Kronik

Jeg skulle begå en forbrydelse, før psykiatrien tog min sygdom alvorligt

I 24 år har jeg været patient i et psykiatrisk system, der ikke tog min psykiske sygdom alvorligt. Jeg endte med at begå en forbrydelse, og først da gav systemet mig den hjælp, jeg havde brug for, skriver Trine Petersen i dette debatindlæg
Trine Petersen har borderline og har været indlagt i mange år. Da hun i 2012 havde udsigt til at blive udskrevet, satte hun ild til et håndklæde og en madras. Hun havde indset, at det at 'lege med ilden' var den eneste måde, hun kunne få hjælp af systemet på. 

Trine Petersen har borderline og har været indlagt i mange år. Da hun i 2012 havde udsigt til at blive udskrevet, satte hun ild til et håndklæde og en madras. Hun havde indset, at det at 'lege med ilden' var den eneste måde, hun kunne få hjælp af systemet på. 

17. oktober 2019

Jeg er indlagt i retspsykiatrien i Slagelse. Hospitalet er et flot og dyrt byggeri med moderne faciliteter.

Lyset, der skulle være godt for psykisk syge, er helt ustyrligt. Det tænder og slukker af sig selv. Nogle gange tænder lyset midt om natten, og andre gange kan det slet ikke slukkes. Indeklimaet er dårligt. Luften er tør og forårsager udtørrede slimhinder og hoste.

Om sommeren er her ulideligt varmt, og vi må ikke have bare ben og arme. Personalet skal gå i uniformer, og på deres kontor er der, selv om det ikke synes muligt, endnu varmere. Om vinteren er her bidende koldt.

Jeg er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen borderline og har været i systemet, siden jeg var 19 år. I dag er jeg 43 år.

Siden marts 2012 har jeg levet under disse forhold, efter at jeg gjorde mig skyldig i brandstiftelse.

Jeg havde udsigt til at blive udskrevet fra en psykiatrisk afdeling til en lejlighed, jeg ikke turde være i. Tillige havde jeg en kæreste, der på det tidspunkt selv var alvorligt syg. Det var en meget presset situation, og jeg var desperat efter at finde en løsning på mine personlige og sociale problemer.

Så jeg satte ild til et håndklæde og en madras og smed en tændt hårtørrer ned i snavsetøjskurven på min stue. Det var her, jeg fandt ud af, at det at ’lege med ilden’ bogstaveligt talt var den eneste måde, jeg kunne få hjælp af systemet på.

Behandlet som dumme

Jeg har været ekstremt selvskadende og har aldrig oplevet at blive taget alvorligt. Personalet i somatikken aner ikke, hvad de skal stille op, når de får en psykiatrisk patient ind på skadestuen. De ved overhovedet ikke, hvad det vil sige at være psykisk syg.

Ofte har jeg oplevet at komme ind på en skadestue, hvor sygeplejersken, der modtog mig, udstillede mig i venteværelset. De havde andet at tage sig af end mig, der jo selv var skyld i at være kommet til skade, sagde hun. Jeg havde på det nærmeste skåret tommelfingeren af og blødte voldsomt.

Helt bevidst blev jeg sat bagest i køen. Da jeg endelig kom ind, forsøgte jeg at være venlig og undskyldende, men det prellede af som vand på en gås.

Som psykiatriske patienter bliver vi generelt behandlet med uværdighed i sygehusvæsenet. Som om vi ingenting forstår og på det nærmeste er dumme. Jeg har selv oplevet det og set andre blive behandlet på samme måde.

Til gengæld overses alvorlige fysiske sygdomme i psykiatrien. Jeg har oplevet, at en medpatient havde livmoderhalskræft. Hun havde i måneder klaget over smerter i underlivet og blev behandlet for blærebetændelse. Det viste sig først langt senere, at hun havde kræft.

Derfor mener jeg, at der bør være blidere overgange mellem det somatiske og det psykiatriske system, og det gælder begge veje. Det skal simpelthen være standard at få kurser i almen sygepleje, når man er ansat i sundhedsvæsnet.

I bælte på værelset

Så er der selve plejen i psykiatrien. Allerede inden man har talt med personalet, skaber deres uniformer en afstand til os patienter. Det føles, som om vi er tilbage i 1960’erne, og jeg ved, at personalet heller ikke bryder sig om det.

På min afdeling er der også stor udskiftning blandt personalet. Gennem de seneste tre år har jeg haft cirka 20 forskellige kontaktpersoner. De bliver syge med stress eller udbrændte på andre måder.

Vores senge på stuerne skal stå midt i rummet, så personalet kan komme rundt om dem. De skal kunne bæltefiksere patienterne på egen stue, hvis de finder det nødvendigt.

Jeg finder det helt urimeligt, at vi skal have traumatiske oplevelser i det rum og den seng, vi skal være i bagefter.

Bæltefiksering er heldigvis ikke så udbredt længere. Men når vi kommer i bælte, ligger vi tit i uger, sommetider måneder. Det er set, at en patient har ligget fikseret i 13 måneder, kun afbrudt af få rygepauser.

Efter nybyggeriet mangler der nu en åben retspsykiatrisk afdeling i Region Sjælland. Det er forkasteligt, at patienter, der lægeligt set har brug for at være på et åbent afsnit, skal være underlagt så strenge restriktioner.

Men det er ikke kun i retspsykiatrien, at der ikke længere findes åbne afsnit. Også i almenpsykiatrien er det et problem, at alle de indlagte patienter er bag lås og slå. De patienter, der er angste og triste, bliver skræmt af udadreagerende patienter.

Det var også i almenpsykiatrien, at jeg oplevede ’prikkerunderne’ om fredagen. De gik ud på at udskrive de bedste af de dårligste for at få sengepladser til andre patienter i weekenden. Det kan ikke være en tilfredsstillende måde at arbejde på, og jeg tror ikke, det er let for personalet at være underlagt de vilkår.

Et dårligt arbejdsmiljø, trusler og vold er hverdagen for de ansatte, specielt i akutmodtagelsen. De har endnu færre hænder end andre. Og de patienter, der bliver udskrevet på den måde, er dem, der i sidste instans kommer i retspsykiatrien. Hvorfor ikke have flere ressourcer i almenpsykiatrien?

For få psykiatere

Tit og ofte er det sådan, at jeg ikke er i direkte kontakt med lægen. Når der så endelig er stuegang, skal min kontaktperson videregive mit problem til en teamleder, som så skal bringe det videre til lægen. Tit kommer jeg slet ikke til at tale med lægen.

Kun en enkelt gang hver tredje måned, hvor der er konference, er jeg sikker på at tale med lægen. Vi taler om, hvordan vi har det, og vi har mulighed for at komme med forslag og ønsker for de kommende måneder. Det er en af de ting, der fungerer, men jeg synes, at møderne skulle foregå lidt oftere, måske mellem hver sjette og ottende uge.

Lægen sidder med mit liv i hænderne. Han har magt og kan gøre tingene meget sure for mig, hvis det er det, han vil. Men lægen mangler tid til at tale med patienterne, og det samme gør plejepersonalet. Nedskæringerne i psykiatrien giver uro og skaber utryghed, så ringene breder sig, og situationerne let bliver tilspidsede.

Vi mangler overordnet set mange psykiatere, for der er ikke prestige i at være læge i psykiatrien. Det er meget finere at være hjertelæge.

Da det nye sygehus i Slagelse stod færdigt, mente man, at det lå geografisk godt med gode forbindelser til både Fyn og Jylland. Men det er ikke kun her, vi mangler psykiatere. Det er over hele landet.

Hospitalet er ovenikøbet blevet bygget for mange millioner kroner. Men hvad hjælper det, når tingene ikke fungerer hverken som arbejdsplads for personalet eller for os som patienter? Psykiatrien har mange mangler, almenpsykiatrien især.

Det er heldigvis ikke kun negative oplevelser, jeg har haft med systemet. Jeg er løbet ind i rigtig mange søde mennesker med hjertet på rette sted.

Hvis ikke jeg var kommet i retspsykiatrien, havde jeg ganske givet været død for egen hånd. Under indlæggelsen har jeg fået det væsentlig bedre, fordi der endelig var den tid, jeg havde brug for.

Men er det virkelig nødvendigt i vores velfærdssamfund, at vi som psykisk syge først bliver hørt og taget alvorligt, når vi forbryder os mod loven?

Trine Petersen er forfatter til bøgerne ’Kvinden med de to ansigter’ og ’Længslernes fængsel’.

Psykiatrisk overlæge Julie Nordgaard har arbejdet i psykiatrien i over 20 år. I den periode er antallet af hjemløse psykisk syge steget, og ofte bliver de udskrevet direkte til gaden.
Læs også
Socialdemokratiet præsenterede i forårets valgkamp en tiårsplan, der skulle sætte psykiatrien på finansloven. Men da Socialdemokraternes bud på en finanslov blev fremlagt i onsdags, var der ikke en eneste ekstra krone afsat til psykiatrien. 
Læs også
Regeringen har ikke afsat en krone mere til psykiatrien på finanslovsforslaget, selv om Socialdemokratiet lovede det modsatte i valgkampen. Det møder kritik fra sundhedsøkonomer og Lægeforeningen, der påpeger, at behovet for ekstra midler er massivt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Jane Jensen
  • Erik Karlsen
  • Søren Rehhoff
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Søren Andersen
Johnny Christiansen, Jane Jensen, Erik Karlsen, Søren Rehhoff, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Søren Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en god beskrivelse af dine personlige oplevelser. Også dejligt, at du har overskud til at beskrive dit forløb, og at det har gjort, at du er her i dag.
Generelt burde diverse planlæggere lytte mere til brugerne af det hospitalssystem, der tilbydes. Der er ikke meget ide i intelligent lys, når det lever sit helt eget liv, ligesom ustyrlig varme/kulde på en afdeling langt fra er i orden. Og ja, personale i uniformer optrapper nemt en situation uanset, hvor dygtigt personalet er. Personalet, der arbejder "på gulvet" har også et pænt stykke hen af vejen erfaringer, der er værd at trække på, når der renoveres nybygges.
Det hjælper ingen steder med fine arkitekttegninger og vældige formålsbeskrivelser, hvis det er råddent bagved og det basale ikke fungerer.
Held og lykke med dit videre liv. Trine. Jeg vil glæde mig til at læse dine bøger, som jeg ikke kender pt.