Læserbrev

Mange gymnasielærere er for farvede af elevers køn og opførsel, når de giver karakterer

I gymnasiet betyder næsten identiske afleveringer ikke nødvendigvis identiske karakterer, for alt for mange lærere er farvet af deres elevers køn og opførsel. Derfor er det mest retfærdigt at anonymisere alle afleveringer og prøver, skriver gymnasieelev i dette debatindlæg
Debat
8. oktober 2019

I min klasse var vi to elever, der nærmest havde afleveret identiske afleveringer i matematik – med samme matematiske begrundelser, samme udregninger og samme facit. Alligevel gav læreren os to forskellige karakterer.

For mange gymnasielærere er det næsten umuligt ikke at blive farvet af elevernes opførsel, holdninger og køn.

Ligesom så mange andre elever har jeg personligt oplevet, hvor uretfærdigt det kan føles at få en dårlig karakter, man ikke fortjener. Især fordi dårlige karakterer kan have betydelige konsekvenser for vores muligheder i fremtiden.

Læreres fordomme kan eksempelvis gøre, at en elev, der ad flere omgange har fået 02, men pludselig laver en aflevering til topkarakter, alligevel kun får 7. Også selv om eleven har gjort sig fortjent til en bedre karakter.

Løsningen, synes jeg, er at anonymisere alle afleveringer, opgaver og prøver. Og jeg tror, at flertallet vil ende med en anden karakter, end den de får i dag. Om det er bedre eller dårligere, ved jeg ikke. Men retfærdigt vil det i hvert fald være.

Jeg oplever også en kønsforskel i karaktergivning. Piger får generelt højere karakterer end drenge, selv om de ikke gør noget ekstraordinært. Det føles som om, vi bliver vurderet på helt forskellige skalaer.

Nogle gange føles det, som om at lærerne allerede har givet en ’cirkakarakter’, allerede inden de har læst opgaven. Igen tror jeg, at det skyldes fordomme om køn, intelligens og opførsel, men det bør ikke have indflydelse på karaktergivningen.

Anonyme karakterer gør det selvfølgelig sværere at give årskarakterer, når lærerne ikke kan tage udgangspunkt i de karakterer, eleverne har fået gennem året. Derfor bør lærerne have adgang til de enkelte elevers karakterer, men først efter karaktergivningen.

På den måde har de mulighed for at give en årskarakter, der både tager højde for elevernes afleveringer og deres deltagelse i undervisningen.

Jonas Højriis Brøndum, gymnasieelev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Genialt! Det lyder usandsynligt rimeligt at fratage lærerne muligheden for at have fordomme og forudindtagede holdning de kan bruge som diskriminations- og/eller hævnværktøj overfor elever de ikke bryder sig om af personlige eller politiske årsager.

Jonas klø på med den idé. Du kan skrive til børne- og undervisningminister Pernille Rosenkrantz-Theil på minister@uvm.dk