Kulmilliardær var tæt på at købe Le Monde, men så gik medarbejderne på barrikaderne

Respekterede medier og store fodboldklubber udøver en særlig tiltrækningskraft på nogle af denne verdens nyrige. Arabiske oliesheiker og russiske oligarker har købt klubber som Paris Saint-Germain, Manchester City og Chelsea. Verdens rigeste mand, Amazon-ejeren Jeff Bezos, har købt The Washington Post, og sønnen af en russisk oligark købte den store franske avis Le Soir i 2009 – kun for at lukke den to år efter.

Motivet for købene er sjældent profit, men, som det franske blad Le Parisien skrev sidste år, nok mere ønsket om at købe sig til respekt og international anerkendelse.

Det seneste års tid har en tjekkisk milliardær ved navn Daniel Křetínský købt sig vej ind i den franske medieverden. Křetínský er uddannet i Frankrig og taler flydende fransk. Hans formue anslås af Forbes Magazine til at være på knap 22 milliarder kroner, og den er oprindeligt opbygget på billige opkøb af kulkraftværker i Østeuropa. Han ejer en af Tjekkiets største medievirksomheder Czech Media Center og det førende fodboldhold Sparta Praha.

I Frankrig købte han sidste år en række medier, herunder kvindemagasinet Elle og det venstreorienterede magasin Marianne, hvor han lynhurtigt indsatte en mere højreorienteret chefredaktør.

I foråret gik han efter at overtage aktiemajoriteten i fransk journalistiks kronjuvel Le Monde, og så blev der ballade. 400 franske kunstnere og intellektuelle bakkede offentligt op om Le Monde-journalisterne, der frygtede, at deres redaktionelle frihed ville blive kompromiteret af en mand, der tjener milliarder på kulfyrede kraftværker.

Den franske mediekommentator Frederic Filloux skrev lidt sarkastisk på websitet Monday Note, at »medarbejderne kan føle kulstøvet allerede. De føler det, som om en texas-oliebaron gatecrasher et Greenpeace-selskab«.

På barrikaderne

Tanken om, at en kulmilliardær med medieambitioner skulle eje Le Monde, der har gjort kampen for klimaet til en journalistisk mærkesag, gav kuldegysninger hos medarbejderne på avisen, der regnes som en af verdens førende kvalitetsaviser. Den er pligtlæsning på enhver større udenrigsredaktion i verden. En tiendedel af det daglige oplag på lidt over 300.000 aviser sælges uden for Frankrig.

Ligesom Dagbladet Information blev Le Monde født under Anden Verdenskrig som en nyskabelse – og som et uafhængigt alternativ til den etablerede dagspresse. Avisens uafhængighed har siden begyndelsen i 1944 været sikret ved, at medarbejderne havde helt afgørende indflydelse – de første 66 år ved at medarbejderne selv ejede avisen.

I 2011 truede konkursen, og i sidste øjeblik gav tre franske rigmænd og den spanske avis El Pais avisen en livreddende kapitalindsprøjtning på over 800 millioner kroner og fik aktier for pengene.

Medarbejdernes aktiepost blev reduceret til 25 procent, men de beholdt kontrollen, fordi de øvrige aktionærer forpligtede sig til at give dem vetoret, når der skulle udpeges en direktion, og chefredaktøren og andre ledende redaktører kan fortsat kun udnævnes af medarbejderne.

Den tjekkiske kulmilliardær kom på banen, da en af de rige redningsmænd, Yves Saint-Laurent-medejeren Pierre Bergé, døde, og den spanske aktionær El Pais også solgte sine aktier. Křetínský var i september faretruende nær en kontrollerende aktiepost, men så gik avisens medarbejdere på barrikaderne. De forlangte en udvidet garanti, der også gav medarbejderne vetoret over for fremtidige aktiehandler. De to store franske aktieejere, Xavier Niel og Matthieu Pigasse, skrev under.

»Denne yderligere beskyttelse af vores redaktionelle frihed er uden sidestykke i privatejede medier i verden,« skrev Le Monde-chefen Jérôme Fenoglio på lederplads.

Křetínský er stækket. Niel og Pigasse vil endda også være med til at undersøge muligheden for, at Le Monde-aktierne overdrages til en fond. Måske er denne idé dansk-inspireret. Den danske model for erhvervsdrivende fonde betyder for eksempel, at flertallet af danske aviser er fondsejede, blandt andet JP/Politikens Hus, hvilket effektivt forhindrer, at inden- eller udenlandske selskaber eller privatpersoner kan købe dem som prestigefremmende legetøj eller det, der er værre.