Klumme

Den svenske venstrefløj tackler stadig æreskultur i indvandrermiljøer med strudsetaktik

Mens højrefløjen problematiserer æresvold og manglende kønsligestilling i minoritetsmiljøer, benægter venstrefløjen, at der overhovedet skulle være et problem – sådan taber man en kulturkamp, skriver forfatter og skribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
Debat
13. september 2019

Moderaterna – Sveriges pendant til De Konservative – ønsker at få afklaret mulighederne for at indføre forbud mod slør i skolerne. Som svensker bliver man taget på sengen af sådan et udspil – religionsfriheden her er meget stærk.

Angrebet på sløret røber en højrepopulistisk drejning hos partiet, men uanset motivet bør vi kunne diskutere spørgsmålet.

Personligt finder jeg det ikke ’eksotisk’, når jeg ser tørklædetilhyllede skolepiger. Tværtimod anser jeg den uniformering for et stort problem. Feminister har historisk udpeget mange kvindefjendske plager – korsettet eksempelvis. Efterhånden som sekulariseringen satte sig igennem, behøvede kvinder ikke længere at ’bære dyden uden på tøjet’. Et udslået hår signalerede f.eks. ikke længere løssluppenhed.

At være socialist og feminist er blevet vanskeligere: Man tvinges til at tage stilling til spørgsmål, som før var enkle. Hvad der tidligere kun fandtes i fjerne lande, findes pludselig her. Og kan man forarges over tilsløringstvangen i Saudi-Arabien og samtidig trække på skuldrene, når den samme klædedragt bæres af vore egne medborgere, frivilligt eller ej?

Sløret betyder muligvis vidt forskellige ting for de individuelle bærere, men signalerer i bund og grund en adfærdsregulering af kvinder, fordi kvinder er … ja, hvad egentlig?

Skideirriterende

To dage efter Moderaternas udspil besluttede Vänsterpartiet sig for at ekskludere rigsdagsmedlemmet Amineh Kakabaveh. Hun havde i forvejen tænkt sig at gå selv efter flere års ballade.

Den store taber er Vänsterpartiet. Kakabaveh har profileret partiet i et spørgsmål, hvor det har haft vanskeligt ved at tone rent flag. Hun er blevet anklaget for racisme og for at gå fremmedhadets ærinde ud fra den antiracistiske bevægelses matrice: Man skal i alle spørgsmål indtage den diametralt modsatte mening af Sverigedemokraternas – ellers er man racist.

For det antiracistiske venstre har strategien været enten at benægte problemet med æreskulturen eller hævde, at det findes overalt. Bemærk, at dette sker i dét land, hvor #MeToo-kulturen har markeret sig stærkest. Men #MeToo er åbenbart en hvid bevægelse, som primært retter sig imod hvide mænd, der ikke kan opføre sig ordentligt – alle andre penisbærere er enten uinteressante eller uantastelige.

Hvide debattører, som forsvarer Kakabaveh, påstås at ’græde krokodilletårer’ for de æreskontrollerede kvinder. Med samme argument kunne man affeje erhvervsmanden Friedrich Engels – hans støtte til Marx og engagement i arbejderklassens befrielse kan umuligt have været alvorligt ment.

Jeg kan forstå, Vänsterpartiet mener, at Kakabaveh er skideirriterende og ikke kan indordne sig under partidisciplinen. Partiet burde nu alligevel have holdt fast i hende alene for at forsøge at råde bod på den lave troværdighed, det døjer med i disse spørgsmål.

Historieløst

Under seneste valgkamp henviste partileder Jonas Sjöstedt til, at der ikke findes svenske undersøgelser af æresvoldens omfang. Det er muligt, at der ikke findes sådanne specifikt svenske undersøgelser, men at hævde, at problemet ikke er generelt velbeskrevet, er urimeligt. Internationalt findes mange undersøgelser af betydelig vægt. Den venstrefløj, som vil bortrelativere denne debat, skyder sig selv i foden. Hvem vil takke Vänsterpartiet for dets historieløse tilgang til kvindekampens sejre?

Længe efter de fleste andre lande er Sverige på vej ind i en ny kulturkamp, der synes at skræmme livet af venstreorienterede og socialliberale. Den kamp kan være tabt på forhånd, hvis holdningen virkelig er, at alle menneskers lige værd skal indebære, at også alle værdier er lige meget værd.

Som socialist mener jeg, at det nok må være muligt at holde flere bolde i luften. Man kan afsky tilsløring og dog være imod at forbyde den. Man kan hylde religionsfrihed og dog kritisere religiøse forestillingsmønstre. Man kan favne ideen om et multikulturelt samfund og samtidig interessere sig for, hvordan vi sikrer, at det samtidig bliver et progressivt samfund.

Det eneste, vi ikke må gøre, er at sige, at den slags taler vi ikke om og bekymrer vi os ikke om. Fordi det ikke handler om os selv, men om dem.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For et par dage siden skrev Amineh Kakabaveh en kommentar i Aftonbladet, hvor hun bl.a. skrev:
"Som trettonårig flicka gick jag uppför för bergen för att ansluta mig till den socialistiska kurdiska befrielserörelsen. Min drivkraft var inte att göra politisk karriär utan att tillsammans med andra ta strid för våra rättigheter. Khomeini eller Sadam Hussein kunde inte tysta mig och jag låter inte någon partiledning göra det heller. "

Klummen kan kun anbefales:

https://www.aftonbladet.se/debatt/a/Xgp0XW/ni-far-en-feministisk-peshmer...

"