Første tirsdag i oktober fejrer vi åbningen af Folketinget. Godt fire måneder efter folketingsvalget, som blev afholdt på grundlovsdag, demokratiets festdag.
Men er der egentlig så meget at fejre? Det repræsentative demokrati er faktisk udfordret på netop sin repræsentativitet af en ny og kompleks verden.
Med Socialdemokratiets magtovertagelse har vi endnu engang debatteret vores repræsentanters repræsentativitet: Den nye regering er blevet kritiseret for kun at have én minister med substantiel erfaring fra en verden uden for politik. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er den eneste, som har været noget så langt fra statskundskab og så antidjøfsk som murersvend.
Argumenterne i debatten er lidt forenklet følgende: Enten mener man, at det er godt med repræsentanter, som er veluddannede og rustede til at håndtere systemets kompleksitet, og som er skolede i det politiske liv, så de ikke agerer som en hund i et spil kegler. Eller også at det er skidt for borgerne at blive repræsenteret af politikere, som mangler almindelig erhvervserfaring og er uvidende om det liv, som almindelige borgere lever.
Formodentlig ligger sandheden et sted midtimellem. Men når det specifikt handler om repræsentativiteten i demokratiet, er der ikke desto mindre en bekymrende udvikling:
Det er velkendt, at partiernes medlemstal er faldende. I 1960 var der i absolutte tal over fire gange så mange medlemmer som i dag. I 1960 var 21 pct. af de stemmeberettigede medlem af et parti. I 2019 er det tre pct. Færre borgere melder sig ind i partierne og deltager i demokratiet som loyale partisoldater. Samtidig rekrutterer man flere til partiernes og magtens top fra netop dette partiapparat og nære bagland af partitro medlemmer – hvilket vi aktuelt har set med det nye hold ministre og deres særlige rådgivere.
Hvis vi blot bruger sammensætningen af Folketinget og regeringen som grundlag for en vurdering, er der ikke bare tale om et markant ikkerepræsentativt demokrati, men også om en dobbelt, selvforstærkende udvikling: Flere og flere demokratiske repræsentanter rekrutteres fra en stadigt mindre og snævrere gruppe af befolkningen.
Digitalt og direkte
De seneste årtier er udfordringerne af det repræsentative demokratiske system især udsprunget af den digitale udvikling, som giver større mulighed for at inddrage borgerne løbende og kan understøtte en mere direkte dialog. På mange måder er det en positiv udvikling. Men det er samtidig en udvikling, som problematiserer det centrale og fornuftige repræsentative princip.
Det repræsentative demokrati er en praktisk konstruktion, hvor pointen netop er, at alle ikke kan høres og inddrages hele tiden. I stedet giver vi ved valg mandat og beslutningskompetence til vores repræsentanter på tinge, som skal have tid og rum – ja, måske ligefrem et hemmeligt rum – til at gennemføre politikken.
Men på grund af de nye digitale muligheder for inddragelse er der opstået en konflikt mellem dem, der vil holde fast i det gamle, afprøvede repræsentative demokrati, og dem, der vil udnytte mulighederne for et mere direkte, digitalt demokrati.
Det er den konflikt, der viser sig, når Lars Løkke og Donald Trump i de sene nattetimer på Twitter kortslutter den normale måde at kommunikere på som statsoverhoveder.
Når vores repræsentanter er tilgængelige og afkræves svar på Facebook 24/7, så de ikke levnes ro til at tænke sig om og udføre deres arbejde.
Når politikerne indfører en ny offentlighedslov, hvor man skruer ned for transparensen i centraladministrationen som en konsekvens af, at mere og mere af det indledende lovgivningsarbejde foregår digitalt pr. mail. Fordi de digitaliserede arbejdsgange giver for mange sporingsmuligheder, og åbenheden derfor skal begrænses.
Eller når nye digitale inddragelsesredskaber bliver bragt i anvendelse, men det tilsyneladende kun er på skrømt.
Borgerforslag
Borgerforslagene er et eksempel på digitalt og mere direkte demokrati. Borgerne bliver hørt via en hjemmeside, de kan oprette forslag, og via NemID kan man registrere sin støtte. Det illustrerer nogle af de problemer for det repræsentative demokrati, som opstår med de nye digitale muligheder:
Formelt set har borgerforslagene fået en stedmoderlig behandling. Indtil nu er alle de stillede forslag, som har fået tilstrækkelig støtte fra folket og derfor har fundet vej til dette folks repræsentanter på tinge, blevet forkastet eller er bortfaldet. En række kommuner har også indført muligheden, men ud af 48 behandlede borgerforslag er kun to blevet vedtaget.
På både kommunalt og nationalt niveau er der tilsyneladende en modstand i det repræsentative system, der grænser til manglende respekt for borgerforslagene. Nogle politikere har helt åbent erklæret, at de opfatter borgerforslagene som en demokratisk gøgeunge.
De første erfaringer med borgerforslagene risikerer derfor at stå som symboler på en mangel på folkestyre, hvor folkets mening ikke bliver repræsenteret i det repræsentative demokrati. Og så bliver virkningen den modsatte af den intenderede, nemlig øget mistillid til politikerne og deres evne eller lyst til reelt at repræsentere os, vælgerne.
Omvendt kan borgerforslagene være med til at sætte en dagsorden i debatten, hvilket jo også er en meget vigtig del af vores demokrati. Måske har for eksempel borgerforslaget om en klimalov været medvirkende årsag til, at forhandlingerne om en ny klimalov nu er påbegyndt i Folketinget. På trods af at selve forslaget formelt set er bortfaldet.
Man kan også diskutere, om 50.000 støtter – altså kun cirka én procent af alle vælgere – er repræsentativt. Måske er det bare et udtryk for, at nogle er gode til at samle støtte og derfor får mere indflydelse. Det er ikke nødvendigvis særligt repræsentativt for, hvad folket mener. Og så er politikernes forbehold jo kun fornuftige.
Ikke bundet af vælgerne
Digitaliseringen er nok kommet for at blive. Også i vores demokrati. Men de første erfaringer viser, at den rigtige måde at udnytte mulighederne på hverken er at tro, at borgerforslag og sociale medier pr. automatik afspejler folkets stemme, eller ved omvendt arrogant at afvise alle forslag, der forrykker politikernes repræsentative ret til at tage beslutningerne.
De digitale muligheder stiller spørgsmål ved vores repræsentative demokratiske system, som må tages alvorligt. For det første, fordi selve det repræsentative princip på godt og ondt udfordres af den digitale verden med dens nye potentialer for direkte dialog og løbende involvering af borgerne. For det andet, fordi folketingsmedlemmerne ikke er repræsentative for, hvem deres vælgerne er. Og for det tredje, fordi det heller ikke er entydigt, om repræsentativiteten så opnås ved, at de folkevalgte faktisk varetager vælgernes holdninger og behov.
Men det har de jo ifølge grundloven faktisk heller ikke pligt til. Paragraf 56 lyder nemlig som følger:
»Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.«
Og kommentarerne til paragraffen præciserer blandt andet, at »De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger«.
Repræsentativiteten af vores repræsentanter i det repræsentative demokrati er altså ikke grundlovssikret. Det er derimod retten til ikke at repræsentere sine vælgere.
God første tirsdag i oktober.
Søren Schultz Hansen, forfatter
Godt set og godt formuleret.
Forblindes vi af vores selvglæde over vort eget "danske demokrati"? Er det i virkeligheden en halt "patient", som vi retteligt, som med så meget andet, bør være stærkt kritiske overfor? Som med tiden har bevæget sig, umærkeligt, ned at en blind sidevej og som ikke kan finde vejen tilbage?
Det overordnede billede tyder på det...
Tak for en tankevækkende artikel!
Det er i hvert fald ikke på internettet demokratiet udfolder sig. Der er det mere shitstorme der styrer udviklingen.
Selv ordningen med at blive opstillingsberettiget til folketinget blev der snydt med.
Folkeafstemninger er ingen løsning, det har de vist i Storbritannien.
Personligt ønsker jeg ikke at bruge tid på at sætte mig grundigt ind i alle de problematikker som vores folkevalgte skal, og det tror jeg heller ikke mange andre vil.
Henning Kjær, det er ikke et reelt valg i et demokrati - det folkestyre uden et folk, der helt grundlæggende deltager i landets styre ved at give sine meninger til kende og deltage i udviklingen af løsninger og visioner, er ikke et demokrati, det er et oligarki og gennemgående noget, man har (haft) for ikke at få demokratiet.
Men valg er gennemgående ikke demokratisk, for man kan ikke ikke kvalificere sig særskilt til at blive en mere myndig borger end andre.
Når man med mørklægning love forhindre borgerne indsigt, efter de selvsamme mennesker havde travlt med at belære os hvem de er, de der selv viser de har noget at skjule, bliver det til et spørgsmål om politikerne selv ønsker et demokratisk land.
Når borgerne styres med incitamenter træffer borgerne ikke selv deres valg, og kan derfor heller ikke tage ansvar for dem.
"Repræsentativiteten af vores repræsentanter i det repræsentative demokrati"
Det burde nok omformuleres.
Regeringens lovkatalog findes på:
https://www.regeringen.dk/media/7332/lovprogram-2019-2020.pdf
Temaet om ordentlig borgerdeltagelse løses ikke ved digitale afstemninger om det ene og det andet. Der er intet, der tyder på, at dem, der vil agere digitalt vil være mere repræsentative end dem vi vælger i dag. Det vil være langt bedre med lodtrækning, som nogen har foreslået. 179 borgere fundet gennem lodtrækning - god fornøjelse..
Noget er da gået helt galt i hovedet på forfatteren.
Borgerforslag er netop IKKE repræsentative.
De er baseret på mindre grupperingers særinteresser.
Og repræsentativt folkestyre betyder altså blot:
"demokrati hvor borgerne udøver deres politiske indflydelse ved at vælge repræsentanter til politiske forsamlinger som har bemyndigelse til at træffe beslutninger på borgernes vegne"
Det er netop hvad der er tilfældet.
En murer behøver ikke nødvendigvis en murer til at formidle murerens synspunkter.
Søren Schultz Hansens intention vil jeg ikke kritisere, men hans sprogbrug er upræcis og gør hans kronik lettere forvrøvlet. Han sammenblander 'repræsentativitet' med 'afspejling'.
Det er fuldstændig rigtigt, at folketingets medlemmer ikke afspejler befolkningen, hvad angår alder, uddannelse, erhverv, indtægt eller socialklasse - eller køn, intelligens og meget andet.
En mand kan sagtens være repræsenteret af en kvinde - og omvendt. En murerarbejdsmand kan være repræsenteret af en cand. polit. Jeg kan være repræsenteret af et folkekirkemedlem, selv om jeg ikke er medlem af dén forening.
Der er, hævdes det ofte, mellem 15 og 20 % af befolkningen, der er funktionelle analfabeter. Endnu flere har kun et overfladisk kendskab til international politik. En masse mennesker er meget lidt interesseret i samfundsforhold i det hele taget - og tager overvejende stilling ud fra følelser og fornemmelser.
Derfor skal folketingets medlemmer helst være mere kvalificerede end deres vælgere gennemsnitligt er det. De skal repræsentere dem, ikke afspejle dem. Det er jo netop pinligt, når folketingsmedlemmer er lige så uvidende som den DF-politiker, der for nogle år siden ville klare finansieringen af 'et eller andet' ved at bruge lidt ekstra af BNP.
De vigtigste emner i regeringens lovkatalog er (liste ikke fuldstændig) :
Statsministeriet
Revision af seniorpensionsordninger
Lov om tidlig tilbagetrækning forår 2020
Boligministeriet
Almene boligselskaber skal kunne samarbejde emd private aktører
Finansministeriet
Revision af budgetlov
Erhvervsministeriet
Lang liste, bl.a.
Lovforslaget gør det endvidere muligt at forlænge 5-årsfristen for fysisk påbegyndelse af de såkaldte forsøgsprojekter til fremme af kyst- og naturtu-risme med op til 2 år og at godkende mindre ændringer af projekterne.
Hvidvaskkontrol
Opgør med kviklån
Miljøministeriet:
Beføjelser til kontrol af områder omkring vandboringer
Landmænd skal dokumentere ders brug af plantegifte
Forberedelse til øget beskyttelse af § 3-naturområder mod gødning og sprøjtning
Skatteministeriet
Øget sporbarhed I registrering
Regler om pensionsafkast
Stramning af kontrollen med A/S -ers fradrag af underskud.
Trafikministeriet
Bl. a.
Jernbane over Vestfyn
Nordhavnstunnel
Jeg får den tanke at skribenten måske forveklser Folketinget med Rotary
Tak for mange gode kommentarer :-)
@Steen Bahnsen: Tror lige præcis, du har ret i, at vi ikke skal læne os tilbage og i selvglæde bare tro at netop det danske demokrati fungerer uden nogen problemer. Det er udfordret og kan og skal altid udsættes for kritisk debat.
@Henning Kjær: Du udpeger netop det repræsentative demokratis (praktiske) funktion. Nemlig af du "slipper" for at sætte dig ind i alle ting, men overlader og overgiver det til dine repræsentanter. Og netop dette princip udfordres af den digitale verdens meget mere direkte dialog og mulighed for at blande sig.
@Steffen Gliese: Der er nemlig lige præcis en risiko for, at et repræsentativt demokrati, som udfordres på netop sin repræsentativitet bliver et oligarki eller et teknokrati.
@Finn Jakobsen: interessant pointe, som andre også har været inde på, altså at de folkevalgte paradoksalt nok bliver mere repræsentative, hvis de vælges via lodtrækning.
@Henrik Okkels: Det er netop rigtigt, man kan jo være repræsentant for sine vælgere på anden måde end blot ved at ligne dem i alder, uddannelse og erfaring. Vigtigere må det vel være, at man repræsenterer deres behov, holdninger og meninger på den bedste måde. Det er også repræsentativitet. Kronikken kommer ikke så meget ind på dette aspekt, men det kan også diskuteres :-)
Ingen nævner problemet med digital sikkerhed.
Flertallet af dataloger (fraset naturligvis dem der koder digitale afstemningssystemer) er stærkt skeptiske over for digital afstemning, fordi det er umuligt at garantere for sikkerheden.
Der findes hele tiden nye sikkerhedshuller i software der anvendes overalt af store virksomheder. Og vi får kun indsigt i de som kommer til offentlighedens kendskab, helst efter at de er blevet lukket. Og sikkerhedshuller opstår uventede steder som i CPU'en (meltdown+spectre) som ingen, mindst af alle it-begejstrede lægmænd, har forventet.
Nem-id er ikke sikret mod Man-in-the-middle eller Man-in-the-browser som kan manipulere med resultatet, hvis datatrafikken kan opfanges, eller hvis man kan inficerere brugerens system med an trojansk hest-
Mange bruger telefonen til den slags - og f.eks producenter af androidtelefonener udsender typisk kun sikkerhedsrettelser til Android i en 2-årig periode, hvor man så lukker de seneste sikkerhedshuller der er fundet..
Når ingen (eller kun idioter og glatte sælgere uden personansvar) vil garantere for sikkerheden i afstemningen, bliver det naturligvis svært at have fuld tillid til demokratiet. Og det bliver tilsvarende meget nemt at sætte spørgsmålstegn ved udfaldet af afstemninger man ikke bryder sig om resultatet af.
Hvis man først har adgang til at manipulere systemet er digital logning ikke noget værd, fordi den - modsat fysiske spor - kan forfalskes med et snuptag.
Fordelen ved gammel papir og fremmøde afstemning er at det er næsten umuligt i større omfang at forfalske sporene af manipulation med de indgivne stemmer, fordi sporet er fysisk og derfor kræver en stor arbejdsindsats at forfalske.
Den eneste måde at verificere om der har fundet manipulation sted er at lade folk se hvad de har stemt og så er problemet der igen - hvis du har adgang til at manipulere i første omgang, har du også adgang til at forfalske den viste stemmeafgivning.
Og det bringer os så til problemet med anonymitet .Vi har hemmelige afstemninger for at vælgere ikke skal kunne intimideres eller købes, og det gamle valgsystem sikrer anonymitet temmelig godt. Ved digitale afstemninger er du næsten tvunget til at lagre personhenførbare data (på grund/trods af ovenstående). Den eneste garanti man så har mod at stemmeafgivningen bliver offentligt kendt er hvis staten lover højt og helligt at data ikke bliver lækket. Mange store IT-virksomheder har præsteret at lække data, hvad enten det så er fordi en eller anden glemmer en USB-stick et sted eller lavet en sårbarhed der gør det muligt at trække flere data ud end tilsigtet.
Og så er der naturligvis problematiken omkring cyberterrorisme/krigsførsel. Hvis nogen ikke ønsker en afstemning, eller vil lamme infrastruktureren i samfundet, kan man lave et stort DDOS-angreb der kræver massiv kapacitet at gardere sig imod.
Meget af ovenstående gør sig naturligvis også gældende for andre IT-systemer vi anvender i hverdagen, men generelt er det primært virksomheders problem (selvom du nok har accepteret en end-user-agreement der friholder dem for ansvar), ikke demokratiets.
Og så er der også problematikken omkring at en udvalgt skare skal have fuld adgang til at opdatere, vedligeholde og lave backup af systemet, og som man derfor skal have ubetinget tillid til ikke ønsker at manipulere valgresultatet.
Hele vores nuværende valgsystem er bygget op om at undgå PRÆCIS den situation at nogle få mennesker har mulighed for at ændre på afstemningsresultaterne uden at det kan opdages.
Der var iøvrigt ingen mangel på begejstrede IT-ordførere som var ude og snakke om Danmark som foregangsland med digitale afstemninger i nullerne, men de fleste er vist mere eller mindre stilfærdigt gjort opmærksom på at de risikerer at blive udstillet som jubelglade amatører af folk der arbejder professionelt med IT og er at det er vigtigere at folk kan have fuld tillid til valg/afstemningsystemet, end at det er nemt og bekvemt at anvende fra sofaen.
@Thomas Østergaard: Hvad der også er interessant - ud over alt det sikkerhedsmæssige - er, at fx de unge såkaldt digitale indfødte, som jeg er i gang med at undersøge ift. demokrati, heller ikke nødvendigvis foretrækker digital afstemning. De sætter nemlig ritualet højt. Hvis den demokratiske valghandling bliver rent digital, risikerer den at komme til at ligne et 'like' og det er ikke nødvendigvis positivt
@Søren Schultz Hansen: Tjah, men jeg tvivler altså også på at ret mange af dem ville blive særligt overraskede hvis de fik at vide at alle deres private facebook-konversationer i årevis var blevet støvsuget af en 3.part uden Facebooks vidende, eller at NSA og evt. andre organisationer havde logget al deres internettraffik. Og det mindsker måske også lysten til at eksperimentere med at digitalisere den demokratiske proces, i det omfang de tager den alvorligt.
Først og fremmest vil folketingsmedlemmer aldrig blive repræsentative for du og jeg,. Dertil er befolkningen for mangefacetteret, og du og jeg er heller ikke repræsentative for hinanden.
Det må vi acceptere, og selv påtage os det ansvar at involvere os, hvis vi mener at have noget at bidrage med, der kommer hele befolkningen tilgode.
Dernæst er jeg stor fortaler for det repræsentative demokrati, både som en mulighed for at se og fordybe sig i helheder, hvilket taget tid. Men også som et værn mod sporadiske "shit-storms" ude i befolkningen, der ikke altid er helt rationelle.
Jeg synes også Borgerforslag i sin nuværende form er en gøgeunge. 50.000 stemmer og forslaget skal behandles. Det er ikke repræsentativt nok, og selve det er nok til, at Folketinget ikke behøver at tage det seriøst. Hvad med 250.000-500.000 stemmer, så er der folkelig vægt bag, og det bliver svært for politikerne at ignorere.
Det største demokratiske problem vi har er partistrukturerne, der ofte virker i modstrid med Grundloven, hvor enhver er forpligtiget til at stemme efter egen overbevisning. I dag står loyaliteten overfor partiet over loyaliteten overfor Grundloven. Politikere bliver ofte ekskluderet fra de topstyrede partier, hvis de stemmer efter egen overbevisning og hermed overholder Grundloven.
Det bør ændres!
Jeg forstår godt ideen med partier som en gruppe af mennesker med nogenlunde fundamentale ens holdninger, men disse strukturer må ALDRIG påvirke, hvad den enkelte stemmer. Den enkelte står over partiet! Og stemmer medlemmerne i partiet mod partiets linje er det partiet, der ikke har solgt budskabet godt nok i den konkrete sag snarere end det er det enkelte medlem, der har gjort noget forkert.
Det er rigtigt, at digitalisering er kommet for at blive. Men derfra at konkludere, at det skulle være løsningen på det her, er noget vås.
Man kunne begynde med at ekskludere personer, der åbenlyst har begået kriminelle handlinger. Dernæst skulle medlemer af en regering forbydes at bruge sociale medier. Og så skulle offentlighedsloven inkludere indsigt i forligskredses kommunikation, som går uden om folketinget. Til sidst skulle den offentlig administration skæres ned, så der ikke sidder et væld af embedsmænd, der plejer egne (karriere)interesser. Så vil vi få noget, der ligner repræsentativt demokrati. Men vi er åbenbart så vandt til en statsminister, der korrupt, at vi helt har glemt, hvad en MF’er med moralsk integritet er.
@Thomas Østergaard.
Angående sikkerhed. Skal jeg være nervøs for at bruge netbank?
Hele den vestlige verdens økonomi foregår digitalt. Hvis det var så nemt for terrorister, spioner, store amerikanske firmaer osv at sabotere digitalt, som du skriver, kan de så ikke til enhver tid nedbryde vores økonomiske system alligevel?
Jeg synes, at forfatteren har en god pointe.
Det er tit, at man ikke er helt enige med repræsentanterne. Så kunne det da være meget praktisk selv at bestemme, hvad man vil stemme.
Og man ville slippe for løftebrud.
Eller hvis der sker en holdningsændring i befolkningen, er man i øjeblikket nødt til at vente fire år på at ændre stemme.
Det kunne gøres meget nuanceret.
De, som ikke gider, kunne bare vælge at lade et parti tage beslutningerne. De kunne i princippet nøjes med at stemme en gang i deres liv.
Andre skifter parti en gang imellem. Hvis de var utilfredse med politikken i deres parti, kunne de relativt nemt vælge at følge et andet parti og ikke skulle vente fire år på at stemme om.
Og for de, som interesserer sig for politik, kunne det da være godt at tage personlige valg en gang imellem.
@Jens Henrik Petersen
Optælling af penge og stemmer er ikke det samme. Penge er et lukket system af transaktioner mellem forskellige konti, og bankerne bruger anseelige ressourcer på automatisk og manuel kontrol, der skal opdage uregelmæssigheder og mistænkelige transaktionsmønstre - for de har altså heller ikke 100% tillid til at deres digitale systemer er ufejlbarlige.
For bankerne er det mest et spørgsmål om at fordelene (ikke mindst deres egne) ved digital økonomi opvejer ulemperne og mere til.
Som forbruger ligger din sikkerhed mest i, at bankerne garanterer for eventuelle tab du måtte lide som privatperson, da de ved at det er alfa og omega at brugerne har tillid til systemet og regner med at deres overvågning vil afsløre fusk og svindel med før det bliver et systemisk problem der truer deres overlevelse.
Men det forudsætter sporbarhed, der som sagt er et problem ifht vores demokratiske traditioner.
Jeg sagde ikke at der er NEMT at sabotere digitalt, jeg sagde at det er MULIGT. Det er jo ikke sådan at digital krigsførsel ikke er et område der bekymrer militær og politikere. På nationalt plan fungere det vel lidt ligesom atomvåbenbalancen under den kolde krig - alle prøver at sikre sig muligheden for at kunne svare tilstrækkeligt slagkraftigt tilbage, til at ingen tør angribe dem. For terrorister og hackergrupper har problemet hidtil været at skaffe sig den nødvendige ekspertise og indsigt i systemerne. Men det kommer da - f.eks. har vi jo for nylig set Mærsk tabe mange penge på at deres systemer blev gjort utilgængelige af DDOS angreb, og det er jo ikke fordi Mærsk har sparet på IT-ressorcerne eller har tradition for manglende omhu.
Men også for dem opvejer fordelene ved digitalisering ulemperne.
Jeg har ret svært ved at se at skulle være tilfældet med demokratiske afstemninger, i særdeleshed folketingsvalg og lign.
Her synes man at ville sætte et valgsystem som folk med rimelighed kan have ubetinget tillid til fungerer og afspejler folkets vilje (hvad der er selve forudsætningen for at demokrati kan fungere) op mod at nogle er enormt glade for at bruge deres iPads, og gerne vil spare 20 minutter hver 4. år, og så lade sidstnævnte komme ud som vinder.
Jeg har ikke det store forhold til direkte vs repræsentativt demokrati, men er nok enig med de som mener at det store flertal af almindelige mennesker ikke har tid og lyst til at tage stilling til ret mange emner, i hvert fald ikke lovgivnings- og processmæssigt, og derfor foretrækkker at en person de har tillid til repræsenterer deres interesser gør det for dem. En person der har tid, lyst og evne til sætte sig ind i faldgruberne og minusserne ved et givent tiltag som på overfladen kan se ud som en god ide, eksempelvis. digitale afstemninger.
At det så kan knibe med at finde en repræsentant man har fuld tillid til repræsenterer alle ens interesser er en anden sag, men her er tanken jo så at man enten selv må stille op, eller bakke op om bedre repræsentant end de eksisterende for at gøre det muligt for vedkommende at blive valgt.
Jens Henrik Pedersens forslag kunne på overfladen også lyde tiltalende, men det meste arbejde i folketinget er jo ikke simple ja/nej spørgsmål, men forholdsvist komplicerede forslag til udformning og ændring af lovgivning. Og her nytter det jo ikke noget at man har tusindvis af forskellige forslag liggende, på et tidspunkt er folk tvunget til at skære ned på feltet og bakke op om det forslag der repræsenterer dem bedst blandt de eksisterende.