Læserbrev

Østergaard overser, at pensionsreform handler om retfærdighed

Når den ufaglærte har flere smerter og et kortere liv end akademikeren, er det en social slagside, vi i Socialdemokratiet vil gøre noget ved. De Radikale glemmer, at en ret til tidlig tilbagetrækning handler om social retfærdighed, skriver beskæftigelsesordfører i Socialdemokratiet i dette debatindlæg
11. september 2019

Alt for mange mennesker slider og slæber sig selv ned i løbet af deres arbejdsliv. Det betyder en hverdag med smerter på jobbet og et kortere liv. I Socialdemokratiet har vi derfor længe sagt, at der er behov for at give de nedslidte en værdig tilbagetrækning og flere gode år på pension.

Morten Østergaard fokuserer i et interview i Information den 5. september udelukkende på, at en ny ret til tidlig folkepension vil betyde, at nogle seniorer kan trække sig tilbage tidligere i stedet for at fortsætte på arbejdsmarkedet med eksempelvis smerter. Det reducerer ifølge ham arbejdsudbuddet.

Østergaard overser, at en ret til tidlig folkepension grundlæggende handler om social retfærdighed og værdighed.

På dagens arbejdsmarked er der en skævhed i, hvem der får lov til at opleve en værdig alderdom med børn og børnebørn. Når SOSU-assistenten lever med kroniske rygsmerter, eller når jord- og betonarbejderen har slidt sit knæ ned, kan man ikke bare kræve, at de bliver ved med at køre på. Det er uværdigt, at man som det første om morgenen skal tage smertestillende for at kunne klare dagen.

Vi ved, at eksempelvis ufaglærte lever i kortere tid end akademikere. Det er en social slagside, vi skal gøre op med. Og for os handler en ny ret til tidlig folkepension først og sidst om social retfærdighed.

I dag er vores pensionssystem i ubalance, idet alle danskere har samme pensionsalder, selv om den ufaglærte og faglærte lever i markant kortere tid end akademikeren. Den uretfærdighed vil vi gøre noget ved.

Det bekymrer mig, at Østergaard og De Radikale ikke har blik for denne uretfærdighed. Men det er desværre ikke noget nyt. De var jo som bekendt med til at aftale massive forringelser af efterlønnen sammen med Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) tilbage i 2011. Det er blandt andet oprydningen efter de massive forringelser, vi nu tager på os. Og vi må konstatere, at Østergaard ikke mener, at der er behov for den oprydning.

I sidste ende handler det om, hvilket pensionssystem vi ønsker at have i Danmark. I Socialdemokratiet vil vi have et socialt retfærdigt pensionssystem.

Leif Lahn Jensen er beskæftigelsesordfører i Socialdemokratiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Anker Heegaard
Hans Ditlev Nissen og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det bedste ville jo selvfølgelig være at genindføre efterlønnen. Men jeg kan ikke lige forestille mig et retfærdigt system, hvor pensionsretten afhænger af ens erhverv. Og jeg har stadig ikke set et forslag fra S der både er retfærdigt og samtidiog undgår en eller anden vurdering af arbejdsevne. Jeg venter stadi spændt....