Kronik

Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller pædagoger, men for nysgerrige voksne

Der er varierende forestillinger om, hvad omsorgspersoner må og ikke må. De seneste mange år har det været vigtigere at være ’rigtig’ end at være sig selv, men det er på tide, at vi gør op med den idé, skriver psykolog og forfatter Frej Fogh Prahl i dette debatindlæg
Børn har brug for autentiske voksne, som kommer til at gentage 80 procent af det lort, deres egne forældre gjorde mod dem. Voksne, som er mere interesserede i at udvikle deres egen medfølelse for de børn, de arbejder med, end at være medfølende på den ’rigtige’ måde, skriver dagens kronikør.

Børn har brug for autentiske voksne, som kommer til at gentage 80 procent af det lort, deres egne forældre gjorde mod dem. Voksne, som er mere interesserede i at udvikle deres egen medfølelse for de børn, de arbejder med, end at være medfølende på den ’rigtige’ måde, skriver dagens kronikør.

28. oktober 2019

Vores børnesyn har igennem de seneste 30 år ændret sig dramatisk. Godt hjulpet på vej af den fremragende familieterapeut og filosof Jesper Juul fik børneperspektivet omsider sin rette plads.

Med børneperspektivet spirede nye kommunikationsformer frem. Girafsprog og ikkevoldelig kommunikation blev indført rundt omkring. Anerkendende pædagogik. Skældud kom i skammekrogen. Alt sammen helt igennem fantastisk.

Men der skete det, som altid sker. Godt hjulpet på vej af lærebøgerne troede vi, at vi skulle overtage sproget, men ikke den indstilling, som sproget udsprang af. Pædagoger og forældre forsøgte og forsøger stadig den dag i dag, så godt de kan, at lægge ansigtet i de rette pædagogiske folder og sige tingene på den rette pædagogiske måde.

Hvad jeg har valgt at kalde ’den udvendige pædagogik‘ tog form. Altså den pædagogik, hvor det er vigtigere at være rigtig end at være sig selv.

Voksnes definitionsmagt

Lad mig give et eksempel. For tyve år siden lærte vi om voksnes definitionsmagt. Det betyder, at børn tager voksnes positive og negative vurderinger af dem til sig som sandheder om, hvem de er: forkælede, dovne, respektløse, pjevsede osv.

Vi lærte, at det var lige ’slemt’ at vurdere positivt som negativt. Børn vil automatisk begynde at tænke over deres øvrige egenskaber, hvis vi som forældre fremhæver nogle som flotte eller rigtige. Hvad med min pande, mine øjenbryn, min karakter i matematik, mit stille temperament, er det mon rigtigt? Eller hvad med lillebror, han er jo slet ikke lige så dygtig som mig, er han så dømt til at være forkert?

Derfor skal jeg ikke fortælle min søn Harald, hvor dygtig han er, hvis han er kommet med en tegning til mig. Han har meget mere brug for et:

»Tusind tak, Harald. Den er jeg glad for.«

Men igen er sætningerne, det udvendige, ikke det væsentlige. For hvis jeg på indersiden virkelig føler, at det er en grim tegning, og at det irriterer mig, at han da for helvede ikke har lært at tegne ordentligt endnu, kan du selv gætte, hvordan det kommer til at lyde, når jeg spørger:

»Hvad forestiller det der? Wow, det er nogle vilde farver.« Det svarer til at plante flotte blomster i forpint jord. De visner hurtigt.

Skældud og vrede

Et andet eksempel på den udvendige pædagogik ser vi i forhold til det store vredestabu. Jeg læste for nyligt et citat af børneforskeren Erik Sigsgaard, hvor han blev citeret for, at skældud ville være forbudt om 100 år.

Ligesom det for 25 år siden blev forbudt at slå børn. Det positive ved forbud er, at de sender et kraftigt signal om, at noget ikke er okay. Det negative er, at de ikke fjerner problemet, men derimod tvinger det til at opstå meget mere subtilt og giftigt.

Det kan konkret iagttages hos pædagoger i dag. For aldrig har der været så meget angst i pædagogverdenen for at gøre det forkert. Hvorfra kommer den angst? Jo, hvis et fireårigt barn ikke vil med på tur med resten af børnehaven, er det i reglen ulovligt, hvis pædagogen fysisk tvinger barnet i tøjet og bærer barnet med ud i bussen.

Måske sker følgende: Pædagogen forsøger sig med den mest beundringsværdige ikkevoldelige, forstående og empatiske kommunikation, men barnet vil stadigvæk ikke med. Pædagogen overvejer at tvinge barnet i tøjet, men da det er ulovligt, undlader pædagogen dette og bliver hjemme ved barnet, imens de andre tager afsted.

Så er den hellige grav vel forvaret? Nej, for i det øjeblik vil barnet blive udsat for en anden form for vold, som ikke er ulovlig.

For det er ikke ulovligt at være irriteret på et barn. Og nu er pædagogen irriteret. Irriteret over selv at være lænket til børnehaven og ked af det over at svigte sine kollegaer, som ender med at blive endnu mere pressede på skovturen.

Derfor afviser pædagogen barnet, da barnet begejstret inviterer pædagogen ind i en leg, selv om pædagogen har tid, men irritationen mod barnet gør, at pædagogen simpelthen ikke har lyst. Den kulde kan man ikke forbyde.

Det er ikke ulovligt at indhylle børn i en stemning af ’dig bryder jeg mig ikke om’. Det er ikke ulovligt at nægte børn sit oprigtige kærlige nærvær. Den form for vold bliver flere og flere børn udsat for. Både i daginstitutioner og inde bag hjemmets fire vægge. Hvor har jeg snakket med mange forældre, som har udskiftet den hævede stemme med en isnende kulde.

Den indvendige pædagogik

Derfor er det på høje tid, at vi gør op med tanken om at være en ’rigtig’ forælder eller ’rigtig’ pædagog. Vi har brug for et opgør med den udvendige pædagogik.

Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller ’rigtige’ pædagoger. De har brug autentiske voksne, som kommer til at gentage 80 procent af det lort, deres egne forældre gjorde mod dem. Voksne, som er mere interesserede i at udvikle deres egen medfølelse for de børn, de arbejder med, end at være medfølende på den ’rigtige’ måde.

Det er, hvad jeg kalder ’indvendig pædagogik’. Den indvendige pædagogik beror ikke på rigtige sætninger. Den bekymrer sig mere om at gøde den jord, hvori blomsterne vokser, end om hvilke blomster der bliver plantet. Derfor er den indvendige pædagogiks vigtigste redskab nysgerrighed. Nysgerrighed på de psykologiske barrierer, som forhindrer vores medfølelse i at flyde frit.

I forhold til det protesterende barn i børnehaven vil pædagoggruppen blive enige om, at det er bedre at få tvunget barnet i flyverdragten, hvis det ellers lader sig gøre, for alternativet er, at barnet får en magt over pædagogerne, som vil gøre kærligheden til barnet mindre.

Forbuddet er således identificeret som en barriere for kærligheden. Herefter vil pædagogerne sammen stille spørgsmålet:

»Hvilke gode grunde har dette barn til ikke at ville med på tur?« Alt sammen med henblik på en øget forståelse og herigennem medfølelse for barnet.

I stedet for at sige til Harald, at han har lavet en flot tegning, selv om det irriterer mig, at han er så skide dårlig til at tegne, vil jeg vende nysgerrigheden mod min egen forfængelighed: Hvorfor er det så vigtigt for mig, at Harald tegner ordentligt? Er det mit eget uforløste potentiale, jeg overfører på ham? Ønsker jeg, at han fremstår talentfuld i andres øjne?

Forældre såvel som pædagoger har et væld af forestillinger om, hvordan børn burde være. I det øjeblik den forestilling kolliderer med virkeligheden, opstår vreden i alle dens afskygninger. Heldigvis kan vi konfrontere de forestillinger. Vi kan vende vores virkelighed på hovedet og spørge:

»Hvorfor burde mit barn faktisk gøre det, jeg tilsyneladende ikke bryder mig om?« For vores forestillinger lader sig ændre. I hvert fald nogle gange.

Hvis der endelig skulle være nogle påbud og krav til pædagoger og voksne, selv om de sidste er vanskeligere at formalisere, skulle det være, at der hver dag blev afsat en halv time, hvor de voksne alene tog de børn, man havde vanskeligst ved at holde af i børnehaven eller i familien, og snakkede om, hvori barriererne for kærligheden bestod.

Ofte vil vi mærke, at vores hjerter åbner sig i det øjeblik, vi rent faktisk forstår, at der er en mængde gode grunde bag vores børns handlinger.

De gode grunde kunne vores kollega eller partner godt hjælpe os med at få øje på. Det betyder imidlertid ikke, at vi undlader at tvinge barnet i flyverdragten. Men vi gør det ikke i en stemning af, at dette barn er forkert. Der er en verden til forskel.

Jeg har tillid til, at de forældre og pædagoger, som vokser ud af den nysgerrighed på sig selv og de børn, de har ansvaret for, er de helt rigtige forældre og pædagoger. Uanset hvad de måtte ende med at sige.

Frej Fogh Prahl er psykolog og forfatter, aktuel med bogen ’ARGH. Den sunde vrede i familielivet’.

Foto fra fotoserien ’Vi har taget noget fra børnene’, som er blevet kaldt et eksempel på ’childism’. Her ser vi fotografens datter, 5-årige Dagmar, der ikke måtte få kiwi til dessert.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Steen K Petersen
  • Lars Jorgensen
  • Alvin Jensen
  • Thomas Jensen
  • Kristian Nielsen
Viggo Okholm, Steen K Petersen, Lars Jorgensen, Alvin Jensen, Thomas Jensen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er, hvad jeg kalder ’indvendig pædagogik’. Den indvendige pædagogik beror ikke på rigtige sætninger. Den bekymrer sig mere om at gøde den jord, hvori blomsterne vokser, end om hvilke blomster der bliver plantet. Derfor er den indvendige pædagogiks vigtigste redskab nysgerrighed. Nysgerrighed på de psykologiske barrierer, som forhindrer vores medfølelse i at flyde frit."

Meget fine og relevante betragtninger - og hvordan skaber vi så gode vilkår for at forældre, pædagoger og andre voksne, som har med børn at gøre ... og dermed bidrager til børnenes selvfølelse og læring om verden og dens vilkår(ligheder), har muligheder for - og tilskyndelse til - at iagttage deres egne barrierer for at behandle børn hensigtsmæssigt? Dette kræver jo at disse voksne plejer deres egen selvfølelse, herunder både har og tager sig tiden til dette ... for voksne er ikke principielt ikke mindre afhængige af at blive behandlet godt og opleve tryghed, tillid og respekt for deres person, end børn er.

Viggo Okholm, Steen K Petersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

for voksne er principielt ikke mindre afhængige af at blive behandlet godt og opleve tryghed, tillid og respekt for deres person, end børn er., skulle der have stået.

Befriende anderledes pædagogisk/psykologisk indlæg i debatten om menneskets udvikling mod det gode liv.
Når jeg skriver sådan er det selvfølgelig fordi børn er mennesker med deres egen identitet,men selve denne identitet er "tom" d.v.s. i evig forandring livet igennem, men dog stadig med en grundlæggende kerne som det selv kan påvirke og som det kan lade påvirke udefra i samspillet med andre levende fra forældre-kammerater og "professionelle" eksperter i egen bevidsthed omkring at kunne definere hvad der er godt for børn. Denne definition skal så kæmpe med samfundets ide om hvordan børn bedst kan gøre gavn i dette samfund og herunder skiftende guruer med terminologier og fine ord om girafsprog og adskillige andre udtryk gennem den pædagogiske historie.
Som nu pensioneret pædagog gennem en udvikling fra uddannelse fra 70-73 og job i børnehaver fra 73 til 2010 og nu frivillig må jeg konstatere at børn sørme stadig er mennesker og jeg er optimist,hvis ellers vore magthavere kan tæmme begær og bureaukrati, så vi fortsat kan være mennesker med lyst til livet.
Og jer er dybt enig med Frej_vær menneske og ægte og lad børn være det samme. Eksemplet med barnet der ikke vil med er netop en af de udfordringer man står i. De voksne har ideen om at børn skal opleve og ha luft og sørme helst hver dag uanset vejr- for de voksnes struktur og mulighed for en pause skal helst tilgodeses omkring kl 12.30 Og ja når en af mine børn dengang sagde : "Jeg hader luft" måtte jeg jo finde ud af at tage det alvorligt.Drengen der hadede luft er filosof i dag :)

Søren Kristensen

Børn hader selvfølgelig ikke luft, men de kan godt blive trætte af for mange agendaer. Måske er det derfor man ofte oplever at pædagogmedhjælperen er mindst lige så god som pædagogen, hvis ikke bedre.

Ib Christensen

Tragik komisk og sarkastisk, at tænke på de såkaldte ansvarlige, havde travlt med at vække samtlige skabs pædofile. Så de kunne skaffe begrundelse for, at børnene skal leve et helt liv overvåget.
Og i dag mangler børnene nu nysgerrige voksne. :)

Jeg tror Danmark mangler voksne.