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
Ib Gram-Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Jens Flø og Niels Johan Juhl-Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kapitalister og marxsister tilbeder alle industrialismens guder.
Vi må nytænke vores verdensforståelse.

Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvem skal fremkomme med dette SKAL/BØR? Hvis det er regeringen, bliver det et oppefra-ned styret samfund. Hvis det er de enkelte virksomheder, fordrer det en politisk bevidsthed hos deltagerne, og så har vi kampen, om pengene skal puttes i lommen eller gives i form af hjælp til andre.
Andelsbevægelsen og kooperationen bygger på opdragelse af borgeren til fælles handling. Imod den er der reklameindustrien, der på alle måder lokker os i fordærv. Den taler til de laveste instinkter i mennesket, og det er her fællesskabet lider nederlag.
Den horisontale konkurrence kunne også bestå i den grundtvigske ‘ædle kappestrid’, for en smule levedygtighed må der være, da vi ikke er nået til paradis endnu.
Kapitalistiske virksomheder kører verden i sænk med god samvittighed og stående klapsalver. Fælleseje fordrer både evne til at køre en virksomhed og moral. Fælleseje betyder lavere forbrugsniveau, så det er også en vare, der skal sælges.

Artiklen rejser netop de spørgsmål, som Dragsted hverken i sit seneste indlæg om medarbejdereje eller det i september sidste år besvarer, og som kan koges ned til, om perspektivet er en gradvis overgang fra privatkapitalistisk til kooperativer, eller blot privatkapitalisme med et mere menneskeligt ansigt i form af et element af medarbejdereje? I begge tilfælde kan man diskutere strategiens begrænsninger og grad af realisme, og her rejser Eskil Halberg nogle meget relevante indvendinger, men det gør dog en betydelig forskel, om den går ud på det ene eller det andet.

I et interview i Politiken 8. marts 2015 sagde Dragsted:

"Jeg tror, at en af de fejl, venstrefløjen historisk har gjort, er den meget skarpe opdeling mellem kapitalismen med stort K og Socialismen med stort S, som afløser hinanden ved et eller andet stort big bang. Jeg forestiller mig en udvikling, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem. [...] Jeg forestiller mig, at kollektive ejerformer vinder frem på bekostning af de store private virksomheder,og det kan man understøtte politisk."

Lidt før disse ord havde han udtalt, at: "man skal udfordre kapitalismens grundpiller - markedskræfternes dominans og den private kontrol med centrale dele af økonomien". Er det stadig den sammenhæng, hans tanker om medarbejdereje skal ses i? I så fald, hvor på kontinuummet mellem kapitalisme og socialisme er kapitalismens grundpiller så udfordrede, endsige ryddet af vejen? Og er en skridtvis bevægen sig frem til og over dette punkt så en realistisk strategi, eller vil resultatet ikke snarere, som Halberg mener, blive, at kooperativerne må underkaste sig den kapitalistiske konkurrences tvang - eller bukke under?

Dragsted skylder os en afklaring. I dén grad.

Niels-Simon Larsen

Ib Gram-Jensen: Vi har kun fallerede systemer at se tilbage på. Der er ikke meget liberalisme i et gennemreguleret, moderne samfund, og det socialistiske islæt drejer sig om mere eller mindre sociale ordninger og tilskud. Imellem liberalisme og socialisme eksisterer der så en mængde kollektivt drevne foretagender. I de senere år er der kommet statsstøttede social-økonomiske virksomheder til af forskelligt tilsnit.

Vi er på bar bund. Jeg kender ingen, der tror på den store ide, hvor et parti har den ledende rolle og fortæller alle, hvad de skal gøre. Alle store tanker har vist, hvor meget de kan ødelægge i de forkertes hænder. Jeg forstår Pelle sådan, at forandringen skal komme fra neden, og kunsten i dag er, at få bundfolket og politikerne til at forstå hinanden. Ingen er til kamp eller revolution. Ikke engang i den yderste gren af Klimabevægelsen har jeg hørt tale om vold.

Du skriver, at Pelle skylder os en forklaring. Hvordan skal han kunne komme med den, når andre ikke kan? Har du selv et godt bud?

Det hele accentueres af, at vi kun har få år til at redde kloden for en tålelig tilværelse for vore efterkommere. Der er ikke tid til de store ideers realisering. Tiden er til nødhjælp. I år kom en hel del turister til det kølige Danmark, fordi de ikke kunne holde ud at være i det centrale Europa. Til næste sommer kommer der endnu flere. Det er der, vi er.

Niels Simon-Larsen,
Pelle Dragsted taler faktisk om at forandre samfundet ved at forandre ejerskabet, som han foreslår fordelt bredere. Så han har en vision om forandring, og det, han skylder en forklaring på, er, hvad der mere præcist ligger i den - for eksempel hvad en "bredere" fordeling indebærer, og hvordan man opnår den. Det er fint nok med en forandring, der kommer fra neden, men det kræver stadig en realistisk forestilling om mål og metode, hvis det skal give det ønskede resultat. Jeg vil for en ordens skyld gøre dig opmærksom på, at jeg hverken har anbefalet, at et parti skal fortælle alle, hvad de skal gøre, eller blandet begreberne vold og revolution sammen.

Og nej, Niels-Simon Larsen, jeg har ikke nogen masterplan at foreslå, men hvor du åbenbart mener, at hele tanken om en reel samfundsforandring er håbløs i hvert fald for nuværende, så har Dragsted i sin artikel, og i en tilsvarende forrige år faktisk fremsat et forslag, der angiveligt skal føre til en sådan forandring, og det må han vel så stå på mål for. Èt perspektiv i demokratisering af ejerskab og indflydelse kan i øvrigt netop være at fremme grøn omstilling. Men Dragsted lader det stå hen i det uvisse, hvor vidtrækkende han tænker sig forandringen (10 % medejerskab, fælleseje af produktionsmidlerne eller hvad derimellem?), og hvordan den mere konkret skal gennemføres og reelt få den rette effekt, hvis den skal foregå skridtvis og over længere tid - jvf. Eskil Halbergs indlæg. Hvis vi nogensinde skal have andet end fallerede systemer at se både tilbage på og frem til, er diskussioner om og afklaring af Dragsteds og andres tanker nødvendige.

Det kunne begynde med, at FDB droppede sin tåbelige hoppen med på de private dagligvareforretningers indbyrdes konkurrence og udbyde varesortimentet ikke 20-50% dyrere end Salling, men 5-10% billigere. Intet tilsiger, at Brugsen skal være den dyreste forretning af alle, tværtimod - ligesom Irma burde være en butik med høj kvalitet, men med en indtjening nærmere non-profit.

Randi Christiansen

Reel forandring forudsætter en bevidsthedsrevolution. Eller mere nød .... som i f.eks. det spanske kollektiv marinaleda (kan googles) hvor fattige borgere besatte et stykke ubrugt jord, byggede et bolig-og produktionskollektiv op og endte med at få legaliseret deres projekt.

Det moderne samfund er på vitale områder så fremmedgjort og atomiseret, at overlevelse begrænser sig til at handle i supermarkederne og den faste rutine med institutionaliseret familieliv og 'op på arbejde, hjem og i seng'.

Magten - følg pengene - er overladt til få centrale aktører, og befolkningernes mulighed for at påvirke udviklingen begrænses, hvis de er heldige, til stemmeboksen, hvor krydset sættes på baggrund af et begrænset og manipuleret verdensbillede.

Verdenssituationen viser med al tydelighed, at magten er enten inkompetent eller ledet af ond vilje. Hvis pelle dragsted og andre vil være med til afgørende at præge dagsordenen, må analysen af det bestående være klar : privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet er vejen til ethvert samfunds undergang. Og visionen for fremtiden lige så klar : samarbejde i overensstemmelse med de permakulturelle principper er måden at leve med sig selv, hinanden og den øvrige biotop.

Dette forudsætter som sagt en bevidstgørende proces, hvor flertallet vågner op og eliminerer den skjulte magt, som benytter sig af alle de beskidte tricks i bogen, for at bevare magten. En vigtig del af den proces er at afsløre denne illegitime magt, der definerer rammerne for vores liv og som vampyrer stjæler vores livskraft.

'Det er ikke nemt, til gengæld er det svært' som man kan læse i en nekrolog her i avisen - men det er også en dødspændende og heftig rumrejse, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender, vi er på.

Niels-Simon Larsen

Det er vist kun Ø, Å og SF, der taler for et mere udbredt fælleseje, og ingen har en masterplan for tanken. Der er ikke stemmer i det, hvad der kan undre. For en hundrede år siden med arbejder- og andelsbevægelse var de fleste borgere engageret i fællesforetagender. Man samledes, hørte på foredrag og sang om fællesskabet. Man kan spørge, om den individualisme, som det blev skiftet ud med, er noget værd? Det er den åbenbart, siden alle dyrker den begejstret eller mere eller mindre modvilligt.

Man må ikke glemme, at Coop er landets største kæde. Heller ikke glemme, at vi har en folkeskole og en masse folkebiblioteker. Nogle mener også, at folkekirken hører til i gruppen af folkeeje. Rent følelsesmæssigt elsker mange Danmark og føler, at vi har noget sammen. Ja, til sidst er der ikke noget at klage over. Det afhænger meget af øjnene, der ser på det. Derfor er diskussionen svær, og der er lige nogle brokkehoveder.

Vi skal have nye briller. Danmark er hvad retfærdighed og global bevidsthed angår en rigtig lille forbryder og det modsatte af et foregangsland. Helt fra slavehandlertiden har vi presset citronen. Vores store handelsflåde har forurenet ad h til. Vi har været flittige til at placere forurenende produktion i fattige lande og tænker stadig ikke meget på, hvordan ting kommer til veje. Det ødelægger ejerglæden.

Hvis vi skulle omtænke Danmark til et bæredygtigt fælleseje, så var der ikke mange ting, vi kunne producere. Først skulle vi kvitte Nordsøolien. Derefter svineproduktionen. Alt, hvad vi importerede skulle underlægges kraftig kontrol, og hvor meget kunne vi så egentlig købe af udlandet? Vi ville være på den. Fællesejet kunne således se ud til at blive dræbt i fødslen. Kapitalisterne tillader sig hvad som helst, ved vi, for de er jo onde, men fællerne, de skal opfylde kravene. De første, der trækker dolken, er veganerne. Derefter permakulturisterne, og så kører det derudaf. Kan vi enes om noget som helst? Mange råber på samling af venstrefløjen, men hvem er det, der skal komme? Det sidste vi har set, er Alternativet. Bang, halveret.

Det er en dyb, dyb krise, vi er i. Der er ikke to, der vil det samme, og alligevel har vi brug for fællesskab. Børnene har brug for en fremtid, og den kan vi voksne kun give dem ved at stå sammen.

Randi Christiansen

"Der er ikke to, der vil det samme" - det er fordi, de ikke er vågnet op til, at lige netop dette, at leve i overensstemmelse med biotopens iboende lovmæssigheder, ikke kan defineres forskelligt.

Niels-Simon Larsen

Der er en vigtig ting, der ‘mangler’ i dag nemlig fattigdom. I arbejderbevægelsens tidlige dage strejkede man sig til suppekøkkenerne og sult. Bønderne levede nøjsomt. Man havde noget konkret at kæmpe og lide for. I sammenligning lider ingen i dag eller kun nogle få der er i klemme i systemet. Det er en fantastisk udfordring for ‘den ideelle tanke’. Hvad er værd at lide for? Man regnes ikke for rigtig klog, hvis man lider for noget. Man kan anstrenge sig, men pengene kommer ind på kontoen hver måned for de flestes vedkommende. Hvorfor anstrenge sig for at indføre en højere grad af fælleseje, når man har det godt, som tingene er? Idealisme kunne være svaret, og derpå kan man se sig omkring. Ikke engang klimatruslen kan få os på bedre tanker - det må ikke blive dyrere at være dansker (Løkke). Det er en sump, vi befinder os i, men de færreste gør sig det klart.

Randi Christiansen

@niels simon - "Hvorfor anstrenge sig for at indføre en højere grad af fælleseje, når man har det godt, som tingene er?"

Som Lars Kiilerich Laustsen skrev i kronikken 'Jeg var en politisk søvngænger. Nu har jeg fået respekt for dem, der tør tage ansvar' :

"Hvad får for eksempel nogle unge drenge i forskellige dele af verden til – samtidigt – at tage kasket på hovedet, vende skyggen i nakken og synes, det er smart? Ja, det er en psykologi hinsides det individuelle. Selv om mange af drengene tror, de handler individuelt, er de umærkeligt infiltreret i det kollektive fænomen, man kalder mode. Den samme psykologi kendetegner vælgervandringer."

Tidsånden er det påvirkelige element og her, at du og andre yder en indsats. Vi er oppe imod magtfulde spillere her, fordi magten med fodbold, fjernsyn og frygt for udkommet bestikker sig til kontrollen med fællesejet. En klassiker. Og hvis det ikke er nok tages militære og andre metoder i brug.

Frihedskampen er derfor mere aktuel end nogensinde, men platformen er med globalisering, digitalisering og www en anden end nogensinde før. Og vi må fastholde, hvad det egentlig er, der skal afklares. Det er mit indtryk, at vi er enige om, at det er fællesejet, og hvordan bør det forvaltes.

Niels-Simon Larsen

Randi: Jeg er en varm tilhænger af fælleseje, men befinder mig i en mindretalsgruppe. ‘Ejerglæden er dog det største’ stod der engang efter husannoncer. Jeg ejer ikke den ejendom, jeg bor i nu, og det føler jeg ikke som et minus.
Der skal være en ideologi til at bære fællesskabet. Den ser jeg ikke i øjeblikket. Den findes enkelte steder, og tilfældigvis er der en artikel om permakultur i dag, som vil interessere dig. At passe både på Jorden og jorden er udtryk for en stor fællesskabstanke, dog så stor at kun få kender den, men det kan jo være den har fremtiden for sig.

Randi Christiansen

Niels simon, det er så morsomt, hvis ikke det var tragisk, at fælleseje er et begreb, som overhovedet kan diskuteres. Naturen og den offentlige infrastruktur er jo fælleseje. Nogen indvender så og kan have ret i, at 'det offentlige' ikke har vist sig i stand til kompetent forvaltning heraf. Men løsningen er ikke privatisering. Hvilket, mener jeg, bliver stadig tydeligere, når vi ser, hvorledes den private sektor alt for ofte misbruger deres forvaltningsprivilegium, og hvorledes den private forvaltningsramme ikke afstedkommer fredelige forhold men det modsatte i en grad, at det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår. Blev fornylig i denne artikel husket på f.eks. bill clintons i mine øjne meget grove forbrydelse, da han frisatte den finansielle sektor endnu mere, end den var i forvejen. Hvilket uden tvivl forårsagede finanskrisen.

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2357082300994925&id=10000079...

Vores opgave er at klargøre og fastholde dette, og her mener jeg, at de permakulturelle principper anviser pejlemærkerne for en miljø-og socioøkonomi, som respekterer dette.

Jeg kan ikke finde den artikel, du omtaler.

Niels-Simon Larsen

https://www.information.dk/debat/2019/09/fjern-barriererne-baeredygtige-...

Der er vel ikke noget, der har været ført så mange krige om, som retten til at eje. Pligten til at beskytte medfører altid modstand. Det store generationstyveri af råstoffer er et godt eksempel på det. Når den sidste olie i Nordsøen er pumpet op, er der ikke noget til vore efterkommere, og det tager de fleste partier ganske let på. Vi stjæler simpelthen fra vore efterkommere. Nogle vil indvende, at det har vi altid gjort, men nu må det stoppe. Denne opbremsning er langsomt ved at trænge igennem, og nu får vi se, hvor langt 70%-regeringen kommer ad den vej.

Det sidste valg var noget særligt. Der er ikke mere en venstrefløj, kun 70%-fløj. Højrefløjen har smadret sig selv. Tre partier halveret. Nu skal der bare dannes en grøn ildsjælepulje på en mia - så civilsamfundet som aldrig før.