Kronik

Fagbevægelsen har mistet magt, men et comeback er inden for rækkevidde

Fagbevægelsen i Danmark har ikke samme magt som i det 20. århundrede, men den er ikke blevet afmægtiggjort som i flere andre europæiske lande. For at genvinde fordums styrke skal den fokusere på mobilisering og udvikling, ikke bare fortsat drift, skriver professor Henning Jørgensen i sin kronik i serien om fagbevægelsens magt.
Fagbevægelsen i Danmark har nok mistet indflydelse, men den er ikke blevet afmægtiggjort som i flere andre europæiske lande, skriver dagens kronikør.

Fagbevægelsen i Danmark har nok mistet indflydelse, men den er ikke blevet afmægtiggjort som i flere andre europæiske lande, skriver dagens kronikør.

Jakob Dall

2. november 2019

Vi hører det igen og igen: Fagbevægelsen mister medlemmer, opbakning og legitimitet. De indre blødninger kan ikke stoppes, og politikerne – selv dem på venstrefløjen – gider ikke fagbevægelsen længere.

Dette no future-budskab kommer ofte fra analytikere. De fagligt aktive er anderledes optimistiske og føler bestemt ikke, at bevægelsen er afmægtiggjort.

Fagbevægelsens magt eller afmagt kan dog ikke afgøres ved hurtige vurderinger ved skrivebordet. Det kræver et godt magtbegreb og analyser på de konkrete arenaer, fagbevægelsen bevæger sig i. Hvor har fagbevægelsen noget at skulle have sagt?

Forskel på magt

I stedet for at se magt som et spørgsmål om nogens magt over andre, er det mere frugtbart at studere en magt til at varetage interesser.

Der er forskellige rammer og regler på alle områder. Fagbevægelsen kan derfor godt have indflydelse på f.eks. arbejdsmiljøområdet, uden at de har magt over politikere og arbejdsgivere. Og disse forskellige magtforhold er heller ikke statiske, men skifter løbende.

Fagbevægelsen er sat i verden med det formål at varetage medlemmernes interesser. Det gælder både individuelle interesser med konkret hjælp og kollektive interesser ved at virke for bedre løn-, ansættelses- og reproduktionsvilkår og mere retfærdige samfundsforhold.

Den kollektive interessevaretagelse over for arbejdsgivere og det politiske system vurderes af medlemmerne som ekstrem vigtig. Det viser flere forskningsresultater, bl.a. APL-undersøgelserne, »Arbejdsliv og Politik set i Lønmodtagerperspektiv«, som CARMA har produceret siden 1993.

Fagbevægelsens indflydelse og magt til at varetage disse interesser skal vurderes ud fra magtressourcer. Når arbejdsgiverne har de stærkeste strukturelle magtressourcer, må fagbevægelsen bruge sekundære: organisatoriske, politiske og mediemæssige magtressourcer. Det er heller ikke kun mængden og typen af ressourcer, der tæller, men lige så meget, hvor intelligent de udnyttes.

For fagbevægelsen er organisatoriske ressourcer centrale. De står for evnen til at optræde og handle enigt og kollektivt. Antallet af medlemmer og de tilhørende indtægter betyder selvfølgelig meget, men evnen til at kunne mobilisere medlemmer og sætte aktioner i værk tæller lige så stærkt.

Og intet tyder på, at fagbevægelsen aktuelt skulle have mistet evner og færdigheder til at handle sammen, selv om der er færre medlemmer. Det så vi blandt andet under de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018. Den danske fagbevægelse har stadig en af verdens højeste organisationsgrader. Den har ressourcer, overenskomster, samarbejdsudvalgs- og MED-aftaler og masser af indflydelsesmuligheder i arbejdslivet.

Aftalevejen er altså ikke truet, for der er ikke tale om stor afmagt, bare om skiftende styrkeforhold. 

Mistet politisk magt

Dernæst handler det om politisk-institutionel magt. Det er et spørgsmål om, hvor meget indflydelse fagbevægelsen har i forhold til statsmagten i forhandlinger og samarbejder f.eks. i trepartsregi eller i kommissioner og nævn. Altså spørgsmål om privilegeret adgang til beslutningsprocesser på alle niveauer i det offentlige.

Der har været tradition for administrativ korporatisme i Danmark gennem mere end 100 år, men i 2007 blev de 14 regionale beskæftigelsesråd med partsdeltagelse nedlagt. VK-regeringen afviklede dermed den politiske korporatisme. Udvikling var dog allerede startet af Socialdemokratiet i 1998, da de i stedet for arbejdsmarkedets parter fik embedsmænd til at revidere arbejdsmarkedspolitikken.

Fagbevægelsen har kun én enkelt gang været med til kommissionsarbejde i det nye årtusind på arbejdsmarkedsområdet; da de var med i dagpengekommissionen i 2015. Arbejdsmarkedets parter deltog i det hele taget i 53 forskellige kommissioner fra 1960 til 1979, men fra 2000 til 2010 deltog de kun i 18, selv når alle politikfelter tages med. Og de var mest til stede i administrative, ikke politiske funktioner. 

Det mislykkede forsøg på en trepartsaftale i 2012 var meget skadeligt for fagforeningernes politiske anseelse – selv om det var Bjarne Corydon (S) og Margrethe Vestager (R), der aflyste forhandlingerne. Forliset viste nemlig, at forhandlede løsninger og sociale kompromiser ikke længere var den gængse løsningsmodel for politikerne. Dermed har fagbevægelsen bestemt mistet magt i forhold til politisk reformarbejde.

Endelig er der den kommunikative magtressource, som med samfundets medialisering har vokset sig uhyre vigtig. Her drejer det sig om at forklare og sætte dagsordener, altså at kunne påvirke holdninger og få indflydelse på beslutninger til gavn for medlemsinteresser.

Overenskomstforhandlinger foregår i stigende grad i medierne, som sidste års offentlige konflikt så tydeligt viste, så der skal i højere grad erobres opmærksomhed til de konkrete forslag og problematikker. Fagbevægelsen har stadig et efterslæb på strategisk og taktisk brug af disse kommunikative magtressourcer. 

Kæmp for comeback

En samlet vurdering må være, at fagbevægelsens stilling i samfundet og dens manøvremuligheder i stigende grad er blevet politisk definerede. Derfor behøver den et politisk comeback.

Socialdemokratiet har ikke været særlig hjælpsomt frem til Mette Frederiksens nye regering. I takt med, at der bliver lavet flere og flere reformer i det nye årtusind, har fagbevægelsen i højere grad stemplet politisk og administrativt ud af de politiske processer, og det har svækket lønmodtagernes interesser og den faglige indsats.

Som lobbyist udefra får fagbevægelsen ikke resultater nok hjem politisk, og kulturelt set vurderes fagbevægelsen heller ikke som nær så betydningsfuld som tidligere.

Men det syn kan ændres gennem en stærkere kommunikativ indsats, en ny fortælling om fag og fagbevægelse og stærkere solidaritet indadtil og nye alliancer udadtil.

Fagbevægelsen i Danmark har nok mistet indflydelse, men de er ikke blevet afmægtiggjort som i flere andre europæiske lande. Politisk magttab og tryghedstab for lønmodtagerne kan fyldes ud igen.

Men for at det skal lykkes, må der må mobiliseres offensivt og bredt – både lokalt, regionalt og på tværs af fag. Magtressourcer skal bruges bedre og mere koordineret. Én slags ressourcer skal nogle gange bruges til at styrke en anden.

Faglige folk må lære at udfylde rollen som politisk aktør og blive mere hyppige deltagere i mediediskussioner. 

Der skal tænkes i udvikling frem for drift både i forbundene, i de lokale fagforeningsafdelinger og i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Fagbevægelsen skal opleves som aktivitet frem for apparat.

Resultater skal være synlige.

Det er en stor svaghed, at Fagbevægelsens Hovedorganisation ikke har sit eget forsknings- og analyseinstitut som f.eks. FAFO i Norge, der sætter samfundspolitiske dagsordener og samtidig giver viden, information og dokumentation til beslutningstagerne.

Fagbevægelsen er hverken dømt til undergang eller garanteret et politisk og kulturelt comeback. Magt skifter over tid, og indflydelse skal tilkæmpes på alle arenaer.

Fagbevægelsen må kæmpe for at få analyse, strategi og handling til at hænge bedre sammen. Den må ikke kun pleje snævre egeninteresser politisk, men også optræde ansvarligt som en generel retfærdighedsforkæmper i samfundet. Først da bliver det til en stærk bevægelse igen.

Henning Jørgensen er arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Johnny Christiansen
Alvin Jensen, Dorte Sørensen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er en fundamental forskel mellem fagforeninger på det private område og fagforeninger på det offentlige.

En gruppe håndværkersvende der står sammen kan presse deres mester til indrømmelser, for hvis de ikke møder på arbejde så mister han penge.

Hvis offentligt ansatte nedlægger arbejdet kan det offentlige spare milliarder ved at lockoute.
Magtforholdet mellem offentlige arbejdsgivere og offentlige fagforeninger er simpelthen for skævt.

Dertil kommer at offentlige fagforeninger er blevet en mulighed for "flugt opad." Hvis en lærer er på randen af nerve sammenbrud eller en portør kan mærke at ryggen begynder at svigte, kan de udvikle en pludselig interesse for fagligt arbejde, få en sikrere ansættelse, mere kontortid & måske en karriere i systemet. Hvis de når højt nok op vil de få en løn og en status deres kolleger aldrig ville kunne opnå... men kun så længe de ikke rokker båden, for hvis noget går galt så er det tilbage og skifte bleer. Sådanne mennesker vil næppe gøre andet end forhandle stadigt mere indviklede regler som sikrer at medlemmerne har brug for dem til at forstå deres rettigheder.

Fagbevægelsen havde ét afgørende magtmiddel, som Socialdemokratiet tog fra dem i 1994: retten til løn for arbejde.

Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Hans Ditlev Nissen, Torben Arendal, Lars Løfgren, Alvin Jensen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

" Den må ikke kun pleje snævre egeninteresser politisk, men også optræde ansvarligt som en generel retfærdighedsforkæmper i samfundet. Først da bliver det til en stærk bevægelse igen."

Fagbevægelsen er en forening for "arbejdere" i arbejde og som er medlemmer.
Bekymrer bevægelsen sig om dem, der ikke er det i kortere eller længere tid - som citatet antyder, at det gør den ikke.
Forsvarer den de borgere, der trækkes igennem den umyndiggørende jungle af regeludøvelse for at kunne modtage den grundlovssikrede ret til en tryghedssikring ? (§75)
Det har jeg ikke hørt noget om.
Gjorde den det, ville medlemstallet måske stige.
Går fagbevægelsen ind for Basisindkomst. Ved Lederne overhovedet, hvad det er ?
Det behøver man ikke at være professor for at vide.