Nu har Mette Frederiksen chancen for at forme det næste økonomiske paradigme

»Det er ukendt land«. Sådan beskrev en af Danmarks fremtrædende økonomer den økonomiske virkelighed på en af de første høringer, jeg deltog i som finansordfører tilbage i 2015.

Det var omkring det tidspunkt, renten for første gang var blevet negativ – et hidtil uset økonomisk fænomen. Det forbløffende og bekymrende var, at økonomerne én for én erkendte, at de ikke vidste, hvad konsekvenserne af den negative rente ville være.

Siden er forvirringen blandt økonomerne om økonomiens tilstand ikke blevet mindre. Sidste uges temaudgave af The Economist bar titlen »Verdensøkonomiens nye mærkelige regler«.

Det, som man troede var økonomiske lovmæssigheder, er sat ud af kraft. Renten har i årevis været negativ, og den europæiske centralbank har postet fantasillioner ud i den europæiske økonomi gennem såkaldte kvantitative lempelser. Normalt ville en så ekspansiv pengepolitik medføre et stigende investeringsniveau fra virksomhederne og øget privatforbrug. Men intet er normalt længere.

Den globale økonomi er i slæbegear, og investeringerne er slet ikke kommet op på niveauet før krisen. I stedet har pengepolitikken ført til bobler på aktie- og ejendomsmarkedet.

Men det er ikke kun den monetære politik, der ikke virker som forventet. Der er tale om et sammenbrud for hele det økonomiske paradigme, som vi kalder nyliberalismen. Nyliberalisternes claim to power var løftet om, at deregulering af markederne ville genskabe fordums vækst og fremgang.

Markant stigende ulighed

Men årti for årti har vækstraterne været faldende. Og omkostningerne ved den førte økonomiske politik har været til at tage at føle på. En markant stigende ulighed. Voksende utryghed for lønmodtagerne, og sidst, men bestemt ikke mindst, en klimakrise ude af kontrol.

Selv i toppen af de institutioner, der engang stod som nyliberalismens stolte bannerførere – IMF, Verdensbanken og World Economic Forum – erkendes det nu åbent, at nyliberalismens grundideer har spillet fallit.

Alligevel er nyliberalismens doktriner stadig retningssættende. EU’s anbefalinger til medlemslandene handler fortsat om budgetdisciplin, IMF opfordrer til nye strukturreformer, og den europæiske centralbank fortsætter med at sprøjte øjensynligt virkningsløse penge ind i de europæiske storbanker.

Den danske forsker Rune Møller Stahl beskrev i sin nylige ph.d.-afhandling den nuværende situation som et interregnum. En mellemperiode, hvor et gammelt økonomisk paradigme er døende, men et nyt endnu ikke er født.

Og hvad, der følger efter, er langt fra tilfældigt. Nyliberalismen vandt ikke af sig selv. Forud for at opnå sin hegemoniske position gik mange års tålmodigt arbejde. Økonomer, tænketanke og politikere nærede og udviklede ideerne. Støttet af tunge erhvervsinteresser.

Det bør progressive kræfter i Europa i denne tid skrive sig bag øret. Fagbevægelsen, partier, progressive virksomheder og meningsdannere bør økonomisk, praktisk og politisk understøtte og fremme den nye generation af økonomer, der i de her år udfordrer den gamle konsensus.

Og hvorfor ikke også bruge den nyvundne regeringsmagt? De få venstreorienterede regeringer, der findes i Europa, har et stort ansvar for at tage teten i debatten om et nyt økonomisk paradigme.

Mette Frederiksen burde tage sine socialdemokratiske regeringskolleger i Portugal og Spanien i hånden og kaste sig ind i kampen. Afholde tværeuropæiske konferencer, hvor nye økonomiske ideer kan drøftes mellem økonomer og politikere. Etablere en fælleseuropæisk tænketank af de fremmeste progressive økonomer, der både kan rådgive venstreorienterede regeringer og præge debatten i de internationale institutioner.

Et nyt økonomisk paradigme må bringe demokratiet tilbage i en økonomisk hovedrolle i stedet for at basere sig på blinde markedskræfter. Sikre, at velstanden ikke længere koncentreres i toppen, ved at sikre et bredere ejerskab. Og sidst, men ikke mindst sørge for at økonomien holder sig inden for de planetære miljømæssige grænser.

Mette Frederiksen har muligheden for at være fødselshjælper for et nyt grønt, demokratisk og solidarisk økonomisk paradigme. Griber hun den?