Kommentar

Aktivist: Derfor bryder jeg loven i klimaets navn

Kloden reddes ikke af holdninger, men af handlinger. Derfor var jeg med, da klimabevægelsen Extinction Rebellion for få uger siden lavede blokader i byer verden over. Civil ulydighed er vores chance for at råbe systemet op, skriver Anna Bjerre Johansen i dette debatindlæg.
Anna Bjerre Johansen laver civil ulydighed i klimaets navn gennem sit engagement i Extincition Rebellion. Hun beskriver i dette indlæg sin deltagelse i en blokade i Berlin. Billedet her er fra en uanmeldt demonstration på trappen til Christiansborg tidligere i år. Her hælder de sukkervand med rød farve ud på trappen som symbol på fremtidige generationers blod i forbindelse med klimaforandringerne.

Anna Bjerre Johansen laver civil ulydighed i klimaets navn gennem sit engagement i Extincition Rebellion. Hun beskriver i dette indlæg sin deltagelse i en blokade i Berlin. Billedet her er fra en uanmeldt demonstration på trappen til Christiansborg tidligere i år. Her hælder de sukkervand med rød farve ud på trappen som symbol på fremtidige generationers blod i forbindelse med klimaforandringerne.

Anders Rye Skjoldjensen

31. oktober 2019

Det er natten til den 9. oktober, og klokken er 01.30. Vi skal ud til Marshall Brücke, en prominent bro i det centrale Berlin, uden at politiet opdager os, før vi er der.

De patruljerer i området massivt, for andre aktivister har allerede blokeret Potsdamer Platz og Siegessäule, byens største rundkørsel lige ved Brandenburger Tor.

Vi går ad omveje og i små grupper. Det lykkes efter planen.

Klokken 02.44 har jeg sammen med tre hundrede andre spredt vores bannere ud og blokeret for de første taxaer, der kører i pendulfart, selv på denne tid af døgnet. Straks efter hører vi de første politisirener. Men vi kom først, og nu er vi svære at flytte.

Der går næsten tre hele dage, før vi bliver ryddet.

Vi handler

Fredelig civil ulydighed er anerkendt som den mest effektive aktionsform gennem historien, når man har krævet strukturelle ændringer af et samfund. Det er dét, vi laver her midt om natten i Berlin. For klimaet.

Vi bryder loven. Og vi accepterer, at vi måske bliver arresteret for det.

Som en del af en verdensomspændende aktionsuge laver den globale klimabevægelse Extinction Rebellion blokader i over 60 byer. Jeg er taget til Berlin for at deltage.

For et halvt år siden havde jeg aldrig gjort noget lignende.

Faktisk syntes jeg, at denne type klimaaktivisme var ret ekstrem. Og jeg ærgrede mig over de radikale aktivister, for jeg var bange for, at de blot skubbede folk væk. For hvis vi skal have en grøn omstilling, skal det være med en bred opbakning. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

Så hvad laver jeg egentlig her? Det spørgsmål er vi mange, der har stillet os selv.

Dem, der ligger omkring mig i soveposer, dem, der står med bannere, dem, der deler varm te ud, dem, der beroliger taxaerne og taler med politiet; de er også mennesker med almindelige liv, der har taget fri fra arbejde og skole for at være her. Og mange havde ikke gjort det for bare få måneder siden.

Så hvad er svaret? Hvorfor er vi her? Det er faktisk ret simpelt.

Vi har indset, at vi må gøre noget. Og at vores kroppe er det stærkeste talerør, vi har. Kloden kan ikke reddes af holdninger, hvor velmenende de end er. Den kan reddes af handlinger. Også de uperfekte.

Det kan godt være, at vi ikke gør alting rigtigt. At vi ikke altid får kommunikeret vores budskaber og krav klart nok. At en aktivist begår en fejl. At vi misforstår en besked fra politiet. Vi får også vores del af kritik og latterliggørelse fra både medier og meningsdannere.

Men vi gør noget. Vi handler.

Ekstremt nødvendigt

I de seneste år har jeg fulgt med, hver gang FN’s klimapanel, IPCC, har udgivet en ny rapport. Jeg har læst nyhederne om, hvordan vi kun har få år at handle i, hvis vi skal nå at afværge de katastrofale kædereaktioner, der kan opstå, hvis den globale temperatur overstiger 1,5 grader.

Huset brænder, som Greta Thunberg siger. Og så kan det godt være, at vi kun kan mærke flammerne som en underlig varme i gulvet, når vi går rundt i bare tæer. Men der bor også nogen nedenunder. Og det har vi forstået, os der ikke har levet i mange generationer.

Det er derfor, vi gribes af panik. Af frygt for fremtiden. Klimaangst, kalder nogen det. Jeg kalder det sund fornuft.

I 30 år har vi vidst, at vi var på vej mod en klimakrise. Alligevel er vi lysår fra at have en lovgivning, der kan holde verdens CO2-udledning under de berømte 1,5 grader. Så hvad stiller vi op?

Løsningerne kan ikke findes inden for systemet, som vi kender det. Så vi bliver nødt til at lave systemet om. Det er dét, vi siger med vores skilte, bannere, kroppe og stemmer, når vi laver civil ulydighed.

Måden, vi lever på, bliver nødt til at være anderledes. Vi har brug for en grundlæggende strukturel forandring af samfundet. Og det skal ske hurtigt. FN’s generalsekretær, António Guterres, kalder det for en »nødsituation«. Og nu har vi besluttet os for at smide afmagten i skraldespanden.

Hvis det er rigtigt, at vi blot er dråber i havet, så er vi vel kun omkring en halv liter vand på broen i Berlin. Men det er nu alligevel lykkedes os at være på forsiden af aviser i hele Tyskland.

Med vores tilstedeværelse i byrummet tvinger vi folk til at tage stilling til os. Først som en irritation af ’business as usual’. Og som vi stædigt nægter at flytte os, bliver det et reelt problem, man må håndtere politisk. Og dér sker forandringerne.

Så nu laver jeg civil ulydighed i klimaets navn. Jeg og tusindvis af andre. Er det ekstremt? Det er i hvert fald ekstremt nødvendigt.

Anna Bjerre Johansen er studerende og aktiv i Extinction Rebellion Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • birgitte andersen
  • Trond Meiring
  • John Hansen
  • Hans Larsen
  • Kristian Nielsen
birgitte andersen, Trond Meiring, John Hansen, Hans Larsen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rent principielt - hvis Anne ikke bor i Berlin, så burde hun ikke blande sig i byens trafikpolitik. Det her må være berlinernes egen sag. Og FFF i byen har det faktisk ret godt - skulle jeg hilse og sige.
Hvis hun vil blokere - så er der op til flere danske byer, hun og hendes kunne ramme.

Der er jo også danske afdelinger af XR der aktionerer mod f.eks foderstoffirmaer, der sælger svinefoder på Århus havn. Men man har vel lov til at tage en tur til Berlin ?

Jens Vest-Jensen

Tak Anne, så fantastisk at du hjælper med at få klimaet i nyheder og ud til folk. Der er så mange der er faldet i søvn og er uvidende om jordens tilstand.