Kronik

Hvorfor skal moderne kunst pakkes ind i et selvhøjtideligt og komplet uforståeligt sprog?

Moderne kunst kan i forvejen virke som en lukket verden. Så hvorfor er de tekster, som burde formidle værkerne, skrevet i et sprog så højpandet, at værkerne kommer til at fremstå endnu mere elitære og navlepillende? spørger Thomas Schwartz Larsen i dette debatindlæg
Som museumsgæst forfalder man ofte til at vurdere den moderne kunst på den klassiske kunsts præmisser. Man forsøger at vurdere, om et værk er smukt, eller om det er udført med en overlegen og imponerende teknik. Hvis det ikke umiddelbart er tilfældet, er det let at forfalde til den onkelkonklusion, at man selv eller ens datter på 13 da også sagtens kunne have malet Mark Rothkos orange og gule firkant, skriver dagens klummeskribent.

Som museumsgæst forfalder man ofte til at vurdere den moderne kunst på den klassiske kunsts præmisser. Man forsøger at vurdere, om et værk er smukt, eller om det er udført med en overlegen og imponerende teknik. Hvis det ikke umiddelbart er tilfældet, er det let at forfalde til den onkelkonklusion, at man selv eller ens datter på 13 da også sagtens kunne have malet Mark Rothkos orange og gule firkant, skriver dagens klummeskribent.

Daniel Leal-Olivas

7. oktober 2019

Du står foran indgangen til museet. Du har valgt at bruge din sparsomme ferie på at besøge en spændende storby, og blandt alle dens forskelligartede tilbud har du valgt at besøge byens velrenommerede og førende museum for moderne kunst.

Du har ja-hatten på. Du vil rigtig gerne opleve noget, som gør indtryk, og som sætter verden og tilværelsen i perspektiv.

Du går indenfor. Mange af de andre besøgende ser ud og opfører sig som kunstkendere, og deres måde at lægge hovedet på skrå og intensivt betragte værkerne – kombineret med de store rum, den dæmpede tale og kustodernes alvorsfyldte ansigter – får dig med det samme bragt i den rette andægtige stemning.

Du starter optimistisk fra en ende af. Nogle af værkerne giver umiddelbar mening. De er enten sjove, kloge, eftertænksomme eller perspektiverende, og de får dig til at smile, græmmes eller til at reflektere.

Den dummeste i bygningen

Men pludselig står du foran et af de værker, som ikke giver mening.

Et af de værker, som får dig til at lægge hovedet på skrå og intensivt betragte det. Du vil for alt i verden ikke fanges i ikke at forstå det.

Et af de værker, som frustrerer dig, og som får dig til at betvivle hele iscenesættelsen: Er en væltet tissekumme overhovedet kunst? Du kigger på skiltet ved siden af værket og bliver reddet, fordi titlen giver dig en tilfredsstillende forklaring.

Du går videre. Inden længe møder du endnu et værk, som ikke giver mening. Du kigger fortrøstningsfuld på skiltet ved siden af, men til din fortvivlelse afslører det, at værket hedder Uden titel. Du bruger resten af tiden foran værket på at overveje, hvor længe du bør blive stående for at få det hele med. Selv om du intet får med.

Ved det tredje uforståelige værk bliver du stædig. Du anerkender, at værket befinder sig på et museum, og at der derfor må være en forståelsesramme, som du blot er ude af stand til at få øje på. Så derfor begynder du at researche.

Du kigger i udstillingsbrochuren og på de opslåede tekstplancher, som fortæller dig, at værket er metainterventionistisk. Eller at det forholder sig dynamisk-refleksivt til sig selv som indgreb. Eller at det dissekerer den biopolitisk-postkulturelle højre-venstre-middelklasse.

Du begynder langsomt at føle dig som den dummeste i bygningen, og på resten af turen rundt på museet bliver du mere og mere ligeglad med moderne kunst og mere og mere fokuseret på den store fadøl, som du fuldstændig tom i hovedet har tænkt dig at bestille på den nærmeste café, så snart dit tidsforbrug nogenlunde modsvarer de 20 euro, som du brugte på entrébilletten.

Tomme tekster

Det er en kendt sag, at megen moderne kunst umiddelbart kan virke som en lukket verden af indforståede referencer og metalag. Som helt almindelig museums- eller gallerigæst forfalder man derfor tit til at vurdere den moderne kunst på den klassiske kunsts præmisser.

Man forsøger for eksempel at vurdere, om værket er smukt, eller om det er udført med en overlegen og imponerende teknik. Hvis det ikke umiddelbart er tilfældet, så er det let at forfalde til den onkelkonklusion, at man selv eller ens datter på 13 da også sagtens kunne have malet Mark Rothkos orange og gule firkant.

Allerede på det stadie i mødet med den moderne kunst er der mange, der fysisk eller i hvert fald mentalt forlader museet eller galleriet igen. Men hvis man i stedet anerkender, at de umiddelbart uforståelige værker netop ikke er malet af piger på 13, og at de må være udvalgt af museet eller galleriet ud fra nogle kvalitative kriterier, så har man brug for hjælp til at komme videre.

Den hjælp kan man være heldig at få via en audioguide, eller måske en rigtig levende kunsthistorisk uddannet guide, eller man kan læse sig til den i brochurer eller på plancher i rummet.

Men desværre er de skrevne tekster, som akkompagnerer den moderne kunst, tit skrevet i et sprog så storsnudet, at værkerne bare kommer til at fremstå endnu mere tomme, elitære og navlebeskuende.

Det kan være svært at gennemskue, om ordene kommer fra en kurator, en gallerist eller måske fra kunstneren selv, men det er en udbredt tendens, at man forsøger at fastholde det indforståede og alle metalagene i den sproglige fremstilling.

Det er sikkert ikke altid bevidst, og det kan godt være, at man som indforstået sagtens kan forstå de nævnte eksempler fra turen rundt på museet. Men teksterne bærer tit præg af, at skribenten enten forsøger at spejle kunstværkets kvaliteter eller ligefrem har til hensigt at løfte værket til et højere niveau.

Det er, som om det primære formål er at forsøge at undgå at affortrylle og dermed devaluere værket, og derfor ender de akkompagnerende tekster ofte som forfærdelige sproglige og formidlingsmæssige selvmål.

Det uforståelige ved værket forbliver intakt eller forstærkes måske endda, og derfor bliver resultatet, at teksten ligefrem øger afstanden mellem kunsten og beskueren, selv om den burde være med til at bringe dem tættere på hinanden.

Grillet løg

Man kan sammenligne det lidt med den oplevelse, som man får på visse restauranter, når menukortet, tjeneren eller kokken skal fortælle om maden og forsøger at gøre det i et indforstået sprog, som de færreste forstår eller er vant til.

Et sprog hvor almindelige termer og ingredienser er udskiftet med uforståelige synonymer og påtagede poetiske metaforer, som gør, at man som gæst fuldstændig glemmer at høre efter og i stedet koncentrerer sig om at se ud, som om man forstår, hvad der bliver sagt.

Jeg har ikke selv besøgt restaurant Noma, men på et tidspunkt så jeg et foto af deres menukort på et socialt medie, og jeg kunne til min store glæde konstatere, at de kalder deres retter noget så simpelt som »grillet løg«, »græskar, kaviar og byg« og »æbleskiver«.

Tænk, at man på det niveau, hvor maden vel af nogle nærmest betragtes som kunst, kan være så præcis og direkte i sin iscenesættelse og præsentation af værket. Det kunne de omtalte kunstnere, gallerier og museer lære noget af.

Til forsvar for den moderne kunst og de omtalte forsøg på at iscenesætte dens kvaliteter med forfejlede sproglige virkemidler, kan man nok med nogen ret sige, at kunsten som disciplin ufrivilligt er blevet presset ud i den her situation.

Ligesom med impressionismen og siden hen med ekspressionismen, installationskunst osv., ganske enkelt fordi ’nogen’ opfandt bogtrykkerkunsten, kameraet, betonen, CNC-fræseren, 3d-printeren og lignende. Opfindelser, der fuldstændigt devaluerede, hvad det betød at være en god landskabsmaler eller billedhugger.

Og hvis man skal være lidt fræk, så er det måske i virkeligheden dén skæbne og dét traume, som den mest indadvendte moderne kunst og dens selvtilstrækkelige akkompagnerende tekster fortsat går i (selv)terapi for.

Thomas Schwartz Larsen er senior visual user interfacedesigner hos Systematic. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Jakob Silberbrandt
  • Kristian Nielsen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Christian Skoubye
  • Eva Schwanenflügel
David Breuer, Jakob Silberbrandt, Kristian Nielsen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Christian Skoubye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Men teksterne bærer tit præg af, at skribenten enten forsøger at spejle kunstværkets kvaliteter eller ligefrem har til hensigt at løfte værket til et højere niveau.

Det er, som om det primære formål er at forsøge at undgå at affortrylle og dermed devaluere værket, og derfor ender de akkompagnerende tekster ofte som forfærdelige sproglige og formidlingsmæssige selvmål".

Du har fuldstændig ret her, og det er et problem, men du tager fejl med hensyn til det, der er det egentlige problem.

Selv hvis museets fagfolk arbejdede ihærdigt på at oversætte det til jævnt dansk, ville du nok ikke forstå ret meget mere, end du gjorde ved at læse den oprindelige og for langt de fleste ret uforståelige tekst. Du ville dog nok trods alt befinde dig i en mindre frustreret tilstand, i og med at en form for sprogligt filter i det mindste var blevet fjernet.

Grundlæggende forstår jeg dog ikke din indstilling.

Hvis du skulle starte på et nyt fag på universitetet, f.eks. filosofi, sociologi og psykologi, ville du nok ikke springe de 2 første år af studiet over, ud fra en formodning om, at det her må være let forståeligt for alle, og derefter blive frustreret over, at der var en hel del på det nye studie, ikke mindst fagsproget, du ikke umiddelbart forstod.

Hvis du ikke kender de kunsthistoriske forudsætninger for udviklingen af den moderne kunst og den senere samtidskunst, ikke har en generelt stor idéhistorisk viden og ikke er i stand til intellektuelt at tænke på det, der kaldes et udvidet abstrakt niveau, er der en hel del af den moderne kunst og samtidskunsten, du ikke vil kunne forstå ret meget af.

Hvis du spurgte nogle af de ansatte på museet, ville de nok sige, at det her er for alle, men det er fordi, at det har de lært at sige. Det er det politisk korrekte svar, der som kunde vil højne din selvtillid og dermed tilfredshed med museet.

Vi lever ifølge kulturteoretikere i verdens mest egalitære land, og der er mange, der bliver vrede, hvis de får at vide, at det her har de altså bare ikke lige forudsætningerne for umiddelbart at forstå.

Lisbeth Larsen, christen thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Billedkunst er et sprog i sig selv, så egentlig burde der efter min mening, kun stå kunstnerens navn, årstal, og evt. titlen på værket! Mange minimalistiske værker, fremstår som det du ser, der er nødvendigvis ingen mening,, ‘samlet uden mening”! Ind imellem er det sjovt med titler, jeg husker den store Fluxsus udstilling på SMK for år tilbage, et værk som viste posen på en æbleplukker stang, posen var i rød velour, stangen var forkortet og sat på en plade, så den ravede lidt ud fra billedet! Titlen på værket var: jeg maler simpelthen det jeg ser. Jeg er enig i at det er noget underligt noget, når tjeneren skal fortælle, hvad det er jeg skal til at spise, jeg vil meget hellere selv smage og sanse maden.
Jeg synes at kunsten så vidt muligt skal tale for sig selv, og ikke i for høj grad skal følges af højpandede forklaringer. Hvad betyder egentlig, “senior visual user interfacedesigner?

Steffen Gliese

Nej, Claus Larsen, kunst er mange sprog, der udvikles i relation med andre sprog. Kunst opbygger sin betydning i relationer, i kontekst, og den skal man kende.
Kunst er, sammen med videnskab, topmålet af menneskets udsigelseskraft, tæt på det guddommelige, når det opnår sine mest sublime resultater.
Af mærkelige årsager, så forventes de områder, hvor mennesket strækker sig mest opad, at være umiddelbart forståeligt for selv den mest isolerede Maren i Kæret, mens umådelig energi bliver brugt på at forklare og udlægge det intellektuelt mest småtskårne, sport, som jo blot er systematiseret held.

Steffen Gliese

En ting, man jo i vor tid altid kan, er at slå ting op på sin mobiltelefon. Det ville hjælpe mange i mange situationer, hvor man i vores moderne verden står på Herrens mark.

Esaias Tegnér sagde for omkring 200 år siden, at 'det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte'. - Bjarne Toft Sørensen har i en vis forstand ret i, at der er fagsprog, som ikke er umiddelbart forståelige for novicer og andre uindviede, men her er der altså tale om kunstværker, som hverken kunstnere eller kuratorer tør lade stå alene.

Jeg husker mit første besøg på 'bagsiden' at Statens Museum for Kunst en gang i 1990'erne. To små grafiske værker, hver af A5-størrelse, var forsynet med et tætbeskrevet A4-ark. Min kone fnisede og sagde, at dette nok var karakteristik for en del moderne kunst: At den troede så lidt på sig selv, at den skulle have sproglige krykker for at gøre indtryk overhovedet.

Bjarne Toft Sørensen er, synes jeg, alt for underdanig over for specialisternes fagsprog. Ofte er det unødvendigt uforståeligt, fordi det ikke er modtagervendt, men skal imponere fagfællerne. En anden grund til uforståeligheden er sproglig uformåenhed.

Jakob Silberbrandt, Flemming Berger, René Arestrup og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Henrik Okkels
"Bjarne Toft Sørensen er, synes jeg, alt for underdanig over for specialisternes fagsprog. Ofte er det unødvendigt uforståeligt, fordi det ikke er modtagervendt, men skal imponere fagfællerne. En anden grund til uforståeligheden er sproglig uformåenhed".

Nej, jeg er faktisk enig med dig. De værste eksempler ses ofte fra nyuddannede kunsthistorikeres side, som er mere interesseret i at imponere fagfæller end i at kommunikere med dem, som teksten i første omgang burde være adresseret til.

Jens Frederiksen

- men husk, at kunstværket altid er et tilbud, en mulighed. Ikke noget, som man absolut skal forstå eller få en oplevelse ud af, blot fordi det hænger på væggen et fint stedt.

Jeg starter altid med at gå en udstilling forholdsvis hurtigt igennem, danne mig et overblik og derefter koncentrere mig om de værker, som fanger min interesse. Og jeg har en liste så lang som Ida Davidsens smørrebrødsseddel over anerkendte kunstnere, som jeg ikke ikke orker at spilde tid på. Til gengæld er der andre, som jeg ikke kan få nok af. Sådan er vi så forskellige...

Bjarne Toft Sørensen

@Claus Larsen
"Billedkunst er et sprog i sig selv, så egentlig burde der efter min mening, kun stå kunstnerens navn, årstal, og evt. titlen på værket!"

Per Stig Møller og Pia Kjærsgaard kunne nu godt trænge til lidt oplysning.

"Forhenværende kulturminister Per Stig Møller har betegnet værket som noget lort, der gør nar af godtfolk, og Pia Kjærsgaard har kaldt Merda D’artista for “usmagelig og vulgær”.

"Manzonis værker er konceptuelle og beror ikke på vores faktuelle sansning. Vi ved jo ikke, om der er lort i dåserne, og om det er kunstnerens".

https://kunsten.nu/journal/kroppens-affald-som-kunst/

Den konceptuelle kunst er for mig at se også billedsprog! Delen er lig ned helheden, lukker vi dåsen op, med en dåseåbner, falder historien til jorden!

Senior visual user interfacedesigner er skribentens titel. Kan dét ’oversættes’ til ældre billedmager eller kunstner? Illusionist?

christen thomsen

Thomas Schwartz Larsen - "senior visual user interfacedesigner hos Systematic". (Pause) Hvorfor skal en stilling "pakkes ind iet komplet uforståeligt sprog" - ?

christen thomsen

PS. Ups. Kim Vildnis - du var der først. Så mig ikke for. Det er urkomisk, at en mand, der brokker sig over "uforståeligt sprog" -( uforståeligt, for hvem?) Selv gemmer sig bag en fuldstændig uforståelig stillingsbetegnelse. Den dækker formentlig over noget ganske simpelt. Måske ham der henter pizza eller kaffe?

Bjarne Toft Sørensen

@Claus Larsen
Din tilgang minder mig om en rundviser på SMK for nogle år tilbage, der til alle mine spørgsmål i afdelingen for samtidskunst svarede: Hvad mener du selv?

Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvor langt hun ville gå, og det var temmelig langt: Det var hver af de deltagende som beskuere, der var skabere af værket for dem selv, og at tale om værket og dets mening uden en beskuers mening med værket var meningsløst. Det eneste afgørende var værkets betydning for hver af os.

En forståelse af et værks billedsprog hos et barn på fem år kunne sådan set være lige så god som en kompetent kunsthistorikers forståelse af det pågældende værks billedsprog.

Hurra, så fik vi endelig gennemført "demokratiet" på kunstens område, og ingen museumsgæster behøvede længere at føle sig dummere end andre.

Det eneste saliggørende var værkets betydning for hver af os.

Jeg kunne ikke lade være at spørge, om det var et mål for hende i længden at gøre sig selv arbejdsløs?

Jeg mener i det mindste, at det er nødvendigt at tale om "en implicit beskuer" i det enkelte værk.
Enhver forståelse af værket kan ikke være lige så god eller rigtig som enhver anden, selv om der altid vil være et vist "spillerum" for uafgørlighed i forhold til det enkelte værk.

Henrik Jespersen

Når man modtager offentlig støtte til sit kunstmuseum, har man vel også en vis forpligtelse overfor de skatteydere, som betaler. En forpligtelse i retning af at give et fingerpeg om, hvorfor en orange firkant med en gul tværstribe er vigtig kunst? Den offentligt støtte er nødvendig for museumsdrift herhjemme, men den er lang fra en given ting, jvf. debatten om de fortsatte besparelser på dette område og f.eks. Henrik Sass Larsens generelle nedgøring af det borgerlige kulturliv. En nedgøring jeg kunne ønske var blevet modsagt lidt tydeligere af den nuværende regering

Bjarne Toft Sørensen:. Jeg ved ikke hvad du mener med min tilgang, men hvis du mener, at det er en tilgang som en femårig , så lad de små børn komme til mig ! Thi de har umiddelbar og ulitterær tilgang billedsproget!

Anders Sørensen

Det bedste ved kunst er, at man ikke forstår. Det, man forstår, er ikke kunst.

Det næstbedste er, at man kan grine ad dem, der forstår.

Hvad vil der ske, hvis man fjerner kunstnerens navn fra kunstværket, hvordan skal kunstkendere så finde ud af hvad der er god kunst?!

Steffen Gliese

Nej, Henrik Jespersen, man har en forpligtelse til at lade sin institution opfylde sit formål, der er indkøb og forskning.

Bjarne Toft Sørensen

@Claus Larsen
"Den konceptuelle kunst er for mig at se også billedsprog! Delen er lig ned helheden, lukker vi dåsen op, med en dåseåbner, falder historien til jorden!"

Spørgsmålet må for mig at se være, om du vil anerkende eller ikke anerkende, at forståelsen af det anvendte billedsprog i forbindelse med avancerede former for moderne kunst og samtidskunst, typisk forudsætter en forudgående viden om en række forhold af f.eks. historisk, kunsthistorisk, samfundsmæssig og filosofisk art?

Som det skulle fremgå af min anekdote, er jeg af flere grunde imod den opfattelse, at enhver sådan "umiddelbart" kan have en tilgang til den nævnte form for billedsprog, der kan være relevant for andet end en oplevelsesorienteret (modsat en forståelsesorienteret) tilgang til moderne kunst og samtidskunst.

Hvis man betragter intetsigende fattig kunst i den menneskelige selvhøjtideligheds klare lys, fremmes forståeligheden ofte for værkets væren, dog uden at tilføre noget væsentligt til oplevelsen, som er helt for egen regning

Jens Frederiksen

Som Storm P. så rigtigt sagde: Kunst, der skal forklares, er der noget muggent ved...

Bjarne Toft Sørensen. Jeg anderkender at forståelsen af moderne kunst på mange måder kræver en forståelse for historie, kunsthistorie, filosofi, psykologi m.m. Men jeg mener at en oplevelses, sanselig og følelsesmæssig tilgang er en del af kunstens væsen og er vigtig i indlevelse, samt forudsætning for en dybere forståelse af samspillet mellem menneske og kunst.

Bjarne Toft Sørensen

@Claus Larsen
Jeg er enig med dig i, at ved mange former for kunst, også i dag, er en oplevelsesorienteret, sanseslig og følelsesmæssig tilgang afgørende for en forståelse af værket.

Det nye ved mange former for moderne kunst, fra starten af 1900 tallet og frem, er at en intellektuel tilgang også begynder at blive nødvendig for at forstå kunsten, og vel især i forbindelse med de nye avantgardebevægelser efter 2. Verdenskrig og f.eks. konceptkunsten, begynder det at blive rigtig kompliceret.

Jørgen Larsen

Det er jo så her de mere ydmyge af os bør holder kæft. Man skal jo nødig blamere sig selv. Og det er netop det forunderlige ved moderne kunst. Den forbliver usynlig for dem af os, som er utilladelig dum.

En person, som for meget længe siden gjorde op med den indforståede lingo blandt museums kuratorer og kunsthistorikere og deres middelklasse klakører , var Broby Johansen.
Hans bog, Hverdagskunst — Verdenskunst fra 1942, er stadig enestående, som indføring i kunstenhistorien.

Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Larsen
Hvis du vil forstå moderne kunst, må du selv gøre en indsats for at blive klogere på området, ligesom det er tilfældet på så mange andre områder.

For at drage en parallel:

Når der diskuteres politik og økonomi på Informations kommentarspor, er der ingen, der holder sig tilbage, desværre.

Som gammel underviser i samfundsfag kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget klogere flertallet af de debatterende kunne blive, og i hvor høj grad det ville hæve debatten, hvis de over nogle måneder, i stedet for at gentage den samme usaglige vrøvl, gang på gang, gav sig tid til at læse en lærebog til samfundsfag i gymnasiet, om politik og økonomi.

Niels Christensen

Thomas - Tak en virkelig fin artikel. Kender got problemet, når jeg har hevet mine børn på museum, og ikke mindst følelsen af irriterende kuratorer , der overbelaster udstillingerne med virkelige 'Fancy' navne, der lover langt mere end de leverer.

Henrik Brøndum

Langt de fleste moderne kunstnere og kuratorer hutler sig igennem livet på en ret ussel løn. Så kan man da godt onde dem at være lidt snobbede i deres sprog og manerer?

Steffen Gliese

Nej, det er ikke noget nyt, at kunsten er svær og kræver både indsigt og omtanke og sætten sig selv med egne erfaringer i livet på spil - det er sådan set derfor, kunst 'er' noget.
Og det er ikke nyt! Der var præcis så megen kontroversiel modtagelse, af renæssancens mestre, af barokkens og af klasikkens og romantikkens. Fordi kunsten opfanger det tidstypiske, før det er blevet samtiden bevidst, og før videnskaben har fået blik for det.

Selv er jeg ikke en stor kunstkender. Det er min ægtefælle derimod. Han har lært mig glæden ved at SE. Den umiddelbare og følelsesbetonede kunstoplevelse, jeg aldrig glemmer, på Tate Modern i London. Der er/var et rum i smådunkel belysning med værker af netop Mark Rothko. På det tidspunkt anede jeg intet om ham, betrådte helt forudsætningsløst lokalet - og begyndte at græde! Så voldsomt var mødet med hans striber og firkanter! Han må jo have mestret at formidle sine smertelige livserfaringer nærmest arketypisk?