Læserbrev

Det var hævntørst, ikke en demokratisk sejr, der væltede Macrons kommissærkandidat

Information kalder det for en demokratisk sejr, at Macrons kommissærkandidat, Sylvie Goulard, blev væltet. I virkeligheden er det politik, når det er værst, for allerede inden høringen havde EPP-gruppen hævntørstigt besluttet at vælte hende, skriver Morten Løkkegaard (V) i dette debatindlæg
16. oktober 2019

Det ville jo være skønt og nemt, hvis Information havde ret, og jeg og andre liberale i Europa-Parlamentet blot var magtelitens forlængede arm, som fortvivlet kunne iagttage demokratiets sejr i sagen om den franske kommissærkandidat Sylvie Goulard.

Men så ligetil er virkeligheden ikke, og dermed gør Information sig til venstrefløjens villige værktøj i stedet for at søge sandheden.

For sandheden er mere kompleks, end Informations overfladiske leder den 14. oktober gør den til. Afvisningen af Sylvie Goulard er ikke en »demokratisk sejr«. Forløbet afslører tværtimod det kyniske magtspil bag kulissen, som lederskribent Christian Bennike vælger at se bort fra.

Pladsen her tillader ikke at opregne hele det beskidte oprør mod Macron og kommissionsformand von der Leyen fra hendes egne tyske kolleger og den forsmåede leder af den konservative EPP-gruppe, Manfred Weber. Eller østeuropæernes sidste øjebliks tak for sidst til franskmændene for at afvise østeuropæiske kommissærkandidater.

Læg dertil en sigende intern besked, som blev afsløret samme dag, hvor Goulard blev afhørt anden gang. Beskeden afslører, hvordan hævnlyst afgjorde beslutningen, før høringen overhovedet blev afholdt.

Ved en fejl delte en medarbejder fra EPP et tweet, hvor man i baggrunden kunne læse den interne besked. I beskeden aftalte EPP-politikere at »dræbe« Goulard, men selvfølgelig holde det hemmeligt.

Den socialdemokratiske gruppe havde fået afvist deres egen rumænske kommissærkandidat. Derfor skulle vi i den liberale Renew Europe-gruppe, som Goulard er en del af, også miste en kandidat. Det viser det banale magtspil, som udspiller sig mellem de politiske grupper.

Bevares, Goulards sager var og er en belastning for hende og skal naturligvis efterforskes. Men i sine svar til Europa-Parlamentet lovede hun netop at gå af som kommissær, hvis hun blev fundet skyldig. Og selv Informations lederskribent kan vel støtte, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist?

Jeg er stor fortaler for, at Europa-Parlamentet skal godkende EU-Kommissionen. Det er vigtigt, fordi parlamentet er folkets stemme i EU. Men når kompetente kandidater bliver afvist i hævntørst, er det ikke en sejr for demokratiet – uanset om Information insisterer på at tolke det sådan. Det er snarere politik, når det er værst.

Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet (V)

Bruxelles-boblen er i chok over, at Macrons kandidat til EU-Kommissionen, Sylvie Goulard, er blevet stemt hjem af Europa-Parlamentet. Men parlamentet har bare gjort deres arbejde og vist, at alting ikke længere kan klappes af i korridorerne. Heldigvis
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu