Kronik

Undskyld til alle de børn, der bliver tvangsbortadopteret i disse år

Det er blevet lettere at bortadoptere børn uden forældrenes samtykke. Meningen er at hjælpe børnene videre til et bedre liv, men tvangsbortadoption er ikke nødvendigvis lykken – hverken for børn eller adoptivfamilie, skriver socialrådgiver Susanne Aa. Jensen i dette debatindlæg
Det er blevet lettere at bortadoptere børn uden forældrenes samtykke. Meningen er at hjælpe børnene videre til et bedre liv, men tvangsbortadoption er ikke nødvendigvis lykken – hverken for børn eller adoptivfamilie, skriver socialrådgiver Susanne Aa. Jensen i dette debatindlæg

Mia Mottelson

19. september 2019

Undskyld. De senere år har vi flere gange set statsoverhoveder med højtidelighed i stemmen og tårer i øjnene sige dette ord. De siger undskyld på samfundets vegne for uretfærdigheder, som er blevet begået i fortiden.

Senest har Mette Frederiksen sagt undskyld til drengene fra Godhavn. Anders Fogh Rasmussen sagde undskyld til de tyske flygtninge, som danske myndigheder afviste under besættelsen. Poul Nyrup Rasmussen sagde undskyld til Thuleboerne, som blev forflyttet for at skabe plads til den amerikanske luftbase.

Jeg vil også gerne sige undskyld. Om ikke på samfundets, så i hvert fald på egne vegne. På forhånd undskyld til alle de børn, som i disse år med servicelovens og adoptionslovens velsignelse bliver tvangsbortadopteret.

Ønske om flere anbringelser

I Danmark har vi en tradition for, at samfundet tager sig af de børn, som forældre af den ene eller anden grund ikke er i stand til at yde den tilstrækkelige omsorg for. I mange år er disse børn blevet anbragt, enten frivilligt eller med tvang på institutioner eller i plejefamilier. Børnene er på godt og ondt overgået til at være en offentlig omsorgsopgave.

Filosofien har indtil for få år siden været, at uagtet at forældrene ikke i hverdagen er i stand til at påtage sig ansvaret for den daglige omsorg, så er de fortsat forældre. Der har været en anerkendelse af, at der godt kan være stærke bånd mellem forældre og barn, selv om forældrene ikke magter forældreopgaven i det daglige, ligesom det er vigtigt for et barn at kende sin families historie på godt og på ondt.

Anbringelser af børn har altid haft stor bevågenhed, både på grund af de menneskelige skæbnehistorier og de mange økonomiske ressourcer, som bruges på området. Nogle hævder, at der anbringes for mange børn, andre at der anbringes for få. Til den sidstnævnte kategori hører den nye børneminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Antallet af anbragte børn er i dag i omegnen af 14.000, hovedparten er frivilligt anbragt.

Det ultimative indgreb

Et alternativ til anbringelse er bortadoption. Det er det ultimative indgreb, en familie kan udsættes for. Førhen blev meget få danske børn bortadopteret. Det var typisk børn af mødre, som ikke ønskede et barn, men som for sent blev klar over, at de var gravide, eller som ikke ønskede en abort. Disse børn kunne på forældrenes initiativ ’lægges ud’ til adoption.

Loven giver også mulighed for adoption på systemets initiativ og uden forældrenes samtykke. Siden 2010 er adoptionsloven flere gange blevet lempet, så det er blevet lettere at tvangsbortadoptere børn af forældre, som ikke kan tage sig af deres børn. Loven definerer det som forældre, der sandsynligvis »varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet«.

Er det ikke fint, at børn af uegnede forældre får mulighed for at knytte bånd til en ny familie og vokse op som adoptivbørn i stedet for at få en barndom som plejebarn?

Både ja og nej. Det lyder jo umiddelbart super sympatisk og rart, at et udsat barn kan blive adopteret og få sin egen nye familie og dermed ikke skal være en del af et offentligt omsorgssystem.

Men er vi ikke indignerede over den danske stats tvangsdeportation og -adoption af grønlandske børn i 1950’erne? Børn, som blev berøvet muligheden for at kende deres familier, kultur og land?

Og har vi ikke set tv-udsendelserne om voksne børn, der fortæller, hvordan de hele livet har følt sig anderledes, udenfor og forkerte, indtil de endelig finder deres biologiske ophav, eller det går op for dem, at de er blevet bortadopteret som små og har en anden og ukendt familie derude et sted?

Sædvanligvis lærer vi af vores erfaringer, men åbenbart ikke her.

Bristede drømme

At blive tvangsbortadopteret er ikke ensbetydende med, at man får et langt og lykkeligt liv. Adoptivfamilier er helt almindelige familier, som brændende har ønsket sig et barn i mange år. Men at få et barn, som er blevet tvangsbortadopteret på baggrund af forhold i forældrenes liv, er også at sige velkommen til et barn, som allerede i fosterlivet har oplevet mere end dets jævnaldrende.

Det er ikke nødvendigvis et barn, som har en positiv udvikling og trivsel foran sig. Det kan lige så vel være et barn, som er født med højt alarmberedskab, med abstinenser, arvelige sygdomme, dårlig begavelse og alle mulige andre udfordringer.

Disse sårbare og udsatte børn er med god grund blevet anbragt i plejefamilier hidtil. Familier, som har kompetencer til at vurdere barnets udvikling, og som har det offentlige i baghånden til at yde den støtte, der eventuelt er behov for.

Med de senere års lempelser af adoptionsloven kan børn tvangsbortadopteres, enten fra fødslen eller senere i deres anbringelsesforløb. Det vil sige, at børn, som allerede har oplevet et brud fra biologiske forældre til plejefamilie, også kan risikere at opleve et brud fra plejefamilie til adoptionsfamilie med dertilhørende brudte relationer til søskende, familiemedlemmer, venner etc.

I bedste fald går en tvangsadoption godt. I andre tilfælde bliver det endnu en skæbnefortælling om et barn, som forgæves leder efter sine rødder eller føler sig som et forbyttet barn, der ikke passer ind nogen steder.

I nogle tilfælde bliver det skæbnefortællingen om en adoptivfamilie, som går så grueligt meget igennem, inden ønsket om et barn bliver indfriet, hvorefter de i løbet af nogen tid må opgive drømmen om den perfekte familie, fordi det viser sig, at deres adopterede ønskebarn har fysiske og/eller psykiske skader i en grad, som gør et almindeligt familieliv umuligt.

Epigenetik er uudforsket land. Vi ved endnu ikke meget om fosterlivets betydning for resten af ens liv. Men vi ved dog, at et godt og stimulerende omsorgsmiljø ikke gør det alene. Nogle børn er så belastede af deres genetiske arv, at de selv med kærlig omsorg har et særligt udfordret liv foran sig. Et liv, hvor både barn og adoptivfamilie lades i stikken, fordi der ikke er et hjælpesystem, som står klar på samme måde, som hvis der er tale om et anbragt barn.

Ingen kender tallet

Så hvad har vi gang i?

Spørger man de politikere, som ad flere omgange har lempet loven, fordi de vil have ’projekt adoption’ til at lykkes, er vi i gang med at hjælpe børnene til et bedre liv uden statslig indblanding.

Ingen tør sætte tal på, hvor mange børn der potentielt kan tvangsbortadopteres efter de nye regler. Det nævnes dog, at man forestiller sig et lille antal, hvor mange det så end er.

Ser vi på praksis, var der op til lempelserne i loven cirka et barn om året, der blev tvangsbortadopteret. Aktuelt er flere kommuner i gang med at undersøge, hvor mange af de børn, som p.t. er anbragt, der i stedet kan tvangsbortadopteres. Om tallet så vokser til 20, 50, eller 100 børn om året, står hen i det uvisse.

Fremover vil flere børns livshistorie sandsynligvis først starte, når underskriften er sat på adoptionsbeviset. Resten kan de (måske) få adgang til, når de bliver voksne, hvis adoptivfamilien husker at fortælle dem, at de er adopterede.

Jeg ville ønske for alle de børn, som rammes af lempelserne i adoptionsloven, at vi var blevet klogere. At vi ikke endnu en gang roder os ud i et socialt eksperiment, som om 50 år betyder, at statsministeren igen må op på talerstolen og sige undskyld.

Susanne Aa. Jensen, psykoterapeut og socialrådgiver

Sidste år fik kommunerne lov til at tvangsadoptere børn. Det er et ekstremt voldsomt indgreb i retten til forældreskab og kan være i strid med de grundlæggende menneskerettigheder
Læs også
Der er overhængende risiko for, at flere børn vil blive uretmæssigt tvangsfjernet, hvis Socialdemokratiets børneudspil bliver til virkelighed, mener dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • David Zennaro
  • Palle Yndal-Olsen
Klaus Lundahl Engelholt, David Zennaro og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Ja, hvert eneste tvangsfjernelse og tvangsadoption af et barn er velfærdsstatens fallit. Kommunernes fallit. Socialpolitikken, socialpolitikerne og sociale embedsmænds fallit.
Velfærd er i stedet tidlig støtte til familier og roligt samtykke til løsninger, hvor børn og familier kan
holde kontakt. Selv når det er rigtig svært.

Hannah Werk, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Aaen, David Zennaro, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Steffen Gliese, Merete Laubjerg og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Tvangs-adoption er - i beslutningsøjeblikket - meget, meget, meget BILLIGERE end tvangs-fjernelse og anbringelse.
Siger det bare - som oplysning til dem, der i den bedste mening drømmer om et quickfix med et "clean cut".
Dérfor er det påtrængende nødvendigt at påpege, hvor meget mere skadevoldende, tvangs-adoptionerer blive på længere sigt, hvis denne intervention vælges frem for den meget besværligere og dyrere tvangs-fjernelse og anbringelse.

Hannah Werk, Karsten Aaen, Birte Pedersen, David Zennaro, Susanne Kaspersen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Merete Laubjerg

Tak ! Tak for endelig (eller igen) at gøre et ihærdigt forsøg på at gøre os alle og især politikerne opmærksomme på, at det lille barn er et menneske, som har krav på sin egen identitet uanset forholdene. På den korte sigt er det selvfølgelig billigere for samfundet at give et barn til bortadoption - er det dèt, som motiverer politikerne?. Samtidig indløses barnløses forestilling om ønskebarnet, hvor barnet bliver ansvarlig for den perfekte families eksistens. På den lange sigt har det store omkostninger, også økonomisk!
Ja, Undskyld til alle tvangsbortadopterede, nationale som transnationale bortadopterede børn

Hannah Werk, Karsten Aaen, Jonna Jensen, Susanne Kaspersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Man kan ikke stjæle folks børn, punktum! Hjælp til børn går igennem deres værge, som i hovedparten af tilfældene er forældrene. Det er ikke samfundets børn.

Hannah Werk, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Aaen, Birte Pedersen, Lillian Larsen, Leo Nygaard, Kim Houmøller, Susanne Kaspersen, Søren Ferling og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hvad er evidensen på området?

Hvad siger de norske og engelske erfaringer? - er de gået tilbage til den gamle model med tvangsanbringelser?

Niels Johannesen

# Margit Johansen

"Hvert eneste tvangsfjernelse og tvangsadoption af et barn er velfærdsstatens fallit. Kommunernes fallit. Socialpolitikken, socialpolitikerne og sociale embedsmænds fallit.

Nej, tvangsfjernelserne er FORÆLDRENES fallit - samfundet prøver at rydde op så godt som det er muligt

Jeg tror 100% på forfatteren når hun skriver "tvangsbortadoption er ikke nødvendigvis lykken" - men er det "lykken" at bo på børnehjem eller skiftende plejeforældre og se sine misbruger-forældre hver anden weekend såfremt de ikke er på et trip? - er "lykken" overhovedet det rigtige kriterium at stille op for nogle børn hvis forældre har svigtet massivt i deres tidlige leveår?

Thomas Jensen, Anne Sofie Holbek, Runa Bejstrup, Herdis Weins, Claus Nielsen og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar

Har en stofmisbruger to tidligere anbringelser bag sig og bliver gravid skal det tredje barn bortadopteres ved fødslen og der skal udføres sterilisation.

Det er ikke en menneskeret for voksne at få børn.
Det burde være en menneskeret for børn at have stabile faste forældre. Det kan kun sikres ved tidlig adoption ved fødslen eller inden 6 mdr inden hjernen har taget total skade.
Anbringelser virker ikke. Det er et rakkerliv mellem forskellige omsorgspersoner og syge eller skæve forældre og børnene får det elendigt i en grad så en femtedel havner som hjemløse.

Indsatsen starter i graviditeten og så skal der gives langt mere lægeordineret heroin og psykiatrisk indsats så der kan ske en form for stabilisering i mødrenes liv.

Else Marie Arevad

Men hvor mange tvangsfjernelser og tvangsadoptioner er der? Mon det ikke er ret få? Der kan jo være tilfælde, hvor det er den bedste løsning for barnet at blive fjernet fra fx voldelige forældre.

Hvorfor er det vigtigt om det er ved tvang?
Det er den voksnes perspektiv.
Anbragte børn klarer sig elendigt.
Der er ca 2500 tvangsanbragte børn.
Der er 50.000 udsatte børn der modtager støtte.

Hvor mange børn rager rundt i lort med fraværende skæve forældre gerne med en depression eller lidt skizofreni?

Undskyld alle de børn som blev anbragt på børnehjem eller skiftende familier og som i stedet kunne have haft en stabil opvækst med forældre gennem tidlig adoption.

Undskyld til de anbragte børn fordi vi stadig er bange for fortidens synder og lader os styre af det.

Undskyld til de anbragte børn fordi vi tog hensyn til deres skæve og syge forældre og ikke barnets tarv.

Undskyld til børnene fordi vi kalder det tvangsadoption og ikke en frigørelse til et bedre liv.

Thomas Jensen, Anne Sofie Holbek, Rikke Nielsen, Markus Hornum-Stenz og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Fagfolkssamfundet er over os - og de små børn.
Statstyranniet rammer hårdt. Hvorfor ikke prioritere højest at skabe tålelige forhold for ophavet.
Her er Borgerløn/UBI-Basisindkomst første bud. En betingelsesløs, individuel basal sikring af økonomien er et godt sted at begynde.

Tvangsbortadoptioner er ren afmagt og et udtryk for kyniske ressourcebesparelser, ligesom kvaliteten og ressourcegrundlaget for vore mange tvangsanbringelser også har været yderst kritisabelt gennem årene.

"Undskyld til de anbragte børn fordi vi tog hensyn til deres skæve og syge forældre og ikke barnets tarv."
Der er tale om to kunstige modsætninger; forældre og børn er dybt afhængige af at begge parter får tilstrækkelig støtte og hjælp - og at dette så vidt overhovedet muligt sker med respekt for deres relation(er). Mange studier viser at dette kan være livsvigtigt for anbragte børn, mens endnu flere studier viser at vi ikke lan leve op til sådanne kriterier, først og fremmest fordi der ikke kan mobiliseres den fornødne, politiske vilje. Og som andre er inde på, ved vi at økonomisk fattigdom og pres korrelerer betydeligt med omsorgssvigt/overgreb og destruktive tilknytningsmønstre, hvorfor en økonomisk lighedsfremmende lovgivning er oplagt som forebyggende element.

Når det optimale nemlig ay børn vokser op hos kærlige og omsorgsfulde forældre ikke er noget, der ligner virkeligheden, så ser jeg en meget tidlig adoption, som det næstbedste. Og netop tidlig. vi behøver ikke flere ulykkelige skæbner som Jørn (tror jeg han hedder) fra udsendelsen: Hvis lille barn er du?
Børn, der anbringes frivilligt bliver ofte hjemtaget, for så når det går i udu igen, igen, anbringes på ny, men oftest et andet sted, da den tidligere familie i melletiden har fået et nyt barn i pleje, og sådan kan det fortsætte. Det er jo IKKE barnets tarv, men forældrenes behov og ønsker, der alt, alt for ofte tilgodeses.
Nogle af de børn, der er blevet voksne magter heldigvis somme tider at beskrive, hvad det egentlig var for et helvede på jord, de voksede op i. Det kræver da nok så meget en undskyldning, at man satte kikkerten for det blinde øje.
Og så lige en kommentar til kronikørens udsagn:
"Det var typisk børn af mødre, som ikke ønskede et barn, men som for sent blev klar over, at de var gravide, eller som ikke ønskede en abort."
Før den frie aborts tid, var der stort set ingen valgmuligheder, hvis en ung ugift kvinde blev gravid. Og ikke kendte en kvaksalver. Sprogbrugen: En klods om benet er ofte set i den sammenhæng, ligesom at kalde barnet for uægte
te. Temmelig forfærdelige måder at benævne de ulykkelige situationer.

Markus Hornum-Stenz

@Søren Kramer: Nemlig
Anbragte børn placeres i en helt umulig situation, hvor de skal kunne håndtere to hjem, det anderledes og funktionelle og det ægte og dysfunktionelle.

Man behøver ikke være certificeret socialpædagog for at kunne gennemskue, at her vil ofte grundlægges et tankespor, hvor barnet vokser op og kommer til grundlæggende at føle sig som et fejlanbragt misfoster, uanset at det rationelt ikke er sådan det er.
“Jeg var det vanskelige barn min mor ikke magtede”
“Jeg hører ikke til blandt almindelige mennesker med almindelige familieforhold”
osv

Jeg synes emnet virker for kompliceret til, at jeg kan have en generel holdning til at tidlig tvangsabortion er en dårlig ide. Det må komme an på en individuel vurdering af, hvilke type problemstillinger, der eksisterer i lige den konkrete familie.

Men hvis tvangsabortion vælges, skal der stadig følge støtte med, så barnet og den nye kærlige familie kan få hjælp til de eftervirkninger barnet evt. måtte få.

Det bliver først kynisk, hvis tvangsabortioner betragtes som en spareøvelse og ikke en øvelse i sikring af barnets fremtidige tarv.

Der er en dominerende diskurs som det vil være rart at tage livet af:
Ideen om de rigtige og ægte forældre som de biologiske.
Et spædbarn søger derhen hvor det kan ammes og blive stimuleret. Får det ikke det dør det eller tager skade som der ikke kan rettes op på. De rigtige sande forældre er dem der kan give det. Igen; tag barnets perspektiv. Lær ældre børn at dem der giver barnets dets biologiske behov er de biologiske forældre.

Kun tidlig adoption ved fødsel og senest inden 6 mdr kan sikre det.
Ideen om at systemet kan rette op på problemerne når barnet er 3 år kan ikke funderes videnskabeligt. Nok er hjernen plastisk men de traumer og stres som barnet udsættes for under de forhold vi taler her giver så markante ændringer i fx hippocampus - en del af hjernen som har svært ved at hele helt - og derfor er børnene dømt til evig stress angst mm.
Systemet skal have klare anvisninger. Der skal være transparens. Og så skal man bide hårdt til fra starten og bortadoptere de børn som ellers vil få markante skader. Valget af ikke adoption skal også være et klart og dokumenteret valg.
Kun ved en tydelig eksplicit lovgivning og klar feedback fra behandlerside samt solid evidens kan der føres en god praksis hvor vi lærer af fejlene. Sæt barnets tarv i centrum for evalueringerne og form systemet ud fra data og ikke fortidens synder og følelser.

Samfundet er fuld af veluddannede eksperter, der vil fortælle borgerne, hvordan de skal leve deres liv.
De skaber også grundlaget for de velmenende politikeres regelmageri.
Er det ikke en menneskeret at fastlægge egen livsførelse inden for lovens rammer.
Grænsen mellem godt og skidt er flydende, og dermed fastlæggelse af grundlaget for tvang fra samfundets side.
Hjælp til selvhjælp til omsorg bør stå øverst på listen.

Søren Kramer:
Du agiterer,som jeg forstår dig, for tidlig adoption og hermed for udelukkelsen fra de biologiske forældre, som så uanset forbedrining af deres forhold er dømt ude. Jeg vil ikke afvise,det kan være nødvendigt,men?
Hvad er din holdning så til om det adopterede barn skal vide det er adopteret?
Problemren kan nemt opstå,hvis der er "søskende" i den nye familie, en følelse af ikke at høre til. Hvad sker der når det adopterede barn måske ikke lige udvikler sig rigtigt? Vil de ikke biologiske forældre så ærgre sig og give den biologske arv skylden?
Jeg lever i et ægteskab hvor min hustru først som 45 årig fik at vide hun var adopteret.
Meget faldt på plads efter en barndom med "søskende" som ikke ville hende,men havde holdt kæft.
Jeg kan godt se problematikken med skiftende plejefamilier og ja der er mennesker som ikke bør være forældre, men grundlæggende bør hjælpen være der hvor biologien er som det grundlæggende,tror jeg.

Else Marie Arevad

Det er et enormt ansvar at opdrage et barn, selv for velfungerende forældre. Der findes desværre mennesker, som aldrig burde få børn, men som får dem alligevel. Hvad gør man så? Hjælper og støtter forældrene i det omfang, det er muligt, eller fjerner barnet. I sidstnævnte tilfælde bør det ske, inden barnet tager varig skade.

Jan Nørager Laursen

Godt med refleksioner. Har er Intet nyt under solen. Bekymringen er velbegrundet. Dog er det stadig et vigtigt håndtag at have til rådighed hvis beslutningen og omstændighederne forlanger det. Det største problem i dem danske forvaltningslov er de operationelle arbejdsgange. Hverken partner eller de parter der indgående kender barnet har tit ingen rettigheder i sager om ændrede anbringelser. Tager vi et barn der i 7 år har været anbragt i en plejefamilie kan kommunen i dag egenhændigt vælge at fjerne barnet fra dag til dag uden at orientere hverken barnet eller plejefamilien. Og det sker. I mine øjne er det overgreb. Hvis der er lovgivning der forvalter så åbenlyst forkert menneskelig behandling der med politiets magt udøver denne gerning er der også professionelle der kan tage forkerte beslutninger omkring tvangsadoption. Jeg anderkender at der er situationer hvor sådanne beslutninger skal tages og gennemføres men de skal tages på det bedst mulige grundlag og de skal vurderes af så mange og uvildige fagpersoner som mulige. Vi skal for alt i verden undgå at samfundet begår overgreb på de børn som der i forvejen er i vejen. Dette ved at sikre beslutningsprocesser der så værdigt som muligt sikrer at voldsomme skift og andre hændelser i et barns liv vurderes af flere parter end alene den tilknyttede kommunale forvaltning og at der Inden en afgørelse skal foreligge en såkaldt “second opinion” og at der skal være enighed om afgørelsen inden denne kan træffes. Da alle siger at antallet af disse sager vil ligge på et minimum så vil kompetencerne til at forvalte sagerne være sparsomme ude i kommunerne. Så mit råd er at samle disse kompetencer i en taskforce som så kan støtte kommunerne i at tage de rigtige beslutninger. Blandt andet i forbindelse med vurderingen men også i konkret. Hvordan flytter vi så barnet på den mest skånsomme måde osv.