Kommentar

Eksport går tabt, når vi ikke har råd til at lære elever fransk på handelsgymnasierne

Det er ikke billigere at drive et handelsgymnasium end et alment gymnasium. Dette burde reflekteres i taxametertilskuddet. Fordi fordelingsnøglen er forældet, må vi nu lukke franskfaget, skriver Morten Weiss-Pedersen og Lotte Nyboe, hhv. direktør og rektor for Campus Vejle, i dette debatindlæg
På grund af en forældet taxameterordning må Campus Vejle nu lukke deres franskfag. Dette er en skam, for hvis dansk erhvervsliv skal stå stærkt i forhold til eksport og samhandel med Frankrig, er der brug for medarbejdere, der kan tale sproget og forstå landets kultur, skriver dagens to klummeskribenter.

På grund af en forældet taxameterordning må Campus Vejle nu lukke deres franskfag. Dette er en skam, for hvis dansk erhvervsliv skal stå stærkt i forhold til eksport og samhandel med Frankrig, er der brug for medarbejdere, der kan tale sproget og forstå landets kultur, skriver dagens to klummeskribenter.

STEPHANE DE SAKUTIN

22. oktober 2019

Skoleåret var lige gået i gang, da vi måtte give handelsgymnasiets to fransklærere den besked, at vi begynder udfasningen af deres fag. Kunne det virkeligt være rigtigt? Eleverne er jo glade for faget, og som handelsgymnasium er vi gået forrest i at skabe en række kontakter til virksomheder i Frankrig.

Men unge gymnasieelever fravælger i stigende omfang begyndersprog som fransk. De møder sjældent fransk i grundskolen, fordi mange skoler ikke længere har faget. Og når færre elever vælger faget, er det sværere at fylde klasser op. Derfor var budskabet klart den dag: inden længe er fransk passé.

Franske muligheder

Som skole er vi bestemt ikke tonedøve over for tidens frankofile tendenser, og vi kender fagets værdi i erhvervsmæssig sammenhæng. Med fransk og skolens kultursindsatser igennem Erasmus+-programmet har vi bidraget til den danske sprogpolitik, sådan som den blandt andet var formuleret under den tidligere regering.

Sidste år underskrev daværende undervisningsminister Merete Riisager (LA) og hendes franske ministerkollega Jean-Michel Blanquer en aftale, der har til formål at styrke det sproglige og uddannelsesmæssige samarbejde mellem Frankrig og Danmark. 

Aftalen ville øge muligheder for klasseudvekslinger, lærerudvekslinger og efteruddannelse og havde afsæt i den tidligere regerings sprogstrategi, der kom i november 2017.

Også dansk erhvervsliv har længe sendt lange blikke mod Frankrig, der har fået tilnavnet ’de spildte muligheders land’. Derfor rejste en større dansk erhvervsdelegation for nylig til Paris sammen med kronprinseparret som en del af erhvervsfremstødet ’Danmark og Frankrig – sammen for et bedre liv og en bæredygtig fremtid’.

Alligevel udfaser vi nu fransk på vores skole. For det er ikke tilstrækkeligt at annullere det omstridte omprioriteringsbidrag. Der er behov for en mere gennemgribende reform, der hviler på en ligeværdig, stabiliserende og mere merkantilt orienteret finansieringsmodel.

Forældet fordeling

HHX-taxametret blev i 2017 forhøjet, men elever på handelsgymnasiet (HHX) tildeles fortsat et lavere tilskud end elever på det almene gymnasium (STX).

De to uddannelser har ellers en del fag til fælles: dansk, engelsk, matematik, historie, sprog, psykologi, samfundsfag og idræt.

Disse uddannelser indeholder også nøjagtigt samme krav til lærerkompetencer, herunder efter- og videreuddannelse, er omfattet af de samme overenskomster og lønninger og indebærer samme adgang for eleverne til videregående uddannelser.

Men så er der forskellen, der gør en forskel: det almene gymnasiums værkstedsfag, herunder kemi, fysik, billedkunst og musik, som kræver særlige faciliteter, materialer og udstyr. Også her må vi konstatere, at fordelingspolitikkens rationale er forældet.

HHX er ikke billigere at drive, fordi eleverne ikke skal undervises i kemi, fysik og musik. På handelsgymnasiet har vi en anden slags værksteder, end hvad man almindeligvis forstår ved ordet.

Bekendtgørelsen stiller krav til, at der i undervisningen lægges vægt på innovation og problemløsning, blandt andet ved at eleverne arbejder med virkelighedsnære cases og projekter.

Der skal i nogle fag gennemføres udadvendte aktiviteter i form af gæstelærere og virksomhedsbesøg. De udadvendte aktiviteter kræver god planlægning og omfatter en del rejseaktivitet og kalder derfor på værkstedstillæg – præcis som andre fag med forhøjet omkostningsniveau.

Herudover er den økonomiske ulighed rundet af, at STX tildeles et ekstra tilskud for elever, som gennemfører naturvidenskabelige fag samt musik på A-niveau.

De naturvidenskabelige og musikalske fag er vigtige, ingen tvivl om det, men fremtidens kompetencer er også innovative, matematiske og økonomiske. Det er vigtige kompetencer, som efterspørges af dansk erhvervsliv, og de er ganske nødvendige for, at Danmark kan bide skeer med de store i den globale konkurrence.

Fremtidens kompetencer er også sproglige, for at vende tilbage til indlæggets indledning. For skal Danmark arbejde sammen med Frankrig om et bedre liv og en bæredygtig fremtid, og skal dansk erhvervsliv stå stærkt i forhold til eksport og samhandel, er der brug for medarbejdere, der kan tale sproget og forstå landets kultur.

De merkantile fag er en nøgle til, at Danmark i fremtiden kan stille sig rigtigt i forhold til nye eksportmuligheder. Fagene fungerer optimalt i kombination med sprogfagene, for der er brug for medarbejdere, der professionelt og belevent kan begå sig internationalt.

Det er de fag i kombination, der gør, at Frankrig kan gå fra tabt til vundet eksportland.

Lotte Nyboe er rektor på Campus Vejle og Morten Weiss-Pedersen er direktør for Campus Vejle samt byrådsmedlem for De Konservative.

Den faldende interesse for et andet fremmedsprog har længe kaldt på en politisk diskussion. Daværende uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) bebudede en samlet sprogstrategi i januar 2016. Samme år afleverede et ekspertudvalg sine anbefalinger til ministeren. Siden har de ikke hørt fra ministeriet. Arkivfoto
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
David Zennaro og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu