Kronik

Med livet som pensionist forsvinder den faste hverdags strukturer. Og det er skræmmende

Det at blive pensionist er ikke kun forbundet med en rosenrød frihed. Pludselig skal man finde på en ny måde at være til på, og det kan både være sårbart og forbundet med en frygt for at træde ud af de faste rammer og for at blive fattigere, skriver pensionist Else Skjoldan i dette debatindlæg
Efter at Else Skjoldan er stoppet med at arbejde, har hun absolut ingen forpligtelser ud over at gå tur med sin hund. Hun føler sig sårbar og alene uden sit arbejde.

Efter at Else Skjoldan er stoppet med at arbejde, har hun absolut ingen forpligtelser ud over at gå tur med sin hund. Hun føler sig sårbar og alene uden sit arbejde.

Sigrid Nygaard

9. oktober 2019

Det er ikke en nem beslutning at stoppe på arbejdsmarkedet for at gå på pension. I mange tilfælde er det ikke engang helt ens egen beslutning. Jeg har også oplevet, at der er en berøringsangst omkring det at gå på pension. Ikke kun hos andre, det gælder i høj grad også hos mig selv.

Der tales om den rosenrøde frihed og ikke ret meget mere. Jeg vil gerne forsøge at bidrage til at fjerne lidt af berøringsangsten ved at skrive om, hvad jeg har oplevet.

Hele mit arbejdsliv har jeg stået op om morgenen og gået hen på mit job. Alle de mange morgener, som næsten 40 år udgør.

Først skulle jeg vænne mig til at have fast arbejde. Undervejs gennem årene blev det en vane. Noget jeg bare gjorde ligesom alle andre. Indimellem har jeg drømt om, at jeg måske kunne finde på noget, der var sjovere. Finde mit talent, som så mange siger, at vi alle har, og som jeg aldrig rigtig har fundet ud af, om jeg havde.

Da jeg begyndte på mit første job, var det virkelig trygt at arbejde i det offentlige. Måske lidt kedeligere, end det er i dag, men trygt. Det var dengang, der stadig var skrivestuer, selv om de var på vej væk. Det var før pc’erne holdt deres indtog. Før e-mailen eksisterede. Dengang brugte vi regnemaskiner med strimmel, når vi lavede vores håndskrevne analyser, der blev afleveret til skrivning.

Det gik såmænd ganske fint. Stressen havde endnu ikke holdt sit indtog. Der var ingen personalegoder. Ingen seminarer med teambuilding. Ingen kontraktansættelser. Ingen dialogmøder. Ingen MUS. Det var også dengang, vi røg cigaretter alle vegne, og man kunne købe øl og vin i kantinen.

Vi arbejdede bare, og så længe man ikke hørte noget, var alt godt. Det var dengang, ingen blev fyret, kun hvis man tog af kassen. Sådan er det ikke længere, arbejdsmarkedet i det offentlige er blevet mere barskt, og fyringer er blevet hverdagskost.

Ville pengene slå til

I slutningen af året er der en ny fyringsrunde på min gamle arbejdsplads i Københavns Kommune. Jeg ville ikke være med i en ny fyringsrunde, hvis jeg på nogen måde kunne undgå det. Sidde bag skærmen og vente på en mail, der måske ville sende mig videre til en fyringssamtale. Det er ydmygende og giver dybe sår, selv når man slipper levende igennem. Man vænner sig aldrig til fyringsrunder.

Jeg kiggede på jobannoncer, for ud over den truende fyringsrunde var arbejdsvilkårene blevet dårligere på mit job. Tidligere var der højt til loftet, og der blev lyttet til medarbejderne. Det betød noget, når en medarbejder var bekymret. Det var der desværre ikke plads til længere.

Sigrid Nygaard

Jeg ville gerne væk, men der var ingen job, der virkelig trak, og jeg tvivlede også på, at de ville ansætte mig. 60+ er ikke nogen god alder at søge nyt job i.

I lang tid har jeg tænkt over, om jeg mon kunne gå på pension for på den måde at slippe ud af arbejdsmarkedet. Jeg har været virkelig bekymret for, om pengene ville slå til. Række, til jeg døde. Jeg så et billede af mig selv som fattig pensionist, der ikke havde råd til de ting, jeg ellers har taget for givet. Måske som de billeder jeg havde set af pensionister fra Østeuropa, der rodede i skraldespande. Jeg blev grebet af en frygt for at blive fattig.

Jeg endte med at forlige mig med, at jeg ville blive fattigere, og indgik en senioraftale. Det er det rareste for alle parter, at så mange som muligt går frivilligt. For mig betød det, at jeg selv fik lov til at bestemme, hvornår jeg stoppede.

Jeg har accepteret, at jeg bliver fattigere, fordi det er på tide og vigtigere at gøre noget andet end at fortsætte som hidtil. Og det er egentlig ret befriende.

Hvis jeg har et talent for et eller andet, så er det nu, jeg skal ud at finde det. Her er chancen. Det er en skøn tanke.

Sårbar uden arbejde

Selve det at gå på pension har jeg dog stadig svært ved at forlige mig med. Alene ordet pension klinger trist, men det er jo også sidste fase af livet. Som om alt håb lades ude. Der er noget gråt og gennemsigtigt knyttet til det at blive pensionist, og det føles, som om min værdi som menneske falder. Meget af det er sikkert mine egne fordomme, og dem skal jeg så til at tage et opgør med. En del af det ligger dog i vores kultur, som ikke sætter gamle særlig højt. Det må jeg leve med.

Jeg stoppede den 1. juli, og endnu har jeg ikke forstået, hvad der er sket med mig. Er det virkelig sandt, at jeg selv bestemmer nu? Kommer de ikke og henter mig og sætter mig i arbejde igen?

Det er mærkeligt. Jeg føler mig sårbar uden mit arbejde. Jeg står alene og føler, at jeg skal retfærdiggøre mig.

Hele sommeren har jeg været i tumult. Følt skyld og skam over ikke at skulle arbejde mere. Samtidig havde jeg ikke noget at sætte i stedet for arbejdet. Jeg havde ferie, men var det sådan, det skulle være? Evig ferie lige til jeg dør.

Og hvad med mit talent. Der dukkede ingen ideer op. Jeg kiggede igen på jobannoncer. Overvejede at søge til Grønland.

Nu er jeg der, hvor jeg har drømt om at være i mange år. Jeg har tiden til at søge efter, hvad der giver mening i mit liv. Det har jeg selvfølgelig kunnet hele tiden, men det er ikke lykkedes fuldt ud, jeg har ikke haft kræfterne til det. I dag er jeg fri for den grundtræthed, der følger med et job. Jeg har absolut ingen forpligtelser ud over at gå tur med min hund.

Jeg kan mærke, hvor umådelig godt jeg er blevet tilpasset hamsterhjulet gennem årene, og nu hvor jeg er trådt ud af det, har jeg indimellem mest lyst til at skynde mig tilbage, låse buret igen og sluge nøglen. Det kan jeg heldigvis ikke. Jeg har skrevet under på min aftale. Jeg er ude af systemet og på egen hånd. Det er bare med at komme i gang.

Måske er det en tid i livet, hvor der ikke længere skal præsteres. Der er ikke længere deadlines, der skal overholdes. Ingen faste mødetider. Intet vækkeur. Ingen krav eller forventninger. Der er til gengæld heller ingen ferie, og weekender ophører med at betyde noget særligt.

Den faste og velkendte struktur omkring hele min hverdag er forsvundet. Det er skræmmende at skulle leve uden en fast struktur og ikke at skulle præstere, når livet indtil nu i høj grad har bygget på præstationer. Uanset om man kan lide det eller ej, så er det gennem præstationer, at meget af den anerkendelse, vi får, kommer. Først fra forældre og skole og siden hen på arbejdspladsen.

Det virker som om, der er vigtige ting, jeg ikke har forstået eller har glemt.

At der findes andre måder for mig at leve på end at have et lønarbejde. At jeg ikke behøver præstere for at være et godt nok menneske. At det er o.k. at være dybt forvirret over mit nye liv. At det er o.k., at jeg er stoppet, og at jeg godt må bruge lang tid på at tænke mig om. At jeg ikke snylter, selv om jeg godt kunne have leveret mange flere arbejdstimer og mange flere excelark og analyser om alt muligt.

At det er o.k. at være pensionist.

At livet er en gave også uden lønarbejde, og også selv om jeg ikke har noget specielt talent, men bare er mig.

Else Skjoldan er cand.polit. og pensionist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • David Zennaro
  • Henrik Leffers
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Steen K Petersen
  • Kurt Nielsen
  • Randi Christiansen
  • Carsten Munk
  • Ervin Lazar
  • Carsten Mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Svend Erik Sokkelund, David Zennaro, Henrik Leffers, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Ervin Lazar, Carsten Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Holm Møller

Der er en verden til forskel på at blive tvunget til at stoppe på arbejdsmarkedet, eller blive fyret. og så selv at kunne planlægge sin tilbagetrækning. For de af os der har gode pensionsordninger kan vi også planlægge vores økonomi idet vi ved præcist hvad vi har at gøre med, og ja det er mindre end lønnen, men det er ikke et dårligt liv og det er kun godt at vi tvinges til at skære i vores overforbrug af hensyn til klodens ressourcer

Svend Erik Sokkelund, søren ploug, Arne Lund, Hallberg Borg, Hans Houmøller, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen, arne tørsleff, Randi Christiansen, Peder Meyhoff og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Else Skjoldan

Tak for et fint og indfølende indlæg om at være tvunget på pension, og den skræmmende frihed der nu skal leves.
Som Janis Joplin sang :
"Freedom's just another word for nothing left to lose"..

Helt så galt behøver det dog næppe at gå, sålænge helbredet er nogenlunde godt. Der er masser af nye ting at kaste sig ud i - hvis man har lysten og energien til det.
Et oplagt sted at starte er ved skriveriet, som du jo har oplagt talent for :-)

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over det paradoksale ved den vedtagne stigning i pensionsalderen, kontra den usikkerhed man oplever som ældre ansat..
Tryghed i jobbet er en by på Månen for det ellers så lovpriste 'grå guld'.
Og lige netop et fag som dit er næppe indbefattet i den Socialdemokratiske plan om ret til tidligere folkepension.
Desuden - hvem har råd til det?

David Zennaro, Mads Bech Madsen, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Jørgen Larsen, Steen K Petersen, jens christian jacobsen, Kurt Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Der er liv uden for arbejdslivet, og de skal gerne erkendes i tide så man ikke står tomhændet som nybagt pensionist. Men i disse arbejd-arbejd-arbejds- og underholdningstider, mættede af tomme kalorier, er det op ad bakke at få lov til at gøre den erkendelse. Så længe opprioritering gøres til omprioritering...

Steffen Gliese, Arne Lund, Hans Houmøller, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Der er liv uden for arbejdslivet, og de skal gerne erkendes i tide så man ikke står tomhændet som nybagt pensionist. Men i disse arbejd-arbejd-arbejds- og underholdningstider, mættede af tomme kalorier, er det op ad bakke at få lov til at gøre den erkendelse. Så længe opprioritering gøres til omprioritering...

Jeg vil bare minde om at der jo er masser af muligheder for at få struktur i dagligdagen - også for pensionister. Der er mange af frivillige opgaver der mangler at blive løst, lige fra at samle skrald eller gå til seniorgymnastik og til at være vågekone eller bage kager til de ældre i Røde Kors-caféen. Jeg tror alle kan finde noget der er meningsfyldt for dem; det giver ganske vist ikke løn men det giver både mening, faste mødetider, noget at stå op til - og man spreder glæder plus bliver del af et fællesskab.

Steffen Gliese, Arne Lund, Helle Walther, Ete Forchhammer , Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen, Sanne Thelle og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Else Skjoldan – den situation, du er blevet bragt i grundet kommende afskedigelser på din arbejdsplads er ikke let. Din beskrivelse af arbejdslivet før og nu, genkender jeg fra mine egne 45 års beskæftigelse i staten.

Den 1. oktober sidste år gik jeg selv frivilligt på pension. Tanken havde modnet sig gennem nogle år, så jeg var parat. Ikke at jeg havde planer om jordomrejser eller andre excesser, men jeg så frem til at kunne foretage mig mere af det, som ellers har præget min frie tid.

Sådan blev det ikke umiddelbart, for 10 dage efter døde den længstlevende af mine forældre. Rent praktisk har jeg brugt det første trekvarte år på rydning og salg af mit barndomshjem. Uden familie der kunne bistå. I sommer var jeg så langt, at jeg kunne begynde også at foretage mig andet.

Det gode ved pensioneringen er for mig, at der ikke er andre faste rammer, end dem jeg selv sætter. Men jeg går ikke lalleglad omkring, for jeg tænker også ind imellem på, hvordan denne sidste epoke i mit liv vil forme sig. Og så kan man godt blive både modløs og trist over det vilkår, at man har det meste bag sig, og at morgendagen næppe vil være lysere end den tid, der allerede er gået.

Mennesker er så forskellige. Også når det gælder pensionering. Man må selv komme overens med den nye identitet. Selv tage styringen.

Også her er der kun en kaptajn på skibet.

søren ploug, David Zennaro, Mads Bech Madsen, Herdis Weins, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Birte Pedersen, jens christian jacobsen, arne tørsleff, Kurt Nielsen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er klart, at vanens magt er stor. Især når den har overvundet grundtræthed, som er normen men også en skræmmende præmis for de flestes arbejdsliv.

Som pensionist har man tid til eftertanke. Evt ligefrem at dele den med andre.

En stor omstiling tager sin tid, og jo ældre en vane er, jo vanskeligere at omstille.

Livet er kostbart, man vil nødig spilde tiden, og pludselig har man masser af den tid, man så inderligt drømte om, da man ikke havde den. Det er en ubalance, som den miljø-og socioøkonomiske omstilling, vi ikke undgår, forhåbentlig formår at adressere, således at de forskellige aldre fra vugge til grav indtager sin retmæssige og frugtbare plads i vort fællesskab.

Herdis Weins, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Birte Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg har intet ønske om, som et mål i sig selv at blive meget gammel.

Jeg frygter kun 2 ting som pensionist, dårlig økonomi og et meget dårligt helbred.

Hvis de 2 faktorer rammer mig i den tredje alder, og i et samfund hvor jeg kan forvente, at kunne få mindre og mindre offentlig hjælp, og at flere og flere behov vil skulle betales af egne midler, for at få dem dækket, så stiller jeg ærlig talt gerne træskoene jo før des bedre:-(

Faktisk er det et liv som fattig pensionist, uden egen familie jeg finder mest skræmmende.

Det er evnen til kunne forbruge oplevelser som koster, og forhåbentlig sammen med andre, jeg ser frem til som gammel pensionist.

Heldigvis har jeg udsigt til en udmærket arbejdsmarkedspension, og en gældfri ejerbolig som kan sælges, hvis til den tid nødvendigt.
Så udsigterne er pt gode, men få års arbejdsløshed de sidst 14 år frem til min pensionering, kan drastisk forringe prognosen.

Sker det er jeg parat til at sælge, og bo på værelse med fælles køkken og bad, hvis helbredet er til det.
Bare jeg har penge nok i banken, som jeg kan bruge de sidste år af mit liv.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Helle Walther, Herdis Weins, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Else Skjoldan
Det virker på mig som om du har levet i en beskyttet boble som cand.polit. og nu har masser af fordomme om livet og pensionistlivet. Du har aldrig prøvet at springe ud på det dybe vand væk fra trygheden i det offentlige.
Hele tonen i dit indlæg virker trist og opgivende, uden energi til at prøve noget nyt. Alt bliver omtalt som noget dårligt, hamsterhjulet og manglen på et hamsterhjul. Friheden er et problem og for det er uden ferie!
Jeg føler mig sårbar uden mit arbejde!
Kun anerkendelse gennem præstationer.
Ingen krav og forventninger.
Skræmmende at leve uden fast struktur.
Det føles, som om min værdi som menneske falder.
At jeg ikke behøver præstere for at være et godt nok menneske.

Hallo, Else
Livet er ikke slut, måske som cand.polit men ikke som menneske. Der er masser af muligheder i frivilligt arbejde/foreningsarbejde hvis man vil og masser af ting man kan se og gøre uden at bekymre sig om arbejdet i morgen.
Tro mig. Jeg blev fyret som 50 årig og som 51 årig. For ikke at blive fyret som 65 årig skiftede jeg job som 63 årig og sidst fyret som 67 årig. Som pensionist er jeg nu fri som fuglen.

Svend Erik Sokkelund, Mads Bech Madsen, Helle Walther, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Birte Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Kære Else Skjoldan. Jeg føler virkelig med dig, som en anbefaling skal jeg fortælle dig om mit højskoleophold på Vrå højskole i 2017. Det var en Hundehøjskole. Vrå højskole afholder hvert sommer højskoleophold udelukkende om hunde tre uger uafhængig af hinanden, den uge jeg var afsted var der 25 hunde af alle slags. Den første dag var der lidt fnidder fnadder hundende imellem (de gik løs alle sammen) de efterfølgende dage var de en kobbel og ingen løb væk. Hundene måtte være på hele højskolen undtaget i Spisesalen. Vi var i noget svømmebad med dem, vi udførte agiliti med dem, og vi hørte nogle korte fordrag om hunde. En varm og skøn uge med skønne mennesker. Det kan varmt anbefales, men du skal melde dig til allerede nu til næste sommer, det er meget populært. Bedste Hilsen Birte P.

Margit Dalsgaard, Mads Bech Madsen, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Hvis en tidligere offentlig ansat cand.polit med 40 års lukrativ arbejdsmarkedspension opsparing føler sig fattig som pensionist, hvad søren skal det store flertal af landets øvrige pensionister så føle sig? Jeg spørger bare.

Randi Christiansen, Svend Erik Sokkelund, søren ploug, Ebbe Overbye, Kim Houmøller, Ete Forchhammer , nils hommel, Herdis Weins og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Begynd pensionistlivet med at dandere og gør det ligeså længe, at krop og sjæl opdager, at nu er det nye tider.
Nyd så den opdagelse og se på de muligheder, der ligger i ikke at have andre forpligtelser end at være så god mod dig selv, at du får overskud til at være det mod andre.
At dandere kræver god tid og lidt mod, men det er det hele værd.

Randi Christiansen, Herdis Weins, Poul Reynolds, Helle Walther, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Man bestemmer til dels selv hvordan ens pensionistliv skal være. Dels kan man spare op og planlægge det nogle år før. Og der er masser af muligheder. Også at lægge en ny struktur for dagen. Det man ikke kan bestemme det er helbredet, men det gælder for alle ikke kun pensionister. Jeg har været pensioneret i 17 år, og jeg har ikke fortrudt det en eneste dag, selv om jeg virkelig elskede mit job som lærer. Livet er fyldt med muligheder også de der er gratis, så man skal bare komme i gang.

Fortvivl ikke, heller ikke selvom overgangen fra at være på arbejdsmarkedet til at stå udenfor arbejdsmarkedet kan være svær for nogle. Derfor gælder det om i tide, at forberede sig på den tilværelse der skal afløse arbejdslivet. Hvad har man lyst til at beskæftige sig med? Hvad brænder man for - helst noget, der ligger udenfor en selv: Socialt-kulturelt aktivitetter osv. Der er masser af foreninger og lign. der skriger på frivillige af alle slags. Og når de yngre ikke mener at have tid til den slags fordi de skal tjene penge osv., så er det skidegodt, at vi er så mange pensionister, der kan træde til. Nogle af organisationerne vil endda gerne have, at man yder en forpligtigende indsats dvs. at de er brug for en dagligt.
Så fortvivl ikke - mulighederne er mangfoldige.

Steffen Gliese

Der er en meget større og mere eksistentiel krise på spil her: at vi i de seneste 40 år har ladet arbejdslivet komme til at betyde alt for meget for mange af os.
Hvor er foreningsengagementet og bestyrelsesposterne? Hvor er relationerne til familie og venner? Hvor er fordybelsen i det, der interesserer én?
Man kan bestemt godt begræde den nypuritanisme i arbejdslivet, der har sneget sig ind, og som beskrives alt for overbærende. Den har sin rod i den prætention, som altid opstår, når samfundet bliver mere attitude end livsindhold.

Arne Lund, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Poul-Erik Tindbæk

Tak for stor åbenhed og ærlighed omkring vanskelighederne ved omstillingen fra et langt arbejdsliv til en ny begyndelse 65+. Vi har mange år og god tid til at forberede os til uddannelse og arbejdslivet og til rollerne som partner og forælder. Når de så er på vej væk er spørgsmålet hvad livet nu drejer sig om. Og det er langt de fleste ikke forberedt på. Åbenhed og dialog med andre er en farbar vej. Jeg kan anbefale et sådant heldags-forløb den 3. november på Folkeuniversitet i Emdrup, Tuborgvej 164 fra kl 10.15. Her en intro til dagen:

Har du holdt afskedsreception, eller er du på vej mod den store omstillingsproces fra arbejdslivet til de gode år derefter? Og er du usikker på, hvordan du fortsat kan fylde dit liv med aktiviteter, du brænder for, og som du er god til?
Vi står midt i en brydningstid, hvor mange har behov for at udfordre gamle myter og forestillinger om aldring, arbejdslivet, senkarrieren og ’det store frikvarter’ efter sidste dag på jobbet.
Få inspiration til, hvordan du kan finde din helt egen løbebane i den nye fase i livet – som fuldvoksen mellem voksen og gammel. Lær også, hvordan du fortsat kan bruge løs af dine talenter og din erfaring. Til gavn for dig selv og for andre.
Dagen vil foregå i vekselvirkning mellem oplæg, dialog og gruppearbejde.