Alan Clark, en nu afdød politiker fra Thatcher-æraen, der var berygtet som en kvindebedårer med skarpe højreorienterede synspunkter, beklagede engang over for mig, at den legendariske kampånd, hvormed briterne vandt verdenskrige og opbyggede imperier, ikke længere var i syne.
Halvt i spøg påpegede jeg over for ham, at han kunne finde et rigt aggressionspotentiale blandt de engelske fodboldhooligans, som vandaliserede barer og udebanestadioner. Med et drømmende blik svarede han, at her unægtelig var energier, man en dag måtte håbe at finde »bedre nytte« for.
Nu er dagen tilsyneladende kommet, hvor hooliganismens ånd søges politisk nyttiggjort: Højreradikal terrorisme er i fremvækst i Storbritannien, og britiske politikere, som er imod et hårdt Brexit, modtager dødstrusler.
I 2016 blev Jo Cox, parlamentsmedlem for Labour og markant Brexit-modstander, myrdet af en mand, som råbte »Britain First!«, da han skød og stak hende.
Forurettelse
I USA har højreekstremistiske grupper hærget i byer som Charlottesville og Pittsburgh under kampråb som Jøder vil ikke udskifte os!
Brasiliens autokratiske præsident, Jair Bolsonaro, har offentligt lovprist torturmetoder. Og i Indien udviser premierminister Narendra Modi i bedste fald ligegyldighed over for hinduekstremisters voldelige amokløb imod primært muslimer.
Diktatorer og demagoger har altid søgt at opflamme og instrumentalisere den dybe vrede og forurettelse hos mennesker, for hvem tilværelsen har budt på modgang og ussel behandling.
En afgørende forudsætning for, at frustrationer kan omsættes til vold, er, at hadet får lov at florere. Had og aggressioner får da også frit løb i internetgrupper, der kan bringe millionvis af ligesindede sammen og udgøre et stort virtuelt publikum for voldsaktionerne.
Det er naturligvis ikke kun højreradikale, der boltrer sig i de sociale mediers mudder, det kan også venstreekstremister og de antisemitter, der findes på både højre- og venstrefløj.
Folkefjender
Det virkeligt foruroligende er imidlertid, at væksten i politisk vold i lande som USA og Storbritannien bliver aktivt ansporet af demokratisk valgte ledere.
Præsident Trump betegner konsekvent USA’s frie presse som »folkefjender« og har ved et af sine massemøder opmuntret tilhængerne til at søndertæve tilstedeværende moddemonstranter.
Han har sagt om fire nyvalgte kvindelige kongresmedlemmer, at de skulle skrubbe hjem, hvor de kom fra (tre af dem er født i USA), og har for nylig truet den whistleblower, som afslørede hans forsøg på at få Ukraine til at grave smuds frem om sin mulige modkandidat, Joe Biden, med voldelig gengældelse.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, er en mere glat manipulator end Trump, men heller ikke han går af vejen for at kalde modstandere af hans Brexit-politik for »forrædere« og »kollaboratører«, og en parlamentarisk vedtaget lov, som skal hindre et no deal-Brexit, har han kaldt for »kapitulationsloven«.
Da parlamentsmedlem Paula Sherriff i Westminster kritiserede premierministerens sprogbrug og mindede om de dødstrusler, som hun og andre modstandere af Brexit modtager, erklærede han bare, at »det var det værste humbug, han havde hørt i sit liv«.
Patriotisk pligt
Faren ved denne retorik er ikke bare, at voldsdisponerede mennesker føler, at den giver dem fripas til at give efter for brutale impulser. Når landets leder siger, at der er forrædere iblandt os, må det ikke bare være legitimt at angribe dem – det må ligefrem være en patriotisk pligt.
Den værste konsekvens ved at give verbal vold indpas i politik er den skade, dette skred gør på det liberale demokrati. Det repræsentative demokrati kan kun fungere, hvis politiske modstandere ikke opfatter hinanden som dødsfjender.
Det påhviler dem at forsvare deres synspunkter (og vælgeres interesser) med argumenter og kompromiser. Men med fjender kan ingen kompromiser indgås.
Politik i dag, selv i to af verdens ældste og mest velkonsoliderede demokratier som USA og Storbritannien, handler imidlertid ikke så meget om interesseudligning som om kultur, identitet og de følelser, der oppiskes i internettets uendelige ekkokamre.
Det er et åbent spørgsmål, om den verbale vold vil gå i sig selv igen, når folk som Trump, Johnson, Modi og Bolsonaro er fortid.
Den grumme ironi i vor tid er, at de ledere, som har lovet at gøre deres nationer ’store igen’, er de samme, der har gjort mest for at smadre de institutioner, storheden byggede på.
© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
