Klumme

Politiske embedsmænd er måske en kur mod politikerlede

Den generelle mistillid til politikerne spiller en afgørende rolle for, at Mette Frederiksens beslutning om at styrke den politiske ledelse fremstår så kontroversiel. Men måske øger hun faktisk chancen for, at vi ikke bliver lige så skuffede denne gang, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
Mette Frederiksens beslutning om at styrke statsministeriet vakte kritik i forbindelse med ansættelsen af Martin Rossen (billedet) som stabschef i juli. Men hvorfor er det egentlig så kontroversielt, at regeringen vil styrke den politiske ledelse af embedsværkedet, spørger debatredaktør Gry Inger Reiter om.

Mette Frederiksens beslutning om at styrke statsministeriet vakte kritik i forbindelse med ansættelsen af Martin Rossen (billedet) som stabschef i juli. Men hvorfor er det egentlig så kontroversielt, at regeringen vil styrke den politiske ledelse af embedsværkedet, spørger debatredaktør Gry Inger Reiter om.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

6. september 2019

»Magt-Mette bevilger sig selv 9,6 mio. kroner ekstra som statsminister,« lyder overskriften på en af de artikler, der i ugens løb er gået mest viralt.

Den stammer fra Folkets Avis, et lille, uautoriseret netmedie, som i denne uge har sat dagsordenen på de sociale medier med sin fortolkning af Mette Frederiksens udmelding om, at hun vil udvide statsministeriets indenrigspolitiske afdeling med seks medarbejdere og ansætte en ekstra sekretær.

DR udelod øgenavnet, men vinklen var den samme:

»Mette Frederiksen opruster igen: Opretter ny afdeling for næsten 10 mio. kroner

Det gjaldt også Jyllands-Posten, at fokus var på beløbet, på trods af at ansættelserne ikke medfører merudgifter, fordi de finansieres ved at reducere tilsvarende i andre ministerier.

Frederiksens beslutning om at styrke statsministeriet vakte også kritik i forbindelse med ansættelsen af Martin Rossen som stabschef i juli.

Og i Altinget advarede Christopher Arzrouni onsdag om den snigende »partipolitisering af embedsapparatet«, som han aflæser i en række ministeriers jobopslag, hvor de søger medarbejdere til ministerbetjening og -rådgivning.

Men hvad er det egentlig, der gør regeringens projekt om at styrke den politiske ledelse af embedsværket så kontroversiel?

Det er oplagt, at de eksisterende regler for brugen af rådgivere skal opdateres, hvis praksis ændrer sig. Den gældende betænkning om ministres særlige rådgivere tager ikke stilling til, hvilke regler der gælder for politiske embedsmænd i politiske sekretariater.

Alle parter har interesse i at få de formelle rammer på plads – også selv om Folketingets jurister eksempelvis har konkluderet, at der juridisk set ikke er noget i vejen for en stabschef, der sidder med i centrale regeringsudvalg.

Bekymringen over, at en tiltrædende regering foretager mindre organisationsændringer, hviler dog ikke alene på et berettiget krav om klare regler. Mediernes og befolkningens generelle mistillid til politikerne spiller formentlig en afgørende rolle.

Historiske skuffelser

Der er da også god grund til at være skuffet. Politikerne har ikke gjort nok for at afværge klimakrisen, og på trods af talrige løfter om bedring halter velfærden mange steder.

Men måske øger Frederiksens beslutning om at styrke den politiske ledelse faktisk sandsynligheden for, at hun ikke vil skuffe lige så meget, som andre har gjort før hende.

Tænk på Thorning-regeringen. Hvad gik kritikken af den på? Jo, den førte ikke rød økonomisk politik, men »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«. Den forlod sine politiske mål om øremærket barsel til mænd og betalingsring, og når man ser tilbage, er det svært at få øje på de blivende, positive politiske aftryk af Thorningtiden.

Jeg vil ikke underkende de mange politiske årsager til det, men mon ikke det også spillede en rolle, at Helle Thorning og co. overtog et embedsværk, der gennem ti år havde vænnet sig til at have højreorienterede ministre for bordenden?

Thorning overtog departementschef Christian Kettel Thomsen fra Lars Løkke Rasmussen. Thomsen havde, inden han kom til Statsministeriet, været departementschef i Finansministeriet i fem år under blå ledelse. Bjarne Corydon overtog departementschef David Hellemann fra Claus Hjort Frederiksen. Hellemann havde forinden været kontorchef og afdelingschef i Finansministeriet under VK-regeringen.

Selv om embedsværket formelt er neutralt, er det selvfølgelig ikke apolitisk.

Embedsmænd bistår deres minister med politisk rådgivning, og det er en illusion, at den rådgivning kan være 100 procent neutral.

Kan regeringen så være sikker på, at de neutrale embedsmænd er de bedste til at udvikle konkrete politiske tiltag, der indfrier dens politiske målsætninger?

Jeg kan godt forstå, hvis Frederiksen har sin tvivl om det, og på den baggrund forsøger at minimere risikoen for, at hun ikke lykkes med at få sat den retning, hun har lovet danskerne.

Frederiksens insisteren på en stærk politisk ledelse kan måske endda betyde, at borgerne vil opleve at få mere af den politik igennem, de har stemt på, end de efterhånden er vant til. Og at tilliden til det politiske system dermed genopbygges – uagtet at de umiddelbare reaktioner indikerer det modsatte.

Ligesom Anders Fogh Rasmussen gjorde det i 2001, forsøger Mette Frederiksen at rykke ved magtbalancen mellem Statsministeriet og Finansministeriet, vurderer ekspert. Men måden, det sker på, er kontroversiel, for statsministerens nærmeste rådgiver får en magtfuld position uden at være underlagt samme kontrolmekanismer som ministre
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Christiansen

Det fundamentale problem er, at man ikke kan få indsigt, i de analyser der ligger til grund for den førte politik.

Dermed er det største problem ikke embedsapparatet men offentlighedsloven, og derfor bliver politikerleden ikke mindre uanset, hvordan man organiserer embedsapparatet.

Jeg citerer lige mig selv fra kommentarsporsporet til artiklen angående Rossen-ballonen:

Martin Rossen-ballonen gør præcis det, den skal: den gør den usynlige magt synlig "Igen jep, det er jeg aldeles enig i, og Inf har problematiseret dispositionen - altså Rossens ansættelse og position - og andre medier har også, jeg har ikke fået læst tilstrækkeligt op på det, til at have dannet mig en fast mening om nye regerings disposition her.Der er en anden, der kommenterer her på inf’s tråde, der ganske overbevisende har beskrevet, HVOR indspist og ’biased’ embedsværket er (?) i og med kommer fra samme (overklasse)miljø, har taget de samme uddannelser (økonomi, finans og polit), så at forvente - i det virkelige liv - at embedsapparatet skulle være neutralt, - selvom de muligvis i egen optik er det - er nok en kende naivt....Set fra den vinkel er det måske ikke helt hen i vejret, at have en ’Rossen’, der ikke er ’neutral’, men skal være med til at gennemføre: ’Vi har IKKE tænkt os at føre blå økonomisk politik, hvis vi vinder regeringsmagten’Når man nu nok ikke helt skal - kan regne med den postulerede neutralitet, new public manegement - neoliberal og CEPOS- orienterede som det reelt har fremstået i ganske lang tid.Embedsværket er jo også svære at få i tale, her må man vel - trods alt - sige at Rossen er mere tilgængelig og offentlig end embedsmændene m/k
Klogeligt har - såvidt jeg har set - både Rossen og Mette F. afholdt sig fra at sige noget angående ballonen.