Læserbrev

De relevante karakterer bør vægte mest, når unge søger uddannelse

Den nuværende optagelsesproces på universiteterne medvirker til karakterræs på gymnasierne, og den sikrer ikke et godt match mellem studerende og studie. Optagelse på baggrund af en vægtning af karakterer ud fra studierelevans kan være løsningen, skriver uddannelsesordfører for Radikal Ungdom Andreas Lohmann i dette debatindlæg
19. september 2019

Det nye centrum-venstre-flertal i Folketinget står med en gylden mulighed for at løse to af vor tids største problemer i uddannelsessystemet. Nemlig karakterræset på de gymnasiale uddannelser og frafaldet på de videregående uddannelser.

Under folketingsvalget mødte jeg sammen med Radikal Ungdom rigtig mange gymnasieelever og HF-studerende. Et fælles ønske for dem alle sammen var et opgør med karakterræset.

Et karakterræs, hvor gymnasieelever i stigende grad spiller skuespil i klasselokalet i håbet om en god karakter. Et karakterræs, der knækker psyken og kvæler lysten til at blive klogere på verden for et stigende antal elever i gymnasiet. Et karakterræs, der har medført, at en ud af tre elever på gymnasiet overvejer at droppe ud. Et karakterræs, der efterhånden er blevet skrevet enormt mange indlæg om i landets aviser, men endnu ikke har resulteret i handling.

Ligeledes har det i længere tid været et problem med det store frafald på bacheloruddannelserne på landets universiteter. Nogle uddannelser mister op mod halvdelen af deres studerende inden for de to første semestre.

Det kan selvfølgelig være af en række årsager, men meget tyder på, at måden kvote 1 fungerer på, er en af hovedårsagerne.

Konkret fungerer kvote 1 i sin nuværende form nemlig sådan, at det er gennemsnittet fra alle karakterer fra gymnasiet, som udgør grundlaget for en kvote 1-ansøgning. Denne model betyder i praksis, at en kvote 1-ansøgning til bacheloruddannelsen i idræt ofte er langt mere afhængig af en karakter i engelsk, dansk eller historie end karakteren i idræt.

Som det store frafald på bacheloruddannelserne illustrerer, så er dette et problem, da det nuværende optagelsessystem slet ikke sikrer, at det er de mest motiverede elever, som nødvendigvis kommer ind på uddannelsen. Kvote 1 kan ganske enkelt ikke sikre et godt match mellem uddannelsen og den studerende.

Men sådan behøver det ikke at fortsætte. Hvis det nye centrum-venstre-flertal har det politiske mod til at indføre en optagelsesproces med relevant vægtning af karaktererne, kan karakterræset på gymnasiet blive stoppet, det store frafald på bacheloruddannelserne blive markant mindre, og eleverne på gymnasiet kan stoppe med at spille skuespil i klasselokalet.

Andreas Lohmann, uddannelsesordfører for Radikal Ungdom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu