Kronik

Vi kæmpede for en fremtid i Syrien med lighed for alle. Men revolutionen er tabt

Den syriske opposition var engang forenet i modstanden mod tyrannen og en fælles tro på lighed på tværs af religion, etnicitet og politiske forskelle. Nu er empatien og den gensidige anerkendelse af hinanden som syrere gået til grunde, skriver den syrisk-kurdiske eksilforfatter Jan Pêt Khorto i denne kronik.
Den syriske opposition var engang forenet i modstanden mod tyrannen og en fælles tro på lighed på tværs af religion, etnicitet og politiske forskelle. Nu er empatien og den gensidige anerkendelse af hinanden som syrere gået til grunde, skriver den syrisk-kurdiske eksilforfatter Jan Pêt Khorto i denne kronik.

Mia Mottelson

18. oktober 2019

Da jeg i 2007 sad i min isolationscelle i Al-Fayhaa, Syriens mest berygtede forvaringssted for varetægtsfængslede, hørte jeg både kurdere, arabere, drusere, muslimer, kristne, alawitter og ateister skrige, når de blev udsat for elektriske stød og anden tortur.

I dette mørklagte, stinkende kælderkammer udviklede jeg et sted i mit sind, som jeg kaldte for parallelvirkeligheden. Her søgte jeg ly, når jeg havde brug for at undslippe den fysiske og psykiske smerte gennem de mange måneder, jeg sad fængslet under jorden.

Der, i min parallelvirkelighed, havde alle mennesker én ting til fælles; lighed. Her herskede på én gang en naturgiven lighed, lighed for loven og lighed i historiens øjne. Hvor absurd det end måtte lyde, var mit imaginære rum et fredfyldt sted. Her kunne jeg i min ensomhed formulere dusinvis, hvis ikke hundredvis af digte, som så lyset, da jeg i 2008 slap ud og senere forlod Syrien.

Forbudte digte

Denne parallelvirkelighed var anderledes, inden jeg blev fængslet. Sammen med mange andre digtere, forfattere, kunstnere og aktivister i Syrien tog jeg til hemmelige møder på steder, hvor vi kunne være så tæt på ikkeeksisterende som muligt.

Vi måtte skjule vores møders lokalitet, når vi læste vores politiske digte, skrev og diskuterede artikler, planlagde vores demonstrationer og strejker og afholdt vores politiske møder. Alt dette skete år før Syriens revolution.

Mens den parallelvirkelighed, jeg havde udviklet under min isolationsfængsling, var et mentalt rum, havde denne parallelvirkelighed snarere fysisk karakter.

Dengang, i denne fysiske parallelvirkelighed i Damaskus, Aleppo, Afrin og andre syriske byer, troede vi på, at journalistik, poesi, kunst, historiefortælling og litteratur er centrale elementer i enhver revolutionær proces. Disse udtryksformer, der fortæller om levet erfaring, var og er stadig vigtige for produktionen af førstehåndsviden for enhver gruppe, der laver undergrundsaktivisme rundt om i verden – det troede vi på.

Uden disse førstehåndsfortællinger produceret af digtere, skribenter og kunstnere er vi afhængige af vores fantasi og rationelle tænkning, hvis vi skal forsøge at reflektere over begivenheder, vi ikke selv har gennemlevet. Og det kræver kontinuerligt faktatjek af data, hvis du skriver om noget, du ikke selv personligt har oplevet.

Vores vigtigste kilder til information om Syrien var vestlige og skrevet af folk, der ikke var syrere. Men de var andenhåndskilder, der forsøgte at rationalisere situationen ud fra andres erfaringer. Selv om den tilgang har sin plads i den akademiske verden, mente vi, at der manglede en vigtig brik i puslespillet. At levere den var vores opgave.

Uanset vores forskellige etniske og religiøse tilhørsforhold og politiske orienteringer var alle til disse møder enige om den afgørende præmis: lighed. Det kurdiske spørgsmål dukkede konstant op i vores diskussioner, eftersom de syriske kurdere hverken havde politiske eller kulturelle rettigheder.

Men uanset hvor konfrontatoriske vores diskussioner blev, landede vi altid på samme konsensus: Kurdere er syrere og skal have samme rettigheder som alle andre. Dette var en ikkeeksisterende virkelighed i verden omkring os, hvor der skete masseanholdelser, forsvindinger og politiske drab på hundredvis af kurdere hvert eneste år.

Alle slagter alle

Flere år senere sad jeg i min lejlighed i København, da revolutionen brød ud. Det imaginære rum, jeg havde lagt bag mig i isolationscellen, kom med ét til live igen. »Det kan måske virkelig lykkes for Syriens torterede, undertrykte og revolutionære at vælte regimet og skabe et nyt samfund,« tænkte jeg.

Men årene gik, og revolutionen blev druknet i blod. Kampen for den ene revolution blev forvandlet til mange fronter, der kæmpede mod hinanden. Ikke blot som følge af udenlandske magters indtrængen i konflikten.

Også den revolutionsbevægelse, som først havde sat sig for at forene alle syrere i kampen mod tyranniet, blev mere fragmenteret og skabte kun større splittelse mellem syrerne end nogensinde før. En splittelse, det nu vil tage årtier at hele. Præmissen om frihed og lighed, som revolutionen begyndte med, er i dag gået til grunde.

Allerede i opstandens tidlige fase kunne jeg fornemme et toneskift i diskussionerne mellem de mennesker, som jeg selv mødtes med, da jeg endnu var i Syrien. I offentlige og på sociale medier begyndte disse digtere, forfattere og frihedskæmpere i stigende grad at angribe hinanden. Den lighed, vi sammen havde hyldet i vores fysiske parallelvirkelighed, gik til i konstante meningssammenstød. Forskellene havde taget over.

I de seneste dage, siden Tyrkiet marcherede ind i Syrien ledsaget af flere islamistiske militser inden for den såkaldte ’Frie Syriske Hær‘, har jeg bevidnet, hvordan alle offentligt slagter hinandens religiøse, etniske og politiske positioner. Alle er blevet forrædere i de andres øjne.

En af de mest påfaldende ting ved Syriens tragedie er elimineringen af det personlige og private rum. I en vis forstand er alle syrere blevet offentlige personer. I dette nye, digitale offentlige rum er det blevet essentielt for syrerne, der er blevet underkuet i årtier, at tage ejerskab over deres egne politiske skæbner og fortælle deres lidelseshistorier. Det ulykkelige er, at dette har åbnet en Pandoras æske, der kun synes at nære nationens dybe splittelse.

Autoritær opdragelse

Nu prøver de fleste syriske eksilforfattere at udtrykke deres desillusion over krigens udfald, over ekstremisternes indflydelse på krigens forløb og ikke mindst over fraværet af enhed blandt dem, som engang gik sammen om at gå op imod diktatoren i Damaskus.

Kurdiske forfattere, intellektuelle og kunstnere er nu, som altid, i en situation, hvor de skal bevise deres syriskhed. Det er gået op for mig, at den fælles fysiske parallelvirkelighed, vi delte i årene før revolutionen, var betinget af, at vi beviste denne syriskhed. Uanset hvor stærke og ambitiøse vi dengang følte os, var vi alle ødelagte.

Efter årtier med autoritær opdragelse er regimets tankegang sivet ind i hjernerne på borgerne. Det er svært at forestille sig, at ideen om lighed kan spire frem efter årevis med regimets velorkestrerede splittelse. I stedet er jorden blevet gødet for Naturtilstanden – hvor kun den stærke overlever.

Nærmest alle syrere har mistet en nær ven eller et familiemedlem i denne tragedie. Over en halv million døde, millioner fordrevet og flygtet til andre lande. Men endnu mere tragisk er det, at borgernes empati over for hinanden og anerkendelse af hinanden som syrere er gået til grunde.

Her taler jeg ikke om de åbenhjertede individer.

Jeg taler om de stemmer, vi engang så som dem, der skulle gå forrest i at skabe et forenet, pluralistisk og demokratisk Syrien. Dem som i dag hylder den tyrkiske invasion af kurdisk territorium. Dem som forsvarer drab på uskyldige – uanset hvilken side af konflikten, de står på.

Den parallevirkelighed, som i fængslet gav mig sjælefred, er igen begyndt at lukke sig om min bevidsthed.

Ved tanken om kurderne, som har været undertrykt, forrådt og udsat for etnisk udrensning gentagne gange gennem de seneste århundreder, og som tappert har kæmpet på vegne af os alle mod Islamisk Stats tyranni – at de nu må bede en tyran om undsætning for ikke at blive ofre for en anden tyrans etniske udrensning. For mig viser det, at Syriens revolution er endegyldigt tabt.

Jan Pêt Khorto, syrisk-kurdisk eksilforfatter og journalist, bosat i Danmark

Oversat af Niels Ivar Larsen

Tyrkiske soldater og tyrkiskstøttede syriske krigere nær den syriske by Manbij. Tyrkiet har erklæret, at de vil lave en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Her vil man placere mange syriske flygtninge, som ellers har opholdt sig i Tyrkiet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
Anne Schøtt anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Allerede i opstandens tidlige fase kunne jeg fornemme et toneskift i diskussionerne mellem de mennesker, som jeg selv mødtes med, da jeg endnu var i Syrien. I offentlige og på sociale medier begyndte disse digtere, forfattere og frihedskæmpere i stigende grad at angribe hinanden. Den lighed, vi sammen havde hyldet i vores fysiske parallelvirkelighed, gik til i konstante meningssammenstød. Forskellene havde taget over."

Og den militante indsats var begyndt; som forfatteren til artiklen er inde på, sker der en udenlandsk indblanding, som USA og Saudi-Arabien allerede nogle år forinden har planlagt. Via bl.a. den amerikansk sponsorerede Damascus Community School og London-baserede Movement for Justice and Development in Syria er demonstrationerne infiltreret af aktionsgrupper og militser, som går til angreb på det syriske politi og militær, samfundsinstitutioner o.a. - og både politi og militær slår voldsomt hårdt tilbage, men uden muligheder for at standse udviklingen.

Som artiklen implicerer, og som det i øvrigt er kendt, er Syrien bedst at sammenligne med en politistat - og der var bestemt behov for demokratiske reformer i landet, før destabiliseringen, ofte misvisende omtalt som borgerkrigen, begyndte - men der har ikke på noget tidspunkt været grundlag for at udenlandske magter blandede sig i landets indre forhold og indledte et kupforsøg mod styret. Der var grundlag for kritik og protester via FN, sådan som de internationale love foreskriver.