International kommentar

Med folket mod demokratiet

Der er ingen ende på præsident Trumps foragt for demokratiet og retsstatens principper og værdier, men trods alle udskejelser er frafaldet blandt de republikanske kernevælgere stadig kun marginalt, skriver journalist Göran Rosenberg i dette debatindlæg
Debat
14. oktober 2019

»Jeg kunne stå midt på Fifth Avenue i New York og skyde en eller anden, og jeg ville stadig ikke miste nogen vælgere.«

Sådan sagde Donald Trump på et vælgermøde i Iowa i januar 2016. Det var, før nogen seriøst kunne forestille sig, at han ville blive valgt til USA’s 45. præsident – og før nogen i deres vildeste fantasi kunne få den tanke, at hvad han sagde, kunne være fuldstændig sandt.

Ikke engang Trump selv, tilsyneladende.

»It’s like incredible,« tilføjede han nemlig.

»Det er nærmest ikke til tro.«

Det var ikke til at tro. Men måske er det netop med denne udtalelse, at Trump har formuleret den afgørende sandhed om sit præsidentskab. Nu ved vi nemlig, at præsident Donald Trump – i al fald frem til i dag – har kunnet foretage sig stort set hvad som helst, uden af den grund at miste nogen nævneværdig andel af sine kernevælgere. Tværtimod ser det ud til, at 25-30 procent af den amerikanske vælgerbefolkning snarere jubler endnu højere, hver gang Trump gør ting, der ’nærmest ikke er til at tro’.

Borgerkrig

For eksempel at anmode fremmede magter om at intervenere for at uskadeliggøre politiske modstandere. Eller at anklage politiske modstandere for at være spioner og landsforrædere, som burde skydes eller fængsles. Eller fremmane skræmmescenarier om borgerkrig, hvis dette eller hint skulle gå ham imod.

For slet ikke at tale om alt det andet, Trump har sagt og gjort, og som igen og igen må forekomme fuldommen ufatteligt, men som vi ikke desto mindre bør opfatte som blodig alvor, eftersom USA’s præsident har magt til at gøre selv sine mest usandsynlige indfald til virkelighed.

Man kan mene, at den amerikanske præsidents magt i udgangspunktet burde have været lagt i strammere bånd. Men da USA’s forfatningsfædre sidst i 1700-tallet udtænkte og nedskrev den amerikanske forfatning, kunne de næppe have forudset, at vælgere i fremtiden ville tiljuble en præsident, som åbent talte om at deportere, fængsle og skyde sine politiske modstandere, åbent udviste foragt for den demokratisk valgte lovgivende forsamling, Kongressen, og dermed også for forfatningen selv, og åbent udnyttede det amerikanske statsapparat til at fremme sine økonomiske og politiske privatinteresser.

Enevoldshersker

En præsident, som kort sagt opførte sig som en enevoldshersker, og som gjorde dette i navn af – og med betydelig støtte fra – nogle, han kaldte ’Folket’. Som han for et par uger siden udtrykte det i et rasende twitterangreb imod den igangværende rigsretsundersøgelse i Kongressen:

»Hvad der sker nu, er et STATSKUP, der vil tage magten fra Folket, fra deres valgsejr, fra deres frihed, deres rettigheder, deres religion, deres militær, deres grænsemur«.

Men kupmageren er om nogen Trump selv. Hvad han på sin egen særegne måde synes at formulere her, er intet mindre end en politisk strategi for at erstatte det amerikanske demokrati med et populistisk præsidentvælde, som skal etableres og befæstes igennem vores nye medieverdens veludviklede kapacitet til at forvrænge og forfalske virkelighedsbilleder, manipulere og skræmme opinioner og skade og eliminere politiske modstandere.

Med Folket imod Demokratiet og Retsstaten, om man vil.

Og ikke kun Donald Trump har valgt at benytte sig af denne strategi.

Boris Johnson, den demokratisk mindst legitime premierminister, som Storbritannien har haft i moderne tid, synes allerede fra første færd at have haft planer om at føre en valgkamp, hvor han kan iscenesætte sig selv som Folkets mand, der skal befri Folket fra de folkefjendtlige eliter i parlament, domstole og medier – for slet ikke at tale om de udenlandske eliter i folkeundertrykkelsens centrum, EU.

Politisk fiktion

En af de største løgne i denne propaganda er netop den om Folket. Folket som sådan findes nemlig ikke. Folket er højest en ideologisk og politisk fiktion.

Og historisk ofte en fiktion, som er blev brugt til at legitimere magtovergreb imod Folkets påståede fjender og bane vej for demokratiets afskaffelse.

Som da Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, i en tale i efteråret 1933 beskrev det nye Nazityskland som »en mere ophøjet og ædlere form for demokrati, hvor regeringen styrer på et direkte mandat fra folket, hvor regeringsmagten udøves med autoritet, og hvor parlamentet er berøvet alle muligheder for at kunne forhindre eller tilintetgøre virkeliggørelsen af nationens vilje«.

Tiden var en anden, men vi står over for den samme risiko.

At demokratiet, med det fiktive Folks hjælp, afskaffer sig selv.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Verden lader til at være moden for autoritære styreformer. Deprimerende. Se Polen, se Tyrkiet, se - ja nævn selv. Demokratiets idé er jo at lade "folket" lede, så er det absurd at udøve denne ledelse gennem en enkelt person. Sådan gør man i militærhierarkier, men regeringsledere skal ikke være hærførere, lande skal ikke være kampenheder. Lande skal samarbejde. Fremtidens udfordringer er for store til lokale stridigheder mellem stater.

Ete Forchhammer

"Folket" findes ikke som den entydige størrelse der tales om af nogle politikere og deres proselytter med tilhørende medier.
En kæmpe opgave at få fjernet den misforståelse OG selvforståelse sine steder.
Er den uløselig? for andet end katastrofer?

Herhjemme for nylig: Man, de fleste, 95%? sætter sit kryds ud fra fornemmelsen af at en forandring er nødvendig - og kører hjem og fortsætter som hidtil...
Som præsten skrev efter juleprædikenen: Alle var glade og ingen forandret!

Eva Schwanenflügel, Lars Koch, Jan Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Trump er blevet præsident i en tid, hvor mange amerikanske vælgere komplet har mistet tilliden til, og sympatien for, deres politiske establishment - hvilket der er mange grunde til. Én af hovedgrundene er at det idag er åbent eksponeret at de amerikanske præsidenter ofte lyver, er brutale og kyniske, korrumperede og kriminelle ... så Trump's sociopatiske statur kan ikke chokere hans vælgere; de er blevet ligeglade og forråede af de løgne og dén kynisme, som Trump's forgængere har udsat dem for.

Man kunne sige det samme om britisk politik og Bori Johnson/Nigel Farrage, om fransk politik og Le Pen, om tysk politik og højrefascismen, om polsk politik og nationalromantismen, og om lignende dynamikker i andre neoliberale lande/stater, blot i forskellig skala. Overalt er der krise for de traditionelt magtbærende partier, og flere steder danner dette baggrund for at frustrerede befolkninger stemmer ganske aparte og rabiate, opportunistiske politikere til magten.

Vore traditionelle, politiske eliter har hovedansvaret for dén Trump (og dén Johnson), som af hele mainstreamkoret udpeges som vederstyggeligheden selv ... men den vil ikke tage det via kritisk selvransagelse. I stedet arbejdes der på at beskrive og nedkæmpe Trump (eller Johnson eller Le Pen, eller ...) som en årsag til alle vore problemer, og ikke som et symptom på dem, og efter de folkelige stemninger og ytringer ser det, desværre, bestemt ud til at bære frugt.

Eva Schwanenflügel, Kent Bajer og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

I et land hvor mennesker bliver kvalt af politiet for at sælge løse smøger, hvor rovmord er mere comme il faut at vise på TV end kys og kram, hvor endeløse fængselsstraffe har ført til endeløse fængselsfilm, hvor evige krige bliver ført i fjerne lande, i dette land er TV-fænomenet Trump det almindeligste og hjerdagsagtige man kan komme på.

Kunne det ske her hjemme? Hvis f.eks. Asger Aamund havde haft et af de mest sete TV-shows herhjemme i årtier. Så ville hans reaktionære ståsted være ligeså dansk som solsorten. Kunne Aamund ikke da få 25 % af de stemmeberettigede til at stemme på sig. Naturligvis! Os vores politikere ville se målløse til. Men 25 % i dk er ikke nok.

Men det er alligevel godt vi vi har nogle, der kan smadre en rude eller to på Nørrebro!