Læserbrev

Man behøver ikke at være højrenationalist for at være patriot

Det er ærgerligt, at man ikke kan synge med på nationalsangen uden at blive forbundet med højrenationalister, for i virkeligheden går globalisme og multikultur hånd i hånd med en stærk nationalfølelse, skriver Emma Louise Valsson i dette debatindlæg
23. oktober 2019

I dagens Danmark er patriotismen blevet lig med højrenationalisme. Det er et udpræget synspunkt, at globalt udsyn, åbne grænser og kulturudveksling er med til at svække vores nationalfølelse. Det, mener jeg, er forkert.

Medierne maler et billede af, at i takt med at vi bliver mere globaliserede og multikulturelle, svinder den danske kultur ind. Men det er ikke min oplevelse.

Jeg mener tværtimod, at det globale udsyn styrker patriotismen. For hver gang jeg kommer hjem fra en længere rejse, glæder jeg mig altid til at komme tilbage til den danske punktlighed, det flade land og ikke mindst den danske mad.

Da jeg boede et år i Ecuador, savnede jeg at kunne synge med på »Der er et yndigt land«, når der var fodbold- og håndboldkampe i tv.

Selv om jeg elskede de friske frugter, så savnede jeg stadig min daglige rugbrødsmad med spegepølse og ikke mindst den danske effektivitet i hverdagen.

Derigennem lærte jeg at værdsætte de danske værdier, som vi ellers tager for givet i vores hverdag. På samme måde som vi alle kender det: Når vi kommer hjem fra ferie, savner vi alle sammen rugbrød.

Det fællesskab, som de danske værdier og vores kultur skaber, styrkes ikke kun, når vi rejser ud og længes efter Danmark.

Det styrkes også af, at der kommer forskellige nationaliteter til Danmark. Det skaber en eftertanke, omkring ting vi allerede elsker ved den danske kultur, alt det, vi har lyst til at dele med omverdenen, alt det, der gør os stolte af at være danskere.

Vores stolthed tager vi med ud i verden, når vi rejser, hvor vi stolt fortæller om, at vi i Danmark tager hånd om de svage i samfundet, at alle har ret til gratis uddannelse, og at der ikke er noget, vi elsker mere end at hygge med stearinlys en kold vinterdag.

Globalismen og nationalfølelsen går hånd i hånd.

Så syng lidt højere med på nationalsangen til den næste landskamp, og husk på, at vores kærlighed til fædrelandet ikke behøver forhindre os i også at elske den globaliserede og multikulturelle verden, vi omgiver os med.

Emma Louise Valsson er bestyrelsesmedlem i Dansk ICYE.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den eneste politik en dansk nationalist i dag burde interessere sig for er klimapolitikken. Når vandet kommer, og det gør det, bliver vi danskere klimaflygtninge der vandrer syd eller nord. De 43.100 km2 vi i dag bor på vil blive gennemhullet af vandveje og vores gode landbrugsjord blive oversvømmet. Til den tid vil Danmark reelt ophøre med at eksistere. Og til den tid er de nutidige nationalisters muslimbashing og råben og skrigen om alle mulige etniske trusler mod danskheden total ligegyldige.

Hvis man har kærlighed til sit fædreland er den ikke begrænset til kultur og mennesker men mindst ligeså dybt forankret i vores landskab, årstider og følelsen af at høre hjemme i et område. Alt det mangler partier som DF med deres kulsorte oliedrevne visioner for vores land. De burde kalde sig selv landsafviklere for det er den unægtelige konsekvens af ikke at få kontrol med drivhusgasser og afsmeltning som en del af dem stadig “ikke tror på”.