Kommentar

Henrik Marstal: Højskolesangbogens nationalt-kristne fællesskab er stadig attraktivt

Sangbogens nationalt-kristne fællesskab er slet ikke forældet, og overvægten af mandlige bidragydere kunne ikke være meget anderledes. Men hver og en af disse sange bør vejes på en guldvægt, hvis bogens legitimitet skal bevares i den nye udgave, skriver Henrik Marstal i dette debatindlæg.
»Selv forventer jeg af det nuværende sangbogsudvalg, at det vil være i stand til at redegøre for dets valg af salmer, fædrelandssange og sange om Landbrugsdanmark samt for valget af sange skrevet af mænd. For hver og en af disse sange skal vejes på en guldvægt, såfremt udvalget skal kunne forsvare bogens legitimitet,« skriver Henrik Marstal i denne kommentar.

»Selv forventer jeg af det nuværende sangbogsudvalg, at det vil være i stand til at redegøre for dets valg af salmer, fædrelandssange og sange om Landbrugsdanmark samt for valget af sange skrevet af mænd. For hver og en af disse sange skal vejes på en guldvægt, såfremt udvalget skal kunne forsvare bogens legitimitet,« skriver Henrik Marstal i denne kommentar.

Peter Nygaard Christensen

Debat
2. oktober 2019

Pointen i højskoleforstander Kurt Finstens kronik i Information den 24. september, »Drop Højskolesangbogen«, er lige så urealistisk i sin polemiske radikalitet, som den er forfriskende. Alene derfor er indlægget i den grad værd at opholde sig ved.

For den balance mellem tradition og fornyelse, som de skiftende udgaver af Højskolesangbogen altid har prioriteret, har sjældent været vigtigere at besinde sig på end netop nu, hvor danskheden favner bredere end nogensinde, og hvor repræsentation er blevet et centralt anliggende. Det udvalg, som lige nu sidder og forbereder den 19. udgave af bogen til udgivelse i november 2020, har derfor i høj grad brug for input som Finstens.

I indlægget bedyrer han, at omtrent fire ud af ti sangtekster i den nuværende 18. udgave fra 2006 tematiserer det kristne, mens omkring en tredjedel tematiserer fædrelandet, modersmålet eller Landbrugsdanmark. At en så nationalkonservativ dagsorden har kunne få lov at blive båret frem helt til i dag, svækker bogens legitimitet, lader hans kritik til at være.

Det nationale fællesskab

Men spørgsmålet er, hvordan det overhovedet kunne være meget anderledes? Finsten ignorerer eller overser i sin polemik, at Højskolesangbogens kombinerede æstetiske, sociale og dannelsesmæssige sigte historisk set har været nært knyttet til forestillinger om at skabe og nære et nationalt-kristent fællesskab. Derfor har bogen altid opereret med et danskhedsbegreb, som ud over at forholde sig til landets natur, religion og kulturelle særegenheder også opholder sig ved særligt definerende begivenheder i landets historie.

Det gjaldt ikke mindst for den 13. udgave af bogen fra 1939, som gav den sit brede, folkelige gennembrud langt ud over højskolebevægelsens egne cirkler. For besættelsestiden skabte behov for en sangbog, der kunne bruges af alle uanset stand, rang og politisk overbevisning. Og ingen andre sangbøger formåede på dette tidspunkt at kombinere netop det nationalt-kristne med et nyere, væsentligt repertoire af danske sange af Carl Nielsen, Jeppe Aakjær og mange andre, som for eftertiden er blevet betragtet som Højskolesangbogens kernerepertoire.

Men er bogens forestillinger om et nationalt fællesskab virkelig forældede, sådan som Finsten antager? Faktisk ser det ikke ud til det. Ganske vist blev nationalstatens endeligt proklameret for nogle år tilbage – men der er fortsat brug for den som en fælles forståelsesramme, der er forankret i en specifik geografisk-kulturel kontekst, herunder en (kultur)kristen kontekst. Det kunne forklare, hvorfor Højskolesangbogen med sine mere end 400.000 solgte eksemplarer fortsat er attraktiv for sine mange brugere.

Mænd på guldvægt

Finsten problematiserer også, at bogens repertoire er lavet stort set af mænd. I en forskningsartikel om sangboginstitutionen i Danmark, bragt sidste år i fagmagasinet Danish Musicology Online, undersøgte jeg den præcise kønsfordeling i 18. udgave af bogen. Når man fratrækker de tekster og melodier i bogen, hvor ophavspersonerne er anonyme, er blot fire procent af teksterne og 2,5 procent af melodierne skrevet af kvinder.

Men igen: Hvordan kunne det overhovedet være meget anderledes? Før 1970’erne, hvor Anne Linnet og andre kvindelige sangskrivere brød igennem, hørte det til de absolutte sjældenheder, at kvinder komponerede sange eller fik tekster sat til musik. Selv en anmelderrost kapacitet som Karen Jønsson – komponist til blandt andet »Hvorfor er lykken så lunefuld« fra 1937 – blev holdt ude af sangbøgerne.

Så der er altså en god forklaring på bogens kønsmæssige efterslæb. Men desto mere grund er der til at udfordre Højskolesangbogens kønsmæssige ensidighed blandt dens bidragydere. For de kanondannelser, der bestemmer, hvad der opfattes som værende af god kvalitet, har typisk favoriseret mænd. Dermed har man desto lettere kunnet opretholde en norm om, at tekster og melodier frembragt af mænd nu engang var bedre eller mere autentiske. Det siger sig selv, at der er brug for kraftigt at udfordre denne position.

Selv forventer jeg af det nuværende sangbogsudvalg, at det vil være i stand til at redegøre for dets valg af salmer, fædrelandssange og sange om Landbrugsdanmark samt for valget af sange skrevet af mænd. For hver og en af disse sange skal vejes på en guldvægt, såfremt udvalget skal kunne forsvare bogens legitimitet.

Så nej, Kurt Finsten, Højskolesangbogen bliver ikke droppet, og det skal den heller ikke. Men udvalget bag den er til eksamen. Og vi lader til at være en hel del censorer.

Henrik Marstal, sangbogsredaktør, ph.d. i musikvidenskab og lektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Cort Jensen

Det er noget sludder at beskrive højskolesangbogen som nationalt-kristen.
Hele højskolebevægelsen, og herunder sangbogen, var og bør fortsat være en FOLKELIG opposition til det nationale. I 1800-tallet var det Estrup, i dag er der mange, der konkurerer om at være nationale.

Poul Erik Pedersen

Der er et par ting at bemærke, vedrørende forfatterens brug af begreber. Først præsenteres læserne for at sangbogens tekster forholder sig til et nationalt-kristent fællesskab. Her koblet til begivenheder der definerede landets historie. For mig at se ligger der et bestemt historiesyn gemt i konstateringen af dette nationalt-kristne fællesskab. Så vidt jeg kan se det, er det et historiesyn der trækker linjen tilbage til grundtvigianismen, her især Grundtvigs forestilling om den tætte forbindelse mellem den kristne kirke og den dansk/nordiske historie.
En sådan synsmåde ignorerer at der findes andre tolkninger af den historiske udvikling. Her i landet især repræsenteret ved, det der i fagkredse benævnes, "den radikale historikertradition" der jo i høj grad tog udgangspunkt i et forsøg på at sætte normer for videnskabeligheden og den historiske forskning og formidling. Omdrejningspunktet blev her de kildekritiske studier. Denne tradition fornægtede for så vidt ikke den kristne kirkes betydning, men insisterede på at man måtte tage sociale, politiske og øvrige kulturelle forhold ind i forskningen - hvis man da ville formidle nuanceret billede af landets fortid.
Samtidigt var den radikale historikertradition også tæt forbundet med de kulturradikale strømninger, der netop gjorde op med forståelsen af at dansk kultur og historie skulle være noget særegent dansk/nordisk. Den radikale intellektuelle tradition var jo i højere grad orienteret imod det kontinentale Europa, hvor lande som Tyskland, England og Frankrig stod centralt. I tillæg hertil: kulturradikalismen hentede også inspiration i den europæiske renæssance og oplysningstiden. Deri lå en indbygget konflikt med grundtvigianismen, dermed implicit også dele af højskolebevægelsen. En passant kan det da nævnes, at denne konfliktlinje blev aktualiseret allerede i 100 året for Grundtvigs fødsel hvor Edvard Brandes (broder til G. Brandes og kulturradikal, selv om han nok ikke selv benyttede begrebet) skrev en nuanceret og ikke ukritisk artikel om kirkefaderen. Artiklen blev anledning til at Venstres hovedstadspresse blev delt mellem netop grundtvigianere og kulturradikale, sidstnævnte repræsenteret ved Hørups "Politiken".
Den første konklusion er altså at der er tale om en meget lang konflikt om, hvordan man egentligt skulle forstå dette "nationale fællesskab".
Den næste bemærkning: når man bruger begrebet et nationalt-kristent fællesskab, synes jeg man ser bort fra at den historiske udvikling jo ikke kun er karakteriseret ved skabelsen af et nationalt fællesskab. Den danske historie er jo i høj grad også historien om konflikt, klassekampe og en stadig diskussion af hvem der, egentligt, tilhørte dette samfund. Disse konflikter ser man bort fra, den historiske udvikling gøres harmonisk - hvormed man altså også gør vold mod historien.
I den forbindelse er det værd at minde om at den bevægelse, højskolebevægelsen, som sangbogen er en del af, jo i høj grad også i sig selv er en klassebevægelse. Det var jo landbrugets mellemlag, gårdmændenes børn, der frekventerede højskolerne. Hverken landarbejdernes eller husmændenes børn havde deres gang på højskolerne, det var der ganske enkelt ikke råd til. Denne påstand vil man kunne finde kildemæssig belæg for, ved studiet af Fridlev Skrubbeltrangs bøger om Husmandsbevægelsen i Danmark. Så ved at henvise til at Højskolesangbogen repræsenterer en skoletradition, henviser man indirekte også til at de repræsenterer en bestemt klasses selvforståelse (herunder dennes historiesyn, klasseforståelse og samfundssyn). Det er der for så vidt intet ondt i, der er da god grund til at anerkende det uddannelsesarbejde skolerne rent faktisk har stået for. Dette arbejde var nødvendigt, hvis den modernisering landbruget gennemgik 1880 - 1914 skulle lykkes! Men det er velgørende hvis man er sig dette forhold bevidst, fordi det er med til at tydeliggøre hvilke interesser højskolerne historisk har repræsenteret.
Aktuelt er højskolerne vel konfronteret med den problematik, at det historisk betingede klassegrundlag for skolerne er væk - eller i alt fald meget stærkt begrænset. I stedet er det byernes ungdom der søger skolerne. Dette betyder at det ideologiske arvegods skolerne har er udfordret - for nu at formulere det lempeligt. Dette slår så også ud i diskussionen af Højskolesangbogens indhold. Så vidt jeg kan se det, må højskolebevægelsen reflektere over hvorledes man bygger bro over de historisk betingede rødder i landbrugssamfundet og den aktuelle rekruttering af den urbane ungdom.
De der kender Grundtvig bedre end jeg, har et arbejde i at finde ud af hvad Grundtvig kunne tænkes at mene om dette skisma. Heri ligger en vigtig inspiration til redigeringen af en ny kanon, for sangen på højskolerne! Samt for en ny udvikling i højskolernes virke i Danmark!
mvh. poul.

Thomas Østergaard

Det var da utroligt så mange der mener at de bør have en naturlig plads i et udvalg andre har nedsat for at udgive en bog.

Og nu har jeg så pludselig også en mening om sagen, selvom jeg altid har været noget desorienteret omkring hele konceptet med "en styrkende salme".

Og min mening er helt klart, at udvalget skal vælge de sange de SELV synes hører med i bogen, og så blæse Kurt Finstens og Henrik Marstals mening en højskotsk. De må selv udgive en sangbog hvis de er utilfredse.

Alternativt kunne man udgive en ny og en gammel højskolesangbog. Et naturligt skel kunne være om der stadig er rettighedshavere til sangene i live. Og så evt. et potpourri af sange fra begge bøger som (om muligt) er renset for ting der kan fornærme nogen, som passende kunne hedde "Den politisk korrekte Højskolesangbog".