Kommentar

Ukritisk accept af ’frihandel’ blokerer for retfærdige handelsaftaler

Skal handelsaftaler være bæredygtige og socialt retfærdige, må vi både droppe EU’s neoliberalisme og Trumps nationalisme. Politikerne bør føre en handelspolitik, der sætter velfærd og miljø først, både lokalt og globalt, skriver Magnus Jensen Nielsen i dette debatindlæg
5. september 2019

I den offentlige samtale fremstår handelspolitik som et befriende let politisk spørgsmål. Frihandel er godt, for det gør alle rigere, og Danmark og EU arbejder for frihandel. Konsensus er dejligt simpelt.

Donald Trump og hans handelskrige er den eneste sten i skoen, som rigtig kan trække overskrifter. Ellers passer frihandlen sig selv. Og selv under europaparlamentsvalget i maj skulle man lede længe efter debatter om de lidet kendte frihandelsaftaler som CETA og JEFTA, der udbygger EU’s muligheder for at handle frit med henholdsvis Canada og Japan.

Desværre er den handelspolitiske virkelighed mindre simpel. Siden 1990 er verdenshandlen femdoblet. Handelsaftalernes omfang er vokset til at handle om alt fra told og kvoter til produktstandarder, velfærd og finanssektorer. Handelspolitik er vigtigere end nogensinde, og derfor fortjener emnet kritisk debat. Men debatten blokeres desværre af begrebet frihandel, som politikerne tilsyneladende har fredet.

Ikke frihed

I udviklingslandene opleves vores såkaldte frihandel ikke som fri. Her er frihandelspolitikken ensbetydende med unfair konkurrence med EU’s veludviklede industrier og subsidierede landbrug.

Når verdens største transnationale selskaber sagsøger stater i både nord og syd, fordi staterne i modstrid med frihandelsaftaler eksempelvis har indført miljøbeskyttelse, er det svært at få øje på friheden i handelsaftalerne. Og for de generationer, der skal arve en klode med klima- og miljøkrise, virker det ikke frit at handle mere og mere. Kloden kan simpelthen ikke holde til det.

Men uanset om man mener, at handlen er fri eller ej, har begrebet frihandel den konsekvens, at et bredt politisk flertal ukritisk bakker op om de handelsaftaler, EU indgår i frihandlens navn. Aftaler som indeholder meget, vi burde diskutere.

Handelsaftalerne udsætter offentlig velfærd for konkurrence fra private virksomheder og gør det svært at afprivatisere velfærden, når først den er blevet privatiseret.

Aftalerne tildeler særrettigheder til verdens største virksomheder, som ved paralleldomstole kan sagsøge stater for lovgivning, der ellers er demokratisk vedtaget. Og de skærper et strengt patentregime, som styrker verdens største agrovirksomheder og medicinalindustrien, men som har fatale konsekvenser for småbønders adgang til livsvigtige frø og medicin i udviklingslandene.

Alt dette burde fylde mere på den politiske dagsorden.

Bæredygtige aftaler

I Netværk for Solidarisk Handel har vi derfor netop udgivet rapporten »Anbefalinger til Danmarks og EU’s handels- og investeringspolitik«. Der er nemlig grund til at kritisere den nuværende politik – og til at fremlægge alternativer.

Mennesker og miljø skal sættes først i handelspolitikken – lokalt og globalt. Derfor er vores synspunkter både forskellige fra EU’s neoliberale handelspolitik og fra Trumps nationalisme. For handelspolitik kan føres både retfærdigt og bæredygtigt.

For eksempel kunne udviklingslandene få styrket deres ret til at beskytte sårbare økonomier. Nye handelsaftaler kunne indføre en CO2-told og toldsatser rettet mod udledningen ved varetransport for på den måde at fremme lokal bæredygtighed.

Aftalerne kunne tillade staten at favorisere lokale, bæredygtige hensyn i offentlige indkøb af varer og ydelser og desuden stoppe liberaliseringen af de nuværende velfærdsydelser. Og de kunne styrke muligheden for at kontrollere kapitalbevægelser, hvilket både er vigtigt i kampen mod skatteunddragelse og mod en finanssektor, der er løbet løbsk.

Frihandelsaftalerne kunne også afskaffe paralleldomstole, som kun verdens største virksomheder har gavn af. I stedet for frivillige retningslinjer kunne aftalerne indføre bindende lovgivning for transnationale virksomheder, som krænker menneskerettighederne.

Vores rapport indeholder mange forslag, men de har alle det samme kernebudskab til fælles: Handelspolitik kan udføres på bæredygtige og socialt retfærdige præmisser.

Magnus Jensen Nielsen er handelspolitisk aktivist i Global Aktion og Netværk for Solidarisk Handel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Johnny Christiansen
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Svendsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peder Pedersen
  • Marianne Stockmarr
Morten Lind, Johnny Christiansen, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Peder Pedersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det alle ved, men ingen skriver om!

Det er vigtigt at holde for øje, at en frihandelsaftale med eksempelvis EU, er en toldmure for lande, der ikke har en frihandelsaftale, med nu eksempelvis EU.

Såkalt ‘frihandel’ har generelt og samlet set, intet med at gøre med, hvad der er i befolkningens interesser.
Såkalt ‘frihandel’ bygger, som oftes på deregulering af beskyttende lovgivning i borgernes interesse opbygget over mange år.
Lovgivning der var rejst, som en barriere, der tidligere ‘var’ i befolkningens interesse før deregulering, hvilket vil sige, det præcis modsatte af, hvad der ‘er’ i befolkningens interesse.

Såkalt ‘frihandel’ er typisk samlet set national allerede vedtaget lovgivning i borgernes interesse, der udsættes for deregulering ‘eller’ fratagelse af nødvendig ‘fremtidig’ miljøbeskyttelse og klimakatastrofe beskyttende lovgivning, der ‘ikke’ længere kan vedtages, efter at være udsat for en såkalt ‘frihandelsaftale’, med samlet set deregulering for fælles fremtidig samhandel.

Vigtigst af alt er, at den såkalte ‘frihandel’ bevist, som målsætning tilstreber forøget globalt, ‘samlet set’, økonomisk vækst, men absolut ‘ikke’ bæredygtig vækst.

Den såkaldte samlede set globale ‘frihandel’, har som direkte målsætning, økonomisk ikke bæredygtig vækst, som der simpelthen ikke er bæredygtig energi til opretholdelse af, men vigtigst af alt, der er absolut ingen udsigt til, at der kommer bæredygtig energi til opretholdelse af denne samlede set globale vækst, hvilket definitivt gør såkalt samlet set ‘frihandel’ i modstrid med den globale befolkningens samlet set fælles interesse.

Jeg skriver ‘samlet set’ mange gange, forklaringen er, at retfærdig bæredygtig vækst i handel ‘lokalt’, hvor der er ekstrem fattigdom er ønskværdigt.

Retfærdig og bæredygtig handel i borgernes fælles interesse, mellem et eller flere lande, er en helt og andeles anden sag, der intet har med den ‘såkalte’ frihandel at gøre over hoved.

Alt dette ved ‘alle’ sikkert inders inde godt i forvejen, men det skrives ikke så ofte.

Tak til Magnus Jensen Nielsen.

Philip B. Johnsen

EU-Mercosur-aftalen (såkalt frihandel)

4000 nye brande i Amazon skoven er startet de sidste tre dage.

“The Amazon is burning, and your tiny human efforts against the climate crisis have never seemed so meagre.
We are like soccer fans in front of a TV screen at home, shouting and jumping from our seats, in a superstitious belief that this will somehow influence the outcome.”
Citat
Slavoj Zizek

EU frihandel og brandene i Amazonas, er planlagt og bevist udført.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro har efter EU-Mercosur-aftalen er indgået, fjernet de miljøbeskytnings love, der gav bøder for påsættelsen af ild til Amazonas for at kunne tjene penge på den nye eksport til EU ved at opdyrke jorden, hvor der før var skov.

Det har fået de af Jair Bolsonaro ønskede konsekvenser opblomstring af påsatte brande, med dette tiltag og mange andre lignende deregulerings tiltag i Brasilien, alt for præsidents kamp fir ikke bæredygtig økonomisk vækst i samarbejde med EU understøttet af såkalt ‘frihandel’ i EU-Mercosur-aftalen.