Klumme

Hvornår er det lige, man taler med andre om sit forhold til sin far? Jeg gør aldrig

Det kan lyde fjollet med en mandegruppe. Man tænker uvilkårligt på Carl-Mar Møller og hans mantra om, at »Pik er Gud«. Men da jeg for nylig gæstede en af slagsen, gav det god mening
Billede fra et møde med mandegruppen i Vanløse, hvor Informations journalist, Kristian Villesen, i sidste måned deltog. Det blev en mindevædig dag, hvor der blev snakket om stærke følelser og fædreroller.

Billede fra et møde med mandegruppen i Vanløse, hvor Informations journalist, Kristian Villesen, i sidste måned deltog. Det blev en mindevædig dag, hvor der blev snakket om stærke følelser og fædreroller.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
24. oktober 2019

For godt en måned siden sad jeg i en ombygget garage i Vanløse sammen med seks andre mænd og talte om følelser. Vi var til mandegruppe. De seks mænd går fast i gruppen, mens jeg var der som journalist for at skrive en historie, som blev bragt i Information sidste weekend.

Det er svært at få adgang til en mandegruppe som journalist, for der er grænser for, hvor mange mænd der har lyst til at tale om deres privatliv offentligt. En mandegruppe er næppe heller noget, man praler med, når man er i byen. Der er stadig en udbredt forestilling om, at mænd skal klare ærterne og bide smerterne i sig. Og så er der jo ingen grund til at sidde i rundkreds i en garage i Vanløse.

Men de her mænd var modige og havde sagt ja til at få besøg af både mig og en fotograf. Det var en del af aftalen, at jeg selv skulle være aktivt med i gruppen. Jeg skulle fortælle om de udfordringer, jeg har i livet og snakke med de andre mænd om dem.

Jeg havde også et billede af min far med i tasken, for et af aftenens temaer var faderrollen, og vi skulle fortælle om gode og dårlige oplevelser med vores fædre. Den del frygtede jeg lidt, for det kan man selvsagt ikke gøre uden at blive meget personlig.

Jeg anede ikke, hvad en mandegruppe var, da jeg kom. Det var det, jeg ville undersøge med artiklen, for mandegrupper er – ifølge dem, som har fulgt branchen i mange år – populære som aldrig før. Måske på grund af #MeToo, måske fordi mange mænd generelt føler sig pressede, mangler at tage lederskab eller bare savner et sted at komme ud med deres tanker.

Jo, jeg havde nok nogle lidt stereotype opfattelser af, hvad der ventede mig. Karikaturen på en mandegruppe er jo en full blown Carl-Mar Møller med helikopteren, »Pik er Gud« og traktortræk. Det vidste jeg godt ikke ville ske, men jeg havde måske nok forestillet mig, at vi skulle komme med kampråb, tale grimt om kvinder, skælde hinanden ud, give sidemanden en lammer eller sådan noget.

Regulær kønsforskel

Mine fordomme blev gjort til skamme. I stedet var det en tre timer lang og rigtig god samtale med seks søde mænd, som jeg sagtens kunne have været venner med privat. Om problemer i ægteskaberne, med børnene, på jobbet – og altså i forhold til vores fædre.

Nogle af emnerne var relativt ligetil. En havde været i byen og flirtet med en anden end sin kone. Andre var mere komplekse, blandt andet var der en, som havde haft nogle hjerteskærende dårlige oplevelser med sin far.

Den kvindelige terapeut, som er leder af gruppen, måtte stille nogle ubehagelige spørgsmål. Også til de ting, jeg delte med gruppen. De andre fortalte, at de gik i mandegruppen, fordi de ikke kunne tale med andre om de svære emner. »Man kommer bare et spadestik dybere, end når man taler med naboer og venner,« sagde en.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvad det er i tiden, der får mænd til at gå i mandegruppe. Men jeg kan sige, at det føltes godt at være der. Jeg har enkelte gode venner, som jeg kan tale om alvorlige ting med, men det gør vi bare ikke ret tit. Som en af de andre deltagere sagde, så mødes mænd som regel for at drikke eller se fodbold:

»Det er meget sjældent, jeg er sammen med mine venner kun for at snakke,« sagde han. Sådan har jeg det også.

I en pause sagde fotografen til mig, at hun var overrasket over, at det var så svært for mænd at tale om problemer. En samtale som den, hun havde overværet i mandegruppen, kunne hun snildt have på en cafétur med veninderne. Faktisk kunne hun »tale med sine veninders veninder« om sådan nogle ting, og her er vi nok ude i en regulær kønsforskel, for det har jeg svært ved at tro, at der er ret mange mænd, der ville kunne. Og det er nok en del af forklaringen på, at der findes mandegrupper.

Da mødet var slut, lå billedet af min far stadig i tasken. Seancerne med de andres fædre var trukket ud, så min tur nåede ikke at komme. På en måde var jeg lettet over det, for det ville vitterligt være grænseoverskridende – men jeg var også en anelse skuffet. For hvornår er det lige, man taler med andre om sit forhold til sin far? Jeg gør aldrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvor mange flere kapitler skal der komme om dette møde?

Mange forhåbentlig.