Kronik

Vær en hverdagshelt: Stop med at lade som ingenting, når fremmede har brug for hjælp

Når nogen vælter på cyklen eller snubler på gaden, sker det, at de forbipasserende blot fortsætter, som om intet var hændt. Vi må hanke op i os selv og stoppe med at lade vores medmennesker i stikken, skriver erhvervspsykolog Anna Birk i dette debatindlæg
Når nogen vælter på cyklen eller snubler på gaden, sker det, at de forbipasserende blot fortsætter, som om intet var hændt. Vi må hanke op i os selv og stoppe med at lade vores medmennesker i stikken, skriver erhvervspsykolog Anna Birk i dette debatindlæg

Mia Mottelson

5. september 2019

Omsider er det fredag eftermiddag, og jeg er på vej hjem fra arbejdet. Ugens kontormøder og kalendergymnastik kværner i hjernen, mens jeg følger strømmen af cyklister, der snor sig i en transportlinje langs Søerne.

I et dumt vejkryds klumper cykellinjen sammen, og bremserne skurrer mod hjulene. En mand på en rød sportscykel når ikke at bremse i tide, bliver smidt af jernhesten og ruller hen ad asfalten. Han er hurtigt på benene og gør signal til 'ingen alarm, jeg klarer den', og hans ene hånd verfer de opbremsede videre. Han vil ikke vække opsigt. I samme sekund er han ved at miste balancen. Han spytter lidt på asfalten. Spytter rødt. Han tager håndfladen op til munden og spytter blodrøde klumper ud. En kvinde stopper op og reagerer:

»Nej, kom lige med her.«

Hun åbner hans gab for at tjekke skaden. Fortænderne er væk.

Jeg kørte bare videre. Jeg sagtnede kun farten, fordi trafikken blev langsom, ikke for at gribe ind eller træde til. Af sted på cyklen igen følte jeg mig underligt til mode. Skulle jeg have stoppet? Nej, nej, de havde da selv mobiltelefoner at ringe efter hjælp fra. Og jeg anede mildest talt ikke, hvad lige præcis jeg kunne have været behjælpelig med.

Alt er bedre end ingenting

Vi ved alle, at der går veluddannede reddere, brandmænd, sygeplejersker og førstehjælpscertificerede hverdagshelte rundt. Når en medpassager får et ildebefindende på flyet, bliver der råbt 'Er der en læge til stede?', og jeg er jo bare en ganske almindelige dødelig uden begreb om førstehjælp. Hvad nu, hvis jeg gjorde noget forkert?

Hvis du i Danmark falder om med hjertestop, er der ifølge Dansk Røde Kors kun 12,7 procent chance for at overleve, hvis det ikke sker på et hospital. Om du dør eller overlever, afhænger af, om andre omkring dig griber ind og giver hjertemassage i de første minutter.

Men hvordan var det nu lige, man gav hjertemassage? Det er over ti år siden, at jeg sad på førstehjælpskursus på køreskolen i Fredericia. Vi var en søvnig flok med kørekortsdrømme, der slavisk gennemgik hjertelungeredning, kompressionsbandage og aflåst sideleje. I dag husker jeg knap nok parkeringsreglerne, og alt om tryk-tryk-pust-rytmer er forduftet fra hukommelsen.

Men de manglende førstehjælpsfærdigheder er ikke en undskyldning for ikke at træde til. Mindre end førstehjælp kan godt være det, der skal til – det var det i hvert fald, dengang det var mig, der mødte asfalten.

Reager uanset omgivelserne

En morgen for flere år siden overholder en morgenstresset bilist ikke sin vigepligt og kører direkte ud på cykelstiens trafikstreng og lige ind i min rosa damecykel. Jeg vælter omkuld på asfalten, bilen stopper og bakker tilbage. Jeg hopper hurtigt på benene igen. 

»Der er ikke sket noget!« bjæffer jeg diskant.

Bilisten vinker og trykker koblingen i bund for at køre igen. En mand springer af cyklen, stopper bilen, beder bilisten træde ud og trækker mig i ærmet hen til en debriefing. På hans ordre gennemgår vi påkørslen, han skriver ned, og alle skal udveksle telefonnumre. Min hofte begynder at gøre ondt, jeg ser, at mit bukseben er flænset op, og min cykel er ekset. Jeg så det ikke i forskrækkelsen.

En hverdagshelt stopper op og tager styringen, når den, som er ramt, ikke selv kan tage kontrol over situationen. Han gjorde et stort indtryk, og lappen med hans telefonnummer faldt jeg over for nylig. Han hed Finn.

Men hvorfor cyklede jeg så bare videre den fredag? Er det lemmingeeffekten?

Et kendt forsøg fra 1960’erne viser, at vores reaktion er betinget af, om andre reagerer i ulykkessituationer. En testperson får at vide, at hun skal vente i et venteværelse inden det formelle forsøg. Imidlertid er tiden i venteværelset selve forsøget, og pludselig begynder der at sive røg ind i lokalet. Testpersonen reagerer ved for eksempel at kalde på hjælp. I det andet scenarie sidder testpersonen i venteværelset sammen med en gruppe falske testpersoner, som er skuespillere. Når røgen siver ind i lokalet, kigger testpersonen rundt på de andre, der blot kaster et ligegyldigt blik på røgen, trækker på skuldrene og intet gør. I denne situation gør testpersonerne intet.

Man kan reagere, og det får konsekvenser. Man kan lade være, og det får også konsekvenser. Når mennesket står i en åbenlys faretruende situation, sætter urinstinktet ind, og vi reagerer i et splitsekund med enten kæmp, flygt eller frys. Når forbipasserende reagerer med frys eller bevæger sig væk fra hændelsen, så lader vi medmennesker i stikken. Et menneske, som har brug for, at nogen gør noget.

Af med kujonfølelsen

Man kan også gøre noget for sin egen skyld. Gøre noget andet end at sætte tempoet op og forsvinde fra en uoverskuelig hverdagsulykke. Belønningen bliver et tåleligt niveau af selvrespekt i stedet for kujonidentiteten.

Til årets Pride Parade regnede optoget af fest og farver væk. Regnen stod ned og vaskede glimmeret af de flotteste kæbepartier i byen. På trapperne op fra metrostationen på Nørreport høres et wjuuush. En kraftig mand er gledet ned af de våde trapper, og han rammer de kantede trappetrin med ryggen. Han ligger, så lang han er. Alt og alle står stille, fordi ingen kan komme forbi.

Så er det kraftedeme nu. Jeg går hen til den liggende. Han laver en pibelyd som en kat, der vil ind. Han ligger og kigger op i himlen og registrerer sin egen krops tilstand. Om den er helt gal. Hans ven står forskrækket ved siden af, stiv som en stråmand.

»Ej, han har tabt sin mad,« råber en glanende eftermiddagsbrandert.

Hans indkøbte McDonald’s-menu ligger spredt omkring ham. Jeg sætter mig på hug, undersøger hans baghoved og ser ham i øjnene. 

»Vent, slog du også hovedet?«

»Nej … nej.« 

Han rører på kroppen og rejser sig radbrækket op med hjælp fra sin ven. Jeg samler hans to Big Macs op fra trappen og pakker papiret lidt pænt omkring burgerbollen igen og rækker ham dem. Han humper videre. Det er en lidt rankere version af mig selv, som går videre. Det var ikke noget lægetjek, ingen heltedåd, ingen livredning, men et stop-op. En reaktion.

Det ville gøre godt, hvis jeg og alle, som kender den dårlige samvittighed ude i gadebilledet, griber ansvaret for fremmede i ulykke, når det gælder. Også selv om vi ikke er eksperter i førstehjælp.

I den bedste af alle verdener melder vi os til et førstehjælpskursus, hvilket min samvittighed nu har tvunget mig til. Men mindre kan også gøre det. Det første skridt er at gå ind i og træde til, ligesom Finn gjorde for mig. 

Når uheldet er ude, er det at gøre noget bedre end at gøre ingenting. En heltedåd kan være alt fra et uautoriseret bud på hjertemassage til en beroligende hånd eller et kald efter en taxa.

Hverdagshelten slipper desuden for den tilbagevendende kujonfølelse, som jeg personligt er blevet godt træt af.

Så gør noget. Bare noget. Det er bedre end at fortsætte, som om intet var hændt.

Anna Birk, erhvervspsykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Erik Karlsen
  • Birgitte Johansen
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Mortensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Ervin Lazar
  • Anker Heegaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Britta Hansen, Erik Karlsen, Birgitte Johansen, Thomas Tanghus, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Ervin Lazar, Anker Heegaard og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget spændende artikel i en tid, hvor mange af vores medmennesker er yderst selvfikseret og hårdhjertede. Det bliver kun værre og værre. Det er væmmeligt at se på denne tendens. Mennesker er skabt til kærlighed og omsorg, men alt for mange mennesker går rundt med meget urene hjerter, og de er ligeglade med andre, som ligger uden for venne- og familiecirklerne.

Det siges jo også, at mennesket bliver, hvad det fodres med, og her er det ikke kun mad. Når man åbner nyhedsmedierne, så er der næsten kun negative historier - så er der historier om krig, om mord og drab, om politiske skandaler og hovmod, om svindel og misbrug - alt sammen historier som skaber frygt i mennesker. Jeg ved ikke, men journalisterne i landets mediehuse må virkelig have det skidt i hjertet.

Personligt er jeg som 43 årig allerede begyndt at glæde mig til, at jeg skal forlade denne ondskabsfulde verden med håb om, at jeg kan fortsætte videre ind i den nye verden, hvor ondskaben og hårdhjertede sjæle ikke har adgang.

Philip B. Johnsen

Medmenneskelig afstumpethed er naturstridigt, det minimere chancen for overlevelse i en civilisation.

Medmenneskelig afstumpethed er i Danmark politisk overført til befolkningen, med indoktrineret syndebuk politik, med et økonomisk formål og sigte, for de i forvejen rige i samfundet.

Det politisk gruppepres, som tages i anvendelse hertil, er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af årsagen til syndebuk politik undgås.

Birgitte Johansen, Christel Gruner-Olesen, Thomas Tanghus, Jens Kofoed, Rolf Andersen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der var en ret berømt situation for nogle år siden, hvor Hans Pilgaard, (værten fra "Hvem vil være millionær") resolut trådte til, da nogle piger chikanerede en hjemløs mand ved at spytte på ham og kalde ham øgenavne.
Ingen andre blandede sig, og det medførte stor debat efter den mobilfilmede episode blev landskendt.

Forråelsen breder sig nedad i samfundet fra politikerne, når de laver syndebukpolitik, og udskammer de svageste for selv at være årsag til deres udsathed.

Per Torbensen, Birgitte Johansen, Christel Gruner-Olesen, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek, Rolf Andersen, Carsten Munk og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Problemet er blot, at prøver du på at hjælpe. Så tror de fleste at du er skør eller farlig! Så selvom man vil, så kan det godt være lidt af en balancegang. Jeg prøvede fornylig at hjælpe en kvinde ved LIDL med at pumpe cyklen. Men jeg kunne godt mærke, at hun synes det var lidt "underligt." (Mange tror, at cykelpumpen ved LIDL butikkerne er med tryk og ved ikke selv, hvilken type ventil, der er på deres cykel.) Men blot et eksempel! Og handler det om børn er den helt gal, så tror de næsten pr. automatik, at man er børnelokker.

Synes ikke jeg selv har oplevet, at mennesker er blevet ignoreret.
Det er der jo heller ingen i artiklen, der er blevet.
Og forfatteren selv nåede endda at blive en hverdagshelt,m så tillykke med det.

Sludder og vrøvl artikel. Straks står Information segmentet klar med deres "samfundsforargelse" om det egocentrerede, forråede individualist samfund. Vi mangler blot en marxistisk udlægning.

Når der sker noget dårligt for et andet menneske så hjælper vi hinanden. Sådan er det. Har aldrig set noget andet. Ofte har man svært ved at komme til fordi der står så mange omkring den tilskadekomne der gerne hjælper, har kaldt 112, lagt vedkommende i aflåst sideleje osv.

Så drop det negative sludder.

Ete Forchhammer

Twan manders, hvor ærgerligt at du ikke kom forbi det springvand hvor jeg sad en time og forsøgte at få koldt vand på panden efter et voldsomt fald. Det var i myldretiden så mange kom forbi... men de eneste der satte sig på en bænk i nærheden, var et amerikansk ægtepar der åbenbart fandt det vældig underholdende at se mig sidde der på jorden og kæmpe med vandet...
I øvrigt ville alle da være "venligboere" hvis du havde ret! og ingen hjemløse osv...

Erik Karlsen, Birgitte Johansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg hader den der med, at man skal gøres til et dårligt menneske, fordi man fortsætter, som "intet var hændt"..

Der er MANGE, der føler, at de intet kan gøre i en sådan situation. Måske føler de ligefrem, at de ville gøre ting værre ved at blande sig. Det er ikke nødvendigvis egoisme bare at gå videre. Måske har de egne ting at slås med. Måske føler de sig præcis så uformående som den, der har brækket hoften, slået hovedet eller er døende.

Hold da op, hvor bliver jeg forstemt, når jeg læser denne debatstreng :(

Men jeg hører også til dem, der mener at et førstehjælpskursus bør være obligatorisk, når man køber sin første cykel, eller får sit kørekort .. og kurset bør genopfriskes med jævne mellemrum.

Og jeg husker en lærer på et kursus, jeg en gang var på sige: "Det er lige meget om du brækker ribbene på offeret i et forsøg på at hjælpe - bare du GØR noget!

Birgitte Johansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg tror jeg gennem årene har set omkring 10 tilfælde hvor folk er faldet, gående eller cyklende og jeg er selv faldet to gange på cykel. Hver gang er der ilet folk til. På mange måder underligt, når man tænker på hvor lidt vi ser på hinanden i dagligdagen. Jeg synes det er dejligt at når der virkelig er sket noget så er næsten nærmest. Med bilister synes jeg måske det er anderledes, som beskrevet i artiklen.

Eva Schwanenflügel

@ Anders Sørensen

Sådan læser jeg heller ikke artiklen, tværtimod.
Men.. Der er altså forskel på folk, når det gælder udsatte mennesker.

Anders Sørensen

@Rolf Andersen, det er da bestemt ikke ligegyldigt, om man brækker ribben på den tilskadekomne. Man skal IKKE bare "gøre noget". Det, man gør, kan faktisk sagtens være skadeligt mere end gavnligt.

Men selvfølgelig skal man gøre opmærksom på, at der findes en tilskadekommen, så andre kan tage over.

Det er noget forkølet sludder at andre mennesker ikke træder til når nogen kommer til skade i det offentlige rum. Jeg bor lige midt i København, og har i mine 75 år aldrig aldrig oplevet at der ikke var nogen der hjalp, og det er uanset hvilken skade der er tale om. Jeg har da også selv, efter jeg havde sikret mig at der var nogen der hjalp, forladt stedet med velbegrundende hu.

jens peter hansen, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Mark-Lukas Nielsen, Kim Houmøller og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Birte Pedersen
- og andre - med forladelse; artiklen skildrer jo netop, at folk kan være konfuse i en situation, hvor de selv tror de har styr på det hele, og vinker hjælpere væk.

At der så også skrives om at folk i ekstrem nød IKKE hjælpes pga udsathed og syndebukpolitik er noget ganske andet.

Philip B. Johnsen

@Birte Pedersen 17:05
Når du nu skriver du aldrig har oplevet osv., så må jeg skrive, at det ved jeg ikke om der er statistik der peger på, men det er muligvis vel sandsynligvis fortsat det normale, at folk hjælper hinanden, men der er en politisk udtalt forråelse og syndebukpolitik, der peger i anden retning.

Jeg har en personlig oplevelse, der gjorde indtryk på undertegnede, fra Kbh NV, som jeg vil dele her.

En ældre mand faldt ud fra sidste trin på bussen ved udstigning og fik en meget dyb flænge ved øjet, hvorfra blodet sprøjtede ud fra i en anselig mængde.
Jeg steg naturligvis ud af bussen og lage pres på for at stoppe blødningen, ved den ældre mands øje, buschaufføren tilkaldte med det samme en ambulance.

Men efter ca. tre minutter satte bussen i gang uden forklaring og før hjælpen var kommet frem, benet på den ældre mand med skaden ved øjet, var ude på kørebanen, benet ville med sikkerhed været kørt over af bussen, med den fortravlede chauffør ved rettet, hvis ikke jeg hade stoppede mit forehavende med at lægge pres på mandens dybe skade ved øjet og i stedet, var nødsaget til, at rejse mig og bankede hårdt på siden af bussen for, at få bussen stoppet igen.

Men lad nu det ligge Birte Pedersen, for du har fuldstændig ret, så langt i alt fald, at jeg var der jo.

Jeg er både blevet hjulpet og har hjulpet, når en person kom til skade i nærheden af mig.

Men når der er andre, der er trådt til for at hjælpe (specielt, når det er flere end én hjælper), så drager jeg videre, velvidende, at vedkommende får den hjælp, der skal til. Det er ikke min intention at stå i vejen og bare kigge ...

Faktisk er det den omvendte oplevelse jeg har her i KBH: Folk træder straks til, når nogen kommer noget til.

Og tak for det!

jens peter hansen, Rikke Nielsen, Jørn Vilvig og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg tror at problemet er relativt lille, når der (som i de historier der er gengivet i artiklen) er tale om en åbenlys ulykke. Er der til gengæld tale om et ildebefindende, epileptisk anfald eller lignende, hvor personen er ude af stand til at kommunikere klart hvad der sker - tror jeg at der er mange der vil gå forbi, og tænke "han er nok bare fuld/skæv/hjemløs". Skulle den tilskadekomne derudover være så uheldig FAKTISK at være fuld, skæv og/eller hjemløs, tror jeg at risikoen bliver endu større.