Kommentar

Naturens gæster skal være sporløse, ydmyge og udvise respekt for alt levende

Vi ejer ikke naturen, vi kan kun komme på besøg. Og når vi er derude, skal vi ikke forbruge naturen, som vi lyster, ikke tonse derudaf, uden at ænse det, vi træder ned og jager bort, skriver naturterapeut David Camacho i dette debatindlæg
28. september 2019

Mens jeg læser friluftsinstruktør Tine Tolstrups indlæg om mit påståede skovsnobberi den 24. september, tager jeg mig selv i at tænke:

»Tilgiv hende, thi hun ved ikke, hvad hun gør.«

For måske er problemet, at de, som misbruger den levende organisme, som naturen er, ikke forstår, at det er det, de gør. Og derfor forstår Tine Tolstrup måske heller ikke, hvad jeg siger i min kronik den 13. september.

Så lad mig tydeliggøre mit perspektiv.

Når Færøerne en weekend om året lukker adgangen for turister på deres 18 øer, fordi de afmærkede stier og specielle udsigtspunkter er slidte og nedtrampede.

Når Danmarks Naturfredningsforening i Vestjylland, Dansk Ornitologisk Forening og Vadehavscenteret råber vagt i gevær og udtrykker bekymring for vores naturområder.

Når forskere i Norge kalder på omtanke i forhold til forbruget af outdoorudstyr, der ligger på 15 milliarder kroner om året.

Og når en lang række undersøgelser viser, at de danske skove har det ringe, og at intet tyder på, at de vil få det bedre i årene fremover, ja, så har vi fat i nogle vigtige realiteter, som vi nødvendigvis skal holde et alvorligt fokus på.

Og når Tolstrup så, fordi jeg søger at pege på disse faktuelle realiteter, vælger at kalde mig snobbet, fnysende og sammenligner mig med mafiaen, ja, så bliver jeg træt. Og jeg bliver ikke mindre træt, når hun uimponeret vælger at udelade detaljer og forvrænge mine pointer, alt imens hun i sin misforståede oplevelse af, at jeg vil ekskludere, påberåber sig retten til at kravle op i sit træ, cykle på sin cykel og lave sit bål i naturen.

Jeg håber, at den vågne læser forstår, at jeg med min kronik ikke ønsker at ekskludere nogen, men helt enkelt peger på, at vi ikke ejer naturen. At naturen ikke er der for vores skyld, og at vi ikke kan forbruge naturen, som vi lyster. Vi er, når vi er derude, på besøg i floraens og faunaens verden. Og at være gæst i et hjem, der er beboet af andre, det kalder på respekt og ordentlig adfærd.

Her er det, at jeg på det kraftigste opfordrer til, at gæsterne træder varsomt og nænsomt.

Ud over selviscenesættelsen

Jeg beklager, hvis min buket af sprogblomster og den frihed, jeg tog mig til at plante forskellige vinkler på overforbruget af vores natur, næsten tog pusten fra læseren. Det var ikke meningen. Men Tolstrup og jeg har et fælles ansvar for at oplyse og gå forrest i tidens klimavanskeligheder.

I min kronik underdrev jeg faktisk mængden af skrald, som jeg finder i naturen. Sandheden er, at efterladt skrald i naturen er et markant og stigende problem. Se blot på affaldsindsamlingen i marts i år, der indbragte 156 ton affald. 156 ton!

Præcis derfor er der brug for massiv oplysning om og fokus på vores forhold til og forbrug af naturen. Og her kan jeg ikke lade være med at pege på det åbenlyst paradoksale i det faktum, at der på flere af billederne fra indsamlingen ses børn og voksne, der iført plastikhandsker og udstyret med plastikposer samler plastik op. Det scenarie understreger om noget, at vi må udvide vores forståelse af, hvordan vi passer på naturen.

Så Tine Tolstrup, kan vi ikke blive enige om, at målet må være, at vi, ud over bæredygtigheden og den grønne omstilling, også skal tænke ydmyghed, nænsomhed og respekt ind i vores tilgang til naturen og friluftslivet?

Vi skal bevæge os i naturen med sporløs færdsel og i respekt for alt levende. Ikke tonse derudaf, uden at ænse det vi træder ned og jager bort. Er vi ligeglade med, hvilket ressourcetræk på kloden vores investering i udstyr gør?

Interesserer vi os mest for opfyldelsen af vores egne selvcentrerede behov og selviscenesættelser?

Eller har vi også øje for at opleve naturen på naturens præmisser og gøre en aktiv indsats for at beskytte og bevare den?

Det ville for mig at se være interessant, om debatten kunne drejes i retning af, hvordan vi sammen kan udvide naturens mulighedsrum og iværksætte konkrete indsatser ud fra en forståelse af, at naturen ikke er et gode uden ansvar eller et ansvarsfrit område til adspredelse. Derimod er den en del af vores fælles verden, som vi skal passe på og drage omsorg for – før det er for sent.

David Camacho er naturterapeut

De danske statsskove lægger skovbund til mere end 500 kilometer mountainbikeruter. Hvornår er det at fræse rundt i skoven, køre skovsnegle over og suse forbi søer, træer og moser uden at opleve skovens ro, blevet en naturoplevelse?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • ingemaje lange
  • Erik Nissen
  • Trond Meiring
  • Svend Erik Sokkelund
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jes Kiil
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
  • Palle Yndal-Olsen
Carsten Munk, ingemaje lange, Erik Nissen, Trond Meiring, Svend Erik Sokkelund, Lise Lotte Rahbek, Jes Kiil, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget enig - men arten Homo sapiens er vel egentlig også natur.
Vores intelligens har givet os enorme kræfter.
Forhåbentlig kan intelligensen også lære os at styre dem ;-)

Michael Finn Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Christina Stougaard Hansen

Jeg er glad for at David Camacho har givet sig tid til at skrive nærværende kommentar. Jeg er glad for at han søger dialogen med Tine Tholstrup. At han tålmodigt forsøger at holde vores fokus på bolden: hvordan vi kan være i en relation med naturen, hvor naturen kan reproducere og revitalisere sig selv. Samtidig med at mennesket kan det samme. Jeg er enig med Davids betragtning om at naturen mange steder bliver behandlet på en måde, at den ikke kan reproducere og revitalisere sig selv. Det er det mønster vi skal vende.

lars søgaard-jensen, Liselotte Paulsen, Helene Kristensen, Lillian Larsen, Anne Svendsen, Gitte Loeyche, ingemaje lange, Michael Finn Jørgensen, Birgit Kraft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis man undrer sig over over at Danmark kun har 14% skov, skal man bare læse Davids indlæg. Det udpensler de værdier der trækkes på.
Ja, det er sådan mange føler, men det ændrer ikke på det er en konstruktion og angst reaktion.
Folk har været i flow i naturen altid - været naturen. Gået bag hesten hele dagen og trukket ploven eller været på jagt. At tro man selv pludseligt har set lyset er komisk og trist.
Alle vil helst have skoven og naturen for sig selv. Det bliver ikke bedre af, at et mindretal påberåber sig retten til personlig ro i guds hellige skrøbelige natur.
I et større planlægningsperspektiv er der der nærmest 100% sammenhæng mellem skovudvikling og fritid. Der ingen konflikt. Konflikten er til områder som særligt intensivt landbrug, offentlig infrastruktur, bebyggelse, til dels kommerciel skovdrift mm.
I årevis har "i skovens dybe stille ro" og "naturen i sig selv" idiotien af gode grunde tabt til de andre områder. Naturen tager ikke skade af at folk klatrer i træerne, cykler eller tænder et bål. Og man kan ikke måle om det er en gående, løbende eller gående der har været på stien.
Det er petitesse rytteri i det større perspektiv. Slid på naturen kan håndteres med flere og bedre stier og spor og forskellige faciliteter. Ved at nudge brugerne og give dem en oplevelse. Det kræver selvfølgeligt andre kompetencer end det den gennemsnitlige biolog eller mindfullness instruktør har, men ved byudvikling har vi i årtier kunnet håndtere det. Så kan vi også uden for byen.
Når folk kommer i naturen, så kommer kontakten for de fleste.

Om planlægning i et større perspektiv:
https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/222074854/danmarks_areal_endeli...

Om mtb påvirkning af naturen:
https://www.imba-europe.org/sites/default/files/Primoz%20Gams_master%20t...

Om konflikter mellem cyklende og gående og stier/spor:
https://www.imba-europe.org/sites/default/files/Off%20road%20impacts%20o...

Helene Kristensen

Jeg tror ikke du har set en ganske almindelig skov, der er blevet rost for sine vanskelige stigninger og smalle stier på en side for mountainbikere. Før kom der enkelte mountainbikere som nød turen,nu kommer der pludselig 50 i løbet af weekenden, og man må sige at det kan ses på skoven. Alle stier er nu 2 meter brede mudderspor glatte som glidebaner, derefter begyndte de at køre på dyrevekslerne, som altså også er 2 meter brede mudderglidebaner nu. Før gik familier tur i skoven, ned til åen, nu tør de ikke mere, for de skal kunne nå af vejen, når der kommer 15 hujende midaldrende mænd høvlende for fuld hammer. Før var hele den private pænt store skov åben for alle, så blev halvdelen spærret af, og resten blev kørt i smadder. Pælene med de gule afmærkninger af vandreruter er revet op og smidt til siden, for pludselig stod de ikke længere langs stien, men midt på stien og var åbenbart for farlige for mtb'erne. Der er simpelthen ikke længere plads til vandrere, lystfiskere, ryttere, der er kun plads til mtb'ere. Nu bliver resten af skoven lukket af, for skovejeren gider ikke længere vedligeholde broer og stier, når alt bliver kørt i smadder. Det var så den fornøjelse. Kontakten til naturen kom aldrig hos mtb'erne og skovejerens venlige henstillinger til hensynsfuldhed overfor natur og andre brugere blev aldrig set eller hørt i farten.

Carsten Wienholtz, Birgitte Simonsen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar

@Helene jeg er mere ude i skoven en resten af informations kommentatorer i forskellige sammenhænge så jeg er udemærket klar over problemet. Det er klart et stort problem det du ridser op, og jeg forstår udemærket problemet og det det er faktisk et problem der kan løses.

Indledningsvis: Det er ulovligt at køre uden for stier og spor, så ser du det så råb det til dem, fordi det er selvfølgeligt noget svineri at køre uden for stien/sporet. Er der større problemer så ring til politiet. Det svarer til at køre knallert ræs i skolegården og det skal lukkes ned.

Som udgangspunkt viser forskningen (som vist i sidste link) at der ikke er forskel på sliddet mellem forskellige brugergrupper. Der er mange mtber (10% af danskerne var på mtb sidste år) og de kører året rundt også når det er regnvejr, og det giver stort slid. Var der gående året rundt og i elendigt vejr ville det også give slid.

MTB spor (cykler generelt) og stier for gående skal som prioritet 1 holdes 100% adskilt. Det andet er indlysende noget hø, ikke kun pga. slid men også pga den utryghed det giver gående. Det er helt uholdbart. Løbende og cykler går fint sammen. Når vi har problemer i dag i dk, så er det dels pga. slid på gåendes stier, men primært pga. den utryghed samfærdsel giver. Det er også det forskningen viser (jf. link) - når du skriver "15 hujende midaldrene mænd" så er det den utryghed der taler fordi den forstærker alt andet. Og den er helt reel, men kan løses ved at holde gående og cyklende adskilt.

Som prioritet 2 skal stier være lavet så folk, også ældre gangbesværende, kan gå på dem året rundt. Det øger tilgængeligheden til naturen og det holder folk på stierne. Stierne skal gerne laves lidt som mtb spor så de inviterer til oplevelse og indlevelse - dvs. mere kringlede og sjove. Mange børn bruger gerne mtb spor til at gå på og det er fordi der er mere udforskning i det. Og det er jo supert.

Som prioritet 3 skal de adskilte spor til mtb være lavet til formålet. Det er egenligt ikke anderledes end alle stier til gående burde være lavet, funderet, gruset og drænet med en håndfuld lidt store ten, hvor det er nødvendigt. Så kan mtb sporet holdes helt nede på en ca. 60 cm bredde. Som med stier til gående kan det suppleres med mikrokorridorer af hensyn til biodiversiteten.

Ved siden af at stoppe med idiotisk kommerciel skovdrift, som indlysende er 99% af problemet ift. dyreliv og biodiversitet (ved siden af det uhørt lille skovareal), så er flere og bedre stier og spor løsningen. Fordi det holder folk på stien og sporet. MTB kørere er den brugergruppe der er lettest at nudge og styre. Byg et godt spor så kører de der. Det betyder også at vildt går meget tæt på sporene, fordi de oplever forudsigeligheden.

Ved siden af at staten skal gå ind og købe mere areal op til skov, særligt i bynære områder, er det vigtigt at kommunerne i højere grad får ret OG pligt til at sikre rekreativ infrastruktur - her stier og spor - på private skove. Silkeborg Kommune viser hvordan det skal gøres. Århus kommune er et eksempel på hvordan det ikke skal håndteres.

Det er gennemført sørgeligt der hældes så mange følelser i noget som er så let at løse hvis skoven først er det og ikke bruges til kommerciel drift.