Kronik

Det er blevet hverdag på jobcentrene, at socialrådgivere udsættes for vold og trusler

Den seneste tids reformer på beskæftigelsesområdet har ikke virket optimalt. Udsatte borgere bliver desperate og tyer i yderste konsekvens til vold. På jobcentrene opruster man sikkerheden. Hele situationen er uholdbar og bør føre til eftertanke hos politikerne, skriver Sarah McLeman-Hasselgaard fra Den Sociale Retshjælps Fond i dette debatindlæg
Den seneste tids reformer på beskæftigelsesområdet har ikke virket optimalt. Udsatte borgere bliver desperate og tyer i yderste konsekvens til vold. På jobcentrene opruster man sikkerheden. Hele situationen er uholdbar og bør føre til eftertanke hos politikerne, skriver Sarah McLeman-Hasselgaard fra Den Sociale Retshjælps Fond i dette debatindlæg

Mia Mottelson

12. oktober 2019

Det var med stor bekymring at Den Sociale Retshjælps Fond (DSRF) den 13. september kunne læse i A4 Nu, at en 43-årig mand mistede besindelsen på et jobcenter i Thisted og smadrede et skrivebord, en smartphone og flere computerskærme.

Truende adfærd er desværre efterhånden blevet et hverdagsfænomen på flere af landets jobcentre, hvor 35 procent af socialrådgivere i 2018 kunne rapportere, at de havde været udsat for trusler i forbindelse med deres arbejde.

Ifølge en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, nævnt i Socialrådgiverforeningens artikel »Mere end hver tredje socialrådgiver bliver udsat for trusler«, kunne en af forklaringerne være, at truslerne opstår, når borgerne bliver økonomisk presset.

Det fremgår af rapporten, at »det er medarbejdernes oplevelse, at borgerne generelt er blevet mere pressede grundet det nye kontanthjælpsloft i 2016, og at det øger faktoren for utilregnelig adfærd«.

Ifølge Danmarks Statistik har der mellem 2015 – året før kontanthjælpsloftet blev vedtaget – og 2018 været en fordobling af volds- og trusselstilfælde mod socialrådgivere i arbejdstiden.

Som resultat heraf bliver medarbejderne på landets jobcentre i dag også trænet i blandt andet at håndtere konflikter med truende borgere. Der er indført beredskabsplaner, flere flugtveje, og sagsbehandlerne har fået overfaldsalarmer, som de let kan aktivere, hvis medarbejderne føler sig truet. Private vagtfirmaer hyres, videoovervågning installeres, og i et desperat forsøg på at formilde den trykkede stemning indrettes mødelokaler således, at de fremstår mindst muligt ’institutionsagtige’.

I en undersøgelse udført af A4 i 2018 svarede 36 ud af 40 jobcenterchefer, at jobcentret har højnet sikkerheden for de ansatte i løbet af de seneste to år som følge af trusler og overfald på sagsbehandlere.

Belastende arbejdsmiljø

Det bør vække bekymring hos regeringen og i Folketinget, at dette er status quo. Det er aldeles uacceptabelt, at offentligt ansatte udsættes for et arbejdsmiljø, som er både psykisk og fysisk ødelæggende.

De ansatte på landets jobcentre er der, i vid udstrækning, fordi de brænder for at hjælpe de borgere, som har brug for, at staten holder hånden under dem, og de fortjener ingenlunde at skulle arbejde under disse forhold. Staten agerer øverste chef for kommunalt ansatte på vegne af os alle i samfundet, og regeringen bør derfor også føle skærpet ansvar over det forhold, at vores socialrådgiver udsættes for vold og trusler.

Desuden fremstår det en anelse paradoksalt at lave tiltag, som skal spare staten og kommunerne for penge, for derpå at skulle bruge midler fra selv samme pulje på decideret oprustning i et forsøg på at sikre de ansatte et minimum af sikkerhed mod overgreb i arbejdstiden.

Det er ligeledes under al kritik, at borgere, som møder op på jobcentrene for at få hjælp, skal mødes af et sådant miljø. Det opleves for mange som en sårbar situation. Det er i forvejen svært for mange borgere at skulle bede det offentlige om hjælp, og den følelse må alt andet lige forværres ved tilstedeværelsen af vagtmænd, videoovervågning og den ofte pressede stemning.

Det er uværdigt for de borgere, som møder op for at få den hjælp, de ifølge grundlovens §75 stk. 2 har ret til, at skulle føle sig mistænkeliggjort – og i værste fald truet – af de fysiske omstændigheder.

Desperation

Det bør vække til eftertanke hos regeringen og Folketinget, at en lov, som de er ansvarlige for, presser mennesker, der er desperate for at få hjælp, så langt ud, at de mister besindelsen og gør sig skyldige i hærværk, trusler og vold.

Når man på sit allerlaveste hidkalder al den kampgejst, man kan mønstre, for indtrængende at bede om hjælp, og bliver mødt med en besked om, at reglerne desværre dikterer, at man ikke er berettiget til den hjælpende hånd, man havde sat sin lid til, har man ikke længere noget at miste.

Systemet lytter ikke, når man taler. Reagerer ikke, når man handler. Og det føles, som om døren til det fungerende samfund smækkes i for ansigtet af en. Vold og trusler kan naturligvis aldrig undskyldes, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan et menneske i denne situation kommer derud, hvor følelserne ikke længere kan tøjles, og hvor man handler i afmagt for at fremkalde en eller anden form for reaktion fra det samfund, som man føler har svigtet én.

Det bør være tydeligt for enhver, at kontanthjælpsloftet ikke har haft den ønskede effekt, og at hverken socialrådgivere, midlertidigt arbejdsløse eller udsatte borgere er tjent med at leve i den virkelighed, som udspiller sig på jobcentrene, i kølvandet på områdets reformer.

Den nyindsatte socialdemokratiske regering har chancen for at rette op på tingenes tilstand, og det bør være den magtpåliggende at handle hurtigst muligt for at bremse den sociale deroute, som er fulgt i kølvandet på forestillingen om, at de mennesker, som beder om hjælp fra samfundet, gør det, fordi det er nemmere end at hjælpe sig selv.

Ser man på effekten af reformerne, bliver det tydeligt, at dette langtfra er tilfældet. Ifølge Iben Nørup, som er post doc, ph.d. og forsker i social- og beskæftigelsespolitik ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, forholdt det sig i 2016 således, at kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb var kommet i ordinær beskæftigelse, som følge af førtids- og fleksjobreformen.

Knap 350 borgere havde fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til cirka 54 stillinger. Flertallet af de borgere, der havde været i ressourceforløb, var altså stadig på offentlig forsørgelse, enten fordi de havde fået tildelt førtidspension, eller fordi de var overgået til andre ydelser.

For kontanthjælpsloftet og 225-timersregler gælder det, ifølge Iben Nørup, at Beskæftigelsesministeriet forud for implementeringen forventede, at det ville have en effekt på cirka 650 fuldtidsstillinger, når den var fuldt implementeret. Til sammenligning blev 30.000 voksne og cirka 62.000 børn alene i de sidste tre måneder af 2016 berørt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

Tryghed og arbejdsglæde tilbage

Hos DSRF er vi enige med denne og tidligere regeringer i, at alle, som er i stand til det, skal arbejde. Vi anser det imidlertid for spild af samfundets tid og penge at bruge ressourcer på at forsøge at forbedre arbejdsevnen hos mennesker, som tydeligvis aldrig bliver arbejdsklar.

Når man alligevel gennemfører og fastholder reformer, som i bedste fald ingen virkning har, og i værste fald forringer livskvaliteten for mennesker, som ingen mulighed har for at kæmpe sig ud af deres situation, fremstår det, som om systemet eksisterer for systemets egen skyld.

Da SV-regeringen i 1979 indførte efterlønnen, var det med henblik på at skabe plads til de unge på arbejdsmarkedet. Vi mener, at samme princip kan overføres til landets jobcentre. Reglerne skal ændres, så de syge, de nedslidte og de socialt udsatte, der reelt ikke evner at arbejde, får den ydelse, som velfærdssamfundet skylder dem, uden at de skal ty til vold og trusler for at råbe systemet op.

Hvis de ansatte på jobcentrene ikke længere skal bruge deres tid på borgere, som ikke kan hjælpes, kan vi i stedet investere vores ressourcer der, hvor der er grobund for vækst. Ved at få uarbejdsdygtige borgere ud af jobcenterregi, bliver der plads og tid til dem, som faktisk kan hjælpes, så vi kan bruge vores socialrådgiveres kompetencer optimalt, samtidig med, at vi giver dem trygheden og arbejdsglæden tilbage.

Sarah McLeman-Hasselgaard er politisk konsulent i Den Sociale Retshjælps Fond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Vivi Rindom
  • ingemaje lange
  • Jakob Silberbrandt
  • Uffe Gammelby
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ken Sass
  • Ib Christensen
  • Johnny Christiansen
  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Jens Flø
  • Peter Wulff
  • Søren Andersen
  • Jesper Lerche
  • Ann Thomsen
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • Ervin Lazar
  • Carsten Mortensen
  • Thomas Overbye
  • Jane Jensen
  • Kim Houmøller
  • Estermarie Mandelquist
  • Peter Tagesen
  • Steffen Gliese
  • Steen K Petersen
  • Ebbe Overbye
  • Erik Karlsen
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Fuglsang
  • Herdis Weins
  • Bjørn Pedersen
  • Poul Erik Pedersen
  • Frede Jørgensen
  • Arne Albatros Olsen
  • Eva Schwanenflügel
Carsten Hansen, Kim Folke Knudsen, Vivi Rindom, ingemaje lange, Jakob Silberbrandt, Uffe Gammelby, Mikael Velschow-Rasmussen, Ken Sass, Ib Christensen, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Jens Flø, Peter Wulff, Søren Andersen, Jesper Lerche, Ann Thomsen, David Zennaro, Carsten Munk, Katrine Damm, Ervin Lazar, Carsten Mortensen, Thomas Overbye, Jane Jensen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Peter Tagesen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Ebbe Overbye, Erik Karlsen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Erik Fuglsang, Herdis Weins, Bjørn Pedersen, Poul Erik Pedersen, Frede Jørgensen, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Fremragende og meget relevant indlæg, tak.

Kim Folke Knudsen, Torben K L Jensen, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Poul Simonsen, Michael Christensen, Allan Stampe Kristiansen, Katrine Damm, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Jonathan Larsen, Poul Erik Pedersen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Når man alligevel gennemfører og fastholder reformer, som i bedste fald ingen virkning har, og i værste fald forringer livskvaliteten for mennesker, som ingen mulighed har for at kæmpe sig ud af deres situation, fremstår det, som om systemet eksisterer for systemets egen skyld."

Det er skam ingen nyhed.

Jobcentrene, (som er fyldt med kursus-uddannede sagsbehandlere fremfor socialrådgivere), alle de 'andre aktører' (der lancerer sig som eksperter, selvom de ingen brugbar faglig baggrund har), kommunens betalte lægekonsulenter (som opererer uden at skulle overholde lægeløftet, og underkender praktiserende læger og specialisters dyre lægeerklæringer), bonusordninger, (der har til formål at give incitament til at nægte borgeren fx førtidspension eller få vedkommende ud af sygedagpenge), statslig refusion, (der belønner kommuner for at fastholde folk på kontanthjælp eller ressourceforløb), 'gratis' nyttejob, virksomhedspraktik eller løntilskud, (hvor folk yderst sjældent bliver ansat i ordinært arbejde eller fleksjob, og medvirker til løndumping), sengepraktik, (hvor den syge bliver tvunget på arbejde med taxakørsel frem og tilbage, samt medbragt seng), etcetera..

Hele dette cirkus koster i sig selv over 14 milliarder årligt.
Mere, hvis man medregner de øgede sundhedsudgifter og menneskelige og familiemæssige omkostninger.
Og det er kun til for sin egen underholdnings skyld.

De borgere, som skulle have hjælp og nyde godt af det velfærdsamfund de har betalt skat til og dermed har en ret til at forvente rimelig og god behandling af, har ingen gavn af det.

At systemet også underminerer de ansatte på Jobcentret er en forudsigelig konsekvens.
Måske de skulle gøre oprør, og demonstrere mod det umenneskelige monster, politikerne har skabt?
Men det tør de ikke.
De er - med rette - bange for at miste deres arbejde.

Målet er fuldt.
Skrækregimet virker, og alle ryster i bukserne.

Mission accomplished.

Rehne Bramlev Vokstrup, Kim Folke Knudsen, Jes Balle Hansen , Anne Mette Jørgensen, Inger Nilsson, Vivi Rindom, Per Christiansen, ingemaje lange, Jakob Silberbrandt, Torben K L Jensen, Christel Gruner-Olesen, Kim Rostgaard Pedersen, Anders Reinholdt, Connie Brask, Uffe Gammelby, Mikael Velschow-Rasmussen, Ib Christensen, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Claus Høeg, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Mogens Holme, Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, jens rasmussen, Elsebeth Schiller, Gitte Loeyche, Peter Wulff, Martin Rønnow Klarlund, Birte Pedersen, Mathias Kvolsgaard, Jesper Lerche, David Zennaro, Jan Weber Fritsbøger, Tue Romanow, Allan Stampe Kristiansen, Katrine Damm, Elisabeth Andersen, Jane Jensen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Peter Tagesen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Erik Winberg, Steen K Petersen, Ebbe Overbye, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Lars Løfgren, Herdis Weins, Leo Nygaard, Arne Albatros Olsen, Poul Erik Pedersen, Hanne Utoft, Anne Schøtt og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Husk Bitten Vivi Jensen.

Anne Mette Jørgensen, Vivi Rindom, Jakob Silberbrandt, Torben K L Jensen, Uffe Gammelby, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Claus Høeg, Thomas Tanghus, Peter Wulff, Birte Pedersen, Allan Stampe Kristiansen, Katrine Damm, Peter Tagesen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Erik Winberg, Steen K Petersen, Dorte Sørensen, Arne Albatros Olsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Hvorfor alle disse overvejelser og konstateringer.
Som om forholdende kan rettes med lapperier.
Nej - det er afskaffelse, der skal til.

Hvor elendigt skal det blive, før politikerne vågner op.
Indfør Basisindkomst - I kloge folk i den såkaldt socialdemokratisk regering.
Når hverken yderste venstre og højre vil, må I tage initiativet.
Tænk dine tanker færdige, Mette Frederiksen.

Begrundelserne står i kø.
Borgere i alle aldre kan få et bedre liv i valgfrihed i eget liv.
Og tusinder offentlig ansatte kan skifte beskæftigelse til noget fornuftig og samfundsgavnligt.
Afskaf det statstyranniske sortsyn med forhør og åndelig pisk.
Hav tillid til danskerne.

Carsten Wienholtz, Kim Rostgaard Pedersen, Anders Reinholdt, Uffe Gammelby, Ken Sass, Allan Stampe Kristiansen, Ebbe Overbye og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

“Det bør være tydeligt for enhver, at kontanthjælpsloftet ikke har haft den ønskede effekt, og at hverken socialrådgivere, midlertidigt arbejdsløse eller udsatte borgere er tjent med at leve i den virkelighed, som udspiller sig på jobcentrene, i kølvandet på områdets reformer.”. Skræmmende læsning og hamrende relevant.
Jeg er lige startet på uddannelsen som socialrådgiver, og jeg synes det er en god “bred” uddannelse, der er med til at klæde en studerende godt (ja, det tør jeg godt sige, selvom jeg er nystartet ;)). Så bliver man ked af at høre “kollegaer” blive truet af borgere, der føler sig kørt ud på et sidespor af stramninger, der har givet disse mennesker på overførselsindkomster alvorlige økonomiske problemer. Jeg har som sagt lige akkurat kun snuset til meget af det faglige, men en af dem der gjorde indtryk, var Erik Allard: at have, at være, at elske. Jeg forstår godt teorien(nogenlunde ;)), og den giver mening, at de indgår i en gensidig relation og er lige meget værd. Men når man intet har (at have) er det sgu svært (at elske), dvs. at pleje sine venskaber, famile og andre nærmeste, og så bliver det endnu sværere (at være), dvs. føle sig uerstattelig og værdifuld. Lige her synes jeg Maslows behovspyramide passer bedre ind, også selvom mine lærere er gladere for Erik Allard :). Hvis de fysiske og tryghedsskabende behov ikke bliver opfyldt, så bliver vi bange, så bliver vi vrede, så bliver vi voldlige og så går det galt (jeg undskylder på forhånd min forsimpling af disse teorier, bær over med en studerende, der i en fremskreden alder er begyndt at lære noget nyt ;)).
Jeg fatter ikke man bliver ved med at straffe, når alle undersøgelser slår fast, at det ikke virker, medmindre meningen er, at der skal skabes en ny underklasse, som skal bruges til skræmmeeksempel for alle andre: “hvis du ikke gør som vi siger...”.
Lad os håbe, der kommer ændringer og meget hurtigt.
Forsat god lørdag

Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Katrine Damm, Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Hanne Utoft, Herdis Weins, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Der er så mange fremmedgørende elementer på et Jobcenter, at det er umuligt at nævne dem alle. Men her er et par stykker; Man kan som jobsøgende kun i sjældne tilfælde få kontaktoplysninger på sagsbehandlere. De er bange!
Man skal som jobcenterklient gennemføre et utal af samtaler, som ikke er samtaler men tiltaler. Når klient/sagsbehandler-relationen er så magt-ulige, som den er, kan det sjældent opleves som en samtale af klienten.
Der findes et tiltag som hedder "min plan" og som indføres i klientens sagsjournal på Jobnet. Det er et referat fra ikke-samtale - som bliver skrevet af sagsbahandler alene men som klienten kan gøre indsigelser imod. Hvis de har ressourcer til det.
Enhver skriftlig henvendelse fra Jobcenteret indeholder minimum een sides opregning af hvad der sker, hvis klienten ikke gør som Jobcenteret forlanger. Klienten er altså på forhånd mistænkt for at være usamarbejdsvillig.

Jeg bruger helt bevidst udtrykket 'klienten'. Jobcenttenes behandling klientliggør mennesker fremfor at hjælpe til selvhjælp.

Lars Løfgren, Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Christel Gruner-Olesen, Kim Rostgaard Pedersen, Anders Reinholdt, Uffe Gammelby, Hanne Ribens, Ken Sass, Ib Christensen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Gitte Loeyche, Martin Rønnow Klarlund, David Zennaro, Jan Weber Fritsbøger, Katrine Damm, Tue Romanow, Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Peter Tagesen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Hanne Utoft, Erik Winberg, Jonathan Larsen, Herdis Weins, Erik Fuglsang, Dorte Sørensen, Ebbe Overbye, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er det ikke her Mette Frederiksens meget tale om tillid BØR/SKAL sætte ind?
Giv socialrådgiverne tid til at følge og hjælpe i stedet for al den tid til at kontrollere osv. Adskil beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken igen - mon ikke det vil være første skridt.
Gør kontakten mere menneskeligt - hvem vil følge sig tryg ved at se flere og flere sikkerhedsvagter osv.?
Og se så at få ophævet kontanthjælpsloftet mv. - tag hånd om de syge og nødlidende i stedet for at pres dem endnu længere ud.

Lars Løfgren, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Uffe Gammelby, Hanne Ribens, Ib Christensen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Allan Stampe Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Hver eneste skrivelse fra Jobcentret ender med en trussel på liv og levned. De kan ikke kommunikere uden trusler. De optræder som bøller og bøller skal have en over nakken.

Carsten Wienholtz, Lars Løfgren, Anders Reinholdt, Uffe Gammelby, Ken Sass, Ib Christensen, Alvin Jensen, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen, Peter Wulff, Katrine Damm, Allan Stampe Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Kim Houmøller, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar

På flere måder er det hele struktureringen af de offentlige forvaltninger, som gør det muligt at misbruge dem til arbejdsgiveres udbytte og en trist illusion om at arbejdet gør (i forstanden giver) fri. Det er en totalitær tankegang, som ligger til grund for ikke blot retningen på systemerne, men også rammerne og aktørerne i det. Når talen falder på socialrådgivere, men det kunne lige så godt være pædagoger eller sygeplejersker, ssa'er eller læger, så er alle disse faggrupper gået langt ud over de fagetiske grænser, som førhen funderede deres arbejdsfelter og kundskaber, deres teorier og metoder. Der er opstået en tilvænning til det perverse, til det topstyrede og det smarte, som alligevel ikke hjælper på det samlede (kryds)pres, de allerfleste fagprofessionelle i det offentlige står med - og det er kendetegnende for deres fagforbund (og uddannelsesinstitutioner) at de tilpasser sig 'tidens trends' - de underkaster sig den konstruerede politiske fortælling om at der ikke er penge. Og de accepterer at Danmark har en budgetlov i konsekvens af vor tilslutning til EU'sfinanspagt, i stedet for at rejse massiv kritik af at det faktisk er undtagelsen at selv de mest basale opgaver løses til flertallet af fagprofessionelles tilfredshed i det offentlige Danmark, mens omkostningeffektiviseringen fortsætter derudad.

"Jeg fatter ikke man bliver ved med at straffe, når alle undersøgelser slår fast, at det ikke virker, medmindre meningen er, at der skal skabes en ny underklasse, som skal bruges til skræmmeeksempel for alle andre: “hvis du ikke gør som vi siger...”."

Jonathan Larsen, tak for det kritiske indlæg - der er virkelig brug for at folk med socialfaglige grundlag for kritiske iagttagelser blander sig i de offentlige debatter og ikke blot gør sig til udførere af en lovgivning som via bureaukratiske leadership-pipelines omsættes som næsten Monzano'sk new public management-modellering og -styring rundt omkring i de offentlige forvaltninger.

Mht. rationalerne bag straffens virkninger, så taler man i kriminologisk forstand om general- og specialpræventive effekter, og den generalpræventive effekt består faktisk i at man med høje opklaringsprocenter og skræmmende sanktioner afskrækker borgere fra at begå kriminalitet. Det problematiske ved dette perspektiv er naturligvis at der i den politiske anvendelse af generalpræventive virkemidler ofte mangler en forudsætningsanalyse, som bl.a. fokuserer på at straffens generalpræventive virkning iht. klassetilhørsforhold (eller socioøkonomiske variabler) af flere dynamiske årsager vil variere stærkt, hvormed der vil opstå høj social slagside i retsudøvelsen (vi ser noget tilsvarende, når det kommer til forekomsten af flygtninge/indvandreres repræsentation i de danske kriminalstatistikker). Og naturligvis mangler der også en politisk-juridisk reaktion af større omfang iht. den specialpræventive del, som omhandler forebyggelse af gentagen kriminalitet hos den enkelte lovbryder, og hvor recidiv-raterne stærkt indikerer at straf kun undtagelsesvist virker, og ofte når der samtidig ydes en betragtelig og kvalitativ hjælp fra det offentlige/omverdenen.

Hvis det blev politisk omsat at straf ikke rigtigt duer som hverken forebyggende eller reaktivt middel mod kriminalitet, ville vores samfundsorden komme i vildrede med sig selv; de politisk tilvænnede magtrationaler ville udfordres, hvilket ville betyde et tab af kontrol for de kræfter, som dominerer vort samfunds tilstand og udvikling. Derfor er en diskussion af ophævelse af (vel nok især fængsels)straf i det borgerlige, danske justitsvæsen absolut tabu, kunne antagelsen være.

Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Anne Mette Jørgensen, Uffe Gammelby, Mikael Velschow-Rasmussen, Ib Christensen, Alvin Jensen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Peter Wulff, Jonathan Larsen, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Handler det ikke i virkeligheden om at vi har nogle folk på tinge, der har mistet empati-genet i jagten på magten og indflydelsen og dermed er gået fra at være kompetente og helstøbte mennesker til at være smadderdygtige til deres fag, men samtidig er blevet til inkompetente politikere?
Jeg skriver ikke, at de har glemt, at de til daglig sætter rammer for mennesker. Men mennesket er blot er decimeret til en brik i et spil skak.

Jobcentret er langsomt, men sikkert blevet til en perversitet. Men der er tilsyneladende nogle i folketinget, der ikke kan se det aspekt. Og den slags kalder jeg magtfuldkommenhed og menneskelig inkompetence.

Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Jakob Silberbrandt, Uffe Gammelby, Alvin Jensen, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det er ligeledes blevet hverdag at borgere, som har behov for hjælp hos landets jobcentre bliver anset som svindlere og betragere og ikke mennesker i nød. Måske der er en sammenhæng der.

Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Gitte Loeyche, Steffen Gliese, Jan Weber Fritsbøger, Katrine Damm, Jonathan Larsen, Eva Schwanenflügel og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Nu accepterer socialrådgivere som faggruppe jo også at blive gjort til ekspeditionssekretærere med det formår det på den korte bane skal være billigst for kommunerne. Så de beder selv om problemerne. Hvor er deres fagforening henne. Systemet kunne blie en pengemaskine for Danmark, der er bare ingen der griber muligheden. Måske det bare er en del af det klassesamfund alle politiske partier incl. EL ønsker.

Eva Schwanenflügel

Nu har kommunerne opdaget at sikkerhedsforanstaltninger ikke er helt nok i mødet med frustrerede, ulykkelige og desperate borgere.

Derfor skal sagsbehandlerne på kommunikationskursus, så de bedre kan 'håndtere' situationen før det hele udarter, og stole og borde ryger gennem luften. Eller - højst pinligt - folk finder på at sætte ild til sig selv foran Jobcentret..
Gyde olie på vandene, som man siger.

Det skal fedt hjælpe.

“Sags­be­hand­lere sendes på kom­mu­ni­ka­tion­s­kur­sus: ‘Vi kan være tydeligere over for borgerne’”

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/sagsbehandlere-se...

Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Martin Rønnow Klarlund, Jan Weber Fritsbøger, Katrine Damm og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Før (dvs. før den politiske ødelæggelse af landet) fik man hjælp hvis der var et behov. Helt ukompliceret i gensidig respekt og ikke mindst gensidig tillid. Det kan man huske når man som jeg er 60 år. Al den her moderne tåbeligehed fantes ikke. Alt fungerede simpelt og enkelt. Ingen troede noget ondt om hinanden. Alle viste man kan regne med hinanden. Alle var stolte af Danmark. Selv det at betale SKAT blev gjort med glæde og stolthed. For vi viste alle godt hvilket fantastisk land det mulig gjorde for os alle sammen.

Det var så den gang.

Så kom Anders Fogh Rasmussen til fadet og startede ødelæggelserne. At betale SKAT skulle være et hade objekt. Privatisering det nye sort. Siden kom Den-Lille-Svindler og startede en hetz mod syge, ledige og offentlig ansatte. Resultat ser vi i dag. Et samfund drevet af mistillid. Nu bliver pengene ikke brugt på mennesker. Nu bliver de brugt på vagtværn og kommunikationskurser.

For 20 år siden ville en hver dansker have slået en latter op, hvis nogen prøvede at forklare nødvendigheden af vagtværn på offentlige kontorer. Eller video overvågning af det offentlige rum for den sags skyld.

Lars Løfgren, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Uffe Gammelby, Mikael Velschow-Rasmussen, Ib Christensen, Alvin Jensen, Peter Wulff, Niels Duus Nielsen, jens rasmussen, Carsten Munk, Kim Houmøller, Martin Rønnow Klarlund, Steffen Gliese, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nøjagtig som politikere er debatørerne her gode til at beskrive systemets dårligdomme.
Hvad med løsninger ?
Jeg føler mig ensom i mine stadige fokusering på løsninger.
Fra vugge til grav er der noget, hvor vi kunne gøre det lidt bedre - eller faktisk meget bedre.
Men nej. Det hele bliver bare værre.
Selv en statsminister fremlægger problemer. Hvornår får vi hendes løsninger.

Michael Friis, Flemming Olsen, Uffe Gammelby og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

Jeg undrer mig over, hvor er fagforeningerne henne?
Der kommer indimellem indlæg fra enkeltpersoner og det er mit indtryk at det er meget modigt, hvis en jobcenteransat vover at kritisere jobcenterhelvedet og lovgivningen i det hele hele taget.

Jeg forstår udmærket, hvis man som jobcenteransat er bange for at kritisere forholdene, både arbejdsvilkårene og den mistænkliggørende, nedværdigende og modbydelige lovgivning som de ansatte formodentlig er - ser sig nødsaget til at føre ud i livet.
- Og formodentlig er bange for at miste deres job - med god grund, for de kan jo om nogen se, hvor frygteligt det er at være nødsaget til at sidde på den meget triste side af skrivebordet.

Det er vel så her fagforeningerne burde/skulle gøre oprør i samlet flok, både på egne medlemmers vegne OG på vegne af de mennesker de er sat i verden for at hjælpe.

Så hvor fanden er fagforeningerne henne!?

Lars Løfgren, Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, Michael Friis, Anne Mette Jørgensen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Mikael Velschow-Rasmussen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Susanne Kaspersen, Martin Rønnow Klarlund, Erik Fuglsang, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard, jeg forsøgte for nogle dage siden at give nogle få bud på hvordan man, tilmed indenfor den eksisterende systemramme, kan gøre noget ved vort krænkede, klodsede og kyniske konkurrendedemokrati - man behøver ikke engang at være revolutionær (fyfy) for at få fat i nogle af de strukturelle fødekæder til vores fortsatte politisk-parlamentariske kriser:
1. Gør det mindre økonomisk attraktivt at være politiker (reducér lønnen, pensionen og mulighederne for supplerende honorarer).
2. Gør det mindre karriereudviklende at være politiker (reducér magtdomænet ved bl.a. at øge den demokratiske kontrol, lettere at blive opstillet samt umuligt at påtage sig betydningsfulde hverv for interessegrupper og erhvervslivet i f.eks. minimum 5 år efter at være fratrådt som politiker.
3. Gennemfør via grundlovsrevision eller en (endnu bedre) forfatning at de tre magter skal adskilles hermetisk; lovgivere må kun lovgive, de må hverken dømme eller udøve magten. Hold vedvarende stærkt fokus på habilitet, nonkorruption af personer/interesser og fravær af lobbyisme.
4. Forbyd enhver form for aftale med den såkaldt 4. magt; pressen/medierne, således at journalistikken genoplives og en kritisk masse kan mobiliseres i de offentlige debatter.
5. Indfør en komplet nonprofit-fungerende radio og tv enhed, som har til formål at kede danskerne ihjel med saglig, bredt og dybt perspektiveret information og samfundsdebat.

Gør det seriøst og ’kedeligt’ at være politiker (og dansker). Lovgivning er en krævende disciplin og et meget kompliceret fagområde, som bestemt kræver at man holder fokus på dét, man er valgt og siden ansat til. Og kom helligdagene i hu; slut med deres overarbejde og manierede misbrug af egne ressourcer.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Flemming Berger, Peter Wulff, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Jonathan Larsen, Martin Rønnow Klarlund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Så hvor fanden er fagforeningerne henne!?"

En anden iagttager af kapitalismen, Adam Smith, beskrev i sine analyser at kapitalismen, for at kunne bestå, herunder håndtere de tilbagevendende krisers medfølgende reaktioner fra bærmen og forebygge anarki, havde brug for at de notorisk udbyttede arbejdere organiserede deres kritik, således at man havde systemisk kontrol med udviklingen. Så fagforeningerne er vel, hvor de er, og deres kritik af udviklingen udspiller sig idag som 'dialogbaseret forhandling' mellem velklædte mennesker fra pæne organisationer med velfunderede, realistiske (især realistiske, dvs. underkastet den konstruerede, politisk-økonomiske virkelighed) meninger og synspunkter (for socialrådgivernes vedkommende skrev man for, såvidt jeg husker, omkring tyve år siden iøvrigt den fæle pasus om at arbejde socialpolitisk med faget ud af uddannelsesbekendtgørelsen).

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft
Justeringer og henvisninger til det gode i mennesker (politikere) er ikke effektive løsninger.
Du har ret i, at der er meget at rette op på i den politiske verden. Men så skal en ræv vogte gæssene, når de ikke engang kan overholde grundloven.
Hvor er den ræv ? Ude i det uinteresserede flertal i vælgermassen ??

Brian W. Andersen

@ Ebbe Overbye

Du har ret, men også disse skriftlige formuleringer fra jobcentrene er bestemt helt oppe fra Christiansborg, så sagsbehandlere hvad enten de er socialrådgivere eller andet skal bruge dem. Alle breve og skrivelser fra jobcentrene er på forhånd formuleret af jurister i KL eller den enkelte kommune som "fiill in the blanks"-dokumenter. Sagsbehandleren skal blot gøre et par tastetryk i borgerens journal og så laver jobcentrenes software et autofill med borgerens oplysninger ind i en automatisk valgt skabelon og afsted ryger et 3-7 sider langt og intimiderende brev til borgeren.

Man kan altid diskutere hvor truende skrivelserne fra jobcentrene er, fordi det meget handler om kontekst. Set oppefra eller udefra, hvor de ikke ses i kontekst med den individuelle borgers sag, kan de virke både pæne, reelle og ikke truende, så da det er relevant for emnet her vil jeg gerne give et konkret eksempel. Derfor bringer jeg her først ordret dele af ordlyden fra et jobcenters indkaldelse af en borger til en samtale i jobcenteret, uden brevets/sagens kontekst.

_____Citat 1_______________________________________
Hvem deltager i samtalen?
Samtalen foregår mellem dig og din sagsbehandler

Det handler samtalen om
Til samtalen skal vi tale om, hvilke muligheder du har for at komme i arbejde.

Udgangspunktet for samtalen er dine ønsker og forudsætninger for at finde et job sammenholdt med de ledige job, der er.

Under samtalen skal vi have fokus på:
Hvordan det går med din jobsøgning og de aftaler, vi har indgået.
Om du har behov for støtte. Fx via et beskæftigelsestilbud.
Om du kunne være parat til at stå til rådighed for job på jobnet.dk.
___________________________________________________

_____Citat 2________________________________________
Husk at melde afbud, hvis du er forhindret
Du skal være opmærksom på, at du har pligt til at deltage i samtalen.

Udebliver du fra samtalen uden rimelig grund, trækker vi i kontanthjælpen for de dage, der går, fra at du skulle være mødt til samtalen, og indtil du igen har kontaktet jobcenteret. Melder du afbud til samtalen samme dag, men efter mødetidspunktet, trækker vi i kontanthjælpen for den pågældende dag.
_______________________________________________

Dette 2 sider lange brev slutter med henvisning til relevante paragraffer i beskæftigelsesindsatsloven og aktivloven. der præciserer pligter og konsekvenser for manglende overholdelse af disse. Paragrafferne er vedlagt i et 5 sider langt bilag.

Objektivt set vil jeg mene at dette brev vil fremstå som pænt og ordentligt, omend noget bureaukratisk, i den uindviedes øjne. Den brugte brevskabelon skal dog have opdateret ordlyden i afsnittet om udeblivelse, fordi efter "forenklingsreformen" som trådte i kraft 1. juli er sanktionen for udeblivelse nu 3 dages bruttoydelse regnet som arbejdsdage, hvilket svarer til ca. 5 kalenderdages bruttoydelse for borgeren. Dette fremgår dog af det vedlagte lovbilag.

KONTEKST betyder alt. Jeg har nemlig valgt et brev som udsendes til borgere i det projekt "Flere skal med", som Peter Hummelgaard lige har peget på i flere medier som redningen for de svageste kontanthjælpsmodtagere. Selve deltagelseskriterierne for projektet garanterer at der her ikke bare er tale om de "aktivitetsparate", men om de allersvageste af disse. Det er mennesker med de helt svære psykiske lidelser, mennesker med markante fysiske handicaps, mennesker med langvarige, alvorlige og kroniske, samt til tider livstruende fysiske sygdomme og det er mennesker med de sværeste sociale problemer. Allesammen har siddet fast i kontanthjælp i 5 år eller mere og nogle i årtier, hvor de har været i et kontinuerligt ping-pong spil imellem virksomhedspraktikker og arbejdsprøvninger i beskæftigelsesindsatsen og store behandlingsforløb i sundhedssektoren for hver gang deres kroppe og sind har ramt deres belastningsgrænse for arbejdsevne.

Modtageren af brevet jeg klippede fra her, er faktisk vurderet handicappet af samme kommunes afdeling for sundhed og omsorg, som har visiteret borgeren til en lang række ydelser: Hjælpemidler og herunder plejeseng, rollator, gribetang med magnet og andre ergoterapeutiske værktøjer, hjemmehjælp til måltider, rengøring og tøjvask, hjemmesygepleje, fysioterapi og handicapkørsel.

Det som man skal være meget opmærksom på at forstå her, er at ingen af disse forhold hører med under rimelige grunde til udeblivelse fra samtaler på jobcenteret. Borgere i denne situation skal faktisk bruge den handikapkørsel, som er tildelt til at de kan transportere sig til sundhedsaftaler og til at have en lille mulighed for et socialt liv, til i stedet at blive kørt til samtaler på jobcentret. De eneste eksisterende "rimelige" grunde til udeblivelse fra jobcenteret, er hvis borgeren er i planlagt eller akut sundhedsbehandling inkl. indlæggelse på sygehus. Selv i disse tilfælde skal samtalen gennemføres alligevel, men må nu gøres telefonisk, når dette er muligt ift. borgerens behandling/indlæggelse.

Forhold som dette opstår fordi vi i lovkravene for at borgere kan komme i videre til fleks eller førtidspension har følgende kriterier: Arbejdsevnen skal af kommunen være påvist varigt nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv. Alle behandlingsmuligheder skal være udtømte. Borgeren skal have gennemgået mindst 13 ugers virksomhedspraktik.

Her vil jeg godt opfordre dig og alle andre til at overveje, hvor mange smuthuller, der gemmer sig i disse kriterier. F.eks. arbejdsevne må ifølge loven ikke defineres af læger, men skal påvises ved afprøvning i virksomhedspraktik, så er godt spørgsmål her er: Hvor mange erhverv er ethvert erhverv? Eller i lyset af at der hele tiden udvikles og afprøves nye behandlinger i sundhedsvæsenet: Hvorfor hedder det "alle behandlingsmuligheder" og ikke "alle sundhedsfagligt relevante behandlinger"? Stil selv flere spørgsmål og begynd at tælle hvor mange cirkusringe loven giver jobcentrene i deres manege.

Brevet er som nævnt et standardbrev sendt til borgere i beskæftigelsesministeriets projekt "Flere skal med". Dette projekt er blevet forlænget med "Flere skal med 2", som har en 1-årig testfase, fulgt af en foreløbig 2-årig projekttid og rettet imod samme borgere, der har tilbragt 2 år i projektet, så det er her relevant at kende lidt til projektets indsatsmodel: https://www.star.dk/media/10850/bilag-1-indsatsmodel-flere-skal-med-2.pdf

Med hele konteksten på plads, så burde det stå meget klart at et tab af offentlig ydelse ikke er muligt at erstatte med arbejdsindtægt eller andre indtægter, så det at modtage en økonomisk sanktion fra jobcenteret kan have ret vidtrækkende konsekvenser for de af loven omfattede borgere. Prøv nu at læse de to citater fra jobcenterets indkaldelse igen og bedøm om de reelt er pæne og ordentlige eller om de er truende og intimiderende for de borgere som modtager disse breve.

Jeg har set hundredvis af eksempler som dette og er ikke i den mindste tvivl om hvad jeg vil kalde det, men det gemmer jeg til en senere kommentar. For nu kan jeg passende sige til evt. uindviede medlæsere: Velkommen til virkeligheden i hverdagens Danmark.

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Uffe Gammelby, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Dennis Tomsen, Jonathan Larsen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Hanne Utoft, Martin Rønnow Klarlund, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Socialrådgiver uddannelsen må være Danmarks bedste udannelse.... den må stå højt over både læger og psykologer, som må bruge timer efter time på at klarlægge folks fysiske og psykiske skavanker, når en flok socialrådgiver kan gennemskue de hele over en kop kaffe. Måske vi også skulle få et par tidligere oversergenter ind i jobcenterne for der er ikke noget som en omgang armhævningee der kan kurre det meste.

Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Ja Brian W. Andersen, det er ganske enkelt både modbydeligt og vanvittigt.
Derudover er det forfærdeligt, fordi kun de allerfærreste ved - tror på, at det virkelig ER sådan.
For at vide og tro på det, skal man selv have prøvet det, være tæt på nogen, der har - eller selv have arbejdet med/i systemet.

Lars Løfgren, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen, Carsten Wienholtz, Vivi Rindom, Steen K Petersen, Christel Gruner-Olesen, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Erik Fuglsang, Kim Houmøller, Dennis Tomsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Brian W. Andersen :

"KONTEKST betyder alt. Jeg har nemlig valgt et brev som udsendes til borgere i det projekt "Flere skal med", som Peter Hummelgaard lige har peget på i flere medier som redningen for de svageste kontanthjælpsmodtagere."

I forlængelse af Katrine Damm's efterlysning af fagforeningerne, vil jeg nu efterlyse journalisterne.
Hvorfor har der ikke været mere fremme om indholdet i "Flere skal med 0.2" ?!?

Tak Brian.

Katrine Damm, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, ingemaje lange, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Alvin Jensen, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Det lader til at den nye regering går endnu længere, når det drejer sig om at pine og plage syge mennesker !!
Eller hvad ?

Anne Mette Jørgensen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Jesper Lerche

Jeg må lige træde til forsvar for de faguddannede socialrådgivere her. Den rolle du beskriver er udfyldt af jobcentrenes sagsbehandlere i beskæftigelsesindsatsen, som i meget vid udstrækning netop ikke er uddannede socialrådgivere, men som er hentet ind fra en række andre erhverv. Ofte fra den private sektor eller administrationsfag som f.eks. kommunomer i det offentlige. Der er også mange tolke ansat som sagsbehandlere, fordi det bruges som et sparesmuthul overfor lovens krav om at ikke-danskkyndige har ret til at have tolkebistand ved samtaler på jobcentrene. Kommunerne er ikke så glade for både at betale løn til en socialrådgiver og en tolk, så de har mange steder ansat tolke som sagsbehandlere og sendt socialrådgiverne over i andre afdelinger eller helt ud.

I dag kam du som dansk borger let komme ud for at få dit helbred og arbejdsevne vurderet af en dansk-arabisk tolk, takket være to årtiers kombineret blå spare og udlændingepolitik. Hvad de øvrige faggrupper på jobcentrene angår, så har debatindlæggets forfatter Sarah McLeman-Hasselgaard helt ret i at socialrådgivere generelt vælger deres fag ud fra et ønske om at hjælpe andre. Dette giver loven desværre ikke mange muligheder for i dag og der er helt klart mange ting som en uddannet socialrådgiver ikke vil udsætte en borger for. De hører ret beset til blandt samfundets varme hænder, så i beskæftigelsesindsatsen navn er de mange steder blevet erstattet med flere kolde hænder fra andre faggrupper. Sagsbehandler er ikke en beskyttet titel, men blot en administrativ jobfunktion, der kan udfyldes af enhver som ledelsen mener kan varetage funktionen.

Desværre kan man hverken se på folk ansigt eller på stillingsbetegnelsen sagsbehandler hvilket fag de kommer fra, så alle jobcentrenes medarbejdere kan risikere at blive ramt af vold og trusler fra desperate borgere, selvom kun nogle af medarbejderne gør sig skyldige i at presse og provokere borgere over deres hæmningsgrænse.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Jonathan Larsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Katrine Damm

Tjae, på de tre kriterier du giver for at vide og at tro, der kan jeg fra forskellige perioder i mit liv sige tjek, tjek og tjek. Jeg har været hele vejen rundt om bordet inklusiv også at have siddet på arbejdsgiversiden. Lærerigt er lidt for lille et ord til at dække alle de erfaringer det har givet.

Katrine Damm, Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Socialrådgiver uddannelsen må være Danmarks bedste udannelse.... den må stå højt over både læger og psykologer, som må bruge timer efter time på at klarlægge folks fysiske og psykiske skavanker, når en flok socialrådgiver kan gennemskue de hele over en kop kaffe."

Naturligvis kan man anskue socialrådgiveruddannelsen som et systembevarende fag, udviklet i konsekvens af en systemisk set dysfunktionel samfundsudvikling, hvor fødekæderne til de problemer, socialrådgiverfaget skulle og skal løse, udvides og raffineres, mens de faglige udøvere i stigende grad går systemverdenens ærinder, herunder de totalitære, ideologiske dogmer om konkurrencestat og globalisering m.m. Meningstabet for de socialrådgivere, som knytter deres daglige indsatser i bl.a. jobcentre til forestillingen om større harmoni og forståelse mellem mennesker, er da også betragteligt ... og sygefraværsstatistikkerne ser mange steder heller ikke for friske ud.

Men der er altså tale om en blandet sammensætning af faggrupper på jobcentrene i DK idag; socialrådgivere udgør kun en del af også sagsbehandlingsbemandingerne, så det er ikke specielt sammenhængende at beskrive socialrådgiverne selv som negativt motiverede; de indgår bare for politisk passivt i et virksomhedscirkus, som engang var relativt mulighedsgivende offentlige forvaltninger med decentralisering i fokus - og hvor socialrådgivere i eget fags selvforståelse kunne arbejde med sigte på at overflødiggøre eget fag (altså under en politisk progressiv vision).

Katrine Damm, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Jonathan Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Eva Schwanenflügel

Ikke længere, men blot en forlængelse, som stammer fra tværpolitiske aftaler lavet over midten før seneste folketingsvalg. Det hele er så låst på gældende kurs at S sandsynligvis ville have tabt eller tabe regeringsmagten, hvis ikke de havde sendt hele lovkomplekset i kommissionsundersøgelsens syltekrukke.

Steffen Gliese, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Brian W. Andersen

Så Peter Hummelgaard er nødt til at prise en lovgivning, han er fundamentalt imod?

.. Og ja, gad vide hvornår den dér kommission bliver færdig..?

I mellemtiden skal den gamle lovgivning tromle videre med et ukendt antal nye ofre i sigte.

Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Erik Tvendager


Undertegnede
har været udsat for hvad der til forveksling ligner et straffelovsbrud (Kap.17) fra et aktiverings-aktieselskab velvilligt assisteret af Jobcentret, Jobcenterchefen, en praktikleder, arbejdsmarkedsstyrelsen og Jobcentrets tilsynsmyndighed.

Sagen kort
Begyndelsen kunne være da en hr Frederiksen, der vidst nok er god til at regne den ud, ved taler for jobkonsulenter fremlagde en opdigtet historie om ledige som han angav nægtede at modtage arbejde til en månedsløn på 25.000 kr.
"Det må vi gøre noget ved" hævdede samme.
Eller kort: Claus Hjort Frederiksen beskyldte uden dokumentation ledige for lovbrud ved ikke at ville tage anvist arbejde.

Om det er åbenbaret hr Frederiksen ved dyb solitær meditation, hegnsdruk, studier i hans omgangskreds, eller måske tilvisket ham fra spindoktorer, det får stå hen i det uvisse.
Fakta er at cirka fem måneder efter hr Frederiksens hadetaler mod ufrivilligt ledige udførte fire personer i den omfattende og lukrative arbejdsløshedsindustri noget der angiveligt ligner aftalt personforfølgelse ved enten brud på straffeloven kapitel 17 eller aktiv medvirkende til at fastholde samme lovbrud efter at være præsenteret for retsgyldig dokumentation der helt klart viser at påstandene ikke havde hold i virkeligheden.
Strafferamme for Kap. 17 brud går op til 6 års fængsel.
Kapitel 17 er den verdslige version af Biblens 8. bud: Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Efter korrekt afsluttet praktikperiode på en selvejende institution foranstaltet af aktiverings-aktieselskabet sendte selskabets medarbejder et notat til Jobcentret, hvor det på den mest fremtrædende plads var anført at undertegnede under fire ugers praktik var passiv hvilket hvis det havde været korrekt er et brud på Dagpengeloven.
Notatet angiver ligeledes at praktikstedet havde givet samme besked.
Praktikleder nægtede først at give et kort referat af den fuldstændig og tilfredsstillende afviklede praktikperiode og var i de efterfølgende måneder ophav til flere fantasifulde forsøg på at trække tiden ud.
Det mest spektakulære var en skriftlige trussel om at afsløre oplysninger der kunne skade min sag.

Efter henvendelse til praktikstedets chef gående ud på at de måtte være forberedt på offentligt at forsvare påstande der anførtes at komme fra praktikstedet.
Det hjalp! Der kom hurtigt endnu en email med et fuldstændigt dementi på notatets mest fremtrædende påstande.
Med et tilsyneladende retsgyldigt dementi der klart viste brud på straffelovens Kapitel 17, henvendte jeg mig naturligvis igen til Jobcenteret i den tro at chefen ville være overordentlig interesseret i at høre om det firma Jobcentret havde overdraget ansvaret for min aktivering tilsyneladende var dygtigere til at lyve end aktivere.
Håbet var naturligvis at han måske endda havde mulighed for at rette urigtige påstande.
Men det var forgæves, Jobcenterchefen brugte 64 minutter af min tid på at forklare han var forhindret i at gribe ind.

Senere oplyste Arbejdsmarkedsstyrelsen, efter flere svar der meget venligt kun kan betegnes som ikke svar, at det netop var til Jobcentret jeg skulle henvende mig til efter at være belastet med falske anklager.

En fornyet henvendelse til jobcentret blev afvist ligesom Jobcentrets tilsynsmyndighed Borgmesteren afviste. Måske fordi Jobcenterchefen, i strid med tilgængeligt referat, forsøgte at bilde borgmesteren ind at jeg ved mødet skulle havde frafaldet min klage.

Efter Jobcenterchefen og centrets tilsynsmyndighed havde modtaget et fyldigt referat fra mødet der ikke udviste nogen aflysning af min skriftlige klage, skrev kommunens chefjurist hr Leif Jensen i modstrid med alm. forvaltningsretslige principper og god forvaltningsskik, at de betragtede sagen som afsluttet og hverken Jobcenter eller borgmesteren vil svare på min henvendelse, og heller ikke svarer på fremtidige henvendelser.

Ingen af de aktivt medvirkede har på noget tidspunkt
henvendt sig og forsøgt at undskylde eller forklare ulovlighederne, langt mindre dækket mine udgifter ved det ondskabsfulde ubegrundede angreb.
Konklusion: Ledige er retsløse.

Lars Løfgren, Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Hanne Utoft, Flemming Berger, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Arbejdsløse er retsløse, sygemeldte er også blevet retsløse via nyere lovgivning. Og så er der dén retsløshed, som demonstreres af bl.a. tidligere beskæftigelsesminister og frontmand for virksomheden Venstre, hr. Hjort Frederiksen, hvis kriminalitet ikke kan retsforfølges. Der er Etatens magtfuldkommenhed (hvor politiets topledelse og statsadvokaturen lyder i den ene veldokumenterede sag efter den anden) og så er der vores udenrigspolitiske kriminalitet, hvor vi gentagne gange blander os i andre landes suveræne anliggender, deltager i destruktive embargoer og bidrager med mandskab og materiel i katastrofale krige. Hele vejen rundt, fra bund til top, er den bindegal. Det er ikke voldsomt hyggeligt.

Anne Schøtt, Lars Løfgren, Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Uffe Gammelby, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Carsten Svendsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Samfundet har udviklet sig til en parodi på velfærd til borgernes bedste. Men det er stadig borgerne, der betaler for at blive holdt for nar.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Trond Meiring, Kim Houmøller, Uffe Gammelby, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

I USA har den et velfærdssamfund. I Danmark har vi en velfærdsstat - And that is a big big big difference.

Steffen Gliese

VI har desværre en velfærdsstat, ja, det er mange års bureaukratisk kolonisering af civilsamfundet, der har bragt os så trist et sted hen.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Uffe Gammelby, Eva Schwanenflügel og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Én beskrivelse af velfærdsstaten går på at se staten som ansvarlig for udvikling, opretholdelse og leverance af velfærd - og i samme forstand beskriver termen velfærdssamfundet en mere mangfoldig/vidtforgrenet og abstrakt ansvarsplacering for velfærdens tilblivelse.

Diskussionen af hvordan velfærden 'bedst' understøttes har indenfor den neoliberale, politiske diskurs været domineret af forestillingen om at samfundet (især markedet i samarbejde med civilsamfundet, herunder særligt individet) er bedst egnet til at levere velfærd, mens det politisk er mest holdbart, og tilfældigvis for især markedet mindst omkostningtungt, at staten garanterer, hvormed en hybrid mellem de to velfærdsparadigmer opstår ... og bl.a. resulterer i new public management, virksomheds- og governance-ledelse samt udbud/licitation/offentlige-private partnerskaber. Og hvis man ikke vurderer at vore hidtidige erfaringer med den neoliberale hybridtænkning er særligt positive, og gerne ser velfærd, over tid, indlejret som en integreret del af vores kultur, herunder måden vi (så frivilligt som muligt) omgås/deler ressourcer og understøtter hinanden på m.m., kan velfærdstaten (med dens uundgåeligt passiviserende og kontrollerende portefølje) allerhøjest fremstå positiv som et overgangsfænomen, den eventuelt mindst ringe løsning, mens velfærdssamfundet, i en kapitalistisk samfunds- og verdensorden, tenderer kraftigt mod markedsudsættelse af først og fremmest de civilsamfund og individer, som velfærden er sat i verden for at sikre eksistensgrundlaget for.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Socialdemokratiet med socialistisk vedhæng har villet etablere velfærdsamfundet. Det skulle være statens rolle at sikre velfærd for borgerne - velfærdsstaten !
I takt hermed reduceredes det personlige ansvar - og dermed den personlige frihed.
Det ses tydeligt i regelsamfundets nedtromling af den enkelte, som efterlades uden velfærdsfølelse og uden ret til at være forskellige og selvbestemmende. (Hvem sagde UBI)

Desværre er borgerlige regeringer fulgt med uden mod og klarsyn, og blevet socialdemokratisk halevedhæng.

Hele denne tankegang er spredt ud over mange politik områder med en kæmpe offentlig sektor til følge. Og kostbar - er det velfærd.

Bare nævne eet eksempel : Folketingsflertallet lovgiver om masser af gode boliger skal nedrives af diverse sociale årsager. Beboere, boligforeninger og kommuner er imod - meeen, Big Brother har talt.
( Så kan jeg lige tilføje klimakampen - hvilket resursespild )

Hans Schjørmann

Anbefaler at se det fra klienternes synsvinkel. Til at begynde med gå ind i facebookgrupperne:

Jobcentrets ofre
og
Liv over lov

Steen K Petersen, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Som tidligere ansat mentor i en meget stor kommune, - oplevede jeg på nært hold hvordan socialrådgivere havde afviklet faglighed og kontaktevne, - og istedet blev talende cirkulærer. Feks. en psykisk syg ung mand, hvor socialrådgiveren i 20 minutter uafbrudt talte om uddannelsesmuligheder, - og hvor han tydeligt viste, at han ikke på nogen måde kunne følge hende. Hvilket han fortalte da vi gik på gangen, - og jeg gav ham fuldstændig ret, - fordi der ikke var noget at følge. Og han bare skulle glemme det. Blev efterfølgende kaldt til afretningssamtale, og der markerede jeg tydeligt at opgaven som mentor, betyder at følger man det udsatte menneske, og både dem at lære at kende, og have meningsfulde samtaler med dem - på deres præmisser og kunnen. Og dermed etablere en gensidig troværdig og tryg relation.
Efter flere af disse, - for systemet alarmerende oplevelser med at sætte sig på borgerens side, - blev jeg fyret.
For første gang i mit liv. Og med en kæmpe stolthed i hele mit sind. Og med foragt for de socialrådgivere der ligger sig fladt ned, og udelukkende er systemets talende cirkulærer.

Lars Løfgren, Katrine Damm, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Kim Folke Knudsen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Jesper Lerche, Carsten Wienholtz, Tommy Gundestrup Schou, Lise Lotte Rahbek, Leo Nygaard og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Indfør 3 års dagpengeret for alle over 50 år.

Opgaven med at rådgive og hjælpe forsikrede ledige skal tilbage til fagforeningerne og A-kasserne. Ud med junglen af regulativer, som omhandler 1.000.000 forsøg på at mistænkeliggøre og kontrollere borgere, der er arbejdsløse og nu gør brug af deres dagpengeret. Arbejdsløshed er et socialt problem som vi som fællesskab skal løse ved at vise tillid til borgerne og give dem reel kompetenceudvikling medens de er arbejdsløse. Forsørgelsesgrundlaget er dagpenge svarende til fuld tid.

2 måneders arbejde for at genoptjene dagpengeretten. Mennesker skal ikke i et så rigt samfund som det danske trues af social nød og elendighed, fordi de er ekskluderet og ude i kulden efter 2 år på dagpenge.

Seniorjob, løntilskudsperioder, perioder med uddannelse, tæller med som fuldtid i genoptjeningen af dagpengeretten.

Alle med over 29 timers ugentlig beskæftigelse skal forsikre sig i en A-kasse.

Der skal indføres mulighed for at hjælpe borgerne som havner i ledighed med at planlægge og omstille deres privatøkonomi til et lavere indkomstniveau som følge af tab af arbejde.

Alle dagpengemodtagere skal have mulighed for at tegne en tillægsforsikring på op til 1 år som giver en forhøjet dagpengesats.

Ud med de kommunale læger i sager om tilkending af Førtidspension. Alene den praktiserende læges udtalelser tæller.

Ud med arbejdsprøvning og ressourcetilbud, som ødelægger syge mennesker.

Flexjobbere skal have ret til at indtræde i dagpengesystemet på samme vilkår som alle andre.

Giv syge mennesker en permanent førtidspension med det frie valg at kunne tilvælge et revalideringsforløb, hvis du selv føler dig parat til igen at komme ind på arbejdsmarkedet. Lykkedes forløbet med revalidering ikke så vender borgeren tilbage til førtidspension og skal ikke søge for fra en gang til.

Vi er nød til at rydde op det her forvitrede og ødelagte Jobcentersystem en gang for alle.

Nye overskrifter tak.

Hjælp borgerne over i et nyt arbejde med rådgivning, uddannelse, evt. støtte til transport ved jobsøgning.

Virksomheder som påtager sig socialt ansvar skal begunstiges af det offentlige.

Ydelserne skal ikke udhules med for lav pl regulering.

Socialrådgivernes personlige og faglige kompetencer skal komme til udfoldelse og ikke afmonteres af systemtænkning og kontrolvanvid.

Hvis vi tager skridtene den modsatte vej og genskaber tilliden mellem borgeren og myndighederne så vil problemet med vold overfor jobcentrenes medarbejdere mindskes.

Tak for den gode og informative artikel om tingenes sørgelige tilstand.

Debattrådens indlæg viser med al tydelighed, at vi er nød til at genopfinde dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og hjælp til socialt udsatte helt forfra. Det nuværende system er rustet op i et virvar af sanktioner, kontrol og mistænkeliggørelse af borgerne. Det er ødelæggende for borgerne for medarbejderne for vores økonomi og for tilliden mellem borger og myndighed.

Kim Folke Knudsen

Kære Erik Tvendager 13 Oktober kl. 12.35

Franz Kafka har ikke levet forgæves. og den kafkaske lovpraksis er institutionaliseret i Danmark.

Med det resultat at borgeren taler for døve ører, efter at borgeren har været udsat for et overgreb fra systemet. Ethvert tilløb til at få omgjort en uretfærdig afgørelse forsvinder i en labyrint af myndigheder og magthavere, der siger ikke her: Vi vil ikke træffe en ny afgørelse.

Bemærk den helt simple iagtagelse.

Hvis en borger undlader at indberette X oplysning til Jobcentersystemet, så falder hammeren omgående ( Nul tolerance overfor borgeren ).

Hvis borgerne spørger til råd i systemet om reglerne for dagpenge med videre, så kan svarene vente i uendelighed. Der er ingen svarfrist. Du må ringe og hænge i telefonkøer i tide og utide.

Systemet gavner sin egen sagsbehandling og borgeren er efterladt i et tomrum retsløs og uden mulighed for at gøre indsigelse.

Jeg har erfaret fra min personlige omgangskreds, at en af mine venner tæt på 2 års grænsen for at falde ud af dagpengesystemet blev irettesat for at søge for mange job. Han skulle søge de job, som systemet anviste ham. Umyndiggørelse og ødelæggelse af ethvert fornuftigt initiativ.

Den samme borger har hele livet langt betalt skat og afgifter i lange baner til at fodre dette systems myriade af bureaukrati og kontrol. Alene AMB bidraget skatten på borgernes tjente penge på 8% betyder, at borgerne samlet set betaler deres egen forsørgelse mere end rigeligt. og når så de har brug for hjælp dagpenge, vejledning etc. Ve dem så kører kontrolkværnen løs i højeste gear.

Jeg er så træt af at høre systemtilhængerne DA, Dansk Industri, de såkaldte borgerlige partier Socialdemokraterne dele af fagbevægelsen desværre også lovprise FLEXICURITY modellen og vores fantastiske Jobcentersystem. Dem der lovpriser systemet tjener på det men har aldrig selv nogensinde været i nærheden af at skulle bruge Jobcentersystemet selv.

Slut med dette rustne og ødelagte bureaukrati.

Det hele skal genopfindes forfra med solidaritet fællesskab tillid og socialt medansvar overfor de borgere, som ikke har et arbejde.

Brian W. Andersen

@ Connie Brask

Tidligere mentor. Det gav mig lige svaret på hvorfor jeg mente at genkende dig på navnet, inden jeg læste din kommenter, selvom vi aldrig har samarbejdet direkte. Du er meget langt fra den eneste konsulent som er røget ud af jobcentrenes mentorstab bare for at være saglig og realistisk omkring borgeres arbejdsevner og muligheder. Jeg kender desuden til flere som enten nægter at arbejde med bestemte sagsbehandlere eller som selv helt har forladt mentor-arbejdet, fordi de gerne vil hjælpe folk og ikke bare agere den skarpe spids på jobcenterets lange pisk.

Der er en form for udskilningsløb for tilknyttede mentorer i gang i flere kommuner, som meget minder om det, der er foregået blandt jobcentrenes sagsbehandlere i årevis. Nu hvor det på mange jobcentre er opnået at udtynde rækkerne af faguddannede socialrådgivere, så det er de mest hårdhudede, der er tilbage, og hullerne i rækkerne er udfyldt af kursusuddannede sagsbehandlere fra diverse faggrupper og af nyuddannede, flaskegrønne socialrådgivere, som i deres praktikker aldrig har set andet end aktuelle beskæftigelsesindsats, så er det blevet mentorernes tur til samme omgang. Dette ligger der en meget stærk politisk vilje bag og i alle de tilfælde, hvor det indtil videre er lykkedes, sker der virkeligt grimme ting for syge og svage borgere, som jeg lige vil prøve at beskrive. Der vil nok være nogle ting du kender og jeg tager desuden kontekst for mentorordningen med, så alle læsere kan følge med i forholdene.

Efter at mentorordningen er blevet obligatorisk, så er det vigtigt at være opmærksom på hvor indgribende den er. Officielt kaldes ordningen stadig for et tilbud, men da der her er tale om et "tilbud" som borgeren med 100% sikkerhed ikke kan takke nej til, fordi et nej tak er lige med at tabe retten til økonomiske ydelser efter aktivloven, så er her tale om direkte tvang. En væsentlig del af hvorfor ordningen er så indgribende, er målgruppen for obligatorisk mentor-støtte, som er de borgere, der ikke har kunnet deltage i andre jobrettede aktiviteter såsom virksomhedspraktik, kurser, m.m. i 6 måneder eller mere. De kan ikke sige nej tak, fordi de er de svageste af de aktivitetsparate ydelsesmodtagere og kan derfor ikke selv erstatte tabte ydelser med anden indtægt.

At mentorens opgaver er betegnet som støtte og hjælp til borgeren i både jobcenter-sprog og det politiske sprog gør intet for at reducere tvangselementet, fordi det er sagsbehandleren på jobcentret, der med beskæftigelsesindsatsloven i hånden definerer hvad støtte og hjælp er. Da samtaler imellem den af jobcenteret tildelte mentor og borgeren generelt skal foregå i borgerens private hjem, så kan det virkeligt være brutalt indgribende, hvis det f.eks. er (som du beskrev det) et talende cirkulære, der besøger borgeren. Mentorens generelle omgave er jo at bistå borgeren i at finde, afdække og afhjælpe barrierer, der hindrer borgeren i at komme i et ordinært job, men da det også hører med til mentoropgaverne skriftligt at rapportere tilbage til borgerens sagsbehandler på jobcenteret, så rummer mentorordningen en meget stor magt.

Selvom der er forskelle på hvordan jobcentre, sagsbehandlere og mentorer håndterer denne magt, så er den i sig selv intimiderende, når vi ser den fra borgerens perspektiv. Eftersom mentorsamtalerne fortrinsvis foregår i borgerens private hjem, så har jobcenteret nu øjne og ører helt inde i borgerens privatliv. Oven i dette flytter nogle af kommunens arbejdsmiljøregler også med ind i borgerens private hjem, da hjemmet i praksis bliver en del af den kommunale arbejdsplads, så en mentor kan bl.a. kræve at borgeren overholder ting som kommunens rygeforbud og hygiejneregler i sit eget hjem. Nogle kommuner kræver faktisk dette af borgeren som standard.

I hænderne på hvad jeg vil kalde den forkerte slags mentor, men desværre den slags som en del politikere og beskæftigelseschefer favoriserer, så kan mentorens kerneopgaver med at afdække borgerens barrierer og ressourcer hurtigt blive meget mere intimiderende. Dette sker i reglen, når der skal kigges på sociale barrierer for at komme i arbejde og på sociale ressourcer (mantraet: netværk-netværk-netværk) som kan bruges til jobsøgning. Her kommer borgerens parforhold, familie, venner og bekendte en tur under luppen. Efter dette kan mentoren sige til borgeren; "disse personer koster dig kræfter som du kunne have brugt til at komme tættere på arbejdsmarkedet og/eller til jobsøgning, så dem bør du afskære kontakten til". Omvendt kan det også ske at borgeren har personer i sit private netværk, som har egne positioner på arbejdspladser og i erhvervslivet, hvori de har indflydelse på ansættelser og praktikpladser. Her bliver meldingen at borgeren bør/skal prøve at anvende disse til selv at komme i arbejde eller praktik.

Begge dele kan være meget truende for borgeren, fordi følger han/hun ikke disse "anbefalinger" og mentoren efterfølgende oplyser dette til borgerens sagsbehandler på jobcenteret, så kommer der det du kaldte en afretningssamtale. I denne kan borgeren stå overfor at ved at undlade at ændre i sine private relationer, så bliver han/hun på jobcenteret anset for ikke selv at samarbejde tilstrækkeligt om de jobrettede mål i "Min Plan" og dermed være i strid med overholdelsen af rådighedskravet. Dette er et ret stort pres at sætte svage borgere under og den omvendte situation, hvor borgeren følger anbefalingerne er lige så sprængfarlig.

For det meste har svage aktivitetsparate ikke et ressourcestærkt netværk, men de fleste har dog nogle personer i deres liv, som er vigtige for dem. Samtidigt er de lave ydelser, som de overlever på, utilstrækkelige til at dække alm. normale sociale aktiviteter, hvori de kan skabe nye bekendtskaber og venskaber. Begynder borgeren at skære personer væk fra sit private netværk, fordi de anses for hindringer i en aktiv jobindsats, kan det sende borgeren ind i ensomhed og social isolation, hvis han/hun ikke allerede er en af dem som er endt der. Det samme kan også ske ved at bruge private relationer i jobindsatsen, fordi der så sker en sammenblanding af privatliv og arbejdsliv. De fleste ved udmærket godt at det at have sit arbejdsliv og privatliv blandet sammen, er så fuldt af konflikt-risici og sociale faldgruber at det kan være svært at håndtere for selv de mest ressourcestærke personer, samt at det ofte har negative konsekvenser for arbejdslivet, privatlivet eller begge dele. For de mest ressourcesvage borgere bliver dette let en social atombombe.

Det er en skam at flere kommuner vælger at bruge mentorordningen på disse måder, fordi en dygtig og indfølende mentor kan faktisk være en god hjælp for mange af de svageste ydelsesmodtagere under aktivloven. Alene den fattiggørelse som borgere på disse ydelser oplever, gør det ofte svært for dem at se egne muligheder, fordi alle mentale kræfter skal sættes ind på at vende hver eneste krone, for også at dække basale behov i den sidste halvdel af hver måned. Det tager energien fra andre ting, så bare et par friske øjne, der ikke er kompromitteret af denne belastning, kan være en hjælp til nogle ting. Jeg så faktisk lige at Morten Mûnster har opdateret sit tidligere blogindlæg fra Børsen om denne mentale belastning, så jeg lister lige et link ind her: https://mortenmunster.com/hvorfor-er-fattige-mennesker-egentlig-saa-dumme/

Når en borgers tilknyttede mentor agerer som jobcentersagsbehandlerens forlængede arm, så bliver borgeren yderligere presset i stedet for hjulpet og støttet. Dette pres er ikke enkeltstående, men en del af samlede indsatser, der skal få folk i arbejde eller bare ud af offentlige ydelser. Her skal man ikke være så naiv at tro at arbejde altid er førsteprioriteten, fordi når de finanspolitiske briller kommer på, så er borgere intet andet end indtægter og udgifter i regnearket. Hvis et element i regnestykket ikke kan vendes fra at være en udgift til at blive en indtægt, så er det en gevinst i sig selv at skille sig af med udgiften. Uanset hvor gode intentioner individuelle politikere og ansatte i den offentlige administration og beskæftigelsesindsats har eller mener at have, så undgår man ikke at denne iskolde økonomiske tænkning drypper hele vejen ned i det daglige arbejde med samfundets svage og udsatte.

For disse borgere kommer presset fra mange sider. På jobcenteret har de hver en sagsbehandler og/eller en jobkonsulent, som hver især skal indkalde til jobsamtaler og forsøge at få borgeren i arbejde eller jobrettede tiltag, hvoraf virksomhedspraktik er førstevalget. Efter de mange justeringer af love og praksis, der er foretaget efter reformerne i 2012-2015, så er der ikke længere nogle tidsfrister for varsling af møder. Det er rent op til den enkelte sagsbehandler at vurdere om borgeren har fået tid nok til at forberede sig til et møde inkl. evt. indhentning af krævet dokumentation og løsning af evt. transportudfordringer. Det er nu blevet helt lovligt at indkalde borgere med ned til en dags varsel. Desuden er det blevet sådan at jobcentrene har forsinket afsendelse af digital post igennem Udbetaling Danmarks servere, således at breve fra jobcentrene kommer alle ugens dage inkl. lørdage, søndage, feriedage og helligdage, samt på alle tidspunkter af døgnet. Dette stammer lige dele fra en besparelse af de offentlige udgifter til digital båndbredde og en politisk holdning, som siger at ledige skal stå til rådighed hele tiden. Sammen med dette står forenklingsreformen, hvoraf første del trådte i kraft 1. juli og resten træder i kraft til 1. januar, som gør det enklere og lettere for sagsbehandlere i jobcentrene at udstede økonomiske sanktionsstraffe. Satserne for sanktioner følger nu en ny beregningsmetode, som gør at disse i dag er væsentligt forhøjede målt i kroner og ører.

Ligeledes er rammerne for jobcentrenes indhentning af borgerens sundhedsoplysninger også blevet en ret speciel størrelse. Dels kan en sagsbehandler kræve at en borger selv logger ind og udskriver personlige oplysninger fra sundhed.dk og dels er brugen af formularsættet LÆ132/LÆ135 eksploderet. Dette sæt hedder kort og godt "specifik helbredsundersøgelse" og det specifikke ved disse er at det er sagsbehandleren på jobcenteret, som har valget af hvilke dele af borgerens helbred som lægen skal undersøge og svare på. Da det samtidigt også er samme sagsbehandler, som skal vurderer borgerens arbejdsevne og dermed helbredsmæssige begrænsninger for at arbejde, så bliver borgerens sundhedsdata let selektive og fordomsfulde. Til hjælp for denne del af arbejdet har sagsbehandleren bistand fra en eller flere kommunale sociallæger. Politikerne har med lovgivningen givet sociallæger et særligt arbejdsvilkår, som ingen andre læger har: De er ikke forpligtet til at overholde lægeløftet. Sammen med disse forhold ligger en generaliseret anvendelse af lægefaglige diagnoser, der hviler tungt på offentlige statistikker over hvor mange procent af hver given patientgruppe, som kan arbejde og leve et nogenlunde normalt liv. I denne anvendelse ligger det implicit at hvis ca. 66% til 90+% af patienter med bestemte diagnoser kan, så antages borgeren på jobcenteret at høre blandt disse, hvilket gør spørgsmålet om arbejdsevne og mulighed for senere udvikling af arbejdsevne meget teoretisk. Det er nemlig oftest de svageste patienter fra hver diagnosegruppe, som ender med at hænge fast i aktivlovens ydelser.

Allerede med disse ting har borgeren 3 offentlige administratorer i sit daglige liv. Den fjerde er sagsbehandleren i jobcenterets ydelsescenter. Denne styrer både udbetalinger og ansøgninger af økonomisk hjælp, men er i disse underlagt sagsbehandleren/jobkonsulentens vurderinger af borgerens overholdelse af rådighedskravet. Med den størrelse aktivlovens ydelser har i dag og med kontanthjælpsloftet lagt oven i, så er det et problem for mange at der både er omkostninger forbundet med at overholde kravene i beskæftigelsesindsatsen og med egenbetaling på ydelser i sundhedsvæsenet. Nogle af disse kan afhjælpes eller reduceres med hjælp fra aktivlovens kapitel 10, men det kræver dokumentationstunge ansøgninger til sagsbehandleren i ydelsescenteret at få adgang til hjælp efter kapitel 10. At søge er ikke lig med at få, men det kan i de fleste tilfælde lade sig gøre at få nogen hjælp. Alt i denne del af jobcentrenes arbejde er underlagt den politisk besluttede kontrol for socialt bedrageri, så det kan kræve mange timers arbejde af borgeren at opfylde kravene til dokumentation, som ofte ikke stopper efter ansøgningsprocessen, men kræves løbende. Det er desuden en udbredt praksis ved flere typer af udgifter at borgeren først skal lægge ud til disse, indsende kvitteringer for udlægget til jobcenteret og vente på at få det udlagte beløb refunderet. Dette er langt fra altid muligt på de rådighedsbeløb som borgere har på de nuværende ydelsessatser, så der er borgere, som på papiret er bevilliget en økonomisk hjælp de aldrig modtager.

Bagved disse 4 jobcentermedarbejdere som borgeren kender til og kan kommunikere med, er der yderligere medarbejdere med direkte indflydelse på borgerens sag. De mest markante er afdelings/teamlederen for sagsbehandleren i jobcenteret, jobcenterets/afdelingens jurist, samt alle medarbejdere i kommunens/jobcenterets kontrolgruppe. Disse personer er ukendte for borgeren og de to førstnævnte er sammen med sagsbehandleren direkte beslutningstagere i borgerens sag.

Kontrolgruppen er noget helt for sig selv, fordi dennes beføjelser rummer en særlig form for pres på borgeren. Blandt de mange værktøjer de anvender er både overvågning af sociale medier og direkte observationer af borgere på sociale ydelser. Deres samlede værkøjskasse kan både tages i brug fra registersamkøringer, stikprøvekontroller og fra henvendelser fra en hvilken som helst borger i Danmark. Hvis denne gruppe finder grund til at mistænke borgeren for at have modtaget eller modtage ydelser som denne ikke har ret til, enten pga. uoplyste indtægter, samlivslignende parforhold eller manglende overholdelse af rådighedskravet, så kan de stoppe borgerens ydelser både dags dato og tilbagevirkende, imens der foretages yderligere undersøgelser og indhentes dokumentation fra borgeren. Borgere som kontrolleres bliver ikke oplyst om at de bliver det og med til dette billede hører at alle samfundets borgere er inviteret til at deltage i overvågning af ydelsesmodtagere, fordi anmeldelser af socialt bedrageri eller mistanke om samme frit kan anmeldes digitalt og anonymt af enhver.

Da bare et midlertidigt stop af ydelser kan have og som regel har katastrofale konsekvener for syge, svage og udsatte ydelsesmodtagere og at et sådan ikke kræver konkrete beviser, så er der et meget populært udtryk om kontrolindsatsen som ikke gælder her: "Hvis du ikke har noget at skjule, så har du ikke noget at frygte". Alle ydelsesmodtagere under aktivloven har god grund til at frygte kontrolgrupperne og kan have lige så god en grund til at frygte sure naboer og mange andre. Dette er intimiderende og hele den samlede kontrolmetode svarer fuldstændigt til panoptiske fængslers metode til at kontrollere indsatte fanger. Alle ved at overvågning foregår, alle ved at de kan overvåges hvor som helst og når som helst, men har ingen mulighed for at vide hvornår eller af hvem, hvorfor alle bliver nødt til at antage at de er overvågede hele tiden og må opføre sig derefter.

Det er i enden af denne store offentlige maskine som de "aktivitetsparate" borgere på aktivlovens ydelser for tildelt en mentor fra jobcenteret. Jeg ved ikke hvor meget du har oplevet det eller hvor bevidst du har været om det i arbejdet som mentor, men en af de største barrierer for at rehabillitere syge og udsatte borgere op til at genvinde bare nogen arbejdsevne og få lidt fodfæste på arbejdsmarkedet, kommer direkte fra jobcentrene selv. Det er i hvert fald tydeligt ud fra din kommentar at du prøvede at hjælpe borgere over barrieren eller ud af hele maskinen og endte med en fyring som tak. Det må have givet nogle tanker om hvad du skulle have gjort, hvis det for dig blot havde handlet om at beholde mentorjobbet og indtægten fra dette. Det handler det desværre om for nogle, som dermed har tilpasset deres mentorarbejde til at de ikke bliver de næste med en fyreseddel i hånden.

Når dette sidste led i beskæftigelsesindsatsen lange kæde kobles på, er den samlede effekt og presset på borgeren nærmest ufatteligt. Alle basale menneskerettigheder er enten overtrådt, kompromitteret eller truet. Privatøkonomien kan ikke styres privat af borgeren selv, boligen er ikke privat og ukrænkelig, relationer til familie og venner er ikke private, fritidsinteresser er ikke private, fortrolige samtaler med læger, psykologer og andre sundhedsfagpersoner er ikke private, aktiviteter, ytringer og kommunikation med familie, venner, bekendte og andre på internettet er heller ikke private og kan endda straffes med sanktioner. De borgere som ikke har andet valg end at leve under disse vilkår, fordi deres helbred, problemer og manglende muligheder gør dem afhængige af offentlig økonomisk hjælp for at kunne overleve, må oven i dette også tåle andre ting. Nedladende omtale i medierne, stigmatisering og marginalisering fra andre borgere, der selv har deres på det tørre, samt tit og ofte at stå på mål for at blive talt ned til at offentligt ansatte. Anders Vang Nielsen kalder dette for psykisk vold i sit læserbrev, der er et svar på ovenstående artikel og som også påpeger hvor få borgere, som reagerer tilbage med vold og/eller trusler mod medarbejdere på jobcentrene. https://www.information.dk/debat/2019/10/kontanthjaelpsmodtager-jobcentr...

Jeg kan kun give ham ret, men fordi at alle indsatsdele bidrager så sammenhængende og systematisk med elementer, der alle kan opleves som psykisk vold af borgere på aktivlovens ydelser, så mener jeg at en mere passende betegnelse for den samlede effekt er terror. Jeg kan simpelthen ikke finde et mere passende ord, fordi terror per definition er at skabe så stor frygt i folk at de af ren angst ændrer deres daglige adfærd. At det overhovedet kan lade sig gøre skyldes opgavedeling, specialisering og målstyring i beskskæftigelsesindsats og sociale ydelser. Den enkelte medarbejder er fokuseret på sin del af opgaverne og kan derfor sagtens syntes at han/hun agerer rimeligt overfor borgeren med de muligheder loven giver, men takket være digitaliseringen, så kræver det bare et minuts tastetryk af den enkelte, for at der lander et brev med krav og betingelser forbundet med tidskrævende opgaver ude hos borgeren. Når flere medarbejdere fra de forskellige indsatsdele gør dette samtidigt eller bare i samme uge, så løber det uset af medarbejderne let op i mere end en 37 timers arbejdsuge for borgeren.

Det er den grimme parallel til alle skolebørns mareridt om værst tænkelige skoledag. Dagen hvor der er 6 lektioner i 6 forskellige fag med 6 forskellige lærere, som den dag alle har besluttet at det er i dag at deres fag skal have sin kvote af elevernes lektietid. Dagen hvor hver eneste lærer giver en skriftlig opgave med 1½-2 timers løsningstid, som skal afleveres dagen efter.

Når dette rammer svækkede borgere, der også skal følge behandlingsforløb i sundhedsvæsenet, så medfører det alvorlige belastninger og konsekvenser. Og selv i disse ligger der et incitament til arbejde, som jeg frygter er tilsigtet fra i hvert fald nogle politikeres side. Hvis det på nogen som helst måde er muligt for en syg borger at påtage sig et arbejde, der både ud fra lægefaglig og borgerens egen viden vil skade borgerens helbred yderligere, så kan det i flere tilfælde være at vælge det mindste af to onder. 5 år mere på arbejdsmarkedet, med kroppen og sindet skrigende af smerter, men med en bedre økonomi til at tilkøbe lindrende sundhedsydelser, kan være bedre end 5 år mere som fattig i beskæftigelsesindsatsen, med kroppen og sindet lige så skrigende af smerter, selvom begge dele ender i komplet invaliditet og ingen livskvalitet eller direkte i en kiste. Det er et uværdigt valg, men ikke desto mindre, så er det et incitament.

Enhver ting du som mentor har gjort for at beskytte syge og svage borgere imod dette kan du roligt føle stolthed ved, men at blive fyret over det, er ikke rigtigt noget at være stolt af, fordi det har afskåret dig fra at hjælpe flere i mentorordningen. Hvis du vil forlænge det du er stolt over, så kan du gøre som jeg, hvis du kan finde tid og vilje til det, hvilket er at træde ind i rækkerne af frivillige bisiddere og partsrepræsentanter. Fortrinsvis som sidstnævnte, da din mentorbaggrund giver gode kvalifikationer herfor. En bisidder kan kun lytte og støtte, men en partrepræsentant kan af borgeren, som vil repræsenteres, gives beføjelser efter forvaltingslovens § 8 i en fuldmagt, der giver reel magt til at gribe ind og handle i borgerens interesse. Jobcentrene er generelt blevet ret kolde og ligeglade med bisiddere, men gode partsrepræsentanter er de lovtvunget til at respektere, så nu er det flere af disse som mangler. Hvis du kunne have lyst til dette, anbefaler jeg at starte med kun en borgersag ad gangen, fordi partsrepræsentation ofte er mere arbejds og tidskrævende end mentorarbejdet, så det er en god idé at få en fornemmelse for hvor meget det indebærer, inden at man forpligter sig til mere.

Tak for din indsats som mentor. Jeg håber at jeg her har inspireret dig eller måske rettere udtrykt forarget dig (og måske også andre) til at tage en tørn mere på de svages side.

Mvh BWA

Carsten Wienholtz, Hanne Utoft, Jesper Lerche, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen, Katrine Damm, Ebbe Overbye, David Adam, Carsten Svendsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Brian V Andersen.
Din lange afhandling viser tydeligt, at yderligere lapperi ikke er vejen.
Det eneste effektive er AFSKAFFELSE og indførelse af personlig frihed gennem Borgerløn/UBI-Basisindkomst.

- Brian W. Andersen

Tak for dine fantastiske kommentarer om beskæftigelsesindsatsen. Jeg bliver en lille smule klogere hver gang du blander dig i debatten :-)

Kim Folke Knudsen, Katrine Damm, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Brian W Andersen: 18 Oktober kl 02:35

En meget informativ, grundig og god kommentar fra dig. Korrekt set, at systemet rydder op i egne rækker og luger ud blandt de medarbejdere, som udviser social empati og ikke følger systemets egen opstillede logik, at drive de ledige rundt i et selvforskyldt morads af kontrol, overvågning, endeløse forsøg på at presse krav ned over borgere, som ikke kan magte presset.

Det forløb som socialt udsatte borgere er havnet i minder mig om forhold i totalitære stater. Overvågningen og kontrollen og mistænkeliggørelsen har ingen ende. Vi mangler lige anbringelsen i genopdragningslejre, så er associationen til tidligere tiders omgang med socialt udsatte borgere fuldendt. Ghettolovgivningen kan være starten på, at ødelægge muligheden for at socialt udsatte kan få et eget hjem. De har jo travlt de almennyttige selskaber med at lukke for adgangen til boliger for socialt udsatte, for så risikerer boligforeningen at komme på ghettolisten. Alle principper for en hæderlig behandling af borgerne og en respektfuld behandling af borgerne er brudt af det system, som nærer sig i mia betalinger af skatteindtægter fra de selv samme borgere.

De ansvarlige er det meget store flertal af partier på Christiansborg, som har stemt for de fleste opstramninger, øget kontrol, og lavere ydelser. De ansvarlige er det store tavse Danmark (passive og ligegyldige vælgere), som tænker jeg kommer aldrig i den situation. Ingen af vores familie vil havne på kontanthjælp. Formuer, private fratrædelsesordninger og det rette rige netværk holder en gruppe af velstillede borgere langt væk fra de her oplevelser. ikke mindst politikerne selv har jo udstyret sig med favorable fratrædelsesordninger under overskriften. Hvis vi byder os selv ringere vilkår, så vil ingen stille op i politik fremover. Tja hvilken dobbeltmoral.

At resultatet at få de mennesker afklaret i Jobcentrene og måske tilbage til et job igen er tænker jeg sikkert utroligt ringe. De fleste sidder uhjælpeligt fast i det håbløse og intimiderende system.

Det var den Velfærdsstat, som vi alle har lært skulle samle os op, hvis vi kom ud for omvæltninger i livet, som indebar ledighed, tab af bolig, tab af familie, tab af omgangskreds, fattigdom, misbrugsproblemer mv. Resultatet i år 2019 er deprimerende og nedslående. Mia af skattekroner bruges på et dysfunktionelt system opfundet af politikere, der desværre aldrig selv har været i nærheden af personlige sociale problemer og slet ikke i nærheden af systemet, som de selv er ansvarlige for at bevilge penge til hvert år med klap for øjet overfor de beskrivelser som du her har vist.

Jeg tænker vi må gøre noget for at råbe magthaverne op og starte den modbevægelse, der bare i det små kan vende skuden den anden vej. Men det egentlige mål er at opfinde sociale ydelser fra bunden af og fjerne den bureaukratiske mistænkeliggørelses maskine, hvis hovedformål er at mistænkeliggøre borgerne og sætte dem under pres, så de falder ud af systemet af sig selv. Læs spare offentlige ydelser.

Jeg har med min viden om Folketinget kun set to partier, der har forsøgt at tage disse her sager op. Alternativet og Enhedslisten. De borgerlige partier med Det Radikale Venstre og det nationalistiske DF har båret ved og brænde til dette kontrolapparat og forringelser i flere årtier. Socialdemokraterne er gået uden om den varme grød og SF klamrer sig til det akademiske men helt håbløse inferiøre ønske, at de vil have en Ulighedsredegørelse. Som om en akademisk vejrudsigt for de socialt udsatte ville afværge det stormvejr, som vores borgere befinder sig i.

Det er med Leo`s ord relevant, at bringe borgerlønnen og UBI basisindkomsten på banen som alternativ.

Jeg ser et behov for at udvide adgangen til dagpengesystemet, så Jobcentersystemets kundegrundlag skæres drastisk ned. Kontanthjælpsmodtagerne skal væk fra dette cirkus og ind i A-kasse og dagpengeforsikring så hurtigt som muligt. Derfor mit krav om at genoptjeningsperioden for ledige skal skæres ned til symbolske 2 måneders beskæftigelse. Men det vil koste sikkert op mod 10 mia. kr. Jeg er villig til den indsats på Finansloven.

Derfor ønsket om 3 års dagpengeret for alle over 50 år ( i første omgang ).
2 Måneders beskæftigelse giver ret til genoptjening af en ny dagpengeperiode.
Seniorjob, fleksjobbere, løntilskudsperioder, uddannelsesperioder tæller med i den 2 måneders genoptjeningsperiode.
Indkomstkravet afskaffes for adgang til dagpenge. Der skal alene ses på det timetal af beskæftigelse, der har været i genoptjeningsperioden ( de to foregående måneder med beskæftigelse ). Hvis en medarbejder har haft mere end 29 timers beskæftigelse, så giver det ret til fulde dagpenge i 2 år og 3 år for borgere over 50 år.
Der skal indføres en pligt til at tegne en dagpengeforsikring for alle i beskæftigelse med over 29 timers ugentlig beskæftigelse.

Vi skal have afskaffet de rigide jobsøgningskrav, om at du minimum skal sende to ansøgninger om ugen. Jeg har hørt fra rigtig mange, at de ansøgninger sorteres fra starten og ryger direkte i skraldespanden hos arbejdsgiver. De kan se, når en ansøgning er formuleret som en tvangsansøgning, der skulle sendes, for ellers så mistede borgeren retten til dagpenge.
Det er spil af arbejdsgivers tid og det er nedbrydende for de arbejdsløse, at de tvinges til at skrive ansøgninger på job, som de på forhånd ved de aldrig får tilbudt. Det er simpelthen idioti med dette krav.

Der skal være en mere lempelig bedømmelse af borgerne i dagpengeforløbet.

Desuden skal det være muligt at påtage sig frivilligt arbejde og at uddanne sig i dagpengeperioden. Det frivillige arbejde kan sagtens udføres uden, at der derved tabes mulighed for at skrive ansøgninger om et reelt job.

I pensionssystemet bør det overvejes, at indføre bidrag til en uddannelsesfond, som kunne aktiveres overfor ledige i et dagpengeforløb, så de kan få tilbudt ordentlige og kompetencegivende uddannelse i dagpengeperioden og ikke bare små kursus lapperier.

Ledige skal i dagpengeperioden have mulighed for at tegne abonnementskort til den kollektive trafik på linie med pensionister, så der ikke er de store øgede transportudgifter forbundet med jobsøgning.

Vi skal have mentorer tilbage og socialrådgivere tilbage, som er stolte over deres fag og som ser det sociale perspektiv i deres indsats overfor borgeren. Kerneopgaven skal skrives om fra bunden af med nye overskrifter.

Jeg er helt overbevist om, at alle mennesker har deres talenter og bidrag. Hvis de mødes med tillid og ikke det modsatte, så kan det store flertal bringes tilbage i arbejde men på respektfuld vis ikke ved at pace dem ud i utryghed. Vi må have genopfundet hele forsørgelsessystemet forfra. Alt skal graves op og reformeres fra bunden af.

Der kan spares rigtig mange penge ved at afskaffe hele hæren af kontrollanter og negative mentorer samt mystiske jobformidlere, hvis virke ikke hjælper men i mange tilfælde gør ondt værre.

De 98 Jobcentrer og hele udvalgsmenageriet har avlet et bureaukrati af chefer og ledere, som holdes kørende for mia af kr. til hvilken nytte ?

Selvom at Socialdemokraterne og fagforeningerne har deres blinde punkter på socialpolitikken, så er de dog mere lydhøre end dem som med neoliberalistisk ideologi i mappen har forstået at ødelægge Velfærdsstaten indefra. Der er jo ikke som før en stærk fagbevægelse eller stærke sociale bevægelser, som kan stoppe denne ødelæggende politik.

Dine vidnesbyrd viser et behov for at reformere det danske socialsystem fra bunden af.

Tak for at du delte din utrolige og uhyggelige viden med os andre. Hvordan bliver vi frivillige bisiddere for socialt udsatte borgere ?

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

For god ordens skyld.

Jeg vil have Jobcentrene afviklet og væk fra kommunerne. De har udviklet sig til en effektiviseringsmaskine, en sparemaskine en disciplineringsmaskine og en maskine, som ikke formår at hjælpe udsatte borgere. Det er åh så skønt for kommunale politikere at sige, nu har vi sparet nok en gang på de ledige og de kolde hænder i jobcentrene og så kan vi dele milde gaver ud i grams til borgerne, ( som ikke er ledige ) af det overskud, som vores effektivsering har skabt. Det kaldes på jævnt dansk: At spille borgerne og vælgerne ud mod hinanden Del og hersk princippet.

Men der er mange dygtige og kompetente medarbejdere og ledere i Jobcentrene, som skal have mulighed for at hjælpe dagpengemodtagerne og andre socialt udsatte borgere og rådgive dem fremfor denne straffelejr af overvågning, kontrol, og mistillid. Jeg har desværre ikke tillid for indeværende til, at fagbevægelsen kunne overtage opgaven. Det ville være oplagt, at flytte hele opgaven over i A-kasserne. Men Fagbevægelsen har i for lang tid vendt det blinde øje til deres udsatte medlemmer og til de borgere, som aldrig fik ret til dagpenge endsige et job.

Hanne Utoft er her i debattråden inde på væsentlige og meget relevante betragtninger, om hvorledes vi kan stække den nuværende politiske klasses lidt for vide beføjelser. Jeg er helt enig med Hanne i hendes kloge overvejelser. Der er brug for nye love nye rettigheder, som garantere borgerne mod en politisk klasse, der bliver for enevældig, for selvrådig og for hensynsløs.

Måske skal der laves et retskapitel: Lov om retssikkerhed på det sociale område:, som beskytter borgernes rettigheder, når de i perioder er henvist til offentlig forsørgelse. Måske skal vi tænke helt nyt og sige. Hvad kan vi gøre for at styrke borgernes retstilstand at styrke deres retssikkerhed, så de ikke køres over af et egenrådigt system, som over tid er blevet beruset af alle de beføjelser, de hele tiden får tildelt af den politiske klasse.

Vi har brug for jobformidling. Vi har muligvis også brug for Jobcentrer. Men kan vi lave en helt ny konstruktion, hvor politikerne indflydelse begrænses og borgernes frie medbestemmelse og rettigheder styrkes. Hvor de frivillige mentorer og det frivlillige Danmark og virksomhederne inddrages i en ny løsning omkring jobformidling.

Kim Folke Knudsen, du har fat i noget vigtigt. Hvordan kan man få en syg ledig til at gå på arbejde med en seng til rådighed?

Det kan man kun fordi den syges indtægt kan fjernes helt eller delvis, hvis ikke han gør som der bliver sagt. Rettigheder mangler i den grad for ledige og syge mennesker.

Fru Frederiksen ævler stadig om pligter og rettigheder i den rækkefølge. Desværre kommer der nok ikke forbedringer fra den kant. Paradigmeskift i beskæftigelsespolitikken? Vi får se.

Brian W. Andersen

Jeg sidder aktuelt og skriver på svar til henholdsvis Eva Schwanenflügel , David Adam og Kim Folke Knudsen, men er lidt tidspresset og vil lige sige at ingen af jer er glemt, så glem ikke at kigge tilbage i denne debattråd. I mellemtiden vil jeg dele en artikel med jer alle, som uddyber de hårde konflikter imellem jobcentrenes sagsbehandlere og ydelsesmodtagere. Jeg vil om denne hårdnakket påstå at den ift. dette emne burde være bragt på Informations nyhedsblog "Historier du SKAL læse, bare ikke her", fordi vi i denne også aktuelt kan følge Informations egen whistleblower Bitten Vivi Jensen indefra i et jobcenter: https://www.zetland.dk/historie/serjPd2B-a85E2rzd-655b6