Kommentar

Lov om psykisk vold må ikke ende som tom symbolpolitik

Psykisk vold mod børn kan lede til misbrug og psykiske lidelser senere i livet. Derfor skylder vi nu hinanden at sørge for, at forårets lovændring, der sidestiller psykisk og fysisk vold, ikke ender som symbolpolitik. Her er bud på hvordan, skriver antropolog Lena Lyngholt Tynell i dette debatindlæg
7. oktober 2019

Der er stille i huset, selv om de begge er hjemme. De sidder på hver deres etage. Den ene er voksen, den anden er barn.

Frederikke og hendes mor blev uvenner for tre dage siden, da Frederikkes mor uden varsel eksploderede i raseri og råbte ad Frederikke, fordi hun ikke havde lagt sit rene tøj på plads i tøjskabet hurtigt nok.

Frederikke er som syvårig vant til den type uvenskab med sin mor, og hun er vant til raseriet, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Når Frederikke ikke med det samme undskylder, resulterer skænderierne i, at hendes mor ignorerer hende. Ofte i op til flere dage ad gangen, og altid indtil Frederikke undskylder.

Op til fem dage nægter Frederikke en gang imellem at undskylde, når hun ikke synes, hun har gjort noget forkert. Men efter fem dage uden et ord fra sin mor kan Frederikke ikke mere, og hun giver op og tager skylden på sig.

Den 1. marts 2019 implementerede Justitsministeriet en lovændring, der sidestiller psykisk og fysisk vold, da de to former for vold kan være mindst lige skadelige for et menneske at være udsat for.

Psykisk vold mod børn omfatter blandt andet, at barnet skældes voldsomt ud, at barnet bliver ignoreret, ydmyget eller latterliggjort, og at barnet udsættes for nedladende udtalelser om sit udseende, sine følelser eller sin adfærd.

Min veninde Frederikke, der i dag er 32 år gammel, har gennem hele sin barndom været udsat for langt de fleste af de eksempler på psykisk vold, der er opremset ovenfor. Hun kæmper i dag med følgerne af omsorgssvigtet.

Frederikke har udviklet en spiseforstyrrelse og går til psykolog. Særligt hvis psykisk vold mod et barn bliver til en systematisk del af hverdagen, og den fortsætter gennem længere perioder eller hele barndommen igennem og dermed bliver til psykisk mishandling, kan volden have alvorlige konsekvenser.

Børns udvikling og selvværd bliver påvirket negativt, og volden kan lede til selvdestruktiv adfærd, misbrug, selvmord, PTSD, spiseforstyrrelser, angst og depression.

Fra lov til handling

Jeg har stor respekt for, at vi herhjemme anerkender, at vold, uanset karakter, er dybt skadende og traumatiserende, og at det bør tages meget alvorligt. Nu skylder vi hinanden og i særdeleshed børnene at spørge os selv, om der er mere, vi kan gøre for at sikre, at den nylige lovændring ikke blot ender som symbolpolitik.

I forbindelse med lovændringen har en tværministeriel arbejdsgruppe udarbejdet en handleplan med forslag til forbedringer af området omkring psykisk vold. Jeg mener, at handleplanen med fordel kunne udvides til også at indeholde følgende:

Overgrebspakken fra 2013, som har til formål at forebygge vold og seksuelle overgreb mod børn gennem kommunale indsatser, har i overvejende grad fokus på fysisk vold. Vi bør se på muligheden for også at udvikle kommunale indsatser til forebyggelse af psykisk vold mod børn.

Modellen fra De Danske Børnehuse, der yder tværfaglig hjælp til ofre for fysiske overgreb, kunne danne inspirationsramme for udvikling af behandlingstilbud målrettet børn, som er eller har været ofre for psykisk mishandling.

For at hjælpe de voksne, der kæmper med senfølger af psykisk mishandling i barndommen, kunne vi ændre reglerne for tilskud fra den offentlige sygeforsikring til psykologbehandling. Tilskuddet burde gives med tilbagevirkende kraft, hvis en autoriseret psykolog fastslår, at den primære årsag til en klients problemer bunder i psykisk (og/eller fysisk) mishandling før det fyldte 18. år.

Slutteligt, som andre i den offentlige debat også tidligere har fremhævet, mangler der forskning i psykisk vold, så vi alle kan blive klogere på, hvordan vi passer bedre på hinanden.

Der er, som jeg ser det, stadig meget mere, vi kan gøre for at forebygge, behandle og hjælpe ofre for psykisk mishandling.

Hvis fokus på psykisk vold og forebyggelse af dette havde fyldt mere i det danske samfund, dengang Frederikke var barn, ville nogen måske have opdaget, hvordan hendes mor behandlede hende – og de ville have vidst, hvordan de skulle hjælpe hende.

Hvis vi fortsætter med at gøre mere, kan vi forhåbentlig ændre fremtiden for mange børn.

Lena Lyngholt Tynell er antropolog.

Den psykiske voldsform bør stigmatiseres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, mener dagens kronikør, der selv har udøvet psykisk vold mod sin ekskæreste.
Læs også
Astrid Richter blev manipuleret, nedværdiget, chikaneret og stalket af sin ekskæreste. En lov ville kunne medvirke til at sikre, at ingen behøver at sidde og vente på, at overgrebene eskalerer yderligere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Skal det kun gælde ifht børn? Egentlig tror jeg at mange juridiske indgreb i parforhold havde set anderledes ud, hvis psykisk vold blev straffet på lige fod med fysisk vold.

Vibeke Træholt

Hej Lena
Spændende læsning. Jeg er igang med at prøve, at få fokusset skiftet over til børn ift psykisk vold. Jeg synes, at debatten har omhandlet kvinder/mænd, men vi mangler børnene og de ødelæggende konsekvenser d
et har for et barns identitetsudvikling. Kan man kontakte dig et sted, hjemmeside?

Ift. Din artikel, så tror jeg desværre at grunden til der bliver dømt ift psykisk vold, er der også har været fysisk vold:-(

Tak for dit debatindlæg.

Vh Vibeke