Kommentar

’Marmorkirken’ er et historieløst navn til den nye metrostation ved Frederiks Kirke

Der findes ingen kirke med navnet ’Marmorkirken’. Den hedder Frederiks Kirke. Og kirken er mestendels bygget i billigere materialer, der blot er malet som marmor. Derfor bør metrostationen omdøbes, skriver arkitekt Ib. B. Christiansen i dette debatindlæg.
Der findes ingen kirke med navnet ’Marmorkirken’. Den hedder Frederiks Kirke. Og kirken er mestendels bygget i billigere materialer, der blot er malet som marmor. Derfor bør metrostationen omdøbes, skriver arkitekt Ib. B. Christiansen i dette debatindlæg.

Thomas Rousing

2. november 2019

Blandt Cityringens 17 nye stationer er det bemærkelsesværdigt at finde en station med navnet Marmorkirken. Officielt findes en kirke med det navn nemlig ikke.

Kirken på det pågældende sted hedder Frederiks Kirke.

Jeg ved naturligvis, at mange anvender betegnelsen Marmorkirken. Men hvorfra stammer betegnelsen, og hvorfor bruges den stadig?

Det første skriftlige vidnesbyrd om anvendelsen af udtrykket ’Marmorkirken’ er fra 1770, hvor det igangværende kirkebyggeri blev stoppet. Betegnelsen gav mening på det tidspunkt, da kirken var påbegyndt i marmor. Og selv om bygningen forfaldt i de følgende år, kunne man stadig tale om en kirkeruin af marmor.

Men da man 107 år senere gik i gang med at bygge videre på ruinen i mindre lødige materialer, burde betegnelsen have fortonet sig.

Enevældens projekt

Kirken hedder Frederiks Kirke, fordi den er planlagt som Kong Frederik V’s kirke og som et monumentalt arkitektonisk element i den københavnske bydel Frederiksstaden. En bydel, der illustrerer hele den historiske udvikling fra enevælde til kapitalisme.

I 1749 udarbejdede hofbygmester Nicolai Eigtved på kongens foranledning en plan for Frederiksstaden. Den officielle anledning var det oldenborgske kongehus’ 300-års jubilæum, men det politiske motiv var at konsolidere enevælden.

Planen omfattede to krydsende gader, der mødtes i en central plads med en rytterstatue og en monumental kirke for kongen i den vestlige ende af Frederiksgade.

Det blev imidlertid ikke Eigtved, der kom til at stå for Frederiks Kirke. Efter Eigtveds død i 1754 blev den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin kaldt til Danmark for at påbegynde hans sidste projekt i dyrt norsk marmor.

Frederik V døde i 1766 og kom således ikke til at se sin kirke færdig. Og den nye konge, Christian VII, var ikke særlig ivrig efter at gennemføre det dyre projekt.

Da byggeriet blev stoppet helt 14 år senere, var kirken kun nået 19 meter over jorden.

Malet som marmor

Efter Frederik VII underskrev Danmarks nye Grundlov og dermed markerede afslutningen på enevælden, blev det Danmarks første store kapitalist, Carl Fredrik Tietgen, der med løftet om at færdiggøre Frederiks Kirke købte ruinen med tilhørende grund. Prisen blev sat til 200.000 kr., der svarer til knap 30 millioner nutidskroner.

Efter at Tietgen havde erhvervet kirkegrunden i 1874, blev det arkitekt Ferdinand Meldahl, der loyalt over for Jardins projekt stod for den kirke, vi kender i dag.

145 år efter den første grundstensnedlæggelse blev Fredriks Kirke i 1894 endelig indviet.

Tietgen havde til fulde levet op til rollen som kapitalist: Han købte en byggegrund billigt for at færdiggøre Frederiks Kirke og finansierede det hele med en kraftig udnyttelse af grunden til en boligbebyggelse med 80 store velhaverlejligheder.

Også i valg af materialer til kirkebyggeriet var Tietgen ’økonomisk rationalist’. Bortset fra det marmor, der var i Jardins 19 meter høje ruin, som indgår i den nye kirke, og de rester af norsk marmor, der endnu var tilbage på pladsen, indgik der aldrig mere marmor i kirken.

Resten er malet som marmor.

Forvirrede turister

Det er underligt, at metroselskabet har valgt et folkeligt øgenavn til en station, når der i selskabets omfangsrige direktørgruppe findes en arkitekt, der er blevet uddannet på et tidspunkt, hvor arkitekturhistorie var et obligatorisk og eksamenspligtigt fag.

Cityringens nye stationer er blevet udformet med farve- og materialemæssige referencer til stationernes omgivelser. Men referencerne er ikke fulgt op på stationen ved Frederiks Kirke. Her er ingen norsk marmor, men sandsten der skal referere til palæerne i Frederiksstaden.

I Stockholm er metrostationerne udformet med en kreativitet, som giver stationerne en selvstændig identitet, der stort set overflødiggør skiltning. Man kunne ønske sig, at arkitekterne hos Arup havde været ligeså kreative.

Mens boremaskinerne har gnavet sig igennem den københavnske undergrund, og der er gravet ud til stationerne, er det væltet frem med arkæologiske fund, som kunne have givet stationerne historisk identitet.

Metroselskabet forventer, at Cityringen bliver en yndet transportmulighed for turister, der vil besøge seværdighederne i det centrale København. Javel. Blandt seværdighederne er utvivlsomt Frederiksstaden med blandt andet Amalienborg.

Det må imidlertid være stærkt forvirrende for de turister, der ønsker at besøge Frederiksstaden, at de skal stå af på Marmorkirken Station.

Man undrer sig over gejstlighedens tavshed. Hverken sognepræst, biskop eller Kirkeministeriet har påtalt endsige forsøgt at få ændret det misvisende stationsnavn.

Metrostationen ved Frederiks Kirke skal have sit rigtige navn: Frederiks Kirkes Station.

Ib B. Christiansen er arkitekt MAA

Indlægget er forkortet af redaktionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

“Det er underligt, at metroselskabet har valgt et folkeligt øgenavn til en station”. Hvorfor dog det? Det er vel folket der skal rejse med metroen og vide hvor de skal hen? Ikke turisterne som Ib Christiansen her forestiller sig at det moderne Københavns største anlægsprojekt, cityringen, er bygget til.

Gad vide om Hr. Christiansen nogensinde har kørt med metro? I London hedder stationen ved Buckingham Palace “Green Park” men lur mig om ikke turister formår at stå af det rigtige sted alligevel. Den kunne også havde heddet Mayfair som ligger et stenkast derfra. Nu valgte man så navnet på den beskedne park umiddelbart ved siden af i stedet for og det fungerer glimragende! Ligeledes vil “Marmorkirken” fungere uanset om nogle lader sig provokere af Tietgens fravalg af marmor i færdiggørelsen af kirken eller ej.

Jens Flø, Steffen Gliese, Rolf Andersen, Jens Thorhauge og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Det er dog en underlig ligegyldig debat de her rejses. Ib Christiansen kan jo kalde stationen det han vil, hvis han mener, dét er et problem. Især ikke nær det tages i betragtning, hvilke brølere Metroselskabet og dets "bank" By & Havn har begået under planlægningen og byggeriet af Cityringen:
* Linieføringen er hovedløs: Der er for langt mellem stationerne, og befolkningstætte områder som fx Riget/Panum og Skt Hans Torv er igen blevet sorteper og uden metrobetjening til trods for et betydeligt passagerunderlag. Heller ikke Indre Østerbro er metrobetjent.
* Stationerne er designet så perronerne ikke kan forlænges, eller der kan indsætte fc. 4-vogns tog.
* Cityringen er bl.a. anlagt på bekostning af bustrafikken, der kraftigt forringes i visse dele af byen, hertil kommer, at mange flere rejsende skal foretage flere skift undervejs = tab a rejsekomfort.
* Det forkælede Metroselskab får lov til at opkræve et "kvalitetstillæg" på 1,60 kr. At metroen skulle være kvalitativt bedre end fx S-tog og A-busser er en påstand, som Metroselskabet ikke har været i stand til at dokumentere. For nok kører metroen hurtigt, men til rejsetiden skal lægges den tid det tager at komme op/ned til metroen, og så går den postulerede rejsetidsgevinst tabt.
* Metroen fjerner ikke mere end ca. 1 - én - pct. af bilerne i byens gader. At betale ikke under 25 mia kr. for den reduktion forekommer mig at være temmelig tåbeligt. Blev der anlagt letbaner i stedet kunne man få 5-7 gange så mange skinnekilometer og med en langt bedre dækning af byen. Hertil kommer letbaners "medfødte" evne til at reducere biltrafikken. Men det er Metroselskabet og metroens ejere ikke interesseret i - til trods for deres greenwash.
* Metroen finansieres ved gemen grundspekulation i havnearealerne, der overbebygges for at skaffe boliger til den mest velbeslåede del af middelklassen. Pga. kravet om størst mulig værdiskabelse i Nord- og Sydhavnen, så ses bort fra enhver form for bæredygtig/økologisk byggeri - lavenergi, spildvands- og affaldstrategier mv.
* Der er ikke én eneste af Metroselskabets prognoser om passagertal og gældsafvikling der holder. Da metroens første etaper blev planlagt i beg. af 90'erne påstod man, at metroen ville få 300.000 dgl. passagerer. På en meget god dag er der i dag ca. 180.000. MEd den Citymetroen kommer man naturligvis højere op, men stadigvæk ikke i nørheden af de prognoser, Metro-selskabet brugte til at overbevise politikerne om at projektet er pengene værd.
OG så ikke er ord denne gang om det elendige arbejdsmiljø, de mange straks-påbud, om underbetaling af de ansatte, naboklager i hobetal, manipulationer med støjniveauer osv. osv.

Sluttelig undrer Ib Christiansen sig over "gejstlighedens tavshed. Hverken sognepræst, biskop eller Kirkeministeriet har påtalt endsige forsøgt at få ændret det misvisende stationsnavn":
Årsagen til at de ikke sagde fra, var fordi selvsamme gejstlighed oplevede at Metroselskabet ikke er til at tale med da man ville placere metrostation lige under den kirke, der er bygget på pæle, som er skrøbelig, og hvor der er en berettiget nervøsitet for at vibrationerne fra metroen vil få kirken til at sætte sig, i værste fald....
Til trods for stribevis af ingeniør- og arkitektrapporter og meget mere, så ignorerede Metroselskabet enhver fagkundskab på området: Vi ved bedst, og da vi har såvel Københavns Kommune som skiftende regeringer i ryggen, så gør vi som det passer os.
Og sådan har Metroselskabet gjort siden det kom til verden i 1990, og sådan fortsætter de - som en anden feudalherre.
Hvis Ib Christiansen havde taget fat noget af alt dette i stedet for hans arkitektoniske pilleri, så havde hans indlæg været relevant.

Allan Madsen, Jakob Silberbrandt, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen, Karsten Lundsby, Viggo Okholm, Carsten Wienholtz, Kim Houmøller, Mogens Holme, Jens Thorhauge, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jamen løsningen på problemet er da ligetil: Lav en pamflet eller en hjemmeside, der beskriver bagrunden for de forskellige metro-stationers navne.

Københavns smukkeste kirke, uanset materialerne.
Det er rigtigt, at det er vigtigere, at stationerne fortæller folk, hvor de er. Udover det ovenstående eksempel med Green Park, hedder stationen for The City i England jo 'Bank'.

Jeg ville prøve cityringen sidste uge fra stationen ved Jagtvej og Østerbrogade, husker ikke navnet.
Der var ingen standere til at tjekke ind med rejsekort på perronen, som der ellers er på samtlige S-tog stationer og gamle metrostationer.
I stedet stod standerne på en afsats mellem rulletrapperne, som let overses når man passerer og kun kan nå, ved at tage hele vejen op og ned igen.
I stedet for let check-in, en komplet idiotisk og uforståelig forhindring.
Hvorfor gør vi altid sådan nogle dumme ting i Danmark?

Arne Lund, Klaus Lundahl Engelholt, Erik Karlsen, Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Lidt pedantisk, måske.

Men når det endelig skal være, så er folkelige navne ofte at foretrække frem for 'korrekte' og kedelige navne. Førstnævnte rummer jo i dagens natur ofte en anekdotisk eller etymologisk fortælling, som Marmorkirken jo præcis eksemplificerer. Vi har rigelig med kedelige stednavne i København - og de bedste af dem finder vi netop i Latinerkvarteret, hvor de ofte er opkaldt efter håndværk og andre erhverv, der holdt til i gaderne. Gode eksempler på at tilkendegive historie og skik og brug gennem stednavnene.

Så forfatterens eget argument er efter min mening præcis grund til at drage den modsatte konklusion.

/O

Søren Kristensen

Arkitektfaget er bevaringsværdigt, ingen tvivl om det, men indlægget vækker alligevel min lejlighedsvise forekommende arkitektlede. For det kan godt være samtlige besserwissere i kongeriget ved at Marmorkirken på papiret hedder Frederikskirken og at den ikke er bygget af marmor, men den kaldes altså Marmorkirken siden hvem ved hvornår og derfor er det fuldstændig naturligt, at metrostationen hedder: Marmorkirken. Kultorvet er jo heller ikke bygget af kul, vel? Op med humøret!

Ib B. Christiansen

Hej Arne
Tak fordi du har reageret på mit "underligt ligegyldige" indlæg.
Jeg er enig i, at navnet på en metrostation er et mindre problem, end de forsyndelser der er begået i forbindelse med planlægning og gennemførelse af metrobyggeret. Du har mere end ret, for synderegisteret er i virkeligheden meget længere. end det du beskriver.
Jeg vil imidlertid bede dig bemærke, at "indlægget er forkortet af redaktionen". Min oprindelige tekst var dimensioneret som en kronik til de store dagblade, det vil sige næsten tre gange så lang som den du kommenterer. Denne tekst ville imidlertid næppe heller ikke have tilfredsstillet dig. På det tidspunkt hvor jeg satte mig til tasterne, havde dagspressen i flere dage været fyldt med kritik af metrobyggeriet. Ikke mindst Ekstra Bladet var i dagene omkring indvielsen af Metroringen meget hård i kritikken i fuld overensstemmelse med din opfattelse.
På grund af pressens omfattende kritik fandt jeg det overflødigt at gentage kritikken. Det var let kommet til at ligne afskrivning. I min oprindelige tekst har jeg derfor bland andet skrevet "Den fejlagtige navngivning af stationen ved Frederiks Kirke er desværre ikke metroselskabets eneste fadæse, men de mange møgsager er ikke denne tekst ærinde, og de sager i øvrigt udmærket dækket af dagspressen.
På baggrund af den omfattende og berettigede kritik må man dog undre sig over, at der ikke sket udskiftninger i ledelsen, som det ville være sket i enhver anden virksomhed, der ikke evner at løse sine opgaver.
Tidligere udskiftninger i ledelsen kunne sikkert have sparet mange penge og mange fejltagelser."
Derfor valgte jeg at koncentrere min kritik om den manglende forståelse for Frederiksstadens historie og dens kirke. Jeg vil i denne sammenhæng fortælle dig, at jeg er født og opvokset i kvarteret. Mine barndom og ungdom er derfor tæt knyttet til området, og det er derfor smerteligt at være vidne til historieløsheden. Men vi jo åbenbart enige om at inkompetence, arrogance og politisk vold er en dårlig cocktail.
Måske må vi håbe, at er der en dag en dybdeborende journalist, der skriver bogen om Metroskandalen.
Såfremt du skulle have lyst til at læse hele min oprindelige tekst, kan jeg maile den til dig, hvis du mailer til mig på Ibb@stofanet.dk
Endelig har noteret mig, at mit budskab er blevet dømt ude af informations folkedomstol til fordel for metroselskabets inkompetence