Debatten om boafgiften – i folkemunde arveafgiften – er endnu en gang blusset op, og denne gang skyldes det, at Socialdemokratiet og resten af rød blok ønsker at hæve arveafgiften for familieejede virksomheder. Dette sker, på trods af at den tidligere VLAK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti for mindre end to år siden sænkede netop denne afgift.
Argumenterne for arveafgift er mange, men ligeså er modstanderne.
Blandt arveafgiftens hovedmodstandere finder man Liberal Alliance – måske fordi man som ’god liberal’ som udgangspunkt er imod enhver form for beskatning. Men i forbindelse med lige netop arveafgiften må den liberale argumentation komme til kort, for er der ikke noget selvmodsigende over at kritisere beskatning af penge, som du ikke selv har tjent, når nu liberalismen netop plæderer for, at man er sin egen lykkes smed?
Det var Liberal Alliances daværende skatteordfører Joachim B. Olsen, der i følelsesmæssige vendinger beskrev, hvordan arveafgiften gik ud over samfundets hårdtarbejdende kassedame eller fabriksarbejder, og at arveafgiften for den almindelige dansker derfor skulle nedsættes, ligesom den var blevet for familieejede virksomheder.
Men den beskrivelse er forkert, for i 2019 skal man arve lige knap 300.000, før man skal betale de 15 pct. i arveafgift. Der er næppe mange børn af kassedamer, der har udsigt til en arv på et sådant beløb.
Nedsættelse af arveafgiften bliver frarådet af diverse økonomiske vismænd og sænker incitamentet til at forbruge betragteligt. Nedsættelsen er ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv ikke at foretrække, idet vækst jo stadig står højt på den finanspolitiske ønskeliste.
Findes et yderligere behov for afskrækkelse, kan blikket vendes mod den anden side af Øresund, for svenskerne har siden 2005 afskaffet arveafgiften, og Sverige er i dag et af de vestlige samfund med den største formueulighed. Ønsker Danmark også at spolere det lige samfund, som vi nyder de gavnlige effekter af?
Vi bør alle – også liberale – bifalde arveafgiften.
Jacob Hviid, student
Hvis nedsættelse af boafgiften sænker forbruget, er det da et skridt i den rigtige retning.
Der er altså noget helt skævt ved en arveafgift der udløses af penge der er tjent ved ærligt arbejde og som der ER betalt skat af.
Arv i 100mio klassen er noget helt andet.
Men de midler jeg og konen har skrabet sammen gennem et langt og flittigt arbejdsliv - de er da for pokker vores.
Hertil kommer at forbruget gennem 35 år bevidst har været mindre end indtægten.
Det er valgt med omtanke, der kunne jo komme svære tider.
Helt gak at tilskynde folk til at bruge pengene og ikke spare op.
Om vi vil hjælpe børnene, kræftens bekæmpelse eller andet er vores valg.
Liberal er jeg sandelig ikke, snarere socialist, men af den liberale- konservative slags.
Dvs. sådan en der mener, at du selv har et ansvar for dit liv og skal bidrage til samfundskagen med et smil.
Uden spidse albuer og med en ansvarlig holdning til forbruget.
Typen er vist lidt gået af mode.
Livet som virksomhedsejer er vel ikke så dårligt, når alt kommer til alt, - tænk blot på afskrivningsreglerne for indkøb af nye maskiner, der over en tiårig periode via afskrivning næsten er blevet betalt af samfundets øvrige borgere, som skal bære disse afskrivninger via deres surt tjente penge i mere skat.
Jørgen Wind-Willadsen,
De penge, du har tjent ved ærligt arbejde, bliver som i princippet al anden indtægt beskattet og er formodentligt betalt med penge hidrørende fra en indtægt, der også er betalt skat af - det eneste specielle ved arv i den forbindelse er, at den er en arbejdsfri indtægt for modtageren, at den først beskattes fra 300.000 og opefter, og at den kun beskattes med 15 %. Så hvis der er noget helt skævt ved arveafgiften i forhold til skatten på anden indtægt, kan det da kun være, at den er så beskeden.