Kommentar

Stop med at kaste millioner i udviklingsbistand efter danske virksomheder

Hvis udviklingsbistanden skal hjælpe verdens fattigste, bør vi ikke investere den i danske og europæiske virksomheder. Vi bør prioritere den direkte støtte til udviklingslandene, som rent faktisk hjælper, skriver Eigil Johannisson i dette debatindlæg.
Danmark støttede mellem 1999 og 2018 etableringen af et offentligt program i Bolivia, hvor man hjælper småbønder med at øge deres produktion med klimavenlige metoder. I dag har mere end 125.000 af Bolivias mest udsatte familier fået gavn af programmet, og Bolivias regering er ved at videreføre det til alle regioner i landet.

Danmark støttede mellem 1999 og 2018 etableringen af et offentligt program i Bolivia, hvor man hjælper småbønder med at øge deres produktion med klimavenlige metoder. I dag har mere end 125.000 af Bolivias mest udsatte familier fået gavn af programmet, og Bolivias regering er ved at videreføre det til alle regioner i landet.

Juan Karita

18. september 2019

Danske investeringer bliver hyldet som en løsning på både klimakrisen og fattigdommen i Afrika. En ny evaluering af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) peger dog på alvorlige begrænsninger ved at satse på flere danske investeringer med tårnhøje afkast til investorerne.

Udenrigsministeriets evaluering af IFU peger på, at kun seks procent af IFU’s investeringer i dag går til de fattigste lande, og at investeringerne ofte lige så godt kunne være blevet foretaget af private investorer uden den udviklingsbistand, som IFU hvert år modtager.

IFU er en dansk statslig fond, som har til formål at skabe bæredygtig udvikling i udviklingslande, og til det fik IFU i år 250 mio. kr. fra bistanden.

I august skrev tre ministre om Klimainvesteringsfonden, der er administreret af IFU, i Information. De ved, at det er svært at tiltrække privat kapital i de fattigste lande, men skriver, at de vil løse den udfordring. Den nye evaluering af IFU sår dog tvivl om, hvorvidt det er realistisk. Hvis vi vil skabe bæredygtig udvikling for de fattigste, er flere investeringer med høje afkast ikke vejen frem.

Afkast stjæler fokus

Der er i dag mange investorer, som kæmper om de få projekter i udviklingslandene, som rent faktisk kan opfylde forventningerne om et årligt afkast på 10-12 procent, skriver evalueringsholdet. Hvis IFU undlod at foretage deres investeringer, ville private investorer i mange tilfælde blot gøre det i stedet.

Evalueringen forklarer yderligere, at IFU ikke vælger investeringsprojekter ud fra, hvad det vil betyde for den lokale udvikling, men i stedet fokuserer på danske virksomheder. Hvis IFU vægtede udviklingseffekterne højt, ville IFU da heller ikke investere 112 mio. kr. i Fan Milk International, der laver is i Vestafrika.

Fan Milk, der er ejet af mejerigiganten Danone, bruger ikke en dråbe lokal mælk, men importerer 90 procent af deres mælkepulver fra Holland, som nyder godt af EU’s landbrugsstøtte. Hvis IFU’s førsteprioritet var udvikling, ville de holde sig fra en sådan investering eller stille krav om brug af lokale råvarer.

Vi kan komme et stykke ved at skærpe IFU’s fokus på udvikling, men problemerne opstår som en direkte konsekvens af, at man satser på at rejse private penge, som skal investeres sammen med offentlige midler. Evalueringen viser netop dette.

Når man skal have private investorer med, målrettes investeringerne mod større virksomheder i mere velstående lande, hvor afkastet og sikkerheden er størst. Det har betydet, at kun seks procent af IFU’s investeringer i dag går til de fattigste lande, mens tallet i perioden 2005-2010 var oppe på 30 procent. 

Det er en sympatisk tanke, at vi skal skaffe private midler til gode formål, men det viser sig desværre, at der for private investorer ikke er nok penge at tjene på de fattigste i verden.

Mere direkte støtte

I Danmark har vi en lang tradition for at støtte fattige lande i at udvikle sig, og det skal vi blive ved med. Men der har været et stort fokus på private investeringer, som skulle være en win win-løsning for både danske virksomheder og verdens fattigste. Vi ved nu, at det ikke forholder sig sådan.

Vi glemmer, at der er andre måder at skabe udvikling på, som de private virksomheder i udviklingslandene har mere gavn af. Først og fremmest skal de globale spilleregler for handel og investeringer ændres. Det er svært, men ikke desto mindre nødvendigt, hvis man virkelig vil komme den ulige udvikling til livs. Her kan Danmark gå forrest for blandt andet at få omlagt EU’s landbrugsstøtte, der forvrider konkurrencen mellem EU og de afrikanske lande.

En anden måde at skabe økonomisk udvikling på er via den bilaterale bistand, der gives direkte fra Danmark til enkelte udviklingslande. Til forskel fra bistandsprojekter med danske virksomheder, har den en solidt dokumenteret effekt. Eksempelvis støttede Danmark mellem 1999 og 2018 etableringen af et offentligt program i Bolivia, hvor man hjælper småbønder med at øge deres produktion med klimavenlige metoder. I dag har mere end 125.000 af Bolivias mest udsatte familier fået gavn af programmet, og Bolivias regering er ved at videreføre det til alle regioner i landet.

Til forskel fra investeringer i enkelte danske virksomheder, så kan programmer som det i Bolivia skabe bedre vilkår for mange bæredygtige landbrug og virksomheder.

Vi ved, at private investeringer ikke gør meget for de fattigste, og det må få konsekvenser for den måde, vi fordeler bistanden på. Vi bør ikke kaste flere bistandsmillioner efter danske virksomheder. Vi bør i stedet styrke den bilaterale bistand, som er skåret kraftigt ned de seneste år. Vi må igen prioritere den bistand, som rent faktisk skaber en positiv udvikling for de fattigste.

Eigil Johannisson er researcher for Global Aktion (tidl. Afrika Kontakt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Ejvind Larsen
Morten Lind og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udvilingsbistand fra Danmark har lange traditioner i at støtte dansk industri, uanset de langsigtede følger.

Husk bare de mange danskbyggede mejerier der er rustet op over tid og efter kort tids effektv brug.
Eller eksporten af Københavns Sporvejes rullende materiale til Kairo.
Man løste danske kortsigtede problemer og kaldte det ulandshjælp.
Det fortsætter tilsyneladende under nye benævnelser, lige nu offentlig / privat partnerskab, med krav om hurtig og høj afkast! Til hvem?

Projekter so det nævnte i Bolivia giver ikke afkast til investorerne, men forbedrer livsvilkår for den fattige del af en befolkning i et U-land.
Vores eventuelle bonus består så i, at færre mennesker vil føle sig nødsaget til at emigrere til vores del af verdenen på grund af manglende eksistensmuligheder i deres hjemmelande.

Det bidrager 10 til 12% afkast til vestlige og offentlige investorer i en isfabrik ikke. Det idrager kun til investoreres velfærd.