Klumme

Bedragersyndromet er et pseudomedicinsk udtryk for et klasseproblem

Frygten for at blive afsløret i ikke at være god nok skal ikke afhjælpes med selvhjælpsbøger. I stedet bør vi rette et kritisk blik mod den strukturelle uretfærdighed, der forklarer, hvorfor mange med mindre privilegerede baggrunde føler sig forkerte, skriver forfatter Nathalie Olah i dette debatindlæg
Bedragersyndromet er angsten for at blive afsløret i at ikke være god nok. Boris Johnson er eksemplet på en, der aldrig har lidt af denne angst. Men bedragersyndromet internaliserer noget, som burde analyseres strukturelt, og derfor bør begrebet droppes, mener dagens klummeskribent.

Bedragersyndromet er angsten for at blive afsløret i at ikke være god nok. Boris Johnson er eksemplet på en, der aldrig har lidt af denne angst. Men bedragersyndromet internaliserer noget, som burde analyseres strukturelt, og derfor bør begrebet droppes, mener dagens klummeskribent.

Piroschka Van De Wouw

22. oktober 2019

Har du hørt om bedragersyndromet eller impostor-syndromet – altså angsten for at blive afsløret i ikke at være god nok?

I de senere år har begrebet vundet indpas. Den udvikling vil jeg gerne advare imod.

En person, som aldrig har lidt af angst for at blive afsløret i ikke at være god nok, er naturligvis Boris Johnson. Om ham kan vi fastslå, at der ikke findes noget i hele den vide verden, som er i stand til at slå huller i hans selvfølelse.

At Storbritanniens premierminister dagligt lefler for og styrker fremmedhadet og i almindelighed ydmyger vores land på den internationale scene, anfægter ham ikke spor.

Skal man sige noget positivt om, hvad man kunne kalde Boris-syndromet, må det være, at det endegyldigt har taget livet af illusionen om, at vores ledere i politik, medier og erhvervsliv er nået til tops, fordi de på en eller anden måde har gjort sig fortjent til disse positioner gennem deres overlegne flid, dygtighed, intelligens og moral.

Med hensyn til bedragersyndromet bør vi løfte det ud af dets psykologiserende ramme og i stedet analysere os ind på dets strukturelle årsager – blandt disse den etablerede forestilling om, at magthavere havner på magtens top alene i kraft af meritokratisk fremdrift, og at de mange millioner almindelige mennesker, som må kæmpe en daglig kamp for at få enderne til at mødes, alene har sig selv at takke for, at de ikke har oplevet større fremgang.

Snarere end at være et produkt af en sjælelig patologi, kan bedragersyndromet ses som en naturlig reaktion hos mennesker, der er præget af deres sociale baggrund på samfundets skyggeside, af minoritetstilhørsforhold eller anden mangel på adgang til privilegier.

Selv om kun syv procent af den britiske befolkning er uddannet på privatskoler, er det fra dette segment, at vi finder 65 procent af de britiske dommere og en tilsvarende høj andel af de nuværende ministre.

Sociologer har vist, at kun 18 procent af de udøvende kunstnere inden for musik, teater og billedkunst stammer fra arbejderklassen. Det tilsvarende tal for ansatte i medieverdenen er nede på ynkelige 12-13 procent.

Har man i disse brancher gået i folkeskole og har arbejderklassebaggrund, tilhører man med andre ord en minoritet med en helt anden erfaringsvirkelighed. Det er på den baggrund til at forstå, hvis nogle føler, at de ikke har den rette adkomst til at opnå positioner i sådanne miljøer.

Vi sender et skadeligt budskab, når vi stempler den naturlige reaktion hos disse mennesker som et ’syndrom’. Nogle vil hævde, at det jo kun er et ord, ikke en medicinsk diagnose.

Det er muligt, men begrebet repræsenterer et åbenlyst forsøg på at individualisere et strukturelt spørgsmål og placere ansvaret hos de nedvurderede og ekskluderede.

Forkert definition af selvtillid

Når vi forholder os til bedragersyndromet, er der flere forudindtagetheder på spil: Ubestridt respekt for den selvtillid, der kommer af privilegeret skolegang, ophøjelsen af selvbevidsthed grænsende til egoisme til at være ’normalt’ og ’fornuftigt’ og tilbøjeligheden til at underkende afvigere fra denne attitude som underlegne.

I medier og magasiner kan man hyppigt læse gode råd om, hvordan syndromramte bedst kan overvinde deres følelse af at være bedragere. De går ofte på, at man dropper al adfærd, som adskiller sig fra de foreskrevne middelklassestandarder for professionalisme, og efterligner privatskoleelevernes selvtillid.

Det kræver selvtillid at passe ældre, at sætte sig igennem i en klasse fuld af skrigende børn eller at køre en bus gennem Londons gader. Alligevel har vores dominerende definition af selvtillid næppe plads til at anerkende dette.

Den handler om veltalenhed og om evnen til at presse sin dagsorden igennem, uanset om det er på bekostning af omtanke og diskussion.

Hvor mange tilfælde af sociopati har vi mon kollektivt tilladt som et resultat af denne tankegang?

Selv om det strider imod læren i de fleste bøger om selvhjælp og ledelse, vil jeg plædere for, at vi afstår fra at internalisere den strukturelle skam, der bliver os pålagt af visse virksomhedskulturer, universitetsmiljøer og sociale kredse. Det er på tide at se kritisk på de subtile, men ikke mindre skadelige måder, klassesamfundet virker på.

I det perspektiv er bedragersyndromet et begreb, som bør dø.

Nathalie Olah er kommentator på The Guardian og forfatter til ’Steal As Much As You Can’. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Angst. Det ville nok være en del sjovere at lave musik, hvis ikke man var så skide bange for at blive afsløret, siger Sys Bjerre
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Jens Flø
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Morten Hjerl-Hansen
Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, David Zennaro, Steffen Gliese, ingemaje lange, Jens Flø, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Lidt perpleks må jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg aldrig før havde hørt om 'bedragersyndromet'.
Alligevel virker det fuldstændig genkendeligt.
Godt at få sat ord på endnu et begreb for undertrykkelsen.

Thomas Tanghus, Aske Hennelund Nielsen, David Zennaro, Steffen Gliese og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Aske Hennelund Nielsen

Jeg synes måske det er en lidt sjov analyse, det er vel ikke nogen der siger at en håndværker, en sosu eller andre, ikke også kan lide af bedragersyndrom? Jeg er fra en pæn mellemklassefamilie med klaver i hjemmet og arbejder på et universitet og jeg lider også ofte af bedragersyndrom.

Susanne Kaspersen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det hedder også præstationsangst - men det noget triste ved dette indlæg er, at et udtryk, der reelt er blevet til i sjov, bliver taget alvorligt, fordi vi i mellemtiden har fået alle mulige psykiske lidelser, hvoraf nogle betegnes 'syndromer'.

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder noget fortænkt, og denne forklaring gør det ikke bedre. Orkede så heller ikke at læse til vejs ende: https://en.wikipedia.org/wiki/Impostor_syndrome

Med impostor har jeg altid forbundet det, at en person giver sig ud for at være noget andet end vedkommende er. Og det kan man nok i nogle tilfælde kalde en bedrager. Men ligefrem et syndrom!

Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar