Kronik

Vi skal fokusere på breddefodbolden, fordi det kan styrke vores unge og vores samfund

Lokalpolitikerne bør prioritere breddefodbolden og breddesporten i det hele taget og lade elitesporten blive i sin egen smalle niche. Det handler både om sundhed, ansvar og den økonomiske bundlinje, skriver forfatter og lektor Villy Lauridsen i dette debatindlæg
Unge, der spiller fodbold i en klub påvirkes af omverdenens forventninger (det kan være trænere, spillere og forældre) til mindre eller ingen afhængighed af stoffer, tobaksrygning og indtagelse af alkohol.

Unge, der spiller fodbold i en klub påvirkes af omverdenens forventninger (det kan være trænere, spillere og forældre) til mindre eller ingen afhængighed af stoffer, tobaksrygning og indtagelse af alkohol.

Thomas Vilhelm

16. oktober 2019

Der er uden tvivl brug for refleksioner i forhold til den praksis, vi har udviklet omkring begrebet fodbold, og det vi ’udsætter’ vores børn for på diverse fodboldbaner.

Personligt har jeg en fornemmelse af, at fodboldtrænere ofte er så optagede af selve sporten, af træningen, og af at deres hold klarer sig godt i weekendens kamp (for gode kampresultater giver status), at de overser fodboldens eller sportens rolle i samfundet i det hele taget.

Personligt har jeg altid kunnet se en række positive sider ved den sport, vores børn dyrker, ikke mindst når vi bevæger os på breddeplanet.

For det første kan der være tale om kriminalpræventive fordele ved at være sammen med myndige voksne, der lærer børnene at indordne sig, men også at få medindflydelse, at tage ansvar, at være sociale, at yde for fællesskabet.

For det andet udvikler både drenge og piger sig fysisk, bliver kropsbevidste, veltrænede og dermed i stand til at klare mange udfordringer – også uden for fodboldbanen.

Statistisk set er der ingen tvivl om, at en tidlig start på fodbold – eller andre former for sport – resulterer i, at man gennem hele livsforløbet fortsætter med at motionere.

Børn og unge, der ikke dyrker sport, udvikler derimod med alderen livsstilssygdomme som f.eks. fedme eller hjerteproblemer, hvilket ligger i forlængelse af ’skærmkulturen’ og af en ændret praksis vedrørende fysisk arbejde.

Fysisk aktive unge, der ellers ville tilbringe endnu mere tid foran én eller flere skærme, får frirum, frisk luft og muligheden for reelle venskaber – ikke bare 1.000 venner på Facebook.

Set i et sundhedsperspektiv er der desuden kun ringe tvivl om, at unge, der spiller fodbold i en klub, på grund af omverdenens forventninger (det kan være trænere, spillere og forældre) påvirkes til mindre eller ingen afhængighed af stoffer, tobaksrygning og indtagelse af alkohol.

Praktiske problemstillinger

Overalt i Danmark, selv i små landsbyer, spilles der fodbold flere gange om ugen. I weekenden samles søskende, forældre og bedsteforældre på stadion for at se poderne spille fodbold. Der bliver råbt til spillerne, dommeren bliver kritiseret, trænerne opmuntrer og irettesætter, og spillerne kæmper, så sveden sprøjter fra dem.

De praktiske problemer omkring afviklingen af kampene er dog til at få øje på. Forældrene forpligtes til at vaske fodboldtøjet, transportere spillerne til udekampe, medbringe mad og drikke til pauserne og så videre. Det mest uheldige er dog, at forældre også udpeges til at være dommere i børnenes kampe – helt op til U 13 (12-årige spillere).

Det almindelige i den sammenhæng er, at en tilfældig fodboldforælder, der ikke nødvendigvis kender fodboldlovene, ikke har en fløjte, og ej er omklædt, forventes at levere en acceptabel dommerpræstation.

Trænernes store indsats, deres forventninger til holdet og de unges egne forventninger til weekendens kamp kan derfor lide en krank skæbne. Set med spillernes øjne forekommer denne ’løsning’ naturligvis uacceptabel og ude af trit med de samfundsnormer, de ellers præsenteres for i deres liv.

Elitefodbolden

Børn og unge udvikler sig i høj grad gennem socialt samvær med jævnaldrende, herunder gennem konkurrence. Men Gunner ’Nu’ Hansens forestilling om, at det vigtigste var at være med og ikke at vinde, har trange kår i nutidens samfund, der gennem de seneste årtier på grund af globaliseringen og den teknologiske udvikling har udviklet sig til et udpræget konkurrencesamfund.

Tanken er vel nærmest slået over i sin modsætning inden for børne- og ungdomsfodbolden. Specielt hvis man bevæger sig ind på de større klubbers elitehold for drenge.

Det giver status at blive udvalgt til at spille på et af disse hold. Status i skolen, blandt kammeraterne i nærmiljøet – og blandt forældrene.

De få udvalgte tilbydes her særdeles dygtige trænere, gratis fodboldstøvler, ture til udlandet og så videre. Elitefodbolden lever således fint i sin egen lille niche.

Dog er eliteungdommens succes kun noget, nogle få procent af de titusindvis af børn og unge, der spiller fodbold, oplever.

Medaljen har da også en bagside, idet spillerne her i højere grad er konkurrenter, end de er holdkammerater. Samtidig bor mange af spillerne forskellige steder med store geografiske afstande, hvilket gør det vanskeligt at opbygge sociale relationer i klubregi.

Stjernedrømme

Drømmen om succes som fodboldstjerne har på grund af mediernes massive promovering af sporten bredt sig langt ind i breddefodbolden.

Forældrenes rolle er helt afgørende for, om projektet med eliteholdene lykkes, men i og for sig også for om breddefodbolden lykkes.

Der er, som tidligere nævnt, store forventninger til forældrenes ressourcer, ikke mindst den tid, man forventes at bidrage med (f.eks. kørsel til og fra træning og kampe), men også i høj grad forventninger til forældrenes økonomi. Man skal betale et højt kontingent til klubben, og desuden er man som fodboldforælder nødt til at have en bil.

Helt ned i børne- og ungdomsfodbolden er der desuden, selv i små fodboldklubber, på grund af medierne og reklamebranchen udviklet en dresscode. Spillerne må under ingen omstændigheder gå ned på udstyr.

Hvor kostbart det faktisk er at have et par unger på danske fodboldbaner i denne sammenhæng bliver man bevidst om ved at gå ind på et af de store tøjfirmaers hjemmeside. Man ser her forventningen til det ’rigtige’ fodboldudstyr: speciel træningsdragt, shorts, trøje, fodboldstøvler, men også drikkedunke, anførerbind, håndklæder, hårbånd, svedbånd, fodboldtaske, løbesko, benskinner, støvlepose, fodbolde og så videre og så videre. Alt sammen naturligvis med det rigtige firmanavn – Nike, Adidas, Hummel.

Her bliver det relevant, at man som forælder problematiserer omfanget af ressourcer brugt på fodbold i forhold til de ressourcer, man f.eks. bruger på andre aktiviteter i familien eller på andre søskende.

De gode gamle dage

Indimellem vil nogle måske længes tilbage til den tid, hvor penge ikke spillede så afgørende en rolle i fodboldverdenen. Det er, som jeg ser det, desværre en umulig tanke i dag. Globaliseringen og den teknologiske udvikling er kommet for at blive, og det er elitetænkningen også.

Dog må man nævne, at det på den anden side er langt de fleste af de danske fodbolddrenge og piger, som fortsat spiller i små og mellemstore klubber, hvor penge trods alt spiller en mere underordnet rolle.

Hvis læseren på den baggrund fejlagtigt forestiller sig, at de tusindvis af børn og unge, der hver weekend spiller kampe for deres klub, ikke gør alt for at vinde, når de spiller kampe på a, b eller c niveau i en lille klub, så har man misforstået et og andet. Konkurrencen om at vinde weekendens kamp vil altid være der – og heldigvis for det.

Afslutningsvis må jeg igen henvise læseren til de ovenfor fremhævede positive, samfundsmæssige aspekter af børne- og ungefodbolden. Breddefodbolden bør i høj grad have lokalpolitikernes bevågenhed. En direkte økonomisk støtte kombineret med opbygning af gode faciliteter (velholdte baner, gode omklædningsrum, træningsrekvisitter m.m.) vil uden tvivl på sigt få bundlinjen til at se bedre ud i de kommunale budgetter.

Villy Lauridsen er forfatter og lektor

’Jeg savnede at være sammen med mine venner til træning. Herude går vi op i fodbold, det er derfor, vi spiller. Men det er også et niveau, hvor man kan hygge sig og grine, hvis man laver fejl. Vi tager på nogle fede ture sammen, og trænerne går op i, at vi har det godt,’ fortæller Nikolaj (i hvidt). Han blev headhuntet til Lyngby, men er vendt tilbage til Vestia.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Søren Kramer
  • lars søgaard-jensen
Kurt Nielsen, Søren Kramer og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er den rigtige vej at tænke ift sundhed, fællesskaber og integration. Totalt underbelyst emne.

Pas nu på med løsningen. Der er rigeligt med fodboldbaner i forhold til aktive langt de fleste steder. Fodbold og badminton har så rigeligt med faciliteter. Vi er ikke i 80 'erne længere. Østerbro og Brabrand med dets få fodboldbaner er ikke hele Danmark men særligt ift integration kan det være værd at tænke på om børnepengene ikke var bedre brugt på gratis fritidsaktiviteter i stedet for det bras de køber når de får lidt ekstra penge.

Der er store problemer blandt alle børn men særligt børn af flygtninge indvandrere med inaktivitet og overvægt. Vi har brug for lettilgængelige
Og gratis fysiske fællesskaber. Motorik. Styrke hjerne og krop. Det er uden tvivl den bedste investering vi kan gøre.

Og så er det er værd at tænke på om nye sportsgrene ikke er bedre at prioriterer ift fodbold. Klatring. Trailrun. MTB. Rollespil i naturen. Det er nye sportsgrene og fritidsaktiviteter der kan trække de unge og børnene ud og tiltaler mange som ikke lige er til fodbold eller spejder.

DGI skal vågne op og opprioritere outdoor sportsgrene endnu højere. Det nye. Friluftsrådet skal have førstehjælp så, det ikke dør af kedsomhed, så der prioriteres på de unge ud fra et hav det sjovt perspektiv. Danmarks Naturfredningsforening skal lære at se tingene lidt i perspektiv. Kommunale politikere skal lære at vende blikket fra bymidten til omgivelserne. Tænke klima ind. Klima, Skov, natur, udeliv, bevægelse, fælleskaber, langt og sundt liv. Og så var det måske muligt for alle grupper at stå sammen.