Læserbrev

Psykolog: Det er et sundhedstegn at få lidt klimaangst

At fortælle patienter med klimaangst, at det hele nok skal gå, er som at spille musik, mens Titanic synker. Vi skal i stedet kanalisere angsten over i håb og handlekraft hos folk, så vi måske kan nå at gøre noget, skriver psykolog Julie Albeck i dette debatindlæg
Hvis vi kan være med til at kanalisere klimaangsten over i handling, er jeg ikke så bekymret for, at denne lidelse breder sig, skriver psykolog Julie Albeck.

Hvis vi kan være med til at kanalisere klimaangsten over i handling, er jeg ikke så bekymret for, at denne lidelse breder sig, skriver psykolog Julie Albeck.

Anders Rye Skjoldjensen

19. september 2019

I seneste nummer af P, psykologernes fagmagasin, kan man læse en artikel om nogle af de psykiske konsekvenser, de menneskeskabte klimaændringer har for mange mennesker.

Nogle får PTSD på grund af oplevede naturkatastrofer som oversvømmelser, orkaner, tørke osv. Andre oplever depression eller stor frygt og angst for fremtidige katastrofer – en såkaldt klimaangst.

De citerede psykologer forklarer, at i modsætning til hvordan man undertiden behandler andre typer af angstlidelser og fobier, skal man i tilfælde med klimaangst ikke forsøge at indgyde patienten en falsk form for tryghed og afvise, at der er realitet i angsten eller grund til at handle i forhold til den.

Det sidste er jeg både som psykolog og mangeårigt stærkt klimabekymret menneske lettet over. Det er trods alt beroligende at konstatere, at vi ikke er der, hvor vi tilskynder til benægtelse og dermed formentlig står i vejen for aktiv handling.

Miljø og klima er vores livsgrundlag, og når det er truet, påvirker det naturligvis også vores psykologiske trivsel. Mange er ved at indse, at mennesket som art også er truet, og det er, så vidt jeg kan se, et sundhedstegn at få lidt klimaangst. Det er en ubehagelig, men nødvendig erkendelse, der klart er at foretrække over den umiddelbart mere behagelige, men usunde fortrængning.

Det er jo altid besnærende, også som psykolog, at berolige folk og fortælle, at det hele ikke er så slemt. Hvor er vi mange, der ville ønske, at det var rigtigt. Men i virkeligheden er det som at sætte sig ned og spille musik, mens Titanic synker.

Som fagpersoner, men også som almindelige ansvarlige borgere, er vi nødt til i stedet at fastholde folks håb og vilje til at kæmpe mod klimaændringer og mod alle de bagstræberiske beslutninger, der tages i det store og i det små.

Og hvis vi kan være med til at kanalisere klimaangsten over i handling, er jeg ikke så bekymret for, at denne lidelse breder sig. Det er måske netop det, der i sidste ende kan betyde, at menneskeheden får rettet op og overlever katastrofen.

Julie Albeck, psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hilbert Larsen
  • Ejvind Larsen
Hilbert Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas T. Jensen

"At fortælle patienter med klimaangst, at det hele nok skal gå, er som at spille musik, mens Titanic synker. Vi skal i stedet kanalisere angsten over i håb og handlekraft hos folk, så vi måske kan nå at gøre noget."
Lige nemlig!
På Titanic skulle man i stedet for at spille musik have dannet spandekæder fra top til bund, så folk havde følt, at de arbejde for deres egen frelse. Selvom de vidende selvfølgelig ville have vidst, at det ikke battede en døjt.

Ligeledes kan vi, når vandene begynder at stige, danne spandekæde tværs over Sønderjylland i det forfængelige håb, at vi kan holde vandstanden i Østersøen nede og frelse en del af verden og os selv.
Klimareligion er opium for folket.
Til titanicpassagerer ville jeg have sagt: Find jer hurtigst muligt en plads i bådene. Red sig, hvo som kan!
Til de klimaangste vil jeg sige: Tilpas jer! Hvis I føler jer truet af stigende vande, så søg til et højereliggende sted.