Klumme

Rune Lykkeberg: De gamle partier skal blive til idealistiske bevægelser

Partiernes medlemmer, lokalforeninger, tradition og forventninger om deltagelse er blevet til paradoksale problemer for vores politiske ledere, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme
Lars Løkke Rasmussen begik den fejl, at han troede, han ejede Venstre og kunne købe opbakning i partiet med fremgang ved valget

Lars Løkke Rasmussen begik den fejl, at han troede, han ejede Venstre og kunne købe opbakning i partiet med fremgang ved valget

Tariq Mikkel Khan

Debat
21. september 2019

For nogle år siden i et stort dansk parti var noget helt uacceptabelt lige ved at finde sted. Det blev en sensation, som udløste panik, og formanden sagde, at hvis dette frygtelige ville ske, ville han gå af. Men katastrofen blev afværget, og urostifterne straffet som en lærestreg for dem, der siden skulle finde på den slags partiskadelig virksomhed.

En gruppe Venstrefolk anført af Søren Pind afslørede i 2003, at de ville diskutere politik på partiets landsmøde! De ville endda sende et principielt forslag til afstemning blandt medlemmerne. Venstre havde vundet valget i 2001, kaldte sig stadig »Danmarks liberale parti« og havde en historisk styrkeposition. Men det blev en eksplosiv konflikt i partiet, at de unge tillod sig at tro på partiets idealer og fremsætte ti såkaldte liberale teser, som medlemmerne skulle kunne vedtage. 

For partiets leder Anders Fogh Rasmussen var nået til den konklusion, at man ikke både kunne tilfredsstille idealistiske partimedlemmer og overbevise svingvælgerne, som var vejen til regeringsmagten. Man måtte vælge. Og Fogh havde valgt at satse alt  på »marginalvælgeren« og kalkulerede med, at medlemmerne ville ofre indflydelse for at se deres leder vinde. 

Pinds aktion udfordrede den kontrakt, som var fundamentet for Foghs regering. I sin erindringsbog Frie ord genfortæller Pind episoden: »Fogh gjorde kort proces. I en ekstrem magtdemonstration meddelte han, at såfremt teserne kom til afstemning på landsmødet, ville han trække sig som formand.«

Kampagneorganisation

Pind & Co.’s fejl var, at de troede, Venstre endnu var et parti, hvor idealerne var et fælles grundlag, og medlemmerne var med til at præge politikken. Men politikken skulle ifølge Fogh formuleres fra toppen, og medlemmerne skulle levere bifald og begejstring. De var gået fra at være deltagere i politikudvikling til tilskuere til et stort show på landsmødet. Showet skulle være så godt, mente Fogh, at medlemmerne mandagen efter stolt kunne fortælle deres kolleger om, at de personligt havde været med til denne nationale begivenhed. Landsmødeshowet. 

Foghs opgør fremstod som hans værk, men han gjorde reelt noget, som skete over hele den vestlige verden. Omdannede partiet til en kampagneorganisation for lederen og reducerede medlemmerne til cheerleaders. Han havde selv overtaget strategien fra en bog om Tony Blair og New Labour, som han sjovt nok havde fået af Søren Pind. 

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen sagde for et par år siden noget tilsvarende i et universitetsspeciale: »Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet.«

At det blev en offentlig skandale, da Sass’ udtalelser blev afsløret, afdækker et radikalt dilemma for de gamle partier: De har brug for medlemmer til at føre valgkamp og skabe bevægelse og begejstring. Men medlemmerne skal have en idealistisk fornemmelse af at være med, hvis de skal engageres. 

Lars Løkke begik den fejl, at han troede, han ejede Venstre og kunne købe opbakning i partiet med fremgang ved valget – blandt de vælgere, han havde vundet ved at opgive Venstre som leder af det borgerlige Danmark. Han vandt hos marginalvælgerne, men blev fældet af sit parti, som ikke ville opgive deres idealer.

Lørdag demonstrerede Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres en løsning på dette dilemma: Medlemmerne har ikke været involveret i politikudviklingen i partiet Socialdemokratiet, den tid er forbi. Men de genkender deres idealer i hendes regeringsprojekt. Så hun behøver ikke som sin forgænger frygte den 1. maj og partikongressen – i hvert fald ikke endnu. Det kan blive meget sværere, når hun ikke længere kan nøjes med at tale om det, hun vil udrette. Men lige nu ville det for hende ikke være noget helt uacceptabelt, hvis medlemmerne lavede ti socialdemokratiske teser, det ville derimod være en støtte til hendes projekt.

Socialdemokratiet bevæger sig således fra et repræsentativt parti, hvor medlemmer har indflydelse på politikudviklingen, til en engageret bevægelse omkring en leder, der forpligter sig på at realisere partiets historiske idealer i en ny tid. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Så konklusionen er at socialdemokraterne har idealerne i behold. men det har Venstre ikke?
Øhh...??

Helt grundlæggende er det vigtigt at huske på, - "at teser" - "selvopfundne sandheder, som ingen har bevist gyldigheden af", og de alene dækker over en holdning, som man ønsker er sand.

Kigger vi lidt tilbage - før de ti teser, så udkom AFR's bog, "Fra socialstat til minimalstat", som et politisk manifest, der kom lige fra det yderste højre i Amerikansk politik.

Det var individet - "de rige individer", og deres behov der gik forud for alt andet, som blev hyldet betingelsesløst, og hvor staten politisk også var underlagt disse menneskers grundsyn om deres naturlige rettigheder i samfundet - før alle andres rettigheder.

Politik i dagens Amerika er da også helt og aldeles indrettet efter de store virksomheders interesser, ligesom det også er dem der betaler for politikernes underhold - løn, pension, drift i de politiske kamre i Amerika, og som bekendt "bider man ikke den hånd der fodrer én"!

I 2007-08 så vi med al ønskelig tydelighed hvilke herligheder AFR's økonomiske liberalisme, "med de nye lærebøger" førte til, og hurtigt skulle det glemmes hvad Thor P. fik sagt om den danske økonomi et eller to år tidligere; "snart kan vi købehele verden"!

AFR's politiske model svigtede totalt, og gav i stedet Danmark et økonomisk tab på mindst 400 mia. og dertil skal lægges 6 bankpakker af 500 mia.

Samtidig hermed ødelagde Kristian Jensen Skat i det tiår, så manglende inddrevne skatter af forskellig art, androg omkring 55 mia.

- Det har været et dyrt ideologisk bekendtskab for Danmark og befolkningen med liberalismens økonomiske forståelse, - teser uden realiteter til virkeligheden.

Tilbage står Danmark med bitre økonomiske år efter dette eksperiment, som charlatanen AFR ønskede at gennemføre, for at bevise de liberale "tesers" overlegenhed ved dyrkelsens af individets rettigheder over det fælles samfunds styrker og sammenhold.

Bjarne Tingkær, Martin Sørensen, Ib Christensen, Lars Løfgren, Helle Brøcker og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Der er på tiden ca 139500 medlemmer af de politiske partier, og der frafalder omkring 2.5% om året i et stødt årligt deckline. udviklingen har været status q siden 1960 hvor der var, omkring 650,000 medlemmer af de politiske partier ja omkring 20% af vælgerne var på daværende tidspunkt, faktisk medlemmer af et politisk parti i dag er omkring. 3.3% af vælgerne medlemmer af et politisk parti

og det årlige fald, er på omkring 4000 medlemmer så kurven ned til under 100.000 er ret nem og tegne 1400000 minus 4000 om året ned til 100,0000 er ti år. så om 10-15 år vil der være mindre end, 2% af vælgerene som medlemmer af partierne hvis vi ikke vælger og gøre noget inden da, for at reformere vores demokrati.

jeg har en konkret ide, som kan mobilisere vælgerne, det borger foreslag som har størst opbakning bør komme til folkeafstemning hvert år. på grundlovs dag, sammen med en række andre folkeafstemninger samme dag. vi høre tit at ååå det er så dyrt med en demokratisk afstemning, det koster og så tager man en stor dyb indånding, 100. millioner kr tjoooo siger den matematik kyndige så. og tænker, ok hvor mange vælgere er der her er svaret omkring 4.2 millioner stemmeberettiget til et folketings valg dvs for små 24 kr pr vælger om året, der kan vi afholde en folkeafstemning, som vil vække vælgerens interesse for demokratiet

2 kr om månden pr vælger, er udgiften mens dem der ikke ønsker mere demokrati så siger at det er dyrt til dyb forundring. det er ikke vælgerene der er trætte af demokrati, vælgerne er tætte af politikere som ikke lytter til vælgerne trætte af at være medlemmer af en klappe buuuh klub som det er at være medlem af et politisk parti hvor man gerne skal klappe og buhe på komando,

En årlig afstemning hvor vælgerne selv bestemmer et enme, vil vække demokratiet i danmark.
med en fast årlig afstemning på en fast dag. vil vi få en seriøs debat, om enmet til afstemning og sådan bliver befolkningen vækket for deltage i demokratiet igen. borgerforeslaget vil automatisk nu blive meget intresant da man nu ved at man skal gøre sit benarbejde for sin sag, hvis den skal vinde afstemninge om at blive en folkeaftemning vi behøver ikke engang en ny grundlov, politikerne skal bare være enige om at vinderen af borgerforelaget og skal vi sige tre andre love, nu kommer til folkeafstemning. med nye emner hvert år.

på denne enkle måde vil partierne kunne få flere medlemmer for sagerne vil fange folk og vække intressen, partierne vil nu tage borgerforeslaget alvorligt og selv bruge den til at stille foreslag til afstemning,

Carsten Svendsen

De gamle partiers idealisme er deponeret i hemmelig partistøtte.