Kronik

Sådan fandt jeg en vej ud af antidepressiv medicin

Jeg har ingen fastlåste holdninger til antidepressiv medicin – jeg ved heller ikke, om den hjalp mig eller gjorde livet sværere. Men mit liv kan leves uden medicin, for jeg er ikke syg. Og jeg håber at inspirere andre til at tage kampen op med udtrapningen, skriver Hanna Permin i dette debatindlæg
Hanna Permin kommer i Søndermarken hver dag for at meditere – naturen er blevet hendes nye medicin.

Hanna Permin kommer i Søndermarken hver dag for at meditere – naturen er blevet hendes nye medicin.

Anders Rye Skjoldjensen

10. september 2019

Nu tager jeg hul på et svært emne – et af dem, der gør ondt, et, som har været den allerstørste udfordring i mit liv i det seneste halvandet år. Jeg vælger at sætte mig ud over min egen blufærdighed i håb om, at min historie kan have betydning for andre i samme situation. Andre, der lige som mig skammer sig over at være i antidepressiv behandling i alt for lang tid – for mig otte år.

Jeg har skammet mig i en sådan grad, at jeg følte mig ensom, selv om jeg udmærket ved, at jeg langtfra er alene. Det kan jeg umuligt være, når der er omkring 400.000 danskere, der tager antidepressiv medicin hver dag.

Det her skal ikke handle om min vej ind i medicinforbrug, men om vejen ud. Det er ikke en generel opskrift på, hvordan du kommer ud af dit forbrug, men en personlig fortælling om, hvordan jeg har fundet min vej – for det vil altid være en individuel proces. Men måske kan det inspirere dig til at gå i gang med en nedtrapning, måske kan det hjælpe pårørende, venner eller professionelle til at forstå den kamp, vi kæmper, når vi vil ud af medicin.

Forsøgt mange gange

Jeg vil dog kort ridse op, hvad der lå forud for, at jeg kom i antidepressiv behandling. Jeg havde kørt for hårdt på med speciale, husrenovering, at blive gift, få barn, graviditeter uden for livmoderen med operationer til følge, nyt arbejde som underviser på en sygeplejeskole og fertilitetsbehandling. Voldsomme angstanfald og desperation førte til, at jeg bad om medicin og en henvisning til en psykiater. Medicinen gjorde mit humørs udsving mindre, men om jeg var deprimeret, stresset eller led af ptsd – det ved jeg ikke.

Som årene gik, fik jeg omformet mit liv. Jeg blev sygemeldt med stress, jeg blev skilt og flyttede i egen lejlighed. Jeg stoppede som underviser på sygeplejeskolen, forsøgte mig i en årrække som klinisk underviser på deltid og tog en yogalæreruddannelse imens. En dag havde jeg mod og styrke nok til at kaste mig ud i noget nyt.

Jeg sagde op, blev selvstændig yogalærer, og efter et år åbnede jeg et yogastudie sammen med en partner. Det var dette skridt, der for alvor førte til, at jeg kom ud af en generel utilfredshed med livet og landede i en langt mere gunstig og glædesfyldt tilværelse.

Gennem årene har jeg forsøgt at trappe ud af medicin mange gange. Hver gang er det mislykkedes – og jeg har troet, at jeg stadig var syg – meget syg. Voldsomme angstanfald, omfattende søvnforstyrrelser med et minimalt mentalt overskud til følge. Jeg kom så meget ud af balance, at jeg mistede livslysten.

Det er en skræmmende oplevelse i sig selv, men den skam, som følger med at have det sådan, er næsten lige så udfordrende. Min vej ud af skammen var at tale om det – med udenforstående, som ikke blev følelsesmæssigt involveret og som selv havde oplevet det samme. For selv de sværeste følelser er vi ikke alene med. For mig har erfaringsbaserede samtaler haft mindst lige så stor betydning som professionel støtte.

Nedtrapningen

I marts 2018 startede jeg en meget langsom nedtrapning i tæt samarbejde med min psykiater. To måneder på samme dosis og så et lille hak ned. Jeg mærkede udsving for hvert lille trin, men ikke større end at livet har kunnet fungere imens. Det gjorde det i kraft af, at jeg generelt er tilfreds med livet, at jeg har støtte i mit netværk, at min hverdag tillader, at jeg har uger uden søvn, at jeg er så erfaren og sikker i min undervisning, at jeg kan levere til trods for, at jeg indimellem er ude af balance. Jeg har lært, at selv en udmattet yogalærer kan inspirere andre, og at ingen andre end mig selv forventer, at jeg leverer mit ypperste hver eneste dag året rundt.

Når jeg trappede ned til et nyt niveau, medførte det mest af alt omfattende søvnbesvær, men når jeg var på samme dosis i et par uger, begyndte jeg at sove bedre, end jeg gjorde i alle de år, jeg var på medicin.

Der er flere måder at søge støtte i sit netværk. Jeg har prøvet alt fra ikke at tale med nogen til at fortælle det til så mange som muligt. Men det har vist sig at fungere bedst for mig at bruge mine allernærmeste, hvilket vil sige min mor, et par veninder og min eksmand.

Min mor har jeg kunnet ringe til midt om natten, når angsten har været værst, mine veninder har været der til at lytte, og min eks og min mor har stået klar, når jeg har haft svært ved at tage mig af min datter. Det har jeg heldigvis næsten ikke haft brug for, når nedtrapningen er gået så langsomt.

Det første år af nedtrapningen forløb planmæssigt, og jeg var fuld af forventning om, at det ville fortsætte på den måde. Men det viste sig, at de allersidste doser var de sværeste. Det er beskrevet i medicinske manualer – det er når doserne kommer under 5 mg, at nedtrapning for alvor bliver vanskelig, og mange giver op.

Jeg fik kontakt til en farmaceut med særlig interesse for nedtrapning og ved hendes hjælp trappede jeg endnu langsommere ud. Der var en periode dette forår, hvor jeg ikke sov i to måneder, og det blev nødvendigt at trappe lidt op igen. Det var afgørende at lave meget små justeringer og at tilrettelægge dem efter omstændigheder, som f.eks. krævende begivenheder og menstruationscyklus. Over sommeren har jeg kunnet trappe ned hver måned – og da jeg landede på 2,5 mg igen, mærkede jeg ingen symptomer – det gav mig modet til at stoppe helt.

Jeg er ikke syg

Rent lavpraktisk handler det om at finde metoder til at dele pillerne – også selv om man ikke må ifølge medicinvejledningerne. Jeg købte en tabletdeler og fandt en teknik til at dele dem i mindre end halve. Det er udfordrende at holde styr på de forskellige doser, men det har vist sig at være afgørende at fastholde en præcis systematik.

Jeg har lært at mærke, hvilke symptomer der er medicinrelaterede, og hvilke der ikke er. Det kræver både tålmodighed, stædighed og selvomsorg. Professionel støtte har også været afgørende – jeg kunne ikke have gjort det uden løbende samtaler med min psykiater og vejledning om dosis fra farmaceuten.

Alle de redskaber, som jeg har lært at bruge undervejs på min rejse, blev og bliver stadig aktivt brugt. Især dem, der handler om at finde ro: Massage, restorativ yoga, lytten ind til energiniveau, afspændinger, uforstyrrede samtaler, naturen, sang, selvomsorg. Men også dem, der styrker mig fysisk og mentalt: daglig meditation, løb, bowspring, fysioterapi, osteopati, sund kost osv.

Til trods for udsving i forbindelse med nedtrapning, har jeg formået at skabe en vis balance i livet – det leves nu generelt uden frygt. Både frygten for ikke at kunne klare hverdagen og for ikke at kunne leve op til egne og andres forventninger. Der er opstået en fornyet appetit på livet, som det er.

Jeg kan bedst beskrive det således: Før medicinen var livet ofte sort, på medicinen blev det gråt og under nedtrapningen mødte jeg flere nuancer. Min forventning er, at livet uden medicin generelt bliver lyst, men jeg ved nu, at alle nuancer er o.k., og at de gerne må være her.

Jeg har ingen fastlåste holdninger til antidepressiv medicin eller ej – jeg ved heller ikke, om den har hjulpet mig eller gjort livet sværere. Men jeg tror på, at mit liv kan leves uden medicin, for jeg er ikke syg.

Vi mennesker har en evne til at tage favntag med livet, hvis vi vil og tør. Er det nødvendigt i en periode at lægge et medicinsk låg på, så fred være med det. Men vil du ud af det, så skal der kæmpes. En kamp, som jeg nu har vundet, en kamp, som har været værd at kæmpe, og en kamp, som jeg håber, at du også vover at kæmpe, når du er parat til det.

Hanna Permin er stifter og medejer af Yoga med Vinger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Vivi Rindom
  • lars søgaard-jensen
  • Randi Christiansen
  • Britta Hansen
  • Torben Skov
  • Arne Albatros Olsen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Anker Heegaard
Peter Beck-Lauritzen, Vivi Rindom, lars søgaard-jensen, Randi Christiansen, Britta Hansen, Torben Skov, Arne Albatros Olsen, Viggo Okholm, David Zennaro og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var dejligt at læse. Jeg har prøvet noget lignende, men er dog desværre havnet på et niveau over det jeg startede med. Men skønt at det kan lykkedes <3
Kærlig Hilsen
Erik

Det tænkte jeg også over, Christian. Jeg forestiller mig, at det kunne være et SNRI-præparat som Venlafaxin (Effexor), da jeg har fået at vide, at det er særligt svært at trappe ud af - især i forhold til det endelige spring mellem en meget reduceret dosis til nul.

Når kronikøren skriver, at "der var en periode dette forår,hvor jeg ikke sov i to måneder ...", så ved jeg, at hun taler usandt, for et menneske kan ikke overleve så lang tids søvnløshed. Denne overdramatisering kaster et slør af utroværdighed over en problemstilling, som fortjener bedre. Vi får ikke noget at vide om om årsagen/årsagerne til at medicinering påbegyndtes - heri ligger muligvis en grundliggende fejldisposition. Og symptombehandling med meditation, yoga mv. er vel blot at give mennesker 'stene for brød' samt ikke mindst en levevej for kronikøren.

Lars Kramhøft, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-Lise Lintner, Katrine Damm, Hanne Ribens og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Der er forskel på stress og endogen, evt. arvelig depression! Man kan sove dårligt i måneder, i årevis, men ikke være søvnløs i meget mere end 2-3-4 dage. Venligst.

lars søgaard-jensen, Frede Jørgensen, Anne-Lise Lintner og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Hanne Ribens,
det lyder fuldstændig som om du siger, at antidepressiv medicin passer til "endogen, evt. arvelig depression" men ikke rigtigt til stress-udløste psykiske lidelser (hvor man vel så bør hjælpe mennesker på andre måder, der ikke giver den form for stofafhængighed og bivirkninger)?

Det med slet ikke at sove så længe studsede jeg også over.
Det ender med at være ret vigtigt for hele kronikken! Jeg vil derfor opfordre Hanna Permin, eller en der kender til sagen, til at forklare det nærmere her i kommentarsporet.

Steen Obel,
"meditation, yoga mv." behøver bestemt ikke kun at være "symptombehandling".
(Jeg tjener (desværre) ikke penge på noget af det.)

Må erkende, at som en der selv har været hårdt ramt af flere middelsvære og svære depressioner og til dagligt lever med angst og kronisk stress, så kan jeg ikke se hvad formålet er med denne kronik. Hvem er egentlig målgruppen for denne kronik? Jeg er ikke, jeg føler mere den løber lige hen over hovedet på mig.
Måske er jeg lige nu ret meget farvet af, at jeg igen er inde i en periode med depression og svær angst som min medicin holder på et nogenlunde tåleligt plan. Selvom jeg ikke var inde i en depressiv periode, så tror jeg stadig ikke jeg ville kunne se formålet som andet end at reklamere for sin levevej - som en anden også skriver. Men det er da positivt kronikøren har fundet SIN vej ud, men ikke alle har de kræfter eller et stærkt netværk til at samle op når man ramler. Og det hjælper selv yoga, meditation, naturen etc etc ikke på.

lars søgaard-jensen, Dennis Tomsen og Tommy Mortensen anbefalede denne kommentar
Tommy Mortensen

Psykofarmaka fjerner symptomer, men helbreder ikke. Ingen psykiater, jeg har mødt over 19 år, har haft ambitioner om at bidrage en helbredelse, men kun stoppe udbruddet af symptomer. Det er sådan systemet er indrettet og hvorfor mon?
"Du skal tage medicinen resten af dit liv!" - Var den besked jeg fik, og i første omgang ikke fandt mig i, men siden og efter mange afvænnings-forsøg, måtte jeg sluge den besked (resten af livet) sammen med pillen, fordi hver gang, jeg trappede forsigtigt ud, blev jeg mere og mere psykotisk. Desværre kan jeg ikke bruge din solstrålehistorie til ret meget, Hanna, men tillykke med den, du er både sej og heldig :)

Bertel Lund Hansen

Til Steen Obel: Er det ikke lidt stærkt at påstå at du ved hun lyver? Jeg har nætter hvor jeg ikke sover, men jeg hviler mig alligevel og er almindeligt frisk næste morgen. Meditation sætter kroppen i en søvnlignende tilstand, og det giver også hvile. Derfor er jeg ikke på forhånd afvisende overfor at Hanna Permin skulle kunne have klaret sig i længere tid uden egentlig søvn.

@Steen Obel: Tak! Jeg tænker også at det er "sjovt" at en der lever af at drive yoga studie anbefaler yoga som kur mod depression i stedet for medicin:)

Gud fader hvor alle kommentatorerne dog har absolut alle forsvarsværkerne oppe. Hvor farlig er det, at nogen har smidt afhængighedsskabende medicin i lokummet og viser, at hun kan klare sig selv ved sig selv? Kan det have noget at gøre med passiv agressivitet?

Jimmy Hansen, Peter Andersen, Signe Hansen, Vivi Rindom og Britta Hansen anbefalede denne kommentar