Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller pædagoger, men for nysgerrige voksne

Vores børnesyn har igennem de seneste 30 år ændret sig dramatisk. Godt hjulpet på vej af den fremragende familieterapeut og filosof Jesper Juul fik børneperspektivet omsider sin rette plads.

Med børneperspektivet spirede nye kommunikationsformer frem. Girafsprog og ikkevoldelig kommunikation blev indført rundt omkring. Anerkendende pædagogik. Skældud kom i skammekrogen. Alt sammen helt igennem fantastisk.

Men der skete det, som altid sker. Godt hjulpet på vej af lærebøgerne troede vi, at vi skulle overtage sproget, men ikke den indstilling, som sproget udsprang af. Pædagoger og forældre forsøgte og forsøger stadig den dag i dag, så godt de kan, at lægge ansigtet i de rette pædagogiske folder og sige tingene på den rette pædagogiske måde.

Hvad jeg har valgt at kalde ’den udvendige pædagogik‘ tog form. Altså den pædagogik, hvor det er vigtigere at være rigtig end at være sig selv.

Voksnes definitionsmagt

Lad mig give et eksempel. For tyve år siden lærte vi om voksnes definitionsmagt. Det betyder, at børn tager voksnes positive og negative vurderinger af dem til sig som sandheder om, hvem de er: forkælede, dovne, respektløse, pjevsede osv.

Vi lærte, at det var lige ’slemt’ at vurdere positivt som negativt. Børn vil automatisk begynde at tænke over deres øvrige egenskaber, hvis vi som forældre fremhæver nogle som flotte eller rigtige. Hvad med min pande, mine øjenbryn, min karakter i matematik, mit stille temperament, er det mon rigtigt? Eller hvad med lillebror, han er jo slet ikke lige så dygtig som mig, er han så dømt til at være forkert?

Derfor skal jeg ikke fortælle min søn Harald, hvor dygtig han er, hvis han er kommet med en tegning til mig. Han har meget mere brug for et:

»Tusind tak, Harald. Den er jeg glad for.«

Men igen er sætningerne, det udvendige, ikke det væsentlige. For hvis jeg på indersiden virkelig føler, at det er en grim tegning, og at det irriterer mig, at han da for helvede ikke har lært at tegne ordentligt endnu, kan du selv gætte, hvordan det kommer til at lyde, når jeg spørger:

»Hvad forestiller det der? Wow, det er nogle vilde farver.« Det svarer til at plante flotte blomster i forpint jord. De visner hurtigt.

Skældud og vrede

Et andet eksempel på den udvendige pædagogik ser vi i forhold til det store vredestabu. Jeg læste for nyligt et citat af børneforskeren Erik Sigsgaard, hvor han blev citeret for, at skældud ville være forbudt om 100 år.

Ligesom det for 25 år siden blev forbudt at slå børn. Det positive ved forbud er, at de sender et kraftigt signal om, at noget ikke er okay. Det negative er, at de ikke fjerner problemet, men derimod tvinger det til at opstå meget mere subtilt og giftigt.

Det kan konkret iagttages hos pædagoger i dag. For aldrig har der været så meget angst i pædagogverdenen for at gøre det forkert. Hvorfra kommer den angst? Jo, hvis et fireårigt barn ikke vil med på tur med resten af børnehaven, er det i reglen ulovligt, hvis pædagogen fysisk tvinger barnet i tøjet og bærer barnet med ud i bussen.

Måske sker følgende: Pædagogen forsøger sig med den mest beundringsværdige ikkevoldelige, forstående og empatiske kommunikation, men barnet vil stadigvæk ikke med. Pædagogen overvejer at tvinge barnet i tøjet, men da det er ulovligt, undlader pædagogen dette og bliver hjemme ved barnet, imens de andre tager afsted.

Så er den hellige grav vel forvaret? Nej, for i det øjeblik vil barnet blive udsat for en anden form for vold, som ikke er ulovlig.

For det er ikke ulovligt at være irriteret på et barn. Og nu er pædagogen irriteret. Irriteret over selv at være lænket til børnehaven og ked af det over at svigte sine kollegaer, som ender med at blive endnu mere pressede på skovturen.

Derfor afviser pædagogen barnet, da barnet begejstret inviterer pædagogen ind i en leg, selv om pædagogen har tid, men irritationen mod barnet gør, at pædagogen simpelthen ikke har lyst. Den kulde kan man ikke forbyde.

Det er ikke ulovligt at indhylle børn i en stemning af ’dig bryder jeg mig ikke om’. Det er ikke ulovligt at nægte børn sit oprigtige kærlige nærvær. Den form for vold bliver flere og flere børn udsat for. Både i daginstitutioner og inde bag hjemmets fire vægge. Hvor har jeg snakket med mange forældre, som har udskiftet den hævede stemme med en isnende kulde.

Den indvendige pædagogik

Derfor er det på høje tid, at vi gør op med tanken om at være en ’rigtig’ forælder eller ’rigtig’ pædagog. Vi har brug for et opgør med den udvendige pædagogik.

Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller ’rigtige’ pædagoger. De har brug autentiske voksne, som kommer til at gentage 80 procent af det lort, deres egne forældre gjorde mod dem. Voksne, som er mere interesserede i at udvikle deres egen medfølelse for de børn, de arbejder med, end at være medfølende på den ’rigtige’ måde.

Det er, hvad jeg kalder ’indvendig pædagogik’. Den indvendige pædagogik beror ikke på rigtige sætninger. Den bekymrer sig mere om at gøde den jord, hvori blomsterne vokser, end om hvilke blomster der bliver plantet. Derfor er den indvendige pædagogiks vigtigste redskab nysgerrighed. Nysgerrighed på de psykologiske barrierer, som forhindrer vores medfølelse i at flyde frit.

I forhold til det protesterende barn i børnehaven vil pædagoggruppen blive enige om, at det er bedre at få tvunget barnet i flyverdragten, hvis det ellers lader sig gøre, for alternativet er, at barnet får en magt over pædagogerne, som vil gøre kærligheden til barnet mindre.

Forbuddet er således identificeret som en barriere for kærligheden. Herefter vil pædagogerne sammen stille spørgsmålet:

»Hvilke gode grunde har dette barn til ikke at ville med på tur?« Alt sammen med henblik på en øget forståelse og herigennem medfølelse for barnet.

I stedet for at sige til Harald, at han har lavet en flot tegning, selv om det irriterer mig, at han er så skide dårlig til at tegne, vil jeg vende nysgerrigheden mod min egen forfængelighed: Hvorfor er det så vigtigt for mig, at Harald tegner ordentligt? Er det mit eget uforløste potentiale, jeg overfører på ham? Ønsker jeg, at han fremstår talentfuld i andres øjne?

Forældre såvel som pædagoger har et væld af forestillinger om, hvordan børn burde være. I det øjeblik den forestilling kolliderer med virkeligheden, opstår vreden i alle dens afskygninger. Heldigvis kan vi konfrontere de forestillinger. Vi kan vende vores virkelighed på hovedet og spørge:

»Hvorfor burde mit barn faktisk gøre det, jeg tilsyneladende ikke bryder mig om?« For vores forestillinger lader sig ændre. I hvert fald nogle gange.

Hvis der endelig skulle være nogle påbud og krav til pædagoger og voksne, selv om de sidste er vanskeligere at formalisere, skulle det være, at der hver dag blev afsat en halv time, hvor de voksne alene tog de børn, man havde vanskeligst ved at holde af i børnehaven eller i familien, og snakkede om, hvori barriererne for kærligheden bestod.

Ofte vil vi mærke, at vores hjerter åbner sig i det øjeblik, vi rent faktisk forstår, at der er en mængde gode grunde bag vores børns handlinger.

De gode grunde kunne vores kollega eller partner godt hjælpe os med at få øje på. Det betyder imidlertid ikke, at vi undlader at tvinge barnet i flyverdragten. Men vi gør det ikke i en stemning af, at dette barn er forkert. Der er en verden til forskel.

Jeg har tillid til, at de forældre og pædagoger, som vokser ud af den nysgerrighed på sig selv og de børn, de har ansvaret for, er de helt rigtige forældre og pædagoger. Uanset hvad de måtte ende med at sige.

Frej Fogh Prahl er psykolog og forfatter, aktuel med bogen ’ARGH. Den sunde vrede i familielivet’.