Læserbrev

Fordomme om pivfarlige patienter skræmmer fagfolk væk fra psykiatrien

Når politikerne lover flere hænder i psykiatrien, glemmer de, at det lige nu er en stor udfordring at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til afdelingerne, skriver psykiatrisk sygeplejerske Sarah Wessmann i dette debatindlæg.
Debat
1. november 2019

Forleden morgen hørte jeg i radioen endnu en politiker dele sine betragtninger om, hvordan vi løfter psykiatrien i Danmark. Endnu engang var løsningsforslaget: Flere pladser og flere hænder til psykiatrien.

Det blev jeg, som psykiatrisk sygeplejerske, selvfølgelig glad for at høre. Tænk, hvis det var muligt at sætte mennesket før systemet i stedet for at spille et evigt spil Tetris med sengepladser og menneskeskæbner. Men når det handler om normering, er flere hænder ikke altid lig med bedre kvalitet.

Misforstå mig ikke, harmoni mellem personale og sengepladser er værdifuldt, når vi taler om en mere nærværende psykiatri. Især fordi der over de seneste år er sket en stigning i antallet af psykiatriske patienter, mens normeringen stort set er den samme. Men selv om flere hænder lyder sejt, når det bringes i spil i politiske diskussioner, er det essentielt at forholde sig til, at det aktuelt er nemmere at få en kamel igennem et nåleøje end at tiltrække nok kvalificeret personale til psykiatrien.

Én årsag er psykiatriens historie med spændetrøjer og hvide snit, som fastholder den i rollen som en grufuld institution. Noget andet er den måde, psykiatrien omtales på i medierne; som en pivfarlig arbejdsplads.

En tredje faktor er mange almene lægers og sygeplejerskers uklare forestillinger om dét at arbejde i psykiatrien, fordi psykiatri fylder pinligt lidt i uddannelserne. Og det er selv om, at psykiske sygdomme udgør 25 pct. af sygdomsbyrden i Danmark. I øvrigt bliver psykiatri set ned på blandt mange sundhedsprofessionelle som et ’ikke-rigtigt speciale’, og søger man job i psykiatrien, skal man forsvare, hvorfor man ikke vil lave ’rigtig sygepleje’

Det er bare få blandt flere symptomer på et årelangt svigt af psykiatrien.

Er flere jobannoncer lig med bunkevis af ansøgninger? Nej. Men det kan ende med, at ledelsen må gå på kompromis med kravene til ansøgernes kvalifikationer. En bedre normering er altså ikke lig med en bedre kvalitet i psykiatrisk behandling, simpelthen fordi der mangler kvalificerede ansøgere. Og den udfordring bliver politikerne nødt til at forholde sig til, når de lover flere hænder til psykiatrien. For hvor skal de dygtige hænder komme fra?

Sarah Wessmann, psykiatrisk sygeplejerske

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget aktuelt spørgsmål! Det forholder sig ikke sådant at der rundt omkring ligger bunker af uudnyttet arbejdskraft der venter blot på at blive sat i spil. Alle der kan noget i psykiatrien er allerede fuldt beskæftiget. Tidligere har man afhjulpet problemet med at lade dem der kan og ville tage overarbejde til overarbejdsbetaling, men den løsning er der nu rimelig effektivt blevet sat en stop for af hård budgettering fra arbejdsgivernes side. Dette har ført dog til paradokset ved at man henter i nødstilfælde uuddannet arbejdskraft eksempelvis fra private sikkerhedsvagt bureauer, og derved får man den mindste optimale løsning til et tårnhøj pris og budgetterne sprænges så alligevel.
Politikernes hærværk over de sidste tyve år er blevet inspireret af ture til især Lapland og Trieste, hvor man har udviklet succesfyldte alternativer til en hospitalsbaseret psykiatri, og præmature fejlslutninger om at når de kan så må Danmark også kunne, uden at man har sat sig ordentlig ind i hvilke forarbejde der måtte gennemføres for at oversætte disse succes historier til dansk forhold; man har bare skåren sengepladserne ned og mere eller mindre magisk tænkt sig til at selvfølgelig ville de kommunale instanser samle op og indtage den nye rolle, uden at de skulle ordentligt finansieres og oprustes til projektet.
Her kan ses at der over de sidste 10-15 år er tabt ca 300 psykiatriske sengepladser mens en lille stigning i ansatte skal tage sig af en 35 - 40% stigning i antallet af patienter, eller en stigning i forholdet patienter pr. ansatte af 20%.
Kan det undrer at psykiatrien er ved at bukke under for presset?
"Hvor skal de dygtige hænder komme fra?" spørger skribenten - sikkert retorisk, for psykiatrien skal selvfølgelig selv opdyrke dem, og det kommer under de bedste vilkår til at tage ti år, vel at mærke hvis regeringen faktisk handler NU og ikke blot snakke om en ti års plan der først kan komme i gang efter endnu en repetition af undersøgelses kommissions cirkus først færdigt om tre år.

“...hvis regeringen faktisk handler NU og ikke blot snakker om en ti års plan, der først kan komme i gang efter endnu en repetition af et undersøgelses kommissionscirkus, der først er færdigt om tre år.”

Spot on Colin! Vi har jo drøftet og undersøgt forbedringer i mange år nu, det handler om finansiering af det der er god evidens for. Langvarig finansiering vel at mærke.