Den nye regerings planer om at forhøje arvebeskatningen fra seks procent til 15 procent har skabt furore. Det samme har dens planer om at øge kapitalafkastbeskatningen fra 42 procent til 45 procent. Kapitalejernes indvendinger bliver affejet med, at de er nogle griske tudemarier.
På kort sigt klirrer det da også lystigt i statskassen, men på længere sigt bliver konsekvenserne risikoaversion i virksomhederne, minimeret ejerskab og kontrol, mindre iværksætteri og tab af skatteprovenu.
Det grundlæggende spørgsmål, man bør stille, er naturligvis, hvad det er, man ønsker at opnå med en ændret lovgivning. For så vidt angår kapitalafkastbeskatning og arvebeskatning, er der, som jeg ser det, to afgørende motiver, nemlig dels at sikre yderligere provenu til finansiering af den offentlige sektor og dels ønsket om at skabe større lighed gennem overførsel af formue til den mindrebemidlede del af befolkningen. Det er regeringens og støttepartiernes kommunikerede intention.
Vores velafbalancerede samfundsmodel er baseret på omfordeling, og der er nok kun få, der ikke kan se fornuft i en vis omfordeling af værdier. Og der er ingen tvivl om, at beskatningen af pengetank og arv vil have den tilsigtede effekt, nemlig at den ønskede formueforskydning finder sted.
Men hvad opnår man også, hvad er bivirkningerne og de langsigtede konsekvenser?
Inden jeg besvarer det spørgsmål, finder jeg anledning til at postulere, at alle partier i Danmark er af den opfattelse, at økosystemet omkring iværksætteri er uhørt gavnligt for samfundet som helhed.
Det skaber morgendagens virksomheder og arbejdspladser. Driver grøn omstilling. Skaber nye forretningsmodeller, der udfordrer eksisterende forretningsmodeller gennem tilgængelighed og prisbillighed.
Etablering af innovative teknologier inden for miljøteknologi, lægemidler og andre områder skaber nye produkter med global sex appeal. Der skabes arbejdspladser og formuer, der er med til at finansiere vores velfærdssamfund, som tiltrækker arbejdskraft fra udlandet og således balancerer det demografiske træk.
Ikke kontanter nok
Der er desværre langt fra lovprisningerne af iværksætteriet på de bonede gulve til fabriksgulvet ude i virkeligheden. Her kommer to eksempler, der viser, hvordan regeringens lovændringer vil ramme.
Eksempel 1: En familie har et holdingselskab, hvor der er opbygget en formue på 100 millioner. 45 procent af formuen er selve ejerskabet af familiedriftvirksomheden, og 55 procent af formuen er udbytter fra virksomheden, altså likvide kontanter. Forældrene dør, og børnene arver selskabet. I dette tilfælde beskattes boet med 45 procent af 100 millioner, hvilket udgør 45 millioner, og børnene skal betale 15 procent i arveskat af resten, hvilket udgør 8,25 millioner. Det betyder, at børnene skal trække udbytte ud for at kunne betale arveafgiften, hvilket i sig selv vil koste 45 procent i udbytteskat. Der skal således udloddes 15 millioner for at kunne betale arvebeskatningen.
Det betyder, at der skal trækkes kontanter ud af holdingselskabet på samlet set 60 millioner (45 millioner + 15 millioner), men der er kun 55 millioner i kontanter i alt, så der mangler fem millioner i kontanter, og det efterlader arvingerne med valget om enten at optage lån for at kunne arve 100 millioner eller sælge en del af virksomheden for at skaffe kontanter.
Det betyder desværre også – og det er nok det største problem – at virksomheden efterlades med en svag ejer, der ikke kan understøtte virksomheden med frisk kapital eller kreditværdighed.
Dette vil være gældende, uanset om der etableres en afdragsordning for arveskatten. Dermed er virksomheden umådelig sårbar, og risikoen for tab af arbejdspladser og værdier er stor.
Eksempel 2: Jeg har en stor del af min karriere arbejdet med iværksætteri. Jeg har været med til at stifte og drive fem virksomheder, så jeg er en af de personer, politikere og meningsdannere efterlyser flere af.
Min forretning er at bistå mindre virksomheder med generationsskifte, kapitalrejsning og lignende. De penge, jeg tjener, går i stort omfang tilbage til virksomhederne, idet jeg investerer sammen med de nye investorer.
I mit holdingselskab er der en formue på ca. ti millioner. Heraf er ca. otte millioner i minoritetskapitalandele og ca. to millioner i likvide kontanter. Når min hustru og jeg falder bort, arver vores børn ti millioner og skal betale samlet set seks millioner i skat.
Der vil altså mangle fire millioner i kontanter. For så vidt angår investeringerne, er der tale om vækstvirksomheder, der bruger alle midler på ekspansion af forretningen. Dette vil efterlade vores børn med den umulige opgave at sælge en række minoritetsposter.
Arvebeskatning og pengetanksafgift gør, at vores opsparing reelt ingen værdi har for vores børn, og jeg vil gå så langt som til at anbefale dem ikke at vedstå arv og gæld – på trods af at selskabet i dag har en fri og ubehæftet formue på ti millioner.
Skab en sund sektor
Lovgivningen på arve- og pengetanksområdet er desværre direkte kontraproduktiv for erhvervslivet og iværksætterne. Det betyder, at såvel den lille aktør som den familieejede virksomhed har store udfordringer. Pengetanksbeskatningen har været implementeret i en årrække og er blevet skærpet, og vi har stadig ikke set de værste konsekvenser endnu, da de indtræffer, efterhånden som folk dør.
Det er grunden til, at eksemplerne ovenfor endnu er af teoretisk karakter. Sådan kommer det ikke til at fortsætte. Vi kommer desværre til at se virkelighedens grimme fjæs.
Jeg er ikke ude på at forhindre omfordeling i vores samfund, for jeg er i bund og grund tilhænger af den balancerede velfærdsmodel, vi har i Danmark.
Men hvad opnår man ved pengetanksbeskatning og arveafgift? Ja, desværre så opnår man, at iværksættere flytter ud af landet, før havelågebeskatningen for alvor smækker – eller at potentielle iværksættere i stedet vælger en mere behagelig tilværelse som lønmodtager i den private eller offentlige sektor.
Det private ejerskab af ikkebørsnoterede selskaber er under stort pres og kan ikke udfylde sin måske vigtigste opgave – at være lender of last resort for virksomhederne, dvs. løbende finansiere virksomhederne, når ingen andre kan.
Selv om der er evidens for, at omfordeling reducerer Gini-koefficienten i Danmark fra ca. 40 til 27, så er velstand og velfærd et resultat af, at der er en sund privat sektor, der løbende er i stand til at finansiere velfærden. At der i det hele taget er en kage at skære af.
For iværksættere som mig er det i hvert fald ikke et økonomisk rationale, der dikterer karrierevejen. Ikkebørsnoterede selskaber er voldsomt udfordret, og de planlagte beskatningsændringer vil skabe mere skrøbelige ejerskaber. Incitamentet for iværksættere er formindsket eller direkte elimineret.
Jeg er med på, at der på midten og til venstre i dansk politik ikke er stemmer i lempelser af pengetanksbeskatning og arveafgift, men det gør det ikke mindre rigtigt at skabe gode rammebetingelser for erhvervsliv og iværksætteri.
Jacob Bro Eriksen er administrerende direktør i corporate finance-virksomheden Omni Group.
Virksomhed der har haft samme ejer frem til ejerens dødsfald med stor egenkapital, har ofte i en årerække, ikke investeret tilstrækkeligt i arbejdspladser og innovation.
Det er godt med helt nye ejere, børnene er ikke nødvendigvis naturlige aftager af den kapital der ligger i velfærdssamfundets samlede underliggende investering i grundlaget for virksomheden i skoler, sygehuse og veje mm.
Beskatning af virksomhed efter ejeren går bort, er en mulighed for at få de rette ejere frem for automatisk arvinge.
Hvis PSA vælger Holland som hovedsæde for fremtidens aktiviteter, så har det sikkert en forklaring, men hvilken? Det er bekendtgjort dags dato. Med Fiat og Chrysler er PSA verdens fjerde største bilfabrik med en batteri teknologi som er førende. Virksomheder i Danmark, som ikke er stavnsbundne, vil vælge som PSA. Holland har tiltrukket 100 virksomheder fra England som følge af Brexit. Hvorfor mon? Udviklingen i det private erhvervsliv, som er på retræte, synes at gå udenom Danmark.
Jeg blev ikke HELT med på, hvorfor skat på arv skulle kunne forhindre mennesker i at iværksætte.
For min skyld kan vi da godt omlægge til primært (ikke fuldstændig) ressourceskat istedet.
Faktisk kan det kun gå for langsomt.
De, som forbruger verdens ressourcer - deriblandt også menneskelig arbejdskraft, flybenzin, store biler, kæmpe villaer osv osv - , skal også være dem der betaler.
revolutionært? Åh ja.
Jeg forstår ikke hvorfor store værdier nødvendigvis skal gå i arv? Hvem siger arvingerne er gode til at forvalte og måske få den værdi til at yngle i forhold til andre? Arvingerne har ikke oparbejdet den formue/værdi. Synes måske det er rimeligt at de kan få en andel i kontanter/aktier. Hvad den så skal være kan diskuteres, Men synes personligt at alt over 10 millioner pr. person ikke er fornuftigt eller rimeligt.
NB: Det skal lige bemærkes at jeg selv er virksomhedsejer og har voksne børn.
En anden mulighed kunne være en opsparing i lighed med lønmodtagernes arbejdsmarkedspensioner - så ville virksomhederne have penge til arveafgift, osv.....
hvorfor tror så mange at værdi kan yngle, penge formerer sig ikke, uanset hvor stor en formue er vil den ikke kunne frembringe så meget som en femøre,
man kan kun få formuer til at øge ved at købe arbejde for pengene, altså have ansatte, og en arving får så værdien af de ansattes arbejde både i fortid ( virksomhedens ophobede værdi ) og i fremtid ( hvis virksomheden fortsætter med at have ansatte )
når en investor køber aktier køber han sig til en del af den værdi de ansatte frembringer når de går på arbejde,
herfra kommer al værdi i verden fra mennesker som arbejder,
en iværksætter tager initiativ til en aktivitet, og dem som ansættes til at udføre arbejdet skaber så værdierne baseret på iværsætterens ide.
selv de bedste ideer kræver at nogen udfører dem før der skabes værdi,
hvis nogen tror at spekulation skaber værdi så skyldes det uvidenhed, spekulation omfordeler værdi, fra dem som arbejder til spekulanten, med andre ord spekulation er rent snylteri.
Slap af. Det er jo bare højreorienteret bullshit det her.
Standard neoliberal egoisme.
Der er for mange eksempler på at børnene/arvingerne ikke har evnerne til fortsat at drive virksomheden og udvikle den.
Jeg har i denne uge selv været vidne til at en virksomhed der i 80-90erne med en dygtig visionær leder/ejer var en virksomhed i stor fremgang med store overskud og store investeringer, netop er overtaget af en ny ejer efter at være i betalingsstandsning/gik konkurs. Arvingerne overtog virksomheden i nullerne hvorefter nedturen begyndte. Det var +10 års dårlig ledelse og ikke arvebeskatning der tog livet af virksomheden.
@ Ole Rasmussen,
Du spørger om, hvorfor PSA-Fiat har valgt Holland, og du har næsten selv givet svaret - eller i hvert fald et af dem.
Ikea-grundlæggeren valgte også Holland, og lod datterselskaber i 7 andre lande eje selskabet i Holland samt de efterfølgende ejende selskaber, indtil det sidste selskab, der ejede alle de andre i kæden lå i Schweitz.
Da dette blev afsløret af svensk TV, der også kunne vise, at af samme grund var der ikke blevet betal skat i Sverige gennem mange år, var Ingvar Kamprad lynhurtig til at flytte sin officielle adresse til Sverige igen.
Jeg er heller ikke sikker på at en forøget arveafgift er det rette instrument.
Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at det er helt nødvendigt at flytte en større del af skattebyrden fra arbejde og over på forbrug - ligesom det også forekommer naturligt, at kigge på de lidt for lempelige regler for beskatning af kapitalindkomst.
Det er alene udtryk for magtudøvelse, når lovgiver gør indhug i formuer. Formue er skabt af allerede beskattet indkomst og skal derfor være udenfor statens rækkevidde. Det skal være legalt at forære sin formue til hvem man ønsker og uden skattemæssige konsekvenser. Der er jo ikke tale om, at modtager får en ydelse for udført arbejde e.l. og der er heller ikke tale om, at giver kan fratrække donationer i sit indkomstgrundlag.
Overfører man formue fra en person til en anden, f.eks. ved arv, skabes der ingen ny indkomst. Det er at sidestille med, at man overfører et beløb fra én bankkonto til en anden - det skaber jo ikke ny ubeskattet indkomst. Formuebeskatning af enhver art, er intet andet end ekspropriation.
Desuden er formue- og arveskat i erhvervsmæssig sammenhæng, direkte kontraproduktiv. Samfundet får meget mere ud af, at værdierne bliver i virksomhederne hvor de vil yngle og skabe større beskatningsgrundlag.
I det omfang beregningen er rigtig, ville jeg da gerne til enhver tid arve en virksomhed og formue til en værdi at 100 mil. selv om jeg skulle betale 60 mil. for jeg ville stadig have 40 mil. kvit og frit. Selv om virksomhedsbeskatningen og arveafgiften er som nu, så har jeg meget svært ved at kunne støtte virksomheden med frisk kapital eller kreditværdighed da der stadig skal skaffes omkring 10 mil for at arve 45 mil. og til forskel fra familen Jensens børn med en almen bolig, er der sikkert hus og grund, personlig formue at arve, måske endda lidt i udlandet, bort set fra en dyr uddannelse og gode beskæftigelsesmuligheder. Jo vil skal virkelig have om af jacob Bro Eriksens forarmede unger når den tid kommer.
Her gik jeg og troede, at det var borgerlig politik at det skulle kunne betale sig at arbejde? Arv er en arbejdsfri indkomst for arvingerne. Den er sådan set ikke længere.
Forfatteren tager som forudsætning at virksomheder eksisterer i et perfekt, smithisk marked med fri konkurrence. Det falder ham ikke ind, at konkurrencelogikken, der følger af profit motivet, netop driver virksomheder til konstant at reducere omkostninger til produktion eller arbejdskraft, rationalisere produktionen osv. Resultatet er, at nye virksomheder har stadig sværere og sværere ved at konkurrere mod store virksomheder.
De små virksomheder har ikke årtiers rationalisering af produktionen på bagen, de har en relativt lille start kapital og skal gerne give overskud relativt hurtigt. Store virksomheder - med enorm kapital - kan som oftest enddog udkonkurrere de små, ved bevidst at køre med et underskud (da de jo har kapitalen til at klare det) hvilket likvidere nystartede virksomheder.
Vi ser da også - efter finanskrisen - at store virksomheder klarer sig bedre, end små virksomheder. I vores neoklassiske, smith-forhippede forfatters øjne, er det sikkert fordi arveafgift og beskatning af de højere indkomster, er for høj. I realiteten ignorerer han dog fuldstændig det "fri" markeds realiteter: De store æder de små og bliver større; de små får stadig sværere og sværere ved at klare sig. Det er et statistisk faktum såvel som en personlig viden, som jeg tror de fleste læsere over 20, kan nikke genkendende til.
For bare 15-20 år siden var der stadig lokale købmænd, slagtere, forhandlere af tøj, der ikke var en del af massive kæder, med lokale filialer osv. Er det mon - i forfatterens øjne - beskatningen, der har ødelagt det? Det er jo på et helt fundamentalt plan ikke en meningsfuld forklaring for andet end tolv årige liberalister, der synes at det der med "sin egen lykkes smed" lyder godt.
Forklaringen er selvfølgelig konkurrencens tendens mod konglomeration og rationalisering af produktion, som følge af nedskæringer i omkostningerne til arbejdskraft og produktion. Lille Hansens dagligevare forretning kan ikke konkurrere mod Netto eller Føtex på den front, fordi sidstnævnte kan indkøbe enorme mængder varer til rabat, udnytte det international marked bedre, samt klare sig med en lavere profitmargin, end mindre virksomheder.
Jacob Eriksen ignorerer naturligvis enhver systemisk og strukturel forståelse af det marked, han ellers er så glad for og fremturer i stedet med de her smithiske semi mytologiske antagelser om, at Smiths 'parsimonious individual' ved egen kløgt og flid vil skabe arbejdspladser, hvis blot staten ikke beskatter ham/hende, da det er i hans og andre rationelle egeninteresse at specialisere sig til produktion for marked.
Man må jo også bemærke, at hans løsningsmodel - altså at man ikke piller ved arveskat og kapitalbeskatning - jo vil gavne store virksomheder præcis ligeså meget - og enddog mere i absolutte tal - som det vil gavne små virksomheder.
Hvis blot én eller anden liberal tænker ville få fingeren ud of forholde sig til konkurrencens empirisk påviselige fakta ang. den historiske udvikling og tendens mod konglomeration og se, om ikke forklaringen kunne finde i systemets eget interne logik. Man bliver så træt af på den ene side at lægge øre til de her utopiske drømmerier, samtidig med at det jo åbenbart er socialisterne, der 'føler' og 'drømmer', når det kommer til økonomi.
Det er meget simpelt: statens interesse i et privat erhvervsliv er, hvad det kan bidrage med til opretholdelse af samfundet og dets bærende institutioner.
Derfor bør vi hellere forenkle skattesystemet: en afgift på at drive virksomhed og dermed høste større fordele ved vores samfundsmodel end nogen anden gruppe. En sådan afgift skal være progressiv, måske kan man forkæle iværksættere lidt et par år; men det korte af det lange er: samfundet tilbyder arbejdskraft, uddannelse, areal, infrastruktur og energi, og ovenikøbet sikrer velfærdssamfundet, at virksomhederne i udgangspunktet kan overlade alle sociale og sundhedsmæssige besværligheder til fællesskabet.
Muligheden for at berige sig selv i kraft af de muligheder, velfærdssamfundet tilbyder, betyder, at man må være indstillet på at kompensere ganske meget for sine fordele.
Hvis man ikke betaler, skal man kunne lukkes, fradømmes retten til at drive virksomhed i en periode eller for altid, efter alvorsgraden.
Tankegangen bør være grundlæggende for hele skattestrukturen i verdens største frihandelsområde, så der ikke gives mulighed for at unddrage sig forpligtelsen ved at bosætte sig udenfor landet.
Stakkels børn. Hvordan mon de skal klare sig med så få penge.
Jamen dog for en ulykke....det er dog forfærdeligt at man ikke arve 'så' mange penge skattefrit. Men løsningen er enkel, lad medarbejderne arve, via aktier og lad børnene arve aktier fx ved at de selv er ansatte i virksomheden. Så kan de vise deres vær. Er de dygtige, så stiger aktien. Sælger de deres aktie ja så beskattes de. (PS de arver forøvrigt de første sådan ca 350000 kr skattefrit og skal så kun betale 15% af resten, desuden kan de få ca 64.000 kr skattefrit om året, vær eneste år og de kan overtage ejendomme til 'under markedspris', de kan låne langt billigere og generelt opnå bedre realløn)
Det må mære underligt at se grådigt frem til sine forældres død!
… være underligt ...