Kommentar

17-årig transperson: Juridisk kønsskifte vil betyde, at jeg ikke altid skal forklare mig

Da jeg var 11 år, fandt jeg ud af, at jeg følte mig mere som dreng end pige. Med juridisk kønsskifte vil jeg ikke altid behøve forklare, hvorfor jeg hedder noget andet end det, der står på papiret. Og desuden er det fuldstændigt harmløst, skriver August Bolding i dette debatindlæg
For nylig pustede regeringen nyt liv i debatten om, hvorvidt juridisk kønsskifte bør være lovligt for unge under 18 år, da de meldte ud, at der er flertal i Folketinget for netop dette. Pludselig havde gud og hvermand noget at sige, selv dem, som absolut ingen viden eller kendskab havde til området. Jeg bliver ked af det, når de personer får mere taletid, end de personer, som har reel viden eller personlig erfaring på området, skriver August Bolding.

For nylig pustede regeringen nyt liv i debatten om, hvorvidt juridisk kønsskifte bør være lovligt for unge under 18 år, da de meldte ud, at der er flertal i Folketinget for netop dette. Pludselig havde gud og hvermand noget at sige, selv dem, som absolut ingen viden eller kendskab havde til området. Jeg bliver ked af det, når de personer får mere taletid, end de personer, som har reel viden eller personlig erfaring på området, skriver August Bolding.

Mikkel Berg Pedersen

9. oktober 2019

Jeg bliver træt, når jeg gang på gang skal høre på folk, som absolut intet kendskab har til, hvad det vil sige at være transkønnet, råbe højt om, hvad der er bedst for os. Jeg bliver sur, når det er tydeligt, at den eneste grund til, at de gør det, er for at beskytte sig selv. Og jeg bliver ked af det, når de får mere taletid, end de personer, som har reel viden eller personlig erfaring på området.

For nylig pustede regeringen nyt liv i debatten om, hvorvidt juridisk kønsskifte bør være lovligt for unge under 18 år, da de meldte ud, at der er flertal i Folketinget for netop dette.

Pludselig havde gud og hvermand noget at sige, selv dem, som absolut ingen viden eller kendskab havde til området. Kommentarer som ’vi lader ikke unge køre bil, inden de er 18, og ikke uden ledsager, når de er 17, så hvorfor dog lade dem træffe så store og livsforandrende beslutninger?’ og ’nej, nej, nej, giv dem i stedet en psykolog, de er jo psykisk syge!’ fylder desværre meget i kommentarsporene på diverse sociale medier.

Kommentarer som disse vidner om stor ignorance blandt befolkningen. Det gør mig utrolig frustreret, men på samme tid kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg er aldrig blevet oplyst om, hvad det vil sige at være transkønnet, al min viden kommer udelukkende fra personlig erfaring og googlesøgninger.

Her mener jeg, at staten bør have et ansvar. Et ansvar for at sørge for en mere inkluderende og oplysende seksualundervisning. Dette vil gavne både trans- og ciskønnede (ikke-transkønnede personer) børn og unge på den måde, så der vil være færre fordomme, fordi alle har samme udgangspunkt.

Mere dreng end pige

Jeg blev først klar over, at jeg følte mig mere som dreng end pige, da jeg var omkring 11 år. Tanken om at være en af drengene, virkede bare mere rigtig end at være en af pigerne. Jeg kendte på daværende tidspunkt ikke til det at være transkønnet og tænkte derfor ikke på det som en mulighed.

I de følgende år brugte jeg en masse energi og kræfter på at være den perfekte pige, jeg bildte mig selv ind, at jeg elskede makeup, neglelak, og hvad der nu ellers blev set som feminint. Jeg vidste også fra en tidlig alder, at jeg ikke ville have børn, da tanken om at blive mor lå mig enormt fjernt.

Alt begyndte at give bedre mening, da jeg i 8. klasse så en udsendelse om tre unge personer, som var transkønnede. Det var første gang, jeg blev oplyst om, hvad det vil sige at være transkønnet.

Jeg husker tydeligt følelsen af endelig at kunne forstå, hvem jeg var, følelsen af endelig at finde det, jeg havde ledt efter så længe. Samtidig lærte jeg også, at jeg enormt gerne vil have børn, jeg vil bare ikke være mor, at jeg beundrer folk med makeup, jeg vil bare ikke selv have det på.

Dette er blot min egen oplevelse – en oplevelse, der er enormt forskellig fra enhver transperson. Derfor mener jeg også, at der ikke bør være en aldersgrænse for, hvornår man må få juridisk kønsskifte.

Ikke livsforandrende

Når alt dette er sagt, vil jeg forklare – ud fra en 17-årig transpersons synsvinkel – hvorfor jeg mener, det bør være lovligt for unge under 18 år at få juridisk kønsskifte.

For mig ville det blot betyde, at jeg ikke altid behøvede at forklare, hvorfor jeg hedder noget andet end det, der står på papiret, at jeg bare er August og ikke August, ham transfyren.

Det virker måske som en lille ting, men det er en ting, som jeg konstant bliver mindet om, da alt, der er forbundet til mit cpr-nummer, pr. automatik er forbundet til mit døbenavn, f.eks. læge, bank, skole, diverse former for ID m.m. Jeg kan aldrig undgå det, og hver gang jeg ser eller hører det, er det som et slag i maven. Det er en påmindelse om, hvad jeg ikke er.

Til dem, som mener, at det er for tidligt for børn og unge at tage så ’stor’ en beslutning, vil jeg sige dette: Tag det helt roligt. For det første er det ikke irreversibelt. For det andet er det fuldstændig harmløst.

Tro mig: at Lise egentlig er Lars og ønsker juridisk kønsskifte, kommer på ingen måde til at true dig eller din livsstil. Tværtimod får samfundet en gladere, mere motiveret og selvsikker borger, som er til meget mere nytte i vores lille velfærdsdanmark.

Så lad nu være med at bekymre jer så meget om, hvorvidt den unge nu tager det rigtige valg. At kalde det et livsforandrende valg, er helt forkert. Jeg ønsker jo bare, at mine papirer passer til den, jeg er i dagligdagen, den person min familie og venner kender, den person mine kolleger kender, og den person jeg kender. 

Det ville på ingen måde være livsforandrende, det ville til gengæld blot tilpasse sig det liv, jeg allerede lever. Er det for meget at forlange?

August Bolding er gymnasieelev

»Jeg er født i 1969 og vokset op i en krop, jeg havde det forfærdeligt i. Jeg måtte liste ind og låne tøj i min mors klædeskab, når ingen så det, så jeg ikke fik skældud, smæk eller blev drillet af mine søskende og venner. Jeg smadrede alle mine legetøjsbiler i frustration over, at jeg ikke kunne komme til at lege med det, jeg helst ville, og sikke meget skældud jeg fik,« skriver Anita Andersen i denne kommentar.
Læs også
Enhedslisten argumenterer blandt andet for, at det også skal være tilladt for ikkemyndige at få foretaget et juridisk kønsskifte, da de mener, at det vil gøre det administrativt nemmere for en transkønnet dreng at starte på drengefodboldholdet. Der er dog behov for at sætte aldersgrænsen højere end i nabolandet Norge, skriver Louise Schou Drivsholm i denne leder. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Alvin Jensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Alvin Jensen, Klaus Lundahl Engelholt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Fint indlæg i debatten, August.
Efter min mening har du fuldkommen ret :-)

Maya Kathrine Andersen, David Zennaro, Alvin Jensen, Klaus Lundahl Engelholt og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar

Ikke alene bliver man jævnligt konfronteret med at man er transkønnet, men man er også nødt til at have et psykisk beredskab kørende for at imødegå eventuelle spørgsmål. Så glæd dig, August, til det bliver din tur!

Maya Kathrine Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I Danmark har man i hvert fald siden middelalderen med kristendommens indførelse haft to køn, fordi kirken lagde så stor vægt på forskellen mellem mand og kvinde. Personligt er jeg ligeglad, men for nogen ville det være en lettelse.

I Danmark er det et problem, at cpr-nummeret så tydeligt signalerer ens juridiske køn, men det vil i fremtiden blive lavet om, fordi der ganske enkelt ikke er cifre nok til at opretholde kønsbetegnelsen.

Maya Kathrine Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar