Kronik

Jeg var en politisk søvngænger. Nu har jeg fået respekt for dem, der tør tage ansvar

Jeg bildte mig selv ind, at jeg traf selvstændige politiske valg i stemmeboksen, men jeg var en del af vælgerbisværmen, der landede lidt tilfældigt. Nu har jeg vundet respekt for politik – og politikere, skriver Lars Kiilerich Laustsen i dette debatindlæg.
Jeg antager at en del mennesker ganske vist stemmer ved hvert valg, men i øvrigt går gennem livet som politiske søvngængere – ligesom jeg har gjort, skriver dagens kronikør.

Jeg antager at en del mennesker ganske vist stemmer ved hvert valg, men i øvrigt går gennem livet som politiske søvngængere – ligesom jeg har gjort, skriver dagens kronikør.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

9. september 2019

Egentlig har jeg aldrig været specielt politisk engageret. Jeg betragtede politik som lidt af et spektakel. Det havde stor underholdningsværdi, men det var ikke dér, hunden lå begravet, når det kom til de dybere sandheder om tilværelsen. Af samme grund kunne jeg helt og aldeles tilslutte mig synspunktet: At Danmarks nationalscene i virkeligheden var Folketinget.

Jeg fandt bekræftelse i den tyske forfatter Thomas Manns essay »Et upolitisk menneskes betragtninger«, hvor han under Første Verdenskrig tog afstand fra det politiske.

Mann var kulturmennesket med Schopenhauer, Wagner og Nietzsche i bagagen. For ham repræsenterede det politiske det samme republikanske sindelag, der udgik fra den franske revolution – med optimisme og tro på fremskridtet og demokratiet. Det passede ikke ind i Manns pessimistiske og åndsaristokratiske livsopfattelse.

I min egen studentikose selvforståelse og politiske dovenskab tænkte jeg tilnærmelsesvist det samme.

Men i de senere år er jeg – ikke ulig Manns egen udvikling – kommet til at vinde respekt for politik. Der er et politisk imperativ, med hvilken man erkender, hvad det vil sige at tage politisk ansvar.

Den politiske søvngænger

Nuvel, jeg stemte også før denne forvandling ved hvert valg og bildte tillige mig selv ind, at jeg traf selvstændige valg.

Men når jeg bagefter gjorde det op, viste det sig, at jeg var en del af nogle generelle tendenser: Jeg var med Villy Søvndal, dengang han skabte opdrift til SF, jeg var radicool, da det var populært, jeg var med Johanne Schmidt-Nielsen og så videre. Alt i alt var jeg bare en del af den vælgerbisværm, som ved hvert valg landede forskellige steder.

Min tidligere chef ved DPU, idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt, har et godt ord for dette, nemlig surindividualisme. Det er en sammentrækning af det franske sur og individualisme, og ligesom surrealismen peger det ud over noget – her altså individualismen.

Hvad får for eksempel nogle unge drenge i forskellige dele af verden til – samtidigt – at tage kasket på hovedet, vende skyggen i nakken og synes, det er smart? Ja, det er en psykologi hinsides det individuelle. Selv om mange af drengene tror, de handler individuelt, er de umærkeligt infiltreret i det kollektive fænomen, man kalder mode. Den samme psykologi kendetegner vælgervandringer.

Således indføjede jeg mig også ved hvert valg i nogle overindividuelle, stereotype mønstre, blandt andet i forhold til mit sociale segment.

Jeg var en politisk søvngænger, der som upolitisk person reserverede en lille del af sit jeg til det politiske og følgelig stemte på et meget spinkelt grundlag – måske endda ud fra følelser.

Djævlepagt

Vendepunktet kom, da SF trådte ud af Thorning-regeringen. Sammen med et fremtrædende medlem af SF diskuterede jeg den uholdbare situation for partiet og oplevede med ét mig selv argumentere for SF’s forbliven i regeringen.

I dag tror jeg trods alt, det var godt, at SF ikke lyttede til mit råd. Men, hvad der pludselig optog mig, var, hvilke omkostninger det havde at søge og gribe ud efter magten, sådan som SF havde gjort.

Måtte man om nødvendigt indgå en djævlepagt – i dette tilfælde acceptere salg af DONG-aktier til Goldman Sachs – for på så mange andre områder at udøve magten positivt?

Hele dette spil om magten og indflydelsen inden for den parlamentariske ramme, der nu var udstukket, æggede mig. SF var jo et parti, der altid søgte indflydelse. Konsekvensen blev, at jeg til sidst meldte mig ind i partiet. Dermed agerede jeg stik imod, hvad tilslutningen til partiet dengang tilsagde.

I det lys har jeg for eksempel al mulig respekt for et parti som Liberal Alliances indtræden i den tidligere VLAK-regering. Det kan godt være, at der gik lidt for mange stålsatte blikke og lidt for megen kravlen op i træer forud for dette stadie.

Men jeg tager hatten af for, at partiet turde stikke fingrene ned i syltetøjsmaden og gribe ud efter den magt, det kunne få. At partiet ovenikøbet leverede den bedste undervisningsminister, jeg har oplevet, gør ikke min respekt mindre.

Græsrødderne

Min optagelse i SF’s medlemskartotek betød så, at jeg kom tæt på det praktiske politiske arbejde. Jeg var blandt andet med til at vælge de kandidater, der skulle opstille til folketingsvalget den 5. juni i år.

Op mod valget gjorde jeg endvidere den banale, men vigtige erkendelse, at ikke kun de 179 mennesker, der bliver valgt til tinge, gør et folketingsvalg. Det involverer også alle dem, der ikke bliver valgt, men alligevel tegner sig for en kæmpe indsats.

Det involverer ikke mindst de mange græsrødder i partierne, der gør et kæmpe, ofte årelangt stykke arbejde for at forberede og deltage i valgkampen. Uden alle dem var de 179 i Folketinget ingenting. Jeg bliver således vred, når jeg eksempelvis hører om græsrødder, der er blevet chikaneret, eller om valgplakater, der er blevet revet ned.

Under valgkampen oplevede jeg sammen med de politiske modstandere at udgøre en slags skæbnefællesskab og lærte, at politiske modstandere er en gave. De udgør vigtige satellitter i ens kritiske elaborering af egne politiske synspunkter.

Jeg oplevede for min del også at skulle stå over for andre politiske søvngængere. Da jeg således dagen efter valgudskrivelsen delte flyers ud, var der meget karakteristisk én, der sagde: »Nå, så kom I frem!« – som om vi var nogle statister, trukket frem af remisen for endnu en gang at opføre det politiske teater.

Bassen i orkestret

Har jeg hermed udviklet mig til et politisk dyr?

Næppe, og jeg konstaterer også, at mange af dem, der tilhører den politiske kultur – eller subkultur, om man vil – udgør en meget snakkende klasse. Ja, en del af de politisk engagerede repræsenterer ligefrem en type mennesker, der godt kan lide at høre deres egen stemme, hvilket rigtignok ofte må være en betingelse for at være politiker.

Her kan et indadvendt, kontemplativt menneske, der som jeg finder mere sandhed i et Goethe-digt, selvsagt have svært ved at få et ben til jorden.

Sagt på anden vis er jeg bassen i orkestret. Jeg trænger ikke rigtigt igennem, men summer i baggrunden. Ikke desto mindre kan jeg bidrage som et harmonibærende element, og homo politicus kan jo undertiden også drage nytte af min indsigt i Goethes sværmerier.

Men jeg er givetvis ikke det eneste i udgangspunktet upolitiske menneske. Særligt ikke ud fra den betragtning, at antallet af mennesker, der gennem de seneste 50 år har været medlem af et politisk parti, er stærkt vigende.

Jeg antager således, at en del mennesker ganske vist stemmer ved hvert valg, men i øvrigt går gennem livet som politiske søvngængere – ligesom jeg har gjort.

Det må der kunne laves om på – også for at gøre den snakkende klasse af inkarnerede politikertyper rangen stridig!

Efter min opfattelse går det ud på at lære, at selv om en ført politik ikke altid ser lige pæn ud, afspejler den et viljestykke, man ikke finder hos dem, der ikke tør tage ansvar. Hvad betyder det at være i magtens maskinrum, og hvilke parlamentariske muligheder er der, må være de centrale spørgsmål.

Ellers må regering og folketing – med en slet skjult hentydning til en anden tysk digter, nemlig Bertolt Brecht – opløse ovennævnte del af befolkningen og vælge nogle andre.

Lars Kiilerich Laustsen, ph.d. i tysk litteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Randi Christiansen
Torben K L Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Nu betyder det, at man Ike er partigænger, vel ikke nødvendigvis, at man er søvngænger. Der er også andre måder at engagere sig og tage ansvar på.

Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Ib Christensen, Lise Lotte Rahbek og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar

ganske som finanslovsforhandlingernes mere eller mindre iscenesatte bravallaslag i virkeligheden kun drejer sig om ganske få procent af det samlede billede, således opfatter jeg efterhånden, siden Thorning-katastrofen, den førte politik: som noget hvor man strides om marginaler, men i øvrigt er ganske enige, så blå eller rød eller SV, for mig er det nærmest et fedt. Senest vil Mette guddødemig også i krig igen, gud bevare DK, valget står mellem pest og pest.

jens christian jacobsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Simonsen, Flemming Berger, Lars Løfgren, Torben Skov, Steen K Petersen, Ib Christensen, Lise Lotte Rahbek, Morten Voss, Erik Winberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det forekommer mig, at Lars Kiilerich Laustsen desværre er eksponent for netop den politiske apati, han mener at have opgivet: politisk engagement kræver idealisme og visioner.
Hvor studenter og akademikere tidligere var drivende i, hvad man kan kalde det permanente oprør, er de efter afskaffelsen af den institutionelle frihed blot blevet efterplaprere for det politiske system, imod deres givne rolle: konstant at udvikle korrektiver til det, vi tager for 'de herskende vilkår'.

jens christian jacobsen, hannah bro, lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Torben Skov, Steen K Petersen og Chris R. B. anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Hvad får for eksempel nogle unge drenge i forskellige dele af verden til – samtidigt – at tage kasket på hovedet, vende skyggen i nakken og synes, det er smart? Ja, det er en psykologi hinsides det individuelle. Selv om mange af drengene tror, de handler individuelt, er de umærkeligt infiltreret i det kollektive fænomen, man kalder mode. Den samme psykologi kendetegner vælgervandringer."

Lige præcis - og derfor er een af tidens vigtigste fora medierne, den såkaldt fjerde statsmagt. Kampen om sjælene foregår der, og den skjulte, illegitime magt - følg pengene - gør hvad den kan, for at forplumre billedet.

Læs her om gadaffi, hvis renommé blev sværtet i en grad, så naive danske politikere - fuldstændig ligesom med irakkrigen - deltog i ødelæggelsen af ikke blot ham men også af libyen.

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=889437251440914&id=100011239...

Jan Weber Fritsbøger, Ole Arne Sejersen, Torben Skov, Steen K Petersen, Morten Voss, Carsten Munk og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Bisværmsdemokratiet ! Godt udtryk.
Om det så er Thornings parfume, Løkkes retorik eller Frederiksen løfter om flere penge.
Eller hendes flotte figur.
Politik er det ikke.
Hvor stor en del af vælgerbefolkningen er grundlæggende politisk bevidste ?

Jeg er gået den anden vej.
Jeg har før været medlem af politiske partier, men nu abonnerer bare på Information.

Liselotte Paulsen, jens christian jacobsen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Elaborere, kontemplativ og et drys tyske digtere. Det studentikose er tilsyneladende ikke så nemt at få has på.

Jeg læser i øvrigt indlægget som en forhåndsudstedt undskyldning for de kameler SF-vælgerne snart må sluge, når deres repræsentanter i "magtens maskinrum" skal navigere rundt i de "parlamentariske muligheder" og forsøge at redde noget i land. Det lugter allerede nu af små stykker tilfældigt vraggods.

Poul Simonsen, Flemming Berger, jens christian jacobsen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Erik Winberg og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Det studentikose stikken næsen frem når man anvender fremmedord selvom der findes fuldgode, beskrivende ord på dansk. Det er en sygdom som jeg desværre også selv er ramt af fra tid til anden. Det får en tekst til at blive unødigt opstyltet. Endvidere er det studentikost at benytte enhver lejlighed til at fremvise sin viden om og kærlighed til sit studiefelt - navnlig når det er uden direkte sammenhæng med teksten.

Jan Weber Fritsbøger, Flemming Berger, jens christian jacobsen, Ole Arne Sejersen, Torben Skov og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Naaah! Hvis ikke fremmedord og fagudtryk anvendes for en præcis formulering, mener jeg, at det er rent skaberi. I en avis bør man vel henvende sig til den gennemsnitlige læser af avisen.

Jeg synes, at skribenten burde have valgt at skrive enten indadvendt eller kontemplativt.

Helge Hübschmann

Nu kan en given sprogbrug jo også give en særlig, for nogle ganske positiv, oplevelse af æstetisk nydelse og elegance. Selv en PH med hans formalistiske krav om snusfornuftig funktionalisme blottet for æstetiske "krøllerier" kunne jo ikke holde sig fra dem, når han bevægede sig fra den materielle verden ind i den sproglige.
Men kunne med en meget fri omskrivning af Wietgenstein jo også sige, at "hvis noget kan siges, kan det også siges elegant". - Og i så fald: hvorfor så ikke? - Så fortsæt du bare, Lars Kiilerich. Jeg læser gerne med....:-)

Randi Christiansen

Er det f.eks. mere elegant og eller præcist at sige 'kontekst' end 'sammenhæng'? Og kan dansk ikke være et elegant sprog?

I slutfemserne blev det meget moderne at sige 'kontekst'. Jeg blev sågar i kursussammenhæng spurgt, om jeg var bekendt med udtrykket. Det var jeg så ikke, men jeg synes, at det er krukkeri og sprogligt sjusk, at man, når man taler dansk, bruger det ord i stedet for et ord, som alle danskere kender.

.

Skal vi nu ikke lige slå fast: dansk består for hovedparten af fremmedord, der har bevæget sig ind i sproget i løbet af et par tusind år.

Randi Christiansen, man lærer nye ord ved at møde dem, slå dem op, begynder at bruge dem. Sådan skaber vi et stadigt rigere sprog.

Sprogsnobberi - du er dum, hvis du ikke er med på de nye (engelske) ord.
Se overalt i samfundet om denne hurtige udvikling.
Det danske er på SALE.

Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Steffen gliese - man skaber ikke et rigere sprog ved at erstatte danske ord med engelske. Heller ikke selvom den norrøne sprogstamme gennem tiden har indoptaget andre sprog. Man får et rigere sprog ved at kende og at bruge det.

Dialekter er helt fine, men forsømmes kendskabet til rigsdansk, ender vi med sprogkoder, som ikke er fremmende for befolkningens indbyrdes kommunikation, og det er ikke hensigtsmæssigt, at nogen befolkningsgrupper hægtes sprogligt af. Man bør i stedet bestræbe sig på at kommunikere så præcist og letforståeligt som muligt, hvilket - såfremt man mestrer rigsdansk - bestemt ikke medfører manglende elegance.

Det er ikke uden grund, at modersmålsundervisning har betydning for indvandreres evne til at tilegne sig et nyt sprog. At vokse op med to eller flere sprog er ligeledes befordrende for den sproglige udvikling og bevidsthed.

Helge Hübschmann

@Torben Skov
Måske jeg overfortolker, men i formuleringen:
"Her kan et indadvendt, kontemplativt menneske, der som jeg finder mere sandhed i et Goethe-digt, selvsagt have svært ved at få et ben til jorden."
indlæser jeg netop den lille, charmerende selvironi i dobbelt at anvende både indadvendt og kontemplativ. Også fordi de to begreber faktisk ikke er 100% synonyme. Og når der så er tale om en forfatter med baggrund i den tyske litteratur, hører "man" (jeg) ekkoet af den gamle musikmester i Herman Hesses Glasperlesmillet, som med et tavst Mona Lis smil netop stilfærdigt komtenplerer sig gennem hele romanen, mens man som læser spørger sig selv, om han nu også rent faktisk er så "indadvendt"....

Ligegyldigt hvordan man forsøger at sminke det, så er lingvistisk dovenskab netop det. Folk synes at tro, at man kan lære for mange ord, blive for velformulerede, for sprogligt flamboyante. Det kan man ikke.