Klumme

Hvordan kunne solen skinne så nådesløst, når min pige netop var død?

I denne uge måtte kultur- og kirkeminister Joy Mogensen opleve den store sorg at miste sit lille barn. Oplevelsen står Joy Mogensen ikke alene med, spædbørnsdød sker oftere end man tror. Omgivelserne kan ikke omgøre tragedien, men de kan gøre det nemmere for de sørgende at vende tilbage til livet
Nanna Goul mistede sin førstefødte datter for syv år siden. Det sker for flere, end man tror, skriver Goul. Alene i hendes vennekreds er de mindst fire par, som har oplevet af miste deres barn kort før eller ved termin.

Nanna Goul mistede sin førstefødte datter for syv år siden. Det sker for flere, end man tror, skriver Goul. Alene i hendes vennekreds er de mindst fire par, som har oplevet af miste deres barn kort før eller ved termin.

Anna Agnete Nissen

Debat
11. oktober 2019

Det var en meget smuk efterårsdag for godt syv år siden, da min førstefødte datter døde.

Jeg kan huske det tydeligt, fordi jeg lå på Rigshospitalet og stirrede ud på træerne, parken ud mod Tagensvej, og at vejret gjorde tragedien næsten endnu mere ubærlig.

Hvordan kunne solen skinne så nådesløst, himlen være så skyfri og efterårsbladene bære så varme farver, når min pige netop var død?

Jeg var som litterat uddannet til at lede efter objektive korrelater, men jeg fandt ingen den dag.

Tiden lige derefter var travl og surreel. Jeg kunne knap gå efter fødslen, men jeg måtte med netunderbukser, fødselsbind og min kæreste som krykke, stavre rundt på sightseeing på kirkegård efter kirkegård for at finde ud af, hvor det bedste sted ville være for vores datter at blive begravet.

Vi så på små kister, udpegede økologiske urner, et gravsted, talte med præster, valgte salmer og fandt et sted, hvor man kunne drikke gravøl.

Vi kom igennem dagene, fordi vi skulle stå op om morgenen for at sørge for, at vores datter fik den afsked, hun havde fortjent. Vi kom igennem begravelsen og så pludselig – så var der helt stille.

Efter begravelsen, efter chokket, kom den virkelig svære tid. Ikke mindst for min kæreste. I Danmark har kvinden, når barnet dør efter uge 22, ret til tre måneders orlov, mens manden kun har 14 dages orlov. Det er alt for lidt. Tiden dækkede akkurat til at løse alle praktikaliteter i forbindelse med begravelsen, og så skulle han tilbage på arbejde.

Min kæreste fik stresssymptomer og kunne pludselig ikke gå ned i Netto og købe ind. Jeg selv blev ramt af en brusende sort malstrøm af katastrofetanker. For hvis dette kunne ske for mig, for os, hvad kunne så ikke også ske?

At anerkende sorgen

Når man er gravid, læser man i de fleste graviditetsbøger, at dét, at barnet dør, sker meget sjældent, at det sker for lige under én procent. Det er et mærkeligt tal.

På den ene side lyder det som et opmuntrende tal, noget, nærmest ingen bliver ramt af, men i min nærmeste vennekreds er vi ikke mindre end fire par, der har oplevet, at vores barn døde kort før eller til termin. På trods af procentsatsen, og fordi hovedparten af kvinder får børn, sker det altså alligevel ikke så sjældent.

Alligevel føler man sig ret uheldig, slet og ret, når man bliver ramt af noget, der statistisk set er så usandsynligt. Man får åbnet op for det kaos og den uforudsigelighed, der rumler rundt i verden, og det forekommer pludselig sandsynligt, at alt muligt andet tragisk kan ramme én.

Hvad er sandsynligheden for, at flyet falder ned? For at blive kørt over, når man går over gaden? For at blive ramt af sklerose? Én procent? Så sker det sgu nok for mig. Sådan havde jeg det i lang tid.

Men langsomt får man mere filter igen. Man trækker sig længere og længere væk fra tragedien, får genopbygget en illusorisk tillid til, at tingene fungerer, som man dårligt kan leve uden. Selv om det ikke rigtigt passer.

Man får flere børn, levende børn, og det hjælper, selv om man indimellem, når der er lidt for stille i tremmesengen, bliver trukket helt ud til kanten, hvor man står og svæver, indtil man igen er i sikkerhed, når man har konstateret en vejrtrækning.

Men i den proces, hvor forældre, der har mistet deres børn, langsomt skal vende tilbage til verden, kan omgivelserne gøre det lidt nemmere.

Man kan læse en masse gode råd på Landsforeningen Spædbarnsdøds hjemmeside, men det bedste råd, jeg kan give, er simpelthen bare at tale med de sørgende – ikke at være berøringsangste. Det er bedre at sige noget kluntet end slet ikke at sige noget.

At hjælpe med aftensmad og gåture. At anerkende sorgen, barnets eksistens, at lytte og ikke være for klog. At undgå at gøre den sørgende til en tragedieskraldespand. Altså at man ikke overdænger den sørgende med sine egne tragedier, fordi man tror, at man så udviser forståelse.

Det er en misforståelse. Det gør ikke verden tryggere at høre om alt det andet lort, der foregår. Opmuntring virker klart bedre.

Og så skal man også huske, at de døde tæller med. At de ikke bare forsvinder, fordi de ikke findes rent fysisk. Et dødt barn er stadig et barn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Holm Møller

Ja oplevelser som disse, må vi leve med, livet ud. Da min kæreste læste op fra det Joy havde skrevet, knækkede min film og jeg græd som en pisket. Det barn jeg mistede som far var helt tilbage i 1985. Måske kom min reaktion ekstra stærkt, fordi jeg her i september har fået at vide at det ny er tiden hvor min egen tid rinder ud. Jeg har fået tilbagefald af min egen kræft i budspytkirtlen, og alle behandsmuligheder er opbrugt. Jeg kan bare iagttage at kræftknuden vokser sig stadig større.
Ja livet er kun til låns.

Arne Albatros Olsen, Jane Doe, Sofie Jørgensen, Annika Rasmussen, Stella Nielsen, Anina Weber, ingemaje lange, Frede Jørgensen, Agnete La Cour og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Skidegod artikel. Måske bør I overveje at låse den op - om kort tid. Der er helt sikkert par, og pårørende/venner, der vil kunne få hjælp her.

Sofie Jørgensen, Signe K. Stranddorf, Anina Weber og ingemaje lange anbefalede denne kommentar