Kommentar

Regeringen får kun 1.000 nye sygeplejersker, hvis vi klæder nyuddannede bedre på

Som nyuddannet sygeplejerske gik jeg ned med stress, fordi jeg ikke var klædt fagligt på til at varetage mit arbejde. Hvis regeringen vil leve op til løftet om at ansætte 1.000 nye sygeplejersker, kræver det, at de nye ikke forlader faget i afmagt, nærmest inden de er begyndt, skriver Caroline Kronborg Grøn i dette debatindlæg
Der er brug for flere ressourcer ud til afdelingerne, således at disse kan tage sig ordentligt af de sygeplejestuderende i deres praktikker, skriver Caroline Kronborg Grøn. Ligeledes skal afdelingerne prioritere at give nyuddannede en ordentlig introduktion og start på karrieren.

Der er brug for flere ressourcer ud til afdelingerne, således at disse kan tage sig ordentligt af de sygeplejestuderende i deres praktikker, skriver Caroline Kronborg Grøn. Ligeledes skal afdelingerne prioritere at give nyuddannede en ordentlig introduktion og start på karrieren.

Sille Veilmark

3. september 2019

Kalenderen skrev sommer 2017, og jeg var lige blevet færdiguddannet sygeplejerske. Jeg havde masser af blod på tanden, og min filosofi inden for sygepleje var, at mennesker, som kom i kontakt med sundhedspersonalet, allerede havde et negativt element i deres liv, og jeg ville gøre mit for, at disse mennesker fik den bedst tænkelige oplevelse, når de kom i kontakt med sundhedspersonalet.

For mig betød det at være faglig kompetent, agere professionelt, være hjælpsom, sprede god og positiv energi og få patienterne til at føle sig mødt, hørt og støttet.

Filmen knækkede dog hurtigt, og illusionen brast.

Bange på arbejde

Jeg blev tilbudt et vikariat på en neurokirurgisk sengeafdeling. På papiret ville jeg få en introduktion på 14 dage, hvor jeg ville blive tilknyttet en mentor. Virkeligheden var en anden. Jeg gik med en erfaren sygeplejerske i to dage, og så stod jeg ellers på egne ben i dagvagter og aftenvagter og var en del af normeringen.

Jeg var utryg. Der var mange ting, jeg aldrig havde stået med i hænderne før eller stiftet bekendtskab med, hvilket jeg gjorde klart over for ledelsen. Jeg havde min afsluttende praktik i et ambulatorium for mave- og tarmsygdomme og havde derfor aldrig haft noget med smertestillende, antibiotika, hjernedræn, mv. at gøre. Jeg var nu på en afdeling, der havde med virkelig dårlige og tunge patienter at gøre: hjerneblødninger, hjernetumorer, væske i hjernen og hjernetraumer, og når de intensive afdelinger var for fulde, fik vi de mindst intensive patienter op til os på vores intermediære stue.

Jeg var så bange for at gøre noget forkert, at glemme noget samt ikke at observere godt nok og derved ikke reagere på noget kritisabelt. Jeg kunne være direkte skyld i, at en patient fik varige mén eller døde, hvis ikke jeg reagerede, som jeg skulle, og hvis jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok. Men jeg var ikke klædt på til at udføre det arbejde.

Mine kolleger var søde og sagde, at jeg bare skulle spørge. Men de var selv pressede og havde travlt. Dette resulterede i, at jeg efter en måned på afdelingen var et nervevrag, når jeg kom hjem, og ikke kunne sove. Min hjerne var i en akut stresstilstand, der ikke kunne finde ro. Jeg sagde til mig selv, at det var, fordi jeg var nyuddannet, og at det ville blive bedre.

Det blev det ikke, og vi fik kun flere og flere af de dårlige patienter og færre af de ’nemme’. Jeg udviklede adskillige symptomer på stress, og efter at jeg næsten ikke havde sovet i seks måneder, men stadig stod op hver dag og mødte på arbejde, brød jeg sammen. Og det samme gjorde den anden nyuddannede sygeplejerske, som startede sammen med mig – bare lidt senere.

Tag hånd om de nye

Kære borgere i Danmark – ønsker I virkelig at blive passet af en som mig? En, der ikke er klædt på til opgaven og slet ikke føler sig tryg i sit arbejde? En, der ikke har sovet mere end en-to timer de seneste mange nætter? En, der smiler udadtil og udviser overskud over for jer, men indeni er ved at bryde sammen dag efter dag?

Jeg synes ikke, det er fair, hverken over for jer eller for mig. Jeg har lært min lektie. Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Men faktum er, at omstændighederne ikke tillader os at passe bedre på jer eller på de nyuddannede sygeplejersker. Alle os sundhedsfaglige gør alt, hvad vi kan, for at I skal føle jer i trygge og gode hænder, men ofte er det en illusion. Jeg håber, vi snart kan få gjort noget ved dette problem.

Derfor, kære politikere og ledere: Jeg synes, dette perspektiv er vigtigt at have med, når I snakker om, at I vil have uddannet flere sygeplejersker. For at det kan blive en succes, skal der ressourcer ud til afdelingerne, således at disse kan tage sig ordentligt af de studerende i deres praktikker og sørge for, at praktikkerne bliver succesfulde og fyldestgørende.

Ligeledes skal afdelingerne prioritere at give nyuddannede en ordentlig introduktion og start på karrieren. Som tilstandene er nu, mister vi flere og flere under uddannelsen, fordi afdelingerne er for travle og pressede til at kunne tage sig af de studerende. Eller også knækker de ligesom jeg, når de lige er blevet færdiguddannet, og risikerer derfor at forlade faget hurtigere, end de er kommet ind i det.

Det er et kæmpe ansvar, vi står med ude i felten, og vi skal klædes godt nok på til det, ellers knækker vi, og det gavner ingen.

Caroline Kronborg Grøn, sygeplejerske

Der bliver kokkereret i hjemmekundskab i 5. klasse på Holbæk By Skole, og læreruddannelsen lokker stadig mange, men oplever ligesom pædagoguddannelsen et fald i antallet af ansøgere. Og en af grundene kan ifølge uddannelsesforsker Jan Thorhauge Frederiksenopsummeres i ét ord: Folkeskolereformen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Anker Heegaard
Jane Jensen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Christian Mondrup og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Meget fin beskrivelse af virkligheden, og hvad der skal gøres for at skabe et sygehusvæsen til gavn for alle.
Tak til Caroline Kronborg Grøn for vigtig kommentar.

Søren Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar