Kronik

Når koralrev først er visnet, kan de ikke genoplives. Vi må kæmpe mod fælledens tragedie

Den fælles beskyttelse af store, stabile naturområder er ofte helt usynlig indtil det øjeblik, deres udryddelse truer. Det er fælledens tragedie. Vi bør bruge commonsmodellen til at imødegå klodens store udfordringer, skriver lektor Mette Løvschal i dette debatindlæg.
Det vil kræve en omfattende, globalt koordineret indsats at beskytte og reetablere koralrevene, dæmme op for forureningen af grundvandet, luften og verdenshavene, kvælstofudledningen og den massive artsudryddelse, vi ser i dag, skriver dagens kronikør.

Det vil kræve en omfattende, globalt koordineret indsats at beskytte og reetablere koralrevene, dæmme op for forureningen af grundvandet, luften og verdenshavene, kvælstofudledningen og den massive artsudryddelse, vi ser i dag, skriver dagens kronikør.

IMAGO STOCK&PEOPLE/Scanpix

19. oktober 2019

I sidste uge blev World Commons Week afholdt over det meste af kloden. Begrebet commons’ stammer fra det engelske common land og kan på dansk oversættes til ’fælled’, altså noget der handler om den fælles brug og beskyttelse af bestemte ressourcer.

I klimaspørgsmålet er commons blevet fremført som et af de helt afgørende politiske greb for den fremtidige sikring af ren luft, rent drikkevand og storslået natur. Derfor er commons et vigtigt begreb at kende. Alligevel er det ukendt for de fleste.

Commons er strande og grøftekanter, veje og broer, byparker og nationalparker – det er lys, viden, musik og kunst. Et andet eksempel på commons er det europæiske Green Belt, som består af en mere end 12.500 km lang grøn korridor, der løber gennem 23 lande hele vejen fra Nordnorge til Sortehavet og i store træk følger det gamle jerntæppe.

Siden slutningen af 80’erne er miljøforkæmpere gået sammen om at sikre områdets dyr og planter, og det er i dag friholdt som ét stort sammenhængende landskab, der flere gange har været indstillet til UNESCO’s verdenskulturarvsliste.

Den fælles beskyttelse af sådanne store, stabile naturområder er ofte helt usynlig indtil det øjeblik, deres kollaps eller udryddelse truer. Vi kan se det med de seneste måneders massive brande i Amazonas-regnskoven, som sammen med brandene i mange andre gamle skove i Indonesien, Sibirien, Rusland og Centralafrika har ledt til et massivt internationalt chok.

Ressourcefællesskaber

Commons betegner altså en hvilken som helst ressource, som deles og varetages af en gruppe mennesker, der er organiseret kollektivt og markant anderledes end markedet eller staten. To ting gør commons særligt interessante.

For det første kan de skabe økosystemer, der er ekstremt langvarige, og som mange steder har resulteret i flere tusind års beskyttelse af græsningslandskaber, skove og ferskvandsressourcer. For det andet kan de foregå på en skala, der langt overgår det, vi som enkeltindivider kan overkomme. Alene Amazonas dækker et område på 5,7 millioner kvadratmeter, det svarer til cirka 133 gange Danmarks areal.

Der eksisterer en mange tusinde år lang historie for at etablere fællesskaber til at friholde, pleje og bevare landskaber og naturressourcer i Danmark. Allerede i stenalderen krævede behovet for særlige typer og tykkelser af træ til for eksempel værktøj og fiskegærder, at dele af skovdriften var kollektivt organiseret.

Omkring slutningen af stenalderen opstod de store heder og græsningsoverdrev, som ligeledes krævede kontinuerlig og koordineret pleje for at sikre lyngens foryngelse. Og da man restaurerede Fregatten Jylland, var det med de såkaldte ’flådeege’, som var de 16.000 kæmpestore egetræer, der allerede i starten af 1800-tallet blev reserveret til den danske flåde og fik lov til at stå frem til i dag.

Når vi taler ressourcefællesskaber, kommer vi heller ikke uden om nu afdøde politolog, Elinor Ostrom. Hun modtog Nobelprisen i 2009 for at vise, hvordan fællesskaber om at varetage en ressource kan opstå af sig selv og organisere sig på måder, der forhindrer overudnyttelse og helt afgørende: være ekstremt bæredygtige.

Det kræver, ifølge Ostrom, at der kan vedtages en række regler, der regulerer samarbejdet, at de indrettes efter lokale omstændigheder, at der etableres tillid inden for fællesskabet, og at ressourcefællesskabet anerkendes af omverdenens autoriteter.

Fælledens tragedie

De omfattende skovbrande på verdensplan er blot nogle af de utallige landskaber, som står over for et nærtstående kollaps, som vil kræve en omfattende, globalt koordineret indsats at beskytte og reetablere: forurening af grundvandet, luften og verdenshavene, kvælstofudledning, den massive artsudryddelse, koralrevene, fuglene og insekternes udryddelse, ørkendannelse og kollapsende fiskebestande. Dette fænomen blev allerede kendt som ’fælledens tragedie’ i en artikel i Science fra 1968.

’Fælledens tragedie’ sker også lige nu med den privatisering og indhegning af jord, som er stærkt stigende i mange områder, der for blot få år siden fungerede som commons. I udkanten af Serengeti-sletten i det sydvestlige Kenya bliver store områder brugt som commons, hvor husdyr græsser side om side med gnuer og gazeller.

I løbet af mindre end et årti har hegn spredt sig til dette område og truer med at få hele økosystemet til at kollapse. Studiet blev bragt forrige år i Nature. På den måde kan hegn, såvel som påsatte skovbrande, ses som antitesen på commons. Og aldrig før har jorden været så indhegnet af elektriske hegn, pigtråd og grænser som i dag.

Red det, vi endnu har til fælles

Kan vi bruge commons til radikalt at gentænke, hvordan vi som samfund bedst muligt indretter os, og imødegå nogle af klodens største udfordringer i 2019?

For det første kan vi se, at der hele tiden og helt af sig selv opstår nye fællesskaber omkring varetagelsen af mange forskellige slags ressourcer. David Bollier, som var medstifter af Commons Strategies Group, mener, at man i stigende grad bør tænke byen som en commons, at byen er særligt velegnet til at skabe sociale fællesskaber som byhaver, bytte- og genbrugsstationer, cykelkollektiver, filmvisning, uddannelse og kulturelle aktiviteter.

Når mange commons også har det svært på global skala, skyldes det blandt andet, at områderne er organiseret efter helt andre principper end markedsøkonomien, den globale kapitalisme og dens logik, og derfor har vanskeligt ved at modstå landprivatisering, skovhugst, overfiskeri og korruption.

Mange oplever samtidig, at inddæmningen af commons er forbundet med en øget produktivitet og handlefrihed for den enkelte. I Maasai Mara i Kenya er hegnene også forbundet med forestillinger om fremskridt, moderne livsstil og penge. Commons opfatter man som den langsomme, uproduktive og gammeldags måde.

For det andet er commons ikke nødvendigvis den bedste organiseringsmodel til alt. Der ligger en udfordring i balancen mellem effektivitet og ambitionen om, at alle skal have indflydelse. Og commons kræver plads. Netop pladsspørgsmålet går ikke godt i spænd med det stigende befolkningstal, og at man oftere i fremtiden vil blive konfronteret med det kortsigtede valg mellem at redde natur eller menneskeliv.

For det tredje kræver det, at vi får øjnene op for vigtigheden af Danmarks såvel som verdens naturmæssige kronjuveler, og hvor skrøbelige de er uden koordinerede fællesskaber. At fælledens tragedie i dag er et globalt problem med globale konsekvenser. Her kommer vi ikke udenom, at pleje og lokalt engagement kombineres med vedvarende finansiering.

Det kræver fælles beslutninger og fælles investering, hvis vi vil have særlige typer natur, et grundvand der er fri for pesticider eller ren luft. Og vi bliver nødt til at lede efter løsninger på nye måder, der kombinerer det lokale niveau med det internationale.

Men én ting er sikkert: Fælles for fælledernes tragedie er, at langt hovedparten af forandringerne er bestandige. I det øjeblik skovene i Amazonas er krympet så meget, at der er sket en massiv udryddelse af kulturer og arter, kan vi ikke længere genskabe det liv, der var forbundet dertil.

Når et koralrev først er visnet, kan det ikke genoplives.

Når dyrene i Kenya er stoppet med at migrere, ved vi faktisk ikke, om de vil begynde at gøre det igen, hvis hegnene blev fjernet.

Mette Løvschal, lektor i arkæologi og kulturarvsstudier

Skov bliver ulovligt ryddet for at dyrke palmeolie i reservatet Buan i den malaysiske del af Borneo.
Læs også
Klodens dyr og planter bliver fortrængt af menneskene, som lægger beslag på mere og mere af kloden til blandt andet fødevareproduktion.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Breinholt Leth
  • Arne Albatros Olsen
  • Jens Wolff
  • Ejvind Larsen
  • erik pedersen
  • Dina Hald
  • Anker Heegaard
  • Eva Schwanenflügel
Ivan Breinholt Leth, Arne Albatros Olsen, Jens Wolff, Ejvind Larsen, erik pedersen, Dina Hald, Anker Heegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Vores samfund er en dødssejler, et spøgelsesskib der varsler død!

De priviligerede forstår ikke tidens rodløshed, der er kimen til det der kommer.
Det er tydeligvis vanskeligt at gøre oprør mod et system, som i så høj grad kommer en selv til gode.

Ivan Breinholt Leth, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen, Dina Hald, Anker Heegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar