Kommentar

Økonomisk demokrati er ikke et skridt i retning af socialisme

Gør man arbejderne til medejere af virksomhederne gennem lønmodtagerejede fonde, skal de stille en større del af deres løn til rådighed for private kapitalinteresser. Jeg var imod ideen i 1970’erne og er det fortsat, skriver tidligere folketingsmedlem Finn Sørensen (EL) i dette debatindlæg
25. september 2019

Pelle Dragsted opfordrer i sin klumme den 5. september venstrefløjen til at genoplive den socialdemokratiske model for økonomisk demokrati (ØD), hvor ideen er at tvinge de største virksomheder til at dele ejerskabet med fonde, der er ejet og styret af lønmodtagerne. I andre sammenhænge har han sagt, at det var en fejl, at vi blokerede for den såkaldte ØD-model i 1970’erne.

Det var nu næppe vores kritik, der gjorde udslaget, så stærke var vi ikke. Sagen er, at trods en flerårig, massiv kampagneindsats fra LO’s og Socialdemokratiets side, så var de ikke i stand til at overbevise fagbevægelsens medlemmer om, at ØD var en god idé.

Ikke så underligt. ØD forudsatte løntilbageholdenhed, og gevinsten var svær at få øje på: En central lønmodtagerfond, som gav toppen i fagbevægelsen mere økonomisk styrke, men som ikke styrkede arbejderne på den enkelte arbejdsplads over for arbejdsgiverne.

Medlemmerne købte heller ikke de gyldne løfter om, at ØD på sigt ville betyde mere indflydelse, sikring af beskæftigelsen og sunde arbejdspladser. Socialdemokraterne sagde jo selv, at præmissen var, at der skulle investeres på kapitalistiske markedsprincipper.

På den tid havde de aktive dele af arbejderklassen fokus på selv at sikre sig en større andel af overskuddet gennem en omfattende strejkebevægelse for højere løn. En kamp, der i stor udstrækning blev ført på trods af toppen i fagbevægelsen. Det var resultater her og nu, ikke pie in the sky.

På kapitalens præmisser

Men selvfølgelig var venstrefløjens kritik anført af Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti medvirkende til ØD's fallit. Det har jeg ikke fortrudt. I det væsentlige holder kritikken stadig, også i forhold til eventuelle andre forsøg på at opbygge lønmodtagerfonde i et kapitalistisk samfund.

Uanset formen, så vil forudsætningen for en lønmodtagerfond være løntilbageholdenhed, og at den opsparede kapital investeres på kapitalistiske markedspræmisser. Så hvad har arbejderklassen egentlig ud af det?

At en større del af deres løn stilles til rådighed for private kapitalinteresser, og at deres faglige ledere indtager kapitalens plads i ledelsen af fonden. De bliver i praksis ’kapitalens agenter’, med de forpligtelser det medfører til at presse lønnen, rationalisere og lukke urentable virksomheder, og investere i produktion, som skader mennesker og natur. Det er dybt skadeligt for fagbevægelsen.

Det var faktisk den vigtigste pointe i Venstresocialisternes kritik, og ikke frygten for at arbejderne ville blive »småkapitalister«. Den fare er mere nærliggende i de tilfælde, hvor arbejderne køber aktier eller direkte overtager deres egen virksomhed.

Kravet til lønmodtagerfondes profitmaksimering er endnu mere benhårdt i dag, efter 30 års liberalisering og ’globalisering’, og det ville en ØD-fond ikke have ændret på. Se på erfaringerne fra ATP og de store pensionskasser, som gang på gang bliver grebet i at investere i skattely, våbenproduktion, fossile brændstoffer osv.

Så nej, opbygningen af store lønmodtagerfonde er ikke noget skridt i den rigtige retning, endsige noget element i en socialistisk strategi. Selvfølgelig skal vi tage kampen om investeringspolitikken inden for de eksisterende pensionskasser og forbrugerejede virksomheder og flytte de kommaer, der kan flyttes. Men det er noget molboagtigt at ville etablere nye fonde med det formål at kæmpe imod de forudsigelige problemer, det medfører.

På samfundets hænder

Men hvis ikke ØD, hvad så? Hvordan får vi så mere demokrati på arbejdspladsen, hvordan får vi mere lighed, mere demokratisk indflydelse på samfundets økonomi?

Vi er nødt til at angribe ondets rod, den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Med den følger udbytning af arbejderne, anarki i produktionen og deraf følgende kriser, øget ulighed, fattigdom, ødelæggelse af naturgrundlaget og krig.

Derfor må vi fastholde den socialistiske strategi, som handler om, at centrale dele af økonomien skal være på samfundets hænder og under samfundsmæssig kontrol, og at der udvikles en samlet plan for en social, økonomisk og økologisk bæredygtig produktion, som alle dele af befolkningen deltager i udarbejdelsen af.

Vigtigste redskab til det er nu engang større eller mindre statslige indgreb, herunder i form af omfordeling via skatten, alt efter styrkeforholdene. Det er endnu ikke socialisme, men rigtigt gennemført, dvs. ved samtidig at give øget indflydelse til lønarbejderne både i offentlige og private virksomheder, vil det skabe forudsætninger for en socialistisk udvikling.

Men det mest påtrængende her og nu er at tage kampen op for at rulle de liberaliseringer tilbage, som er gennemført de seneste 30 år, og som har gjort os stort set forsvarsløse over for finanskapitalen. Vil det blive mødt af rasende modstand af borgerligheden? Det vil det. Så lad os bruge kræfter på at forberede befolkningen på den kamp og lade fuseren ligge.

Finn Sørensen er forhenværende medlem af Folketinget for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Dorte Sørensen
  • Frede Jørgensen
Steen K Petersen, Dorte Sørensen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har ikke brug for flere fonde. Fællesejet skal represænteres gennem staten, så samtlige landets borgere tilgodeses. Et statslig(fælles) ejerskab af samtlige firmaer i form af udbyttegivende aktier og tilsvarende baseret dels på den omsætning virksomheden har i landet og dels på den samlede værdi virksomheden har, vil sikre os alle part i det overskud, der bliver skabt. Det kunne på sigt erstatte skatter og afgifter på erhvervslivet og frigøre skattetænkende revisorer og advokater til andet arbejde.
Med nogle af de penge, kunne vi også på sigt lave et statsligt vikarbureau, hvor alle, der ikke har fast tiknytning til arbejdsmarkedet, bliver ansat automatisk. Så kan vi smide alle sociale overførelser i skraldespanden.

PS! At være socialt ansvarlig betyder ikke at man er en socialist. Det betyder blot, at man er et ordentlig menneske.
Social ansvarlighed er en del af vores urtidsarv fra længe før ismernes tid.

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Niels-Simon Larsen, Steen K Petersen, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

En økonomi der virker for alle tak!

Fra link:
“Samtidig har Nationalbanken erkendt, at de private banker skaber penge til sig selv ved at låne dem ud som kontopenge i stor fart og til en rente, så den samlede pengemængde i samfundet – nu mere end 1.250 mia. kr. – vokser med ca. syv procent om året.

De nye penge havner for en meget stor dels vedkommende som profit hos bankernes aktionærer og direktører. Så når politikerne nu skal planlægge den grønne omstilling via finansloven 2020, er disse penge, op mod 100 nye mia. kr., altså ikke en del af budgettet. Men det kunne de blive..”

Citat Johan Keller

Link: https://www.information.dk/debat/2019/08/pengereform-kan-finansiere-groe...

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Peter Knap og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg ved ikke, hvad man skal sige til sådan en som Finn Sørensen, og med sådan en mener jeg, en som er så overbevist om sin egen sag. Finn og hans kammerater har haft 100 år til at udfolde deres pædagogiske evner over for den lidende befolkning, og lige meget hvor meget den led, så ville folk ikke være socialister.
Det er ikke så godt, hvis man giver den djævelske kapitalisme skylden, for så er den stærkest, og det må den jo ikke være. Socialismen skal være det stærkeste i denne verden. Strengt taget skulle man bare kunne læne sig tilbage og vente på revolutionen. Jeg tror, at Finn er sikker på, at socialismen vil komme en dag, ligesom de kristne forventer Jesu genkomst.

Nu er der bare det problem, at det kan være, og det er meget sandsynligt, at de økologiske sammenbrud kommer før både revolutionen og den enbårnes genkomst. Spurgte man en kristen og en socialist, om de ville forsage deres tro og i stedet gå til klimademonstrationer, ville de stå i et dilemma.

Og nu til medarbejderskabet: Vi kunne have udviklet det i de år, der er gået. Hvorfor tage så dogmatisk afstand fra det? Medarbejderskab er en levende ting, der vokser op fra neden. Socialismen har vi kun set som en perversion indført fra oven. Vi mangler at se en antiautoritær socialisme gro op fra neden. Hvor langt er Finn Sørensen kommet her?
Jeg ser mere en fremtid i Pelles nye tanker, end i Finns gamle.