Kronik

Flere underretninger fører til mere overvågning. Spørgsmålet er, om hjælpen bliver bedre

Antallet af underretninger vokser. Men stigningen i underretninger står ikke mål med stigningen i indsatsen. Desuden bør vi overveje, om det er i orden at overvåge alle børn og unge for at hjælpe de få, skriver docent Frank Ebsen i dette debatindlæg
Antallet af underretninger vokser. Men stigningen i underretninger står ikke mål med stigningen i indsatsen. Desuden bør vi overveje, om det er i orden at overvåge alle børn og unge for at hjælpe de få, skriver docent Frank Ebsen i dette debatindlæg

Mia Mottelson

23. oktober 2019

Når et barn har det svært, er belastet og er udsat mere end andre børn, skal det have hjælp. Det har vi som samfund besluttet. Der er lovgivet med mange regler, og der er mange socialrådgivere, ledere og eksperter beskæftiget med at føre dem ud i livet.

Men hjælper vi? Eller suser vi rundt i overflødige handlinger, som gør flere børn til socialt udsatte? Er det sådan, at vi blot holder øje med flere og ikke hjælper flere?

Når der er bekymring for et barn, skal borgere og offentligt ansatte fortælle det til socialforvaltningen. Det kaldes i loven en underretning. Når en lærer eller pædagog tænker, at her er et barn, som har behov for særlig støtte, så skal der underrettes. Det kan også være en nabo, der underetter om et skænderi mellem far og mor, mens et barn græder.

Ud over at man skal tale sandt, er der er ingen særlige krav til, hvad der skal til for at underrette. Alle, der synes, det er synd for barnet, kan underrette. De offentligt ansattes ledere kan komme i fængsel i op til et år, hvis deres medarbejdere ikke underretter i tilstrækkeligt omfang.

Når underretningen tikker ind på socialforvaltningens mail, skal det inden for 24 timer vurderes, om der skal handles med det samme. En sagsbehandler skal finde ud af, om der er grund til bekymring. Hun skal kontakte forældre og barn, kontakte underretteren og måske holde et møde.

Sagsbehandlere skal bekræfte modtagelsen inden seks hverdage, følge en fast, nedskrevet procedure for behandling af underretninger, lave en revurdering af igangværende sager ved nye underretninger af en anden end den aktuelle sagsbehandler, måske på ny tale med pågældende barn, og skrive sagen ind i kommunens register over underretninger.

Der skal træffes beslutninger om, hvorvidt sagen skal lukkes eller gives videre til yderligere undersøgelse, om der skal tilbydes rådgivning eller henvises til andre myndigheder. Derefter oprettes en sag i socialforvaltningen på barn og forældre om, at der har været en underretning.

Flere underretninger

Der er kommet betydeligt flere underretninger. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af underretninger steget med omkring 20 procent fra 2015 til 2017, fra 97.000 underretninger for 59.000 børn til 118.000 underretninger for 70.000 børn. Det er knap seks procent af alle børn under 18 år. 

I samme periode er hjælpen steget med blot otte procent, hvilket tyder på, at indsatsen ikke følger med antallet af underretninger.

Tallene indikerer, at der er mange børn og forældre, som bliver kontaktet. De oplever, at socialforvaltningen ringer, skriver, kommer på besøg m.m. For nogle er det forbundet med angst og ubehag, da de godt ved, at socialforvaltningen kan anvende tvang til at anbringe barnet uden for hjemmet.

En underretning skaber fokus på barnet. Det ses an, undersøges, der udspørges i skolen og andre steder. Det kan føre til, at voksne og børn i barnets omgivelser kommer til at se barnet som belastet. Som mere udfordret, end før underretningen kom, og handler derefter – også når underretningen ikke er alvorlig.

Tænk, hvis arbejdspladsen holdt øje med dig på samme måde, og du blev indkaldt til møde med socialforvaltningen.

Tidspres i socialforvaltningen

Det store antal underretninger skal behandles. Der skal anvendes flere sagsbehandlere til at vurdere dem. Nogle afvises hurtigt, andre lidt senere og atter andre sendes videre til grundige undersøgelser.

Kommunerne har lavet særlige modtageenheder til at behandle underretninger med lettere specialiserede sagsbehandlere. De taler med barn og forældre, og sender dem eventuelt videre til sagsbehandlere i en undersøgelsesenhed, som måske sender dem videre til nye sagsbehandlere i den enhed, der har ansvar for de sociale indsatser.

Forældre og barn skal hver gang stifte bekendtskab med nye sagsbehandlere. Sagsbehandlere fra enhed til enhed skal mødes for at overlevere sager om børn, som har brug for hjælp. Det tager tid og koster i medarbejdertimer.

Da reglerne blev sat i værk fra 2013 (den såkaldte overgrebspakke), skete det uden nye redskaber til at undersøge, hvordan for eksempel lærere vurderer, hvem de bør underrette om. Endvidere skulle sagsbehandlere sætte sig ind i de nye regler, sige farvel til familier og goddag til nye. Det tog tid og kostede medarbejdertimer.

Kombinationen af flere regler og øget koordinering samt det stigende antal underretninger fører til tidspres i socialforvaltningen. Dermed øges sandsynligheden for at lave fejl. Når stigningen af underretninger er så stor, kan det føre til, at nogle udsatte børn drukner i mængden.

Det kan desuden gøre det nemmere for forældre, som med god grund frygter at blive kontaktet af socialforvaltningen, at sige det, der skal til for at afslutte henvendelsen, og dermed undgå, at sagen føres videre.

Alt dette var ifølge Folketinget uhyre billigt. Da reglerne blev indført, beregnede man, at det ville koste 18 mio. kr. i øgede administrative udgifter pr. år. Det svarer til 240 kr. pr. underrettet barn i 2017.

Overlæs eller reel hjælp

Underretninger rører ved et grundlæggende dilemma om at behandle mange for at hjælpe de få. I 2018 var det 75.000 børn og unge, som var i kontakt med socialforvaltningen. Det er ikke de samme børn, der blev underrettet om i 2017, og vil ikke være de samme i 2019. Det er seks procent af en børneårgang.

Det vides ikke, hvor mange børn det er over en toårig eller flerårig periode, eller om det f.eks. er over 20 procent igennem en barndom, som registreres og kontaktes.

Vi kan se, at stigningen i underretninger ikke står mål med stigningen i indsatsen. Vi ved, at det koster flere penge at behandle underretninger, og det tager tid at behandle sagen og for de alvorlige at træffe beslutninger om, hvad der skal ske.

Antageligt oplever de fleste forældre, at det er ubehageligt at blive kontaktet af socialforvaltningen. Vi ved ikke, hvordan børn og unge oplever underretningen, og hvad den betyder for dem – og hvorvidt den hjælper. Vi ved ikke om den indsats, som eventuelt bliver sat i værk, kommer i tide, og om den hjælper.

Hensigten var at hjælpe flere børn, som ikke tidligere blev opdaget. Det rejser spørgsmålet om, hvor mange der skal kontaktes, i forhold til hvor mange der kan hjælpes.

Hvis blot et barn hjælpes, er det så berettiget at holde øje med alle? Er der en grænse? Opvejes det af negative virkninger for de mange, som der underrettes om, og som ikke har et særligt behov for hjælp? Og spildes der ressourcer, som kunne være brugt bedre til gavn for udsatte børn og unge?

Frank Ebsen er docent på Institut for Socialt Arbejde på Københavns Professionshøjskole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Lillian Larsen
  • Ib Christensen
  • Johnny Christiansen
Viggo Okholm, Lillian Larsen, Ib Christensen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Mængden af værdiløs pseudoarbejde bare stiger og stiger. Varme analoge hænder digitaliseres til kolde hænde i det her moderne digitale akademiske feminist samfund.

Ib Christensen

Kunne det ikke tænkes, at det stigende antal underretninger er tegn på, at der er andre ting i vores samfund vi burde få kigget på om der skal omprioriteres noget?
Stigningen kommer nok ikke af at ansætte socialrådgiverne.

Der er noget der rådner i Danmark.

Carsten Wienholtz og birgitte andersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Vi skal være moderne og digitale. Helt ukritisk. Helt uden spørgsmål. Lære vi det da aldrig? At vælge det rigtige? Har vi intet lært af 2 verdenskrige? Har vi intet lært af den adfærd, som har ført menneskeligheden på afgrunden af en klimatisk og økologisk katastrofe? Åbenbart ikke så længe det bare er "moderne".

Christel Sølager

Jeg har tvillinger på 6 år, for tidligt født og har flere udfordringer.. Bla. bruger min datter ble.. De har aldrig haft en hel uge i institution grundet helt utrolig meget sygdom samt dage hvor der bare ikke er kræfter til noget som helst..
I foråret søgte jeg skoleudsættelse - men fik afslag med en helt kort begrundelsen "......at mine børn vil have gavn af strukturen i skolen.. Almen klasse med støtte - SPB.."
I dag har jeg så 2 børn der ikke kan skolen.. De er "klatvis" afsted og efter bare 1 time i skolen er de mere end "fyldte..."
Er enigt "panel" PPL, kommune og skole er at løsningen er fuldt skema..
Så efter flere underretninger står den nu på børnefaglig undersøgelse, hjemmebesøg, samspilsundersøgelse, fratræk i børnepenge og vi er alle tyndslidte...
Hvor det ender aner jeg ikke - men måske man skulle starte med trivsel som første prioritet og så skole som anden prioritet...

Ib Christensen, Viggo Okholm, Lillian Larsen, David Joelsen, Carsten Wienholtz, Søren Mortensen og Inger Nilsson anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

"Tallene indikerer, at der er mange børn og forældre, som bliver kontaktet. De oplever, at socialforvaltningen ringer, skriver, kommer på besøg m.m. For nogle er det forbundet med angst og ubehag, da de godt ved, at socialforvaltningen kan anvende tvang til at anbringe barnet uden for hjemmet.
En underretning skaber fokus på barnet. Det ses an, undersøges, der udspørges i skolen og andre steder. Det kan føre til, at voksne og børn i barnets omgivelser kommer til at se barnet som belastet. Som mere udfordret, end før underretningen kom, og handler derefter – også når underretningen ikke er alvorlig.
Tænk, hvis arbejdspladsen holdt øje med dig på samme måde, og du blev indkaldt til møde med socialforvaltningen."
Ikke så sært at folk skal have styr på uddannelsen, økonomien, karrieren, partneren og mere til, før de får børn. Overdreven kontrol er psykisk vold, også når det er det offentlige der kontrollerer.

Et frygteligt dilemma for der vil altid være børn,som falder udenfor kasserne af forskellige årsager.
Christel beskriver her deres dilemma og jeg har gennem min tid som pædagog/lede stået i dilemmaet flere gange. Hvornår er problemet manglende forældre kvalitet-et biologisk udviklings problem eller simpelthen er barn som bare er sårbar? Der kan være mobning-skilsmisse og arbejdsløshed m.v. Vi er mennesker også forældre. Der er virkelig mange gråzoner og hvordan sikrer vi "hele" familier efter en underetning?