Kommentar

Undervisningsministeren har glemt, at hun også er de frie skolers minister

Pernille Rosenkrantz-Theil påstår, at frie skoler ’stempler ud af fællesskabet’ og ikke tager socialt ansvar. Det er ikke korrekt, men vi vil gerne diskutere, hvordan tilskudssystemet kan skrues anderledes sammen, skriver formanden for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup i dette debatindlæg
7. september 2019

»Der er en del af friskolerne, som er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet. Man har et ønske om, at ens egne børn ikke skal være sammen med alle de andre børn«. Sådan sagde den nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), forleden i et stort interview med skoleliv.dk.

Ud over at udtalelsen er udokumenteret viser den, hvad det er for fordomme, som stortrives om de frie skoler, nemlig at skolerne ikke tager det nødvendige sociale ansvar. Og jeg opfatter det som dårlig stil af en minister at fremsætte så krænkende og udokumenterede påstande.

Men lad os starte med det åbenbare. Frie skoler opstår aldrig for at ekskludere eller for at stemple ud af fællesskabet. Jeg har aldrig hørt om en skole, der har haft det som en bærende idé. De er skabt, fordi fællesskabets skole ikke har opfyldt de behov, som forældrene på den enkelte frie skole har haft i forhold til pædagogik, religiøsitet eller ideologisk ståsted.

Skolerne er skabt for, at forældre kunne vælge noget bestemt til – ikke for at vælge noget fra. De er skabt for at opbygge et fællesskab omkring nogle værdier og tanker – ikke for at stemple ud af et andet fællesskab.

Ikke for alle

De frie skoler er ikke for alle. Det kan godt være provokerende for nogen, men det er hele ideen med at have frie skoler. De har et værdimæssigt ståsted, som ikke er for alle. Vi skal ikke alle kunne sympatisere med de værdier, som den enkelte skole har.

Hvis vi i Danmark ønsker, at forældre skal have retten til at præge deres børns skolegang i anden retning end den, som flertallet af politikerne på Christiansborg ønsker, så skal der være en mulighed for at lave frie skoler. Hvis vi ønsker, at civilsamfundet fortsat skal kunne vælge skoler, der er anderledes end den måde, som staten tænker skole på, så skal der være mulighed for at lave frie skoler.

Frie skoler kan vælge deres elever. Det er en helt nødvendig del af at stå på mål for de værdier, som den enkelte frie skole har. Er der frie skoler, der misbruger denne frihedsret til også at sortere i forhold til andre parametre? Højst sandsynligt. Der er brodne kar i alle brancher. Men selv på disse skoler er det næppe målet med skolen »at stemple ud af fællesskabet«.

Med hensyn til at tage socialt ansvar, så lad mig slå fast, uanset hvor usympatisk det end må lyde, at det ikke er en del af den forpligtigelse, der formelt ligger i at være fri skole.

Tager ansvar allerede

Men når det er sagt, tager langt de fleste frie skoler et stort socialt ansvar. De muslimske skoler løfter mange og tunge elever, og de lykkes med at bringe tosprogede elever videre til ungdomsuddannelserne med højere gennemførselsprocenter, end hvad samtlige andre grundskoler i landet gør.

Der er små frie skoler, som tiltrækker skrøbelige elever, der ikke kan klare sig i de store folkeskoler. Der er frie skoler, som er særligt attraktive for mere praktisk-musiske elever, der også kommer i klemme i en stadig mere boglig og præstationsorienteret folkeskole. Der er katolske privatskoler, som lykkes med at have stor diversitet i elevgrundlaget.

Så er der andre frie skoler, som stort set ingen udsatte børn har. Graden af socialt ansvar på den enkelte skole afhænger af, i hvilket område af landet skolen ligger – ligesom med folkeskolerne. Besøg en folkeskole i Risskov. Eller i Hellerup. De afspejler det område, de ligger i. De har ikke en socioøkonomisk profil, som passer til resten af landets.

Og det er ganske enkelt ikke korrekt, at de frie skoler ikke tager børn med vanskeligheder. De frie skoler har ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder 15,3 procent børn med diagnoser, mens folkeskolen har 14,7 procent.

Der er en overrepræsentation af de mest velhavende og bedst uddannede, som benytter en fri skole, men den største tilvækst i nye elever sker i de laveste indkomstgrupper. Så billedet er ikke sort/hvidt.

Når alt det er nævnt, kan man godt diskutere, som ministeren foreslår, om der er andre måder at skrue tilskudssystemet sammen på for de frie skoler. Måder, som vil give de frie skoler et anderledes incitament til at optage flere specialundervisningskrævende elever, flere elever med sociale udfordringer eller flere elever fra uddannelsesfremmede hjem.

Men vi accepterer ganske enkelt ikke ministerens præmis om, at de frie skoler skulle være skabt for at stemple ud af fællesskabet. Slet ikke når skiftende politikere ikke har formået at skabe et offentligt skolefællesskab, som alle kan se sig selv i.

Uffe Rostrup, Formand Frie Skolers Lærerforening

Andet klassetrin på Gram Skole mødes i begyndelsen af hver time i Auditoriet, hvor de modtager beskeder fra lærerne. Herefter strømmer de ud på forskellige hold opdelt efter niveau og temperament. Denne model har personalet på skolen døbt Gram-blomsten.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Torben Lindegaard
Flemming Berger og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Folkeskolen i højere grad blev organiseret som selvejende institutioner, ville mange af behovene for 'socialt ansvar' falde væk, fordi selve undervisningens struktur ville afhjælpe problemerne.

Det i skolen de små lærer omgås andre.
Pernille har ret i det asociale ved privatskolen.
Undervisningen burde i de første år dreje sig meget, meget mere om indlæring i sociale færdigheder.
Hele det pensum vores unge bruger 9år på at lære, kunne læres på ganske få år, hvis man ventede indlæringen af de boglige fag til ungerne var mere modne (f.eks 12år). og dermed meget tid til lære ungerne om sociale færdigheder i de små klasser.

Bare nej, Nils Valla. Langt det meste, der læres i skolen, sker over tid, gennem hårdt, nødvendigt terperi. Det er ikke så populært at gøre opmærksom på, sjovt nok er det meget lettere at leve sig ind i for folk, når det gælder fodbold eller computerspil - alt det vigtige i verden forventer man ligesom kommer af sig selv, med en minimal indsats.
Sociale færdigheder trænes danske børn i fra de er mellem ½ og 1 år gamle, om det så er i dagpleje eller vuggestue. Eller måske gør de slet ikke: måske lærer de at konkurrere med hinanden om opmærksomhed fra for få voksne?

Bertel Bertelsen

Kernen i børns trivsel og udvikling er opdragelse. Erik Sigsgaard er en forgangsmand med praktisk erfaring indenfor skoleområdet. Bogen "Er opdragelse nødvendig" , af Erik Sigsgaard er tankevækkende og meget intelligente pointer. Læring i skolen er svær, når barnets selvstændighed og barndom styres af "regler", hvor barnet sjældent får et ord indført. Engang påstod psykologer, at indlæring var max. 10 minutter i timen. Børns hjerner er ikke "Rutinepræget", men nysgerrige. Stille spørgsmål og undre sig, er der ikke tid til i overfyldte klasser. Læringen skal helst "hænge ved", ellers får samfundet brug for flere østeuropæere til at udføre banale arbejdsopgaver i samfundet. England havde engang en skole, hvor eleverne via praksis og teori, fik læring SummerHill skolen.

@ Steffen Gliese.
Det er "den sorte skole" du der taler for.
Tidligere generationer måtte netop terpe sig igennem skoleforløbet.
Og hvis det gik så godt, hvorfor så overhovedet ændre på det?
Men sagen er imidlertid den, det ikke var gavnligt med den form for skole.
Mange elever gik gennem folkeskolen uden lærere opdagede skavanker som ordblindhed, mistrivsel i hjemmet, buksevæderi og lignende "banale" problemer for den enkelte elev.
Allerede tilbage i tresserne havde man (faktisk ad videnskabelig vej) fundet frem til et skolesystem (kaldtes "Lilleskolen"), hvor eleverne havde mere fri mulighed for at starte indlæringen i de forskellige fag efterhånden som interessen for disse fag indfandt sig. Det havde gerne med modenheden (hvilken man ikke kan forcere) at gøre.
I "lilleskole-systemet" vil nogle elever formentlig udskyde f.eks Dansk grammatik, til de bedre selv forstår formålet med en sådan kunnen.
Derefter, når eleven er parat, kan folkeskolens ni års terperi indlæres på 2 til 3 skoleår.
Det er indiskutabelt. og man må grimme sig over de spildte år til indlæring af diciplin og terperi af udenadslære som på ingen måde skaber socialt afballanceret elever og kundskaber.

Hurdlen med private skoler er, børnene bliver opdelt.
Det kan være en opdeling som har at gøre med forældrenes indtægtsforhold. Den kan også være lokal forankret.
Men privatskoler udvander den helt store og synlige fordel med en fælles (for alle) folkeskole.
En folkeskole hvor eleverne, rig som fattig, intelligent som mindre intelligent, tyk, tynd, høj, lav, sort, gul, hvid sidder ved siden af hinanden og på den måde nyder godt af de forskellige elevers medfødte kompetencer.

ps.
Og sociale færdigheder læres først når de små omgås andre små (og store) under trygge forhold.
Er forholdene ikke trygge, lærer børnene mere om hvordan de skal bekrige de andre.
Det store spørgsmål er om vi så skal genindføre titlen af "hjemmegående husmor/far". Eventuelt på delebasis.
Nok så mange fine ord kan formuleres men, et hvilke som helst barn vil i 99,9% tilfælde have den største tryghed hjemme på egen boldgade sammen med mor eller far.

Dorte Sørensen

Undskyld men jeg kunne ikke lade være med en bemærkning til - "Besøg en folkeskole i Risskov. Eller i Hellerup. De afspejler det område, de ligger i. De har ikke en socioøkonomisk profil, som passer til resten af landets."
Er det ikke netop det problem med for mange inden for en anden socialgruppe, der fik politikerne til at råbe ghetto og de børn må ikke gå sammen, men skal sendes ud til andre institutioner. Hvorfor bliver børn fra de nævnte områder ikke sent ud til skolerne i de af politikerne udpegede institutioner. Hvis der kom sådan et krav så fik de institutionen i de politisk udpegede boligområder nok en bedre normering osv så børnene i de bedre stillede boligområder kunne beholdes i de lokale institutionen hvor de går.