Klumme

Atatürks skygge

Tyrkiets væsen i sparsomt udvalg versus dagens uorden
Statue af Gazi Mustafa Kemal Pasha, der var officer og politiker, og Tyrkiets første præsident. Han regnes som grundlæggeren af det moderne Tyrkiet. 

Statue af Gazi Mustafa Kemal Pasha, der var officer og politiker, og Tyrkiets første præsident. Han regnes som grundlæggeren af det moderne Tyrkiet. 

Christian Ringbæk/Ritzau Scanpix

Debat
18. oktober 2019

Det fortaltes om præsident Gazi Mustafa Kemal Pasha – Atatürk, tyrkerfader, som Mustafa Kemal tog som efternavn – at han hver aften stillede sig ud på balkonen i paladset oppe over Ankara og herfra skuede ud over det trøstesløse syn af Tyrkiets nye hovedstad.

Efter en nedtrykt stund, når præsidenten havde fået nok og erkendt, hvor håbløst det hele så ud, forlod han balkonen endnu mere nedbøjet end dagen før og gik ind og drak sig fuld.

Historien blev før i tiden fortalt i ærefrygt og ærbødig forståelse. Atatürk var ikke en, man bebrejdede noget. Heller ikke at han drak Raki i spandevis og af samme årsag oparbejdede en ansigtskulør, der ikke ligefrem skjulte tilbøjeligheden. At kunne drikke i et islamisk samfund var en af de reformer, som den ophøjede landsfader selv havde signeret.

En kursændring for det tyrkiske statsskib foretaget på forholdsvis få år fra begyndelsen af 1920’erne til Atatürks død små tyve år efter – ikke så overraskende af skrumpelever kun 57 år gammel – syntes i tilbageblik uoverkommelig selv for en supermand af atatürkske politiske og åndelige dimensioner.

Ikke alene undertrykte hans teoretisk set demokratiske regime – teoretisk set – en ærkereligiøs konservatisme ude i det uoverskuelige land, hvor lokale mafialignende storfamilier, religiøse magtkoncentrationer og rodfæstede interesser i jordfordeling og billig arbejdskraft tilsyneladende var urokkelige som Anatoliens bjerge.

Atatürk indførte tillige reformer, der i selve deres natur hurtigt vakte protester og såede oprørets kim. Skønt hans magt var næsten enevældig, kunne han trods alt ikke udradere alternative ambitioner i ældgamle magtstrukturer.

Målet var fra første færd, da Mustafa Kemal sluttede sig til de reformivrige bevægelser og hurtigt blev leder, at likvidere resterne af det værkbrudne, gennemkorrupte og inkompetente osmanniske samfundssystem. Dertil kom kalifatet. Denne forstenede gammeltyrkiske orden måtte ofres fra top til bund til fordel for en moderne verdslig republik med ansigtet vendt ikke mod Mekka, men mod Europa.

Europas syge mand, som de europæiske magter kaldte osmannernes vidtstrakte rige, led først og fremmest under den islamiske uflyttelighed og et tilhørende sløjt uddannelsesvæsen.

Omorganisering af Tyrkiet

Atatürk skred som ny præsident uden tøven og påfaldende hensyntagen til handling, brød kalifatets magt samt nedlagde både dét og ministeriet for sharia. Samtidig kortsluttede han det religiøst styrede skolesystem og tvangsindrettede uddannelserne i vestlig retning.

Alene at smide profeten på porten i statslige anliggender forekom overmenneskeligt – for ikke at tale om farligt. En sidste radikal tur tog Atatürk sent i livet ved at bryde det maskuline politiske monopol og donere kvinderne valgret.

Mustafa Kemals prestige som fundament under magtpositionen var fra første færd betydelig takket være den unge general og hans officerers sejr ved Gallipoli 1915-16, hvor den tyrkiske hær vandt en knusende sejr over englænderne.

Mere tvivlsomt var officerskorpsets rolle i folkemordet på armenierne. Vistnok til fordel for Kemal Pasha betød et i øvrigt horribelt lemfældigt retsopgør i 1919, at rivaler blev distanceret. Helten fra Gallipoli stod ved verdenskrigens slutning tilbage som eneste politiske alternativ til hele den tyrkiske musik.

Atatürks reformer i brede og dybde, bevægelsen der under ét kaldes kemalismen, er nødvendig at forholde sig til, når man vil forstå omfanget af Recep Tayyip Erdogans nu til dags drastiske autokratiske og religiøse omorganisering af Tyrkiet.

Tvetydighederne er tydelige. Atatürks portræt hænger fortsat i mange barbersaloner og restauranter, kaffe- og tehuse; atatürkstatuer præger byernes pladser og fremstiller det nye Tyrkiets grundlægger i skiftende heltepositur. Atatürk til fods, på march og til hest og bar overkrop og en væbnet arm i himlen, mens damer i endnu mere bar overkrop slanger sig med brysterne strakt opefter mod tyrkerfars virile betonlænder.

Kulten antog gudelignende former og blev allerede sat i værk i Atatürks egen tid. Byer, der ville sig selv det godt, bestilte en billedhugger til det fornødne.

En sådan umiskendelig persondyrkelse stod i kontrast til forestillingerne om en moderne europæisk stat.

Regimet vidste bedst

Republikken i etatistisk forstand var målet. Regimet, der vidste bedst, indførte med et brag det vestlige kalender- og talsystem og det latinske alfabet. Moden blev dikteret, det udløste straf, når mænd bar fez og kvinderne tørklæde; den skolelærer, der ikke var stiv i de latinske bogstaver og den lille tabel med moderne tal kunne vente sig. Atatürk drog selv rundt i landet og tog stikprøver. Ikke så få, der ikke passede ind i reformerne eller ydede modstand, blev sat i spjældet, nogle henrettet.

Tvetydigheden i denne omkalfatring af et størknet samfund, som også Erdogans regime er udtryk for og mere markant end nogensinde før – og siden 1938, antydes af en forfatningsmæssig mærkværdighed: Atatürk manglede noget substantielt til erstatning af det islamiske lovsystem i shariaen, som jo blev kasseret.

Altså så han sig søgende om i Europa og valgte den schweiziske civillov til den ende af juraen. Straffeloven fandt han i Mussolinis fascistiske Italien. Ikke så sært at den italienske diktator betragtede sin tyrkiske kollega med milde øjne. Meget tyder på, at også Hitler var ham venligt stemt. Det kunne Atatürk jo ikke gøre for, Tyskland og Tyrkiet havde desuden været allierede under 1. verdenskrig. Men tyrkerne valgte klogt og i Atatürks ånd neutraliteten i Anden Verdenskrig.

Mustafa Kemal Atatürk døde i 1938 midt i sin styrtsø af reformer. Efterfølgerne var ikke uden evner og videreførte kemalismen, men uden tyrkerfars karisma. Slumrende reaktionære kræfter dyrkede nok deres døde far, men var stadig reaktionære og med mellemrum aktive, så det gjorde noget.

De lange linjer i et lands historie definerer eftertidens ulykker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her