Kommentar

Lad os få kønskvoter på næste års musikfestivaler

Ansvaret for en mere lige kønsfordeling på landets festivaler ligger ikke hos kvinderne alene. Selv om kønskvotering skærer i ørerne på mange, bør man nogle gange rette op på noget unaturligt med noget unaturligt, skriver musiker Malte Svale i dette debatindlæg
I musikbranchen har traditionen i flere hundrede år frem til 1960’erne helt eksplicit fordret, at det bestemt ikke var sømmeligt for en kvinde at gøre sig som musiker, skriver Malte Svale i dette debatindlæg. 

I musikbranchen har traditionen i flere hundrede år frem til 1960’erne helt eksplicit fordret, at det bestemt ikke var sømmeligt for en kvinde at gøre sig som musiker, skriver Malte Svale i dette debatindlæg. 

Thomas Rousing

24. oktober 2019

Gennem sommeren har debatten om den lave repræsentation af kvindelige musikere på festivalerne igen været oppe at vende, og det er netop i dette øjeblik, at festivalerne er i fuld gang med at booke næste års hovednavne.

I en af sommerens artikler blev der stillet spørgsmålet: »Har Smukfest ansvar for at få flere kvindelige musikere på scenen?«. Af artiklen fremgik det, at der var booket ét kvindeligt hovednavn blandt ti hovednavne. Smukfest er langtfra alene om at booke så ujævnt, og der er festivaler, der har en værre fordeling end en ud af ti.

Ud fra kommentarsporene lader det til, at den gængse holdning er, at det ikke er festivalernes ansvar, men blot et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel, hvilket jeg ser som en unuanceret forståelse af problematikken. Som musiker, der kender branchen fra mange forskellige vinkler, mener jeg bestemt ikke, at ansvaret kun ligger hos kvinderne selv. Og det mener jeg i øvrigt heller ikke, det gør i alle de andre brancher, hvor kvinder er stærkt underrepræsenterede.

I musikbranchen har traditionen i flere hundrede år frem til 1960’erne helt eksplicit fordret, at det bestemt ikke var sømmeligt for en kvinde at gøre sig som musiker.

At kvinder systematisk er blevet nægtet adgang til bestemte erhverv, har skabt en kulturel norm, som de næste mange generationers kvinder er blevet og fortsat bliver hæmmet af, selv efter de formelt har fået adgang.

Den skævvridning, vi ser inden for alle mandsdominerede brancher og felter i samfundet, bliver ikke udvisket, efter de første 10 eller 100 kvinder har formået at bryde den usynlige mur. Det er en ulykke med en giftig halveringstid, som logisk nok stadig spøger i 2019.

Kulturelt kodet

Hver gang en kvinde vælger et erhverv, som er mandsdomineret, skal hun kæmpe mod normen. Hun skal kæmpe imod det kulturelle kodeks, at hun ikke hører lige så meget til der. På subtile såvel som mere tydelige planer mærker kvinder en mangel på forskellige typer af privilegier.

Det kan eksempelvis være, at der i branchen hersker en bestemt jargon, der er domineret af mænd, som gør det sværere for kvinder at passe ind socialt. Eller noget så tydeligt som at de til jobsamtalen bliver vurderet udelukkende af mænd, som i øvrigt også er biased af at være vant til at se arbejdet blive udført af mænd.

Det er det samme, der gør sig gældende, om en kvinde vil være politibetjent, advokat, finansminister, møbelsnedker eller jazzmusiker. De vurderes ud fra et andet udgangspunkt end mændene. Nemlig det udgangspunkt, at man ikke regner med, at de kan, hvorimod man går ud fra, at mænd selvfølgelig godt kan: Mænd skal altså bevise, at de er gode nok, og kvinder skal modbevise, at de ikke er gode nok.

Hvis jeg går ind på en jazzklub og ser, at bassisten eller trommeslageren er en kvinde, kommer jeg automatisk til at lytte efter, om hun er ’god nok’, om hun kan leve op til niveauet, fordi det er jeg kulturelt kodet til. Hvis kvinder oplever den type blik igennem hele forløbet, fra de overvejer at begynde at spille, evt. går på musikskole og konservatoriet, til de er blevet udøvende musikere, så har det i den grad været mere op ad bakke, end det har for deres mandlige kolleger.

Er det så mærkeligt, at færre vælger at tage kampen op, og at flere springer fra på et tidspunkt i processen?

Identifikation

Derudover har mennesker en tendens til at spejle sig i andre, der ligner dem selv, så når man som lille pige ikke støder på kvindelige instrumentalister, man kan identificere sig med, svækkes ens opfattelse underbevidst af, at det er en mulighed at gå den vej.

Dermed er der heller ikke i musikbranchen lige betingelser og vilkår for mænd og kvinder, selv om der i princippet er lige rettigheder. Men hvis vi gør noget, så kan vi måske rette op på det.

Kønskvotering skærer i ørene på mange, og det gjorde det også på mig, inden jeg besluttede mig for rent faktisk at sætte mig ind i sagen og ikke bare stole på min første indskydelse. Jeg tror, at man nogle gange må rette op på noget unaturligt med noget unaturligt.

Som jeg ser det, vil kvotering i en situation som denne svare til at tage et køretøj, der er kommet på afveje, og løfte det på plads med en kran, eller i hvert fald vende det i en retning, så det har kurs imod det rigtige mål, og kommer derhen på sigt.

Nej, Smukfest og alle de andre festivaler havde ikke et ansvar for at gøre noget aktivt for at få flere kvindelige hovednavne på programmet, hvis udgangspunktet var, at der var ligestilling.

Men lige rettigheder er bare ikke det samme som ligestilling.

Malte Svale er musiker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gad vide om Malte Svale er bekendt med at 1960’erne er rigtigt lang tid siden.

Kønskvotering er hverken ligestilling eller lige rettigheder. Det er tvang.

Søren Petersen, Rolf Andersen, ulrik mortensen, Jens Kofoed og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Malte Svale skriver lidet overbevisende om et komplekst problemfelt:

Der indledes med en ikke videre overbevisende 'appeal to authority':

"Som musiker, der kender branchen fra mange forskellige vinkler".

Eller sagt med andre ord: 'Jeg er værd at lytte til, for jeg ved, hvad jeg snakker om'. Det kræver dog ikke mere end en hurtig google-søgning at indse, at Malte Svale - i kraft af både sin forholdsvis unge alder og sit endnu ikke fuldt udviklede musiske talent - for nuværende befinder sig i den spirende begyndelse af, hvad der forhåbentlig viser sig at være en glorværdig musikalsk karriere, og at han som 'autoritet' indenfor emnets område derfor er beskeden.

Men selv hvis man anerkender hans 'autoritet' indenfor området, så er det uden videre betydning, da Malte Svale ikke i udpræget grad argumenterer ud fra denne position - med undtagelse af en enkelt anekdotisk og subjektiv betragtning - men derimod forfalder til en noget redundant argumentation, som alene synes inspireret af allerede fremsatte påstande i denne vedvarende diskussion.

Det fremsatte synspunkt er med andre ord velkendt, ikke mindst for interessenter med en større erfaring fra 'kulturlivets kampzoner', end den Malte Svale kan demonstrere.

Tillad mig i al ubeskedenhed at præsentere mig selv, som en sådan 'erfaren interessent': I 15 år arrangerede jeg i smilets by jazzkoncerter med professionelle musikere, for betalende gæster. Nærmere bestemt i perioden 2003 til 2018. Altså er jeg i besiddelse af et erfaringsbaseret perspektiv på problemstillingen, grundet i musikarrangørens 'mulighedsrum'.

Der er utvivlsomt mange gode grunde til, at mennesker bruger tid og kræfter på at arrangere koncerter: For nogle er det en karriere, for flertallet en frivillig og ganske lystbaseret fornøjelse i foreningsregi. Men fælles for alle de musikarrangører jeg gennem tiden er kommet i kontakt med, har et overordnet forhold altid gjort sig gældende: En glæde ved musikken. Det er for mig at se et altdominerende udgangspunkt for det ikke altid helt ubetydelige slid og møje forbundet med at stable en koncert på benene. Og mens en vis 'kynisme' og 'metaltræthed' med tiden kan snige sig ind på hin enkelte, så manifesterer dette fænomen sig alligevel igen og igen, når scenelyset tændes og den første tone slås an:

En glæde ved musikken!

Det er selvfølgelig muligt at gå på kompromis med denne glæde: Man kan som musikarrangør booke strategisk. I stedet for at lade glæden ved musikken være det afgørende i valget af hvilke musikere man ønsker at præsentere på sin scene - og dermed lade sin smag og kvalitetsbevidsthed være gældende - så kan man vælge at tage hensyn til for musikken ganske uvedkommende parametre: Har musikken bred appel, dvs. får vi fyldt stolerækkerne? Passer musikken ind i scenens musikalske profil? Minder denne musik for meget om den vi præsenterede i sidste uge, osv.

Alle disse hensyn kan man tage, og flere til. Og det gør man skam også. Men jo flere af disse - for musikken ganske uvedkommende - hensyn man indretter sit virke efter, jo mere fjerner man sig i og for sig fra sagens kerne: Musikken i sig selv. Og jo mere man gør det, vil jeg hævde, underminerer man sit egen eksistensberettigelse, hele formålet med ens virke.

Til disse allerede eksisterende hensyn ønsker Malte Svale at tilføje endnu et, og endda at tillægge det en større vægt end de øvrige hensyn tilsammen: En booking med udgangspunkt i en interesse for de udøvende musikeres køn. Dette ønske synes grundet i en påstand om, at en sådan kønsvurdering skam allerede finder sted i bookingprocessen! Blot er den - man vil jo ikke fornærme nogen, vel? - ofte strukturelt betinget af kulturelle forestillinger, og dermed ubevidst!

Voilà! Det nytter så ikke noget, hvis jeg prøver at forsikre Malte Svale om, at jeg ikke har samme reaktion som ham, når jeg ser en kvindelig musiker på en scene. At jeg havde præcis samme reaktion da jeg hørte Mette Rasmussen for alvor fyre den af for første gang, som da jeg hørte Ned Ferm gøre det samme: "Damn, det lyder for sindssygt!"Eller med andre ord:

En glæde ved musikken - i sig selv!

Det nytter ikke noget, for jeg er jo blot en del af et kulturelt hamsterhjul, som tvinger kvinder til at "modbevise, at de ikke er gode nok", frem for at "bevise, at de er gode nok", ikke sandt?

Well, Nej! Ikke sandt! : Der kan måske tildeles point for den retoriske spidsfindighed, men i grunden skylder Malte Svale at beskrive en meningsfuld forskel på de to udsagn. Ligesom han skylder en konkret fremstilling af, hvad han forstår ved 'ligestilling' i musikken, såvel som i andre kunstarter.

Man kan også med interesse spørge ind til Malte Svales eget virke: Indgår han selv i musikalske sammenhænge, hvor der tages udstrakte hensyn til 'ligestilling'? For mig at se spiller han i professionel sammenhæng næsten udelukkende med andre hvide mænd? Hvordan kan det være, når nu 'ligestilling' lægger ham meget på sinde? Og ville Malte Svale uden nogen form for vrede eller bitterhed have set sin egen plads på musikkonservatoriet gå til en anden, alene fordi vedkommende havde et andet køn, en anden etnicitet, en anden socioøkonomisk baggrund, en anden 'younameit'? Uden tvivl..;).

Der er utvivlsomt et interessant fænomen at forholde sig til her, om end det som sædvanlig ikke bringes frem i lyset af den parade-argumentation og de teoretisk snarere end praktisk begrundede forestillinger om mulige årsagssammenhænge, som Malte Svale reproducerer i sin tekst.

Det er bemærkelsesværdigt, at mens der på landets musikskoler er indskrevet flere piger end drenge, så sker der et voldsomt skifte i kønsfordelingen på de musikalske grundforløb - forberedelse til musikkonservatorierne - og ikke mindst videre på de rytmiske musikkonservatorier, hvor kun omkring 25% af de studerende er kvinder*.

Der er givetvis årsager til, at så mange piger 'falder fra' i overgangen fra musikskole til et egentligt fokus på musikken som potentiel fremtidig virke og livsvej. Det vil i særdeleshed være interessant bedre at forstå disse årsager, i al deres kompleksitet.

Ethvert håb om at opnå en sådan indsigt synes dog knust i fødslen, hvis udgangspunktet er et ikke-konkretiseret og ideologisk snarere end empirisk funderet krav om 'ligestilliing' på landets musikscener.

Kan vi dog ikke snart komme lidt videre?

*(kilde: https://www.kulturmonitor.dk/trods-mandsdominerede-hitlister-langt-flere...).

Trond Meiring, Søren Nielsen og Nikolaj Lykke Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg talte engang med en mandlig dyrelægestuderende, der fortalte mig, at mange af hans kvindelige (mod?)-studerende havde svært ved at få job bagefter endt studie. Men det syntes han var fedt nok, for så var der flere jobs for ham at vælge imellem.

En åbenlys positiv tilgang af manden til biased udvælgelse af jobkandidat med baggrund af køn. Han havde absolut ikke noget problem med, at han blev valgt på grund af hans køn.

Så dejligt at få åbnet op for diskussionen.

Kvinder trænger til at lære at blive lige så frække og totalt ligeglade med deres "konkurrenter".
Den der får jobbet, får jo jobbet. End of discussion.

Med stor anerkendelse af, at de fleste kvinder dog ikke ville bryde sig om at falde lige så dybt i selvagtelse som den førnævnte mandlige dyrelægestuderende.

Jeg tror snarere de fleste kvinder ikke ville bryde sig om kvindekvoter, men gerne vil nøjes med at mandekvoterne forsvinder.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Jasper Jacobsen

Endnu en artikel om resultat-lighed på kønsområdet. Hvem siger i det hele taget at køn er den eneste relevante parameter at kategorisere efter? Hvad med etnicitet, trosretning, eller BMI? Er disse faktorer taget højde for når bookere kontakter bands? Helt sikkert ikke. Det er statistisk umuligt at sikre resultat-lighed på tværs af alle grupperinger og totalt pointeløst at gøre forsøget. Find noget relevant at skrive om.

Torsten Jacobsen

Rikke Nielsen,

Som du kan læse i mit - indrømmet - meget lange indlæg ovenfor, så tyder meget på, at pigerne i vid udstrækning falder fra inden de når at 'professionalisere sig'. Altså er din dyrlægeanekdote muligvis ikke videre fremmende for diskussionen? ;)

Bjarne Jørgensen

Torsten Jacobsen, du burde nok se lidt indad, før du taler om parade-argumentation, sten og glashus osv. Du taler for at bruge “glæden ved musikken” som udgangspunkt frem for noget for musikken udefrakommende, økonomi osv. Men “glæden ved musikken” er jo også bestemt af mange faktorer, der ikke har med musik at gøre, sociale og geografiske tilhørsforhold, opdragelse, familie, venner. Og det er jo ofte indflydelser, der holder dig fast i en bestemt “smag”. Dvs. du er glad for at få bekræftet din smag, og det begrænser dig i valget og glæden. Derfor kan du have brug for forskellige “benspænd”, der presser dig til at vælge musik, som ikke bare afstedkommer den umiddelbare glæde. Ja, som måske ovenikøbet sommetider er “væmmelig”. Og i den forbindelse kan kønskvotering måske tilmed blive et produktivt benspænd. Selv bor jeg i en større provinsby, og musikalsk set føles det som at bo i en ørken. Jeg er ikke i tvivl om, at der bookes ud fra musikglæde. Men denne glæde er i høj grad styret en provinsiel mentalitet med de begrænsninger dette nu har. Så jeg kunne godt ønske, at der her blev valgt musik ud fra alle mulige andre hensyn end de musikalske.

Jeg kan godt se, at der kan være en idé i kønskvotering. Men der er da langt vigtigere områder, f.eks værnepligt, at der er lige værnepligt og lige mange mænd og kvinder. Et andet vitalt område, er vuggestuer, dagplejere, børnehaver, skoler, hvis vi vil fremme ligestilling.

Torsten Jacobsen

Bjarne Jørgensen,

Selvindsigt er aldrig en dårlig ting, det kan vi hurtigt blive enige om.

Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg forstår din pointe:

Siger du, at musik skabt af kvinder i essentiel forstand er forskellig fra musik skabt af mænd? Eller sat mindre på spidsen: At der er en hørbar forskel på musik spillet af mænd i forhold til musik spillet af kvinder?

Jeg spørger, fordi jeg ellers ikke kan forstå din påstand om, at en kønskvotering vil vise sig at være et produktivt 'benspænd'.

Under alle omstændigheder er det ikke min opfattelse, at der eksisterer en sådan umiddelbart letafkodelig forskel på musik skabt af mænd og musik skabt af kvinder. Jeg finder en sådan distinktion uinteressant og til dels også problematisk. For mig er musikken et 'sprog', som rækker hinsides så banale skillelinjer.

Jeg undrer mig også over din bekymring for min - må jeg forstå - indskrænkede smag: Du kender mig ikke, og har derfor ikke rigtig nogen mulighed for at komme med informerede gæt på min smags rækkevidde. Dig om det, kan man sige, men da du benytter dette uinformerede gæt som afsæt for din kritik af mit tidligere fremførte argument, fandt jeg det alligevel værd at nævne ;).

I tilgift vil jeg bemærke, at det for mig at se er en smule arrogant sådan at bebrejde andre deres præferencer, med en simpel henvisning til, at disse præferencer sikkert ikke er 'korrekte'. Ikke mindst i diskussioner som disse. Man kan selvfølgelig godt stille sig op på en scene og så bebrejde publikum dets mangel på smag, i stedet for - som du ellers anbefaler - at kigge lidt indad. Jeg forudser dog ikke et lykkeligt udkomme fra en sådan strategi ;).