Læserbrev

Ny beskæftigelseskommissær er bekymrende nyt for den danske model

Der er grund til panderynker over EU-formandens forslag om en europæisk mindsteløn. Og med en beskæftigelseskommissær fra Luxembourg kan vi næppe forvente forståelse for, at løn er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter her i Norden, skriver EU-chef i Dansk Metal i dette debatindlæg
12. september 2019

Mange medier har i denne uge givet en virtuel highfive til Margrethe Vestager. Den er berettiget. For som næstformand og ansvarlig for digitalisering i den nye EU-Kommission kan hun spille en afgørende rolle for at holde dampen oppe på Europas digitale futtog, så det kan køre lige så hurtigt som Kina og USA og skabe arbejdspladser.

Ligeledes har mange hæftet sig ved den anden næstformand, Frans Timmermans. Han kan sætte turbo på EU’s klimaindsats til gavn for både klima og grønne, danske arbejdspladser. Denne ros er også berettiget.

Men ingen roser uden torne.

Det er nemlig altid svært at fordele så mange EU-poster til alles tilfredshed. At mikse en cocktail med 27 ingredienser, som i sidste ende skal være til at drikke for alle. Her er der desværre også hældt lidt malurt i bægeret.

For vender vi øjnene mod arbejdsmarkedspolitikken, er der grund til panderynker. Den nye tyske EU-formand har nemlig foreslået en europæisk mindsteløn. Det er et forslag, som møder stor og berettiget modstand her i Danmark, hvor løn og overenskomster jo er en opgave for arbejdsmarkedets parter – og altså ikke politikere i hverken København eller Bruxelles.

Derfor havde vi i Dansk Metal håbet på, at svenske Ylva Johansson ville få ansvar for arbejdsmarked og beskæftigelse. Hun er nemlig tidligere svensk arbejdsmarkedsminister og kender den nordiske arbejdsmarkedsmodel ud og ind.

Meget tydede på, at det skulle lykkes. Desværre endte hun med at blive indenrigskommissær. Og i sidste ende gik den vigtige beskæftigelsespost til Nicolas Schmit fra Luxembourg, som næppe har samme forståelse for vores danske model.

Det er dybt bekymrende, at posterne på beskæftigelsesområdet er uden nordisk aftryk.

Kommissærkabalen er med andre ord rigtig god for Danmark på klima og digitalisering. Og vi bør afgjort svinge Dannebrog en ekstra gang for Vestagers flotte post.

Men der er mere end nogensinde brug for, at den danske regering og de danske EU-politikere tager kampen i Bruxelles for at forsvare den danske model over de næste fem år. I Dansk Metal vil vi opfordre alle gode kræfter til at samles om dette vigtige slag.

Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Ursula von der Leyens nye EU-kommission, som blev præsenteret i denne uge, er den mest ligestillede nogen sinde - 14 mænd og 13 kvinder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Johan Moesgaard

Den danske Model holder nu nok til en europæisk mindsteløn.

Hvis en sådan europæisk mindsteløn nogensinde skulle blive en realitet, så vil mindstelønnen ligge så langt under dansk overenskomst, at det bliver uden betydning for danske lønmodtagere - i særdeleshed blandt smedene, som heldigvis er vellønnede.

Derimod kan en europæisk mindsteløn blive til gavn for underbetalte mennesker i de andre EU lande.
Vi skal forsøge at se sagen med fælles europæiske briller.